Værgemålsregnskab for mindreårige mv.
Karakter A
udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2005/10358@2005-06-21/da
Indhold
Værgemålsregnskab for mindreårige mv.
Resumé Civilstyrelsen tillod, at værgen for 2 mindreårige børn (som han ikke var fader til) kunne anvende op til 108.000 kr. netto årligt af hvert barns indtægter uden indsendelse af værgemåslregnskab. Derimod fandt styrelsen ikke grundlag for at tillade, at der af børnenes indtægter afholdes udgifter til tabt arbejdsfortjeneste for værgen og dennes ægtefælle i regnskabsåret 2003.
Civilstyrelsens afgørelse af 21. juni 2005, 05-810-00395. ” Civilstyrelsen har nu behandlet Deres klage over Statsamtets afgørelse af 21. april 2005. Ved afgørelsen afslog statsamtet at godkende de fremsendte værgeregnskaber for 2003 vedrørende børnene M og L, idet det ikke kunne godkendes, at der af børnenes indtægter var afholdt udgifter til rengøringshjælp, havehjælp og tabt arbejdsfortjeneste for Dem og Deres hustru. Vi har forstået Deres henvendelse som en klage over afslaget på at godkende, at der af børnenes indtægter kan afholdes udgifter til tabt arbejdsfortjeneste og en klage over, at der af børnenes indtægt alene kan bruges 5000 kr. netto om måneden for hvert barn til dækning af kost, logi m.v. uden nærmere dokumentation. Efter en gennemgang af sagen finder vi ikke grundlag for at godkende, at der af børnenes indtægter afholdes udgifter til dækning af tabt arbejdsfortjeneste for Dem og Deres hustru i regnskabsåret 2003. Derimod ændrer vi statsamtets afgørelse således, at De af hvert barns indtægt kan anvende op til 108.000 netto årligt uden indsendelse af regnskab. Vi har truffet afgørelsen efter værgemålsbekendtgørelsens §§ 12, stk. 1, og 15, stk. 2 og 4. Det fremgår af værgemålsbekendtgørelsens § 12, stk. 1, at såfremt værgen modtager indtægter for den, der er under værgemål, skal værgen føre regnskab over sin administration af disse indtægter (indtægtsregnskab). Regnskabsåret er kalenderåret. Efter værgemålsbekendtgørelsens § 15, stk. 2, skal indtægtsregnskabet for mindreårige kun indsendes i kalenderår, hvor den indtægt, som værgen har modtaget, overstiger 48.000. Det er dog en betingelse, at den mindreåriges fader eller moder eller begge i forening er værge, og at den mindreårige har boet hos en eller begge værger i 9 måneder af året. Efter værgemålsbekendtgørelsens § 15, stk. 4 kan statsamtet tillade, at reglen i stk. 2 anvendes, selvom værgen ikke er en af den mindreåriges forældre. Statsamtet har tilladt, at reglen i værgemålsbekendtgørelsens § 15, stk. 2 finder anvendelse, idet statsamtet, jf. ovenfor, har truffet afgørelse om, at der kun skal indsendes indtægtsregnskab for den indtægt, der overstiger 60.000 kr. netto årligt pr. barn. Det fremgår af sagen, at De fik tillagt forældremyndigheden over M og L den 7. marts 2003. M og L´s mor, der havde forældremyndigheden over børnene, afgik ved døden den 5. december 2002. De har i klagen henvist til, at det var M og L´s mors ønske, at børnene fortsat skulle have økonomiske kår svarende til dem, de havde før moderens død og at De mener, at De med regnskabsplig-ten sættes i en urimelig situation. De har endvidere henvist til omstændighederne bag, at De påtog Dem forældremyndigheden over M og L samt Deres økonomiske forhold. De har videre anført, at Deres hustru har været nødt til at gå ned i tid, og at hun har måttet fratræde sin stilling som afsnitsleder. Den fulde virkning af hendes lønnedgang kan imidlertid først ses af selvangivelsen for 2004, idet hun i tidligere år har afspadseret. Deres lønnedgang skyldes, at De arbejder færre timer end tidligere. Endelig har De i klagen henvist til, at de to børn tager meget tid, herunder tid fra den gamle familie. Det fremgår af Deres årsopgørelser for 2002 og 2003, at De havde en årlig bruttoindkomst på henholdsvis ca. 220.000 kr. og ca. 186.000 kr. Det fremgår endvidere af Deres hustrus årsopgørelser for 2002 og 2003, at hun havde en årlig bruttolønindkomst på henholdsvis ca. 410.000 kr. og ca. 429.000 kr. Vi har lagt vægt på ovenstående oplysninger, og vi finder herefter efter omstændighederne grundlag for at tillade, at De – udover ikke at indsende regnskab for anvendelsen af indtægter op til 60.000 kr. netto årligt – kan anvende op 48.000 kr. netto årligt yderligere til dækning af udgifter til børnenes kost og logi uden indsendelse af regnskab. De kan således hvert år, uden at aflægge regnskab, anvende op til 108.000 kr. netto af M og L indtægter til dækning af udgifter til almindelig løbende forsørgelse af børnene, herunder udgifter til kost, tøj, fritidsaktiviteter, boligudgifter mv. Vi finder imidlertid ikke grundlag for at tillade, at De undlader at indsende regnskab for Deres administration af de af børnenes indtægter, der overstiger 108.000 kr. netto om året.”