Dispensation fra krav om uddannelse for at kunne opsætte rulle- og bukkestilladser, men ikke dispensation fra uddannelseskravet ved opstilling af systemstilladser
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2005/10868@2005-09-07/da
Indhold
Arbejdsmiljøklagenævnet har på møde den 30. august 2005 behandlet Deres klage på vegne af XXX. De klager over, at XXX har fået afslag på ansøgninger om dispensation fra uddannelseskravene på stilladsområdet.
Nævnet traf følgende
XXX får ikke dispensation fra uddannelseskravet på stilladsområdet i forhold til systemstilladser.
XXX får dispensation fra uddannelseskravet på stilladsområdet i forhold til rulle- og bukkestilladser.
Der er ingen særlige forhold, der gør, at XXX skal have dispensation fra uddannelseskravet vedrørende systemstilladser, men hans mangeårige erfaring betyder, at han får dispensation fra uddannelseskravet vedrørende rulle- og bukkestilladser.
Arbejdsmiljøklagenævnet har lagt til grund, at XXX
– er murerarbejdsmand
– har ca. 17 års erfaring med opsætning af stilladser, herunder svære stålstilladser samt rulle- og bukkestilladser.
Arbejdsmiljøklagenævnet har endvidere lagt til grund, at
– uddannelsen i systemstilladser omfatter 3 ugers undervisning, der i dag indgår som en del af specialarbejderuddannelsen
– uddannelsen i rulle-og bukkestilladser varer 1 dag.
Alle, der arbejder med opstilling, ændring og nedtagning af stilladser højere end 3 meter, skal være uddannet til stilladsopstilling, eller have gennemgået et særligt kursus eller en stopprøve inden 15. juli 2006.
Bekendtgørelsen, hvori uddannelseskravet fremgår, giver mulighed for dispensation, hvis der foreligger særlige forhold.
I forhold til uddannelseskravet for systemstilladser har Arbejdsmiljøklagenævnet lagt vægt på, at XXX ikke har en uddannelse, der er relevant for stilladsopstilling.
Arbejdsmiljøklagenævnet mener, at XXXs erfaring ikke fuldt ud kan sidestilles med den særlige uddannelse, som nu er et krav. Der foreligger ingen særlige forhold. XXX får derfor ikke dispensation for uddannelseskravet vedrørende systemstilladser.
Vedrørende uddannelseskravet for rulle- og bukkestilladser har Arbejdsmiljøklagenævnet lagt vægt på, at der er tale om et meget kort kursus set i forhold til de ca. 17 års erfaring, som XXX har. Arbejdsmiljøklagenævnet mener, at det er et særligt forhold, og XXX får derfor dispensation.
Som Arbejdstilsynet har nævnt, har XXX mulighed for i stedet at bestå en stopprøve vedrørende systemstilladser inden 15. juli 2006 .
Arbejdsmiljøklagenævnet fastholder således Arbejdstilsynet afgørelse af 18. januar 2005, men ændrer Arbejdstilsynets afgørelse af 12. januar 2005.
Arbejdsmiljøklagenævnet henviser til
– Lov om arbejdsmiljø, jf. lovbekendtgørelse nr. 784 af 11. oktober 1999 § 41, nr. 1
– Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 1109 af 15. december 1992 om anvendelse af tekniske hjælpemidler, som ændret ved bekendtgørelse. nr. 670 af 7. august 1995, bekendtgørelsen nr. 832 af 27. november 1998 og bekendtgørelse nr. 727 af 29. juni 2004 § 21 samt bilag 1, punkt 6.23, 6.24, 6.25 og 6.26
1. Sagsforløb
Arbejdstilsynet fremstiller sagen på følgende måde i udtalelse af 4. maj 2005:
”
Sagens indhold
6. december 2004 ansøgte XXX om dispensation fra uddannelseskravet for arbejde med 1) rulle- og bukkestilladser og 2) systemstilladser eksklusiv rulle- og bukkestilladser. Hertil anvendte XXX to skemaer, som branchen har udarbejdet til formålet (bilag C).
XXXs opdeling af ansøgningen skyldes formentlig, at rulle- og bukkestilladsuddannelsen kun varer 1 dag. For systemstilladser inklusiv rulle- og bukkestilladser, vil der minimum være tale om et 3-ugers forløb.
Kravet om uddannelse følger af bilag 1, stk. 6.24, i bekendtgørelse nr. 727 af 29. juni 2004 om ændring af bekendtgørelse om anvendelsen af tekniske hjælpemidler.
XXX begrundede ansøgningen med, at han siden 1987 har arbejdet med stilladser i forskellige virksomheder, samt at han har en erhvervsmæssig baggrund som murerarbejdsmand.
Den 12. januar 2005 traf Arbejdstilsynet — ved en fejl - kun afgørelse i forhold til den del af dispensationsansøgningen, der vedrørte rulle- og bukkestilladser (bilag D).
Umiddelbart efter, at fejlen blev konstateret, traf Arbejdstilsynet 18. januar 2005 også afgørelse i forhold til den del af dispensationsansøgningen, der vedrørte systemstilladser eksklusiv rulle- og bukkestilladser (bilag E).
I overskriften til afgørelsen af 18. januar 2005 anføres det ved en beklagelig fejl, at der er tale om en “genfremsendelse”, uanset at der er tale om en selvstændig afgørelse.
I begge afgørelser afslog Arbejdstilsynet at dispensere fra uddannelseskravet på stilladsområdet. Samtidig blev XXX orienteret om, at ansatte inden 15. juli 2006 skal have opfyldt uddannelseskravet for at kunne arbejde med opstilling, ændring af opstilling og nedtagning af henholdsvis rulle- og bukkestilladser og systemstilladser.
I afgørelsen af 18. januar 2005 blev XXX desuden orienteret om, at erfarne stilladsmontører ved at bestå kursus om kompetenceafklaring for erfarne stilladsopstillere (stopprøve) vil kunne opfylde uddannelseskravet for så vidt angår systemstilladser eksklusiv rulle- og bukkestilladser, jf. bilag 1, stk. 6.25, i ovennævnte bekendtgørelse. Samme mulighed gælder ikke for de meget korte uddannelsesforløb (1 dag) for rulle- og bukkestilladser.
”
2. Arbejdstilsynets afgørelse
Arbejdstilsynet traf den 12. januar 2005 følgende afgørelse:
”Ansøgning om dispensation fra uddannelseskravet på stilladsområdet
Ved brev af 8. december 2004 har De ansøgt om dispensation fra uddannelseskravet i forhold til opstilling, ændring af opstilling og nedtagning af rulle- og bukkestilladser.
Sagens indhold
De begrunder ansøgningen med, at De er murerarbejdsmand og har været beskæftiget i virksomheden XXX i perioden fra år 1987 til 1989, i virksomheden XXX i perioden 1990 til 1991, i virksomheden XXX i perioden fra år 1992 til 1993, i virksomheden XXX fra år 1994 og frem 2003 og i virksomheden XXX i år 2004.
Arbejdstilsynets vurdering
Det følger af bilag 1, stk. 6.24, i Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 727 af 29. juni 2004 om ændring af bekendtgørelse om anvendelsen af tekniske hjælpemidler, at der ved opstilling, ændring af opstilling og nedtagning af stilladser højere end 3 meter, kun må beskæftiges personer, der har gennemgået en særlig uddannelse, eller, som på grund af deres faglige uddannelse, er kvalificeret til at opstille den pågældende stilladstype.
Der er således i bekendtgørelsen lagt op til, at alle, der arbejder med opstilling, ændring af opstilling og nedtagning skal gennemgå den særlige uddannelse. Kun i helt særlige tilfælde vil der kunne dispenseres fra dette krav.
Arbejdstilsynet har over for partsudvalget vedrørende reglerne på området tilkendegivet, at hvis der er en lille gruppe af ældre, meget erfarne stilladsopstillere, der “kom i klemme” med bekendtgørelsens ikrafttræden, vil Arbejdstilsynet - med baggrund i en individuel, konkret vurdering - vurdere, om der kan dispenseres fra ovennævnte uddannelseskrav.
Der vil ud fra disse hensyn i helt særlige tilfælde kunne dispenseres, hvis det i forhold til ansøgerens uddannelse, erfaring og alder vil virke åbenbart urimeligt, at ansøgeren skal deltage i kurser på stilladsområdet.
Afgørelse
Arbejdstilsynet finder ikke, at der, på baggrund af oplysningerne i Deres ansøgning, kan dispenseres fra uddannelseskravet i forhold til opstilling, ændring af opstilling og nedtagning af rulle- og bukkestilladser.
Vejledning
De bør være opmærksom på, at ansatte inden den 15. juli 2006 skal have opfyldt uddannelseskravet for at kunne arbejde med opstilling, ændring af opstilling og nedtagning af rulle- og bukkestilladser højere end 3 meter.
Hjemmel
Bilag 1, stk. 6.24 og 6.25, i Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 727 af 29. juni 2004 om ændring af bekendtgørelse om anvendelsen af tekniske hjælpemidler.
”
Arbejdstilsynet traf den 18. januar 2005 følgende afgørelse:
”Ansøgning om dispensation fra uddannelseskravet på stilladsområdet (genfremsendelse)
Ved brev af 10. december 2004 har De ansøgt om dispensation fra uddannelseskravet i forhold til opstilling, ændring af opstilling og nedtagning af systemstilladser.
Sagens indhold
De begrunder ansøgningen med, at De er murerarbejdsmand, og at De har været beskæftiget i virksomheden XXX i perioden fra år 1987 til år 1989, i virksomheden XXX i perioden fra 1990 til 1991, i virksomheden XXX i perioden fra år 1992 til 1993, i virksomheden XXX i perioden fra år 1994 til 2003 og i virksomheden XXX i perioden 2003 og frem til nu.
Arbejdstilsynets vurdering
Det følger af bilag 1, stk. 6.24, i Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 727 af 29. juni 2004 om ændring af bekendtgørelse om anvendelsen af tekniske hjælpemidler, at der ved opstilling, ændring af opstilling og nedtagning af stilladser højere end 3 meter, kun må beskæftiges personer, der har gennemgået en særlig uddannelse, eller, som på grund af deres faglige uddannelse, er kvalificeret til at opstille den pågældende stilladstype.
Der er således i bekendtgørelsen lagt op til, at alle, der arbejder med opstilling, ændring af opstilling og nedtagning skal gennemgå den særlige uddannelse. Kun i helt særlige tilfælde vil der kunne dispenseres fra dette krav.
Arbejdstilsynet har over for partsudvalget vedrørende reglerne på området tilkendegivet, at hvis der er en lille gruppe af ældre, meget erfarne stilladsopstillere, der “kom i klemme” med bekendtgørelsens ikrafttræden, vil Arbejdstilsynet - med baggrund i en individuel, konkret vurdering - vurdere, om der kan dispenseres fra ovennævnte uddannelseskrav.
Der vil ud fra disse hensyn i helt særlige tilfælde kunne dispenseres, hvis det i forhold til ansøgerens uddannelse, erfaring og alder vil virke åbenbart urimeligt, at ansøgeren skal deltage i kurser på stilladsområdet.
Afgørelse
Arbejdstilsynet finder ikke, at der, på baggrund af oplysningerne i Deres ansøgning, kan dispenseres fra uddannelseskravet i forhold til opstilling, ændring af opstilling og nedtagning af systemstilladser.
Vejledning
De bør være opmærksom på, at ansatte inden den 15. juli 2006 skal have opfyldt uddannelseskravet eller bestået kursus om kompetenceafklaring for erfarne stilladsopstillere (stopprøve) for at kunne arbejde med opstilling, ændring af opstilling og nedtagning af stilladser højere end 3 meter.
Hjemmel
Bilag 1, stk. 6.24 og 6.25, i Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 727 af 29. juni 2004 om ændring af bekendtgørelse om anvendelsen af tekniske hjælpemidler.
”
3. Klagen til Arbejdsmiljøklagenævnet
XXX har sendt følgende klage på vegne af XXX:
”Vedr.: sag nr. XXX
Med henvisning til svarskrivelse af d. 12/1-2005 vedr. dispensation fra uddannelseskravet på stilladsområdet for én af vore medarbejder, vil vi hermed gerne klage over afgørelsen, idet vor medarbejder stort set hele sit arbejdsliv har beskæftiget sig med svære stålstilladser. Vi håber hermed, at I endnu engang vil se på sagen.
Kopi af meritskema og tidligere ansøgning vedlægges.”
4. Arbejdstilsynets udtalelse
Arbejdstilsynet udtaler følgende den 4. maj 2005:
”
Sagens indhold
6. december 2004 ansøgte XXX om dispensation fra uddannelseskravet for arbejde med 1) rulle- og bukkestilladser og 2) systemstilladser eksklusiv rulle- og bukkestilladser. Hertil anvendte XXX to skemaer, som branchen har udarbejdet til formålet (bilag C).
XXXs opdeling af ansøgningen skyldes formentlig, at rulle- og bukkestilladsuddannelsen kun varer 1 dag. For systemstilladser inklusiv rulle- og bukkestilladser, vil der minimum være tale om et 3-ugers forløb.
Kravet om uddannelse følger af bilag 1, stk. 6.24, i bekendtgørelse nr. 727 af 29. juni 2004 om ændring af bekendtgørelse om anvendelsen af tekniske hjælpemidler.
XXX begrundede ansøgningen med, at han siden 1987 har arbejdet med stilladser i forskellige virksomheder, samt at han har en erhvervsmæssig baggrund som murerarbejdsmand.
Den 12. januar 2005 traf Arbejdstilsynet — ved en fejl - kun afgørelse i forhold til den del af dispensationsansøgningen, der vedrørte rulle- og bukkestilladser (bilag D).
Umiddelbart efter, at fejlen blev konstateret, traf Arbejdstilsynet 18. januar 2005 også afgørelse i forhold til den del af dispensationsansøgningen, der vedrørte systemstilladser eksklusiv rulle- og bukkestilladser (bilag E).
I overskriften til afgørelsen af 18. januar 2005 anføres det ved en beklagelig fejl, at der er tale om en “genfremsendelse”, uanset at der er tale om en selvstændig afgørelse.
I begge afgørelser afslog Arbejdstilsynet at dispensere fra uddannelseskravet på stilladsområdet. Samtidig blev XXX orienteret om, at ansatte inden 15. juli 2006 skal have opfyldt uddannelseskravet for at kunne arbejde med opstilling, ændring af opstilling og nedtagning af henholdsvis rulle- og bukkestilladser og systemstilladser.
I afgørelsen af 18. januar 2005 blev XXX desuden orienteret om, at erfarne stilladsmontører ved at bestå kursus om kompetenceafklaring for erfarne stilladsopstillere (stopprøve) vil kunne opfylde uddannelseskravet for så vidt angår systemstilladser eksklusiv rulle- og bukkestilladser, jf. bilag 1, stk. 6.25, i ovennævnte bekendtgørelse. Samme mulighed gælder ikke for de meget korte uddannelsesforløb (1 dag) for rulle- og bukkestilladser.
Arbejdstilsynets sagsbehandling
De to afgørelser blev truffet på grundlag af de af XXX i dispensationsansøgningerne anførte oplysninger.
Da sagen anses for tilstrækkeligt oplyst, har Arbejdstilsynet ikke foretaget yderligere sagsbehandlingsskridt i anledning af klagen.
Arbejdstilsynets vurdering
Uddannelseskravet på stilladsområdet følger af bilag I, stk. 6.24, i Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 727 af 29. juni 2004 om ændring af bekendtgørelse om anvendelsen af tekniske hjælpemidler.
Heraf fremgår det, at der ved opstilling, ændring af opstilling og nedtagning af stilladser højere end 3 meter, kun må beskæftiges personer, der har gennemgået en særlig uddannelse, eller, som på grund af deres faglige uddannelse, er kvalificeret til at opstille den pågældende stilladstype. Bekendtgørelsen lægger således op til, at alle ansatte, der arbejder med opstilling, ændring af opstilling og nedtagning skal gennemgå den særlige uddannelse.
Kun i helt særlige tilfælde vil der kunne dispenseres fra dette krav. Arbejdstilsynet har over for partsudvalget vedrørende reglerne på området tilkendegivet, at hvis der er en lille gruppe af ældre, meget erfarne stilladsopstillere, der “kom i klemme” med bekendtgørelsens ikrafttræden, vil Arbejdstilsynet
- med baggrund i en individuel, konkret vurdering - kunne dispensere fra uddannelseskravet.
Der vil ud fra disse hensyn i helt særlige tilfælde kunne dispenseres, hvis det i forhold til ansøgerens uddannelse, erfaring og alder vil virke åbenbart urimeligt, at ansøgeren skal deltage i kurser på stilladsområdet.
Efter en fornyet gennemgang af sagen finder Arbejdstilsynet, at afgørelserne af 12. og 18. januar 2005 bør fastholdes. Det er således vurderingen, at XXX ikke er fremkommet med oplysninger, der kan begrunde en dispensation fra ovennævnte regler.
”
5. Nyt efter klagen
Intet nyt modtaget.
6. Regler
Lov om arbejdsmiljø, jf. lovbekendtgørelse nr. 784 af 11. oktober 1999
§ 41. Arbejdsministeren kan fastsætte regler om,
1) at arbejder, der kan medføre betydelig fare for ulykker eller sygdom, kun må udføres af personer, der har gennemgået en nærmere angivet uddannelse, aflagt en prøve eller opnået en bestemt alder,
2)
Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 1109 af 15. december 1992 om anvendelse af tekniske hjælpemidler, som ændret ved bekendtgørelse. nr. 670 af 7. august 1995, bekendtgørelsen nr. 832 af 27. november 1998 og bekendtgørelse nr. 727 af 29. juni 2004
§ 21. Direktøren for Arbejdstilsynet kan, hvor særlige forhold foreligger, tillade afvigelser fra bestemmelser i denne bekendtgørelse, når det skønnes rimeligt og forsvarligt, og i det omfang, det er foreneligt med Rådets direktiv nr. 89/655/EØF af 30. november 1989 om minimumsforskrifter for sikkerhed og sundhed i forbindelse med arbejdstagernes brug af arbejdsudstyr under arbejdet, som ændret ved Rådets direktiv nr. 01/45/EF.
§ 22. Afgørelser efter bekendtgørelsen kan påklages efter § 81 i lov om arbejdsmiljø.
Bilag 1
Stilladser
6.23
Opstilling, ændring af opstilling og nedtagning af stilladser i større omfang skal foregå under ledelse af en særligt sagkyndig person og af ansatte, der har modtaget en særligt fyldestgørende instruktion i opstilling, ændring af opstilling og nedtagning af stilladser. Den person, der leder arbejdet, og de berørte ansatte skal råde over brugsanvisningen, jf. pkt. 6.12.
6.24
Ved opstilling, ændring af opstilling og nedtagning af stilladser højere end 3 meter må der kun beskæftiges personer, der har gennemgået en særlig uddannelse, eller som på grund af deres faglige uddannelse er kvalificeret til at opstille den pågældende stilladstype. Uddannelsen udarbejdes af arbejdsmarkedets parter og godkendes af Arbejdstilsynet.
6.25
Ansatte, der inden den 15. juli 2006 har gennemført og bestået kursus om kompetenceafklaring for erfarne stilladsopstillere, udarbejdet af arbejdsmarkedets parter, må dog tilsvarende opstille, ændre opstilling og nedtage stilladser højere end 3 meter.
6.26
Ved opstilling, ændring af opstilling og nedtagning af stilladser lavere end eller på 3 meter må der kun beskæftiges ansatte, der har modtaget en særligt fyldestgørende instruktion, navnlig for så vidt angår
1) forståelse af opstillings-, nedtagnings- og ændringsvejledningen for de pågældende stilladser,
2) sikkerhed under opstilling, nedtagning og ændring af de pågældende stilladser,
3) foranstaltninger til forebyggelse af risikoen for, at personer eller genstande styrter ned,
4) sikkerhedsforanstaltninger i tilfælde af ændringer i vejrforholdene, som kunne bringe de pågældende stilladsers sikkerhed i fare,
5) tilladte belastningsforhold og
6) andre risici i forbindelse med ovennævnte opstilling, nedtagning og ændring.