Kendelse fra Pressenævnet i sag 2005-6-251
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2005/10908@2005-12-28/da
Indhold
[K] har klaget til Pressenævnet over en artikel i beboerbladet Gadespejlet den 15. oktober 2005, idet han mener, at god presseskik er tilsidesat.
Artiklen lyder som følger:
” Nok en retssag: Vi er også blevet stævnet her i A38, men desværre af én af vores egne beboere, [K] (A6).
[K] vil – ad rettens vej – have tilladelse til at holde hund, og således have byretten til at tilsidesætte vores husorden. Det er selvfølgelig helt uacceptabelt, at én enkelt beboer, selv ad rettens vej, skal kunne undlade at overholde vores demokratisk vedtagne regler om ikke at holde hund. Regler, som han selv har skrevet under på at ville overholde, men som flere tidligere bestyrelser desværre har set igennem fingre med.
Vinder vi disse retssager, vil det være [K] og [A], som kommer til at betale sagsomkostningerne. Taber vi, kan disse retssager dog godt gå hen og blive en mærkbar udgift for afdelingen, hvilket – efter bestyrelsens mening – ikke bør afholde os fra at tage udfordringerne op.”
[K] har oplyst, at han har anlagt sag mod udlejer, boligforeningen AAB, men at retssagen endnu ikke er afgjort.
[K] har anført, at han omtales med navn og adresse og i negative vendinger, og at oplysningerne kan have appelleret til gadens parlament, idet han har været udsat for hærværk af ukendte gerningsmænd.
Beboerbladet Gadespejlet har oplyst, at bladet fremstilles af beboerne i AAB og har til formål at informere beboerne om, hvad der sker i bebyggelsen. I afsnittet ”Nyt fra bestyrelsen” informeres beboerne om forhold, som bestyrelsen finder relevant for beboerne at vide.
Beboerbladet har anført, at når en beboer anlægger sag mod sine ”naboer”, så må vedkommende være klar over, at der bliver informeret herom.
Beboerbladet har videre anført, at det er bladets opfattelse, at den omhandlede artikel er information givet i neutrale og objektive vendinger.
I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Axel Kierkegaard, Finn Rowold, Lene Sarup og Kirsten Dyregaard.
Pressenævnet udtaler:
Det fremgår af punkt B.1. i de vejledende regler for god presseskik, at meddelelser, der kan krænke privatlivets fred, skal undgås, medmindre klar almen interesse kræver offentlig omtale.
Pressenævnet finder, at en oplysning i beboerbladet om, at der verserer en retssag, kan have almen interesse for beboerne. Pressenævnet finder, at hverken omtalen heraf eller forholdet i øvrigt er af en sådan karakter, at der er grundlag for at udtale kritik heraf.
Afgjort den 14. december 2005.