Gelex

Arbejdspladsvurdering manglende prioritering, tidsangivelse for gennemførelse af ændringer og systematik

GældendeVersion 2005-09-15
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2005/10867@2005-09-15/da

Indhold
  1. Indledning

Arbejdsmiljøklagenævnet har på møde den 30. august 2005 behandlet klage over Arbejdstilsynets afgørelse af 10. marts 2005 om gennemførelse af arbejdspladsvurdering.

Nævnet traf følgende

Virksomheden har gennemført arbejdspladsvurdering.

Arbejdsmiljøklagenævnet ophæver således Arbejdstilsynets afgørelse af 10. marts 2005.

Arbejdsmiljøklagenævnet har lagt til grund for afgørelsen, at virksomhedens arbejdspladsvurdering opfylder de formelle krav, idet der

– findes en arbejdspladsvurdering,

– arbejdspladsvurderingen er skriftlig og tilgængelig, og

– sikkerhedsorganisationen har været inddraget.

Arbejdsmiljøklagenævnet har lagt vægt på, at en arbejdspladsvurdering ikke er et selvstændigt tilsynsobjekt, og de indholdsmæssige mangler ikke er så væsentlige, at der i realiteten ikke foreligger en arbejdspladsvurdering. Arbejdstilsynet bør være virksomheden behjælpelig med opfølgning på manglerne i form af vejledning.

Arbejdsmiljøklagenævnet henviser til

§ 15 a i

lov om arbejdsmiljø, jf. lovbekendtgørelse nr. 784 af 11. oktober, med de ændringer, der følger af lov nr. 425 af 9. juni 2004 om ændring af lov om arbejdsmiljø

1. Sagsforløb

Arbejdstilsynet fremstiller sagen på følgende måde i udtalelse af 6. maj 2005:

”Sagens indhold

Den 3. februar 2005 gennemførte Arbejdstilsynet tilpasset tilsyn på virksomheden XXX.

Ved besøget vurderede Arbejdstilsynet virksomhedens arbejdspladsvurdering (APV). Det fremgik, at der var udarbejdet en kortlægning samt en handlingsplan over virksomhedens arbejdsmiljøproblemer. Det fremgik ligeledes, at der ikke var udarbejdet en tidsplan for, hvornår de enkelte arbejdsmiljøproblemer skulle være løst. Der var kun angivelse af, hvornår løsninger var gennemført, men udestående arbejdsmiljøproblemer var uden tidsangivelse for løsning.

På den baggrund vurderede Arbejdstilsynet, at virksomhedens APV ikke levede op til kravet i reglerne om en prioritering og opstilling af en handlingsplan til løsning af de problemer, som ikke kan løses umiddelbart.

Arbejdstilsynet gav derfor virksomheden påbud om at gennemføre en APV i overensstemmelse med reglerne.

Arbejdstilsynets sagsbehandling

Arbejdstilsynet har drøftet klagen telefonisk med virksomheden, herunder præciseret, at alt hvad der registreres i kortlægningen, skal behandles i APV’en, men ikke nødvendigvis løses. Det skal således fremgå af tids- og handleplanen, hvilke problemer der evt. ikke prioriteres løst, og hvordan og hvornår prioriterede problemer løses.

Efter anmodning har Arbejdstilsynet den 21. april 2005 modtaget en kopi af virksomhedens APV, som den var på besøgstidspunktet.”

2. Arbejdstilsynets afgørelse

Arbejdstilsynet traf den 10. marts 2005 følgende afgørelse:

”Virksomheden har haft lejlighed til at komme med bemærkninger til udkast til tilsynsrapport med påbud af 22. februar 2005, udstedt på baggrund af tilsynsbesøg hos XXX den 3. februar 2005.

Der er tale om følgende:

Påbud om APV

Arbejdsmiljøproblem nr. 151319

Efterkommelsesfrist 1. juni 2005

Tilbagemeldingsfrist 8.juni 2005

Arbejdstilsynet har ikke modtaget bemærkninger fra virksomheden.

Arbejdstilsynet har i dag truffet afgørelse. Afgørelsens indhold fremgår af det udkast til tilsynsrapport med påbud, som var vedlagt Arbejdstilsynets brev af 22. februar 2005.

Virksomheden har nu pligt til at opfylde ovennævnte påbud senest på de tidspunkter, som er angivet i påbudenes efterkommelsesfrister.

Arbejdstilsynet skal inden udløbet af påbudenes tilbagemeldingsfrister, som er nævnt ovenfor , have besked om, hvad virksomheden har gjort for at efterkomme påbudene.

”.

3. Klagen til Arbejdsmiljøklagenævnet

Hermed klages over påbud “Arbejdsmiljøproblem nr. 151319 — Påbud om APV”.

I påbudet har Arbejdstilsynet anført følgende:

Beskrivelse

“, at der er udarbejdet en kortlægning samt en handleplan over virksomhedens arbejdsmiljøproblemer “.

Man havde i virksomheden lavet en angivelse af, hvornår problemerne var løst, men udestående problemer var uden en angivelse for løsning.

I henhold til Arbejdstilsynets vejledning om vurdering af egenindsatsen, er det vores opfattelse, at bedømmelsen af APV’en ikke lever op til intentionerne i vejledningen samt i de vejledningen anførte eksempler.

Uddrag fra:

“Bilag 4 — Vurderingsgrundlaget for de enkelte spørgsmål i egenindsatsskemaet”

Det er vigtigt at være opmærksom på, at de påpegende problemer i kortlægningen ikke er en “ønskeliste “, som ledelsen skal efterkomme. Det er i orden, hvis ledelsen vælger ikke at prioritere problemet. Hvis den tilsynsførende vurderer, at det påpegede problem er et væsentligt arbejdsmiljøproblem afgives et påbud eller en rapport om væsentlige problemer vedr. det angivne forhold og ikke et påbud om APV.

I forventning om at sagen stilles i bero indtil den er behandlet, foretages ikke yderligere i forhold til ovennævnte påbud.

4. Arbejdstilsynets udtalelse

Arbejdstilsynet udtaler følgende den 6. maj 2005:

”Arbejdstilsynets vurdering

Regler og praksis

Reglerne om indholdet af en APV fremgår af arbejdsmiljølovens § 15 a, stk.

2 og bek. nr. 559 af 17. juni 2005 om arbejdets udførelse § 6 b, stk. 3. Efter disse regler skal en APV — uanset metoden — indeholde

1) Identifikation og kortlægning

2) Beskrivelse og vurdering

3) Inddragelse af virksomhedens sygefravær

4) Prioritering og opstilling af en handlingsplan

5) Retningslinier for opfølgning.

I At-vejledning D. 1.1 om arbejdspladsvurdering uddybes kravene til prioritering og handlingsplan yderligere i afsnit 8.4, hvoraf bl. a. fremgår:

“En handlingsplan er både en aktivitets- og tidsplan. Den er nødvendig, fordi man sjældent kan løse alle arbejdsmiljøproblemer på én gang. Det skal fremgå af planen, i hvilken rækkefølge de konstaterede problemer bliver prioriteret og løst.

..

Handlingsplanen bør indeholde:

- En kort beskrivelse af problemerne

- En kort beskrivelse af de valgte løsninger

- Oplysninger om, hvornår løsningerne vil være gennemført

- Navn på den, der er ansvarlig for, at løsningen gennemføres.”

Samlet vurdering

Det er Arbejdstilsynets samlede vurdering at APV’en ikke lever op til kravene til en APV. Arbejdstilsynet har især lagt vægt på, at der for alle problemer i APV’en (også de allerede løste problemer) mangler en prioritering af, hvornår de skal løses. Dermed fungerer APV’en ikke som det tiltænkte redskab for virksomheden og de ansatte til at man systematisk arbejder med løsning af virksomhedens væsentligste arbejdsmiljøproblemer. Arbejdstilsynet vurderer, at der er tale om en væsentlig mangel ved virksomhedens APV, og dermed at der er grundlag for at afgive påbud til virksomheden om at udarbejde en APV der indeholder alle de krævede elementer.

”

5. Nyt efter klagen

Bl.a. fremgår følgende af Arbejdstilsynets telefonnotat af 5. april 2005:

”

XXX oplyser, at der i APV’en er medtaget alle mulige ønsker, men at det ikke er alt, der kan/skal imødekommes. Det, der skal laves, er med i APV og er/bliver lavet. De vil gerne, har gjort sig umage og deres BST har også udtrykt anerkendelse af deres APV. De forstår derfor ikke, at det ikke er godt nok — og Arbejdstilsynets TF har heller ikke forklaret manglerne ved besøget.

Jeg har forklaret, at alle problemer/ting der registreres i kortlægningen også skal behandles i APV’en, men ikke nødvendigvis løses. Konsekvensen heraf er, at man også må skrive/registrere, at et problem fx ikke prioriteres, men det skal fremgå af APV’en — både hvad der skal løses her og nu, inden for kortere tid, inden for længere tid, måske flere år og hvad der ikke vil blive løst.

”

Herefter skrev Arbejdstilsynet bl.a. følgende til virksomheden den 13. april 2005:

”

Arbejdstilsynet har modtaget ovennævnte klage af 17. marts 2005 over Arbejdstilsynets afgørelse af 10. marts 2005.

Klagen har været drøftet telefonisk med XXX den 5. april 2005.

Arbejdstilsynet skal i første omgang vurdere om påbudet skal fastholdes.

Hvis påbudet fastholdes forventer Arbejdstilsynet at oversende klagen til afgørelse i Arbejdsmiljøklagenævnet om ca. 6 uger.

Inden Arbejdstilsynet tager endelig stilling i sagen, skal Arbejdstilsynet bede om senest den 22. april 2005 at få tilsendt en kopi af arbejdspladsvurderingen, som den så ud ved tilsynsbesøget den 3. februar 2005.

”

Virksomheden svarede Arbejdstilsynet følgende og fremsendte den eksisterende arbejdspladsvurdering, der ikke er gengivet her:

”Hermed fremsendes virksomhedens APV. APV’en består af kortlægningsskemaerne og handlingsplaner. APV’en dækker virksomheden med 5 ansatte.

Det er vores vurdering, at arbejdspladsvurderingen på trods af konstaterede mangler, lever op til kravet om skriftlighed, samt nødvendigt omfang.

Ved næste revision i 2006, påtænker vi at anvende Arbejdstilsynets checklister for små virksomheder.”

Regler

Lov om arbejdsmiljø, jf. lovbekendtgørelse nr. 784 af 11. oktober 1999, med de ændringer, der følger af lov nr. 425 af 9. juni 2004 om ændring af lov om arbejdsmiljø

§ 15 a. Arbejdsgiveren skal sørge for, at der udarbejdes en skriftlig arbejdspladsvurdering af sikkerheds- og sundhedsforholdene på arbejdspladsen under hensyntagen til arbejdets art, de arbejdsmetoder og arbejdsprocesser, der anvendes, samt virksomhedens størrelse og organisering. Arbejdspladsvurderingen skal forefindes i virksomheden og være tilgængelig for virksomhedens ledelse, de ansatte og Arbejdstilsynet. En arbejdspladsvurdering skal revideres, når der sker ændringer i arbejdet, arbejdsmetoder og arbejdsprocesser m.v. og disse ændringer har betydning for sikkerhed og sundhed under arbejdet, dog senest hvert tredje år.

Stk. 2. En arbejdspladsvurdering skal omfatte en stillingtagen til virksomhedens arbejdsmiljøproblemer, og hvordan de løses, under iagttagelse af de forebyggelsesprincipper, der er angivet i arbejdsmiljølovgivningen. Vurderingen skal indeholde følgende elementer:

1) Identifikation og kortlægning af virksomhedens arbejdsmiljøforhold.

2) Beskrivelse og vurdering af virksomhedens arbejdsmiljøproblemer.

3) Prioritering og opstilling af en handlingsplan til løsning af virksomhedens

arbejdsmiljøproblemer.

4) Retningslinjer for opfølgning på handlingsplanen.

Stk. 3. Arbejdsgiveren skal inddrage sikkerhedsorganisationen eller de ansatte i planlægningen, tilrettelæggelsen og gennemførelsen af samt opfølgningen på arbejdspladsvurderingen, jf. stk. 1 og 2.

Stk. 4. Arbejdsministeren fastsætter nærmere regler om arbejdsgiverens pligter efter stk. 1-3.

Versioner

  1. 2005-09-15