Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2005/9002@2005-01-03/da

Indhold

1. Indledning

Professor ved Syddansk Universitet, [K], har klaget til Pressenævnet over, at Fyens Stiftstidendes internetavis den 26. december 2003 bragte et indlæg, hvor to af hans arbejdskolleger kritiserede ham, uden at han samtidig fik lejlighed til at besvare indlægget. Han har endvidere klaget over, at Fyens Stiftstidende bragte et af ham forfattet indlæg i internetavisen, på trods af at han havde bedt om, at det blev bragt i den trykte udgave.

Den 19. december 2003 bragte Fyens Stiftstidende under overskriften ” Engangeret og konfliktsøgende ” et portræt af [K].

Ved brev af 23. december 2003 oplyste [K] over for Fyens Stiftstidende, at han var bekendt med, at to arbejdskolleger havde indsendt et indlæg til Fyens Stiftstidende og anmodede om – i tilfælde af, at indlægget blev bragt – at få lov til at svare på kritikken i samme nummer af bladet. Bladet besvarede efter det oplyste ikke denne henvendelse.

Den 26. december 2003 bragte Fyens Stiftstidendes internetavis følgende indlæg fra to af [K]s arbejdskollegaer:

” En sag med en forhistorie

Én af vores kollegaer – professor [K] – er involveret i en strid med ledelsen af Syddansk Universitet. Det er en sag, som drejer sig om en række principielle spørgsmål – spørgsmål, som let drukner i et forløb, som er blevet urimeligt stærkt personligt. Pressens logik er at fokusere på det person- lige, konflikter, småperfide personkarakteristikker osv.: ”spændende læsning”. På denne måde får offentligheden et fortegnet billede af, hvad der er baggrunden og sagens kerne. Offentligheden kan også let få et forkert indtryk, fordi kollegaer, som kender såvel forhistorien som [K], ikke vil indblandes i en offentlig polemik. Vi finder det imidlertid nødvendigt at bryde denne tavshed af hensyn til vores arbejds- plads.

Den aktuelle strid har overfladisk set rod i en kronik, som [K] skrev i Fyens Stiftstidendes i juni måned. Heri anklagede han bl.a. Syddansk Universitet for ikke aktivt nok at understøtte den fynske erhvervsudvikling. Han anklagede også navngivne kollegaer. Kronikken førte til flere indlæg, bl.a. fra dekanen for det naturvidenskabelige- og tekniske fakultet, som meldte hus forbi. Rektor greb ind med et anbefalet brev til [K] osv. Så rullede sagen i mere eller mindre offentlighed – ivrigt formidlet af Fyens Stiftstidende.

Det naturlige spørgsmål man må stille sig er: Hvorfor kom der så hurtigt så kraftige reaktioner på [K]s kronik. Umiddelbart kunne man tro, at det skyldes, at han trådte på mange ligtorne. Det kan ikke udelukkes, men det er imidlertid kun den overfladiske forklaring. Kronikken og den deraf følgende polemik fik et i forvejen topfyldt bæger til at flyde over – og skal man forstå hvorfor, skal man forstå en forhistorie.

[K] taler i den aktuelle sag om, at universitetets rektor forsøger at knægte både hans forsknings- og ytrings- frihed. Han er med andre ord en forfulgt uskyldighed. Det er mildest talt et fortegnet billede. Universitetets ledelse – rektor og dekanen for det samfundsvidenskabelige fakultet – ser det som en personale- og ledelsessag, hvor en medarbejder i sin omgangsform og interne ageren gang på gang støder mod det loft, som der ellers skal være højt til på et universitet. Derfor har de forsøgt at kalde ham til blot minimal orden og bruge den (beskedne) ledelsesret, de har. Senest har det resulteret i, at universitetets ledelse har flyttet [K] fra Økonomisk Institut til et andet institut for at skabe ro på Økonomisk Institut.

Ved alle personsager er der en grundlæggende asymmetri. Ledelsen er bundet af mange love og regler og kan sjældent tage effektivt til genmæle ved uforbeholdent at fremlægge alle facetter, dokumenter, tidligere indgåede aftaler osv., bl.a. fordi det også kan skade andre involverede og fordi forvaltningslov, regler, anordninger og almindelig anstændighed hindrer det. SDUs rektor har således sagt, at han ikke vil og kan inddrage den forhistorie, som ligger bag den aktuelle strid, ”fordi det handler om en personalesag, som jeg ikke vil diskutere offentligt”. Sådanne hensyn behøver personen i centrum ikke at tage, ligesom hovedpersonen selektivt kan trække forhold frem, velvidende at den anden part ofte er bundet på hænder og fødder og har en lovmæssig eller selvvalgt mundkurv på.

Vi må summarisk konstatere:

Der har i flere år været konflikter på Økonomisk Institut – og [K] har været en del af disse konflikter, ofte i centrum.

[K] er ikke blevet genvalgt eller genudpeget til lederposter som institutleder og studieleder. En væsentlig årsag hertil har været den måde, hvorpå han har varetaget disse lederposter og hans almindelige omgangsform, som de fleste finder stødende, for nu at udtrykke det diplomatisk. Nogen vil måske gå så langt som til at tale om underskud på sociale kompetencer.

Hans varetagelse af de nævnte ledelsesposter og manglende kollegiale omgangsform har i betydelig grad været medvirkende til store problemer med at få Økonomisk Institut til være en god arbejdsplads. Nu er det ved at gå fremad med en række spændende nyansættelser, og det må ikke ødelægges.

Ved sidste valg til studienævnet for økonomi stillede [K] op uden at blive valgt. Den manglende støtte til hans kandidatur viser noget om støtten blandt nære kollegaer.

I forbindelse med en tidligere konflikt fratrådte [K] jobbet som institutleder og blev for en periode frivilligt placeret ved et andet institut for at skabe arbejdsro på Økonomisk Institut. Den aktuelle forflytning ligner således et deja vu. Også under den tidligere dekan var der mange konflikter. Der er kommet ny dekan (og rektor) – men konflikterne fortsætter. Det burde vække til eftertanke. Alene oplysningen om den tidligere placering ved et andet institut burde få mange til at spørge: Hvorfor nu igen? Da [K] fik lov til at komme tilbage til Økonomisk Institut, var det baseret på en forventning om, at han ville lade den nye ledelse få mulighed for at genetablere arbejdsmiljø og motivation.

I pressen fremhæves ofte [K]s status som en anerkendt forsker, ligesom hans mange tillidshverv også nævnes. Der er ikke tvivl om, at det skal være med til at skabe et billede af, at en så velmeriteret person da umuligt kan skabe så mange problemer, som der tales om i den aktuelle sag. Enhver kan imidlertid ved at læse universitetets årsberetninger overtyde sig om, at [K] på ingen måde rager højere op end så mange af hans kollegaer. I en tid, hvor publicering i udenlandske tidsskrifter bliver mere og mere almindeligt, ja nærmest et krav for en universitetsforsker, er årsberetningerne også tankevækkende læsning.

Der kunne føjes mere til listen, men ovenstående skulle overbevise om, at den aktuelle sag ikke vedrører forsknings- og ytringsfriheden, som ingen har anfægtet. I stedet drejer sagen sig om, hvor store frihedsgrader en universitetsansat har i forhold til kollegaer, universitetets ledelse og billedet af universitetet udadtil, ligesom det drejer sig om ledelsens pligt og ret til at gribe ind, når medarbejdere ikke overholder de mest elementære spilleregler for omgang med andre mennesker. Det drejer sig om minimumskrav til omgangsform og respekt for andre kollegaer. Der skal være højt til loftet i universitetsverdenen, men der er et loft – et loft som [K] godt og grundigt med sin gøren og laden er stødt i mod. Vi har tillid til universitetets og fakultetets ledelse i denne sag.

Vi ønsker i øvrigt ikke at indgå i nogen form for debat med [K] om denne sag.

Poul Erik Mouritzen

Professor i statskundskab

Syddansk Universitet

Kjeld Møller Pedersen

Professor i sundhedsøkonomi

Syddansk Universitet”

Den 26. december 2003 bragte Fyens Stiftstidende i sin trykte udgave endvidere en sammenfatning af indlægget under overskriften ” Intern modstand mod professor ” og med underoverskriften ”SDU: To af universitetets sværvægtere lægger afstand til [K]”.

Umiddelbart efter indlæggets offentliggørelse anmodede [K] Fyens Stiftstidende om at bringe to indlæg i henholdsvis internetavisen og i den trykte udgave.

Den 30. december 2003 bragte bladets internetavis to indlæg fra [K], hvor han imødegik kritikken i indlægget fra de to arbejdskolleger. I en artikel bragt samme dag i den trykte udgave af bladet under overskriften ” Professorstrid på nettet ” blev enkelte af [K]s synspunkter gengivet. Der blev endvidere henvist til, at den fremtidige debat ville finde sted i bladets internetavis.

[K] har anført, at Fyens Stiftstidende burde have ladet ham svare på kritikken fra de to arbejdskolleger, samtidig med at indlægget blev bragt. Ved brev af 23. december 2003 gjorde han bladet opmærksom på, at han ønskede at svare på arbejdskollegernes indlæg, såfremt det måtte blive bragt. Desuden burde bladet ikke i internet- avisen have bragt det indlæg fra ham, som var forbeholdt den trykte udgave af bladet.

Fyens Stiftstidende har anført, at [K] adskillige gange har haft adgang til at udtale sig i den pågældende sag. [K] fik lov til at besvare indlægget fra de to arbejdskollegaer så hurtigt, som det var muligt for redaktionen, og han fik det sidste ord i sagen.

Bladet finder ikke, at man begrænset [K]s adgang til at ytre sig ved at henvise hans indlæg til internetavisen. Bladet har henvist til, at der i artiklen i den trykte udgave den 30. december 2003 var en henvisning til internetavisen, samt til at det er normal procedure at henvise omfangsrige tekster til internetavisen.

Bladet har endelig anført, at man valgte at stoppe debatten – også i internetavisen – idet den mere og mere antog karakter af en personlig fejde.

I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget:

Niels Grubbe, Davis Trads, Kaare R. Skou og Kirsten Dyregaard.

Pressenævnet udtaler:

I overensstemmelse med det almindelige princip om redaktørens ret til at redigere mediet er redaktøren berettiget til at beslutte, hvad der skal bringes i Fyens Stiftstidende. Pressenævnet finder herefter ikke grundlag for at udtale kritik i anledning af, at bladet valgte at bringe [K]s to indlæg i internetavisen den 30. december 2003. Nævnet finder ikke, at det kan føre til en anden vurdering, at [K] ved brev af 23. december 2003 til Fyens Stiftstidende gjorde opmærksom på, at han ønskede at få lov til i samme nummer af bladet at besvare indlægget fra de to arbejdskolleger, som blev bragt i internetavisen den 26. december 2003.

Afgjort den 18. maj 2004.

Versioner

1. 2005-01-03