Kendelse fra Pressenævnet i sag 2004-6-32
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2005/9005@2005-01-03/da
Indhold
[K] har klaget til Pressenævnet over to artikler i Bagsværd/Søborg Bladet den 10. februar 2004, idet han finder, at god presseskik er tilsidesat.
I en artikel hed det i overskriften ” Nu må vi snart sige stop ” og i underrubrikken ” Spørgetid: Socialudvalgsformand Erling Schrøder mener at byrådets utrættelige Spørge-Jørgen [K] misbruger det kommunale system”.
I artiklen hed det:
”Jeg synes det er unødig trætte af byrådet og tilhørerne, når en borger i den grad misbruger spørgetiden.
Det siger socialudvalgsformand Erling Schrøder (S), der er hovedmålet, når byrådets Spørge-Jørgen nr. 1, [K], bombarderer kommunen med spørgsmål ved den åbne spørgetid før byrådsmøderne.
I virkeligheden har han slet ikke ret til at stille spørgsmål, da han er fraflyttet kommunen, men det har han ordnet på den måde, at han stiller spørgsmålene på vegne af en bekendt, der bor i kommunen, og så er reglerne opfyldt.
- Det sidste års tid har han sendt langt over 100 breve og mails til mig og kommunen, som forvaltningen har måttet bruge masser af timer på at undersøge og besvare, tid der kunne have været brugt til mere fornuftige ting, siger Erling Schrøder.
- Han spørger om alt muligt. Han har selv været i aktivering, og mange af spørgsmålene drejer sig om, at han vil have aktindsigt i sager om aktivering af ledige, men han kan eller vil ikke forstå, at det er personsager, som man ikke som udenforstående kan få aktindsigt i.
Meget af det går på min person, som han helt klart ikke kan lide.
En overgang beskyldte han mig for at have fået ansat min søn i arbejdsmarkedsafdelingen. Det var nok fordi han også hed Erling Schrøder, men jeg var faktisk slet ikke i familie med ham, og i øvrigt er han ikke ansat i kommunen længere. Det sidste er, at han har oprettet en ”sort bog” på internettet, hvor både jeg, borgmesteren og socialdirektøren bliver hængt ud.
Det er klart, at han føler sig dårligt behandlet, men jeg mener bestemt, at han har fået den behandling, han har krav på og mere til.
Som politiker må man finde sig i meget, og som socialudvalgsformand i 30 år er jeg vant til mosten. Der skal også være vide rammer for de borgere, der bruger spørgetiden, men med hensyn til [K] synes jeg, at tiden er kommet, hvor vi som kommune skal sige stop, hvordan man så end kan gøre det, siger Erling Schrøder.”
Samme dag bragte bladet en artikel med overskriften ” Jeg har fået en ydmygende behandling ” og underrubrikken ” Spørgetid : [K] beslaglægger ofte det meste af spørgetiden ved byrådsmøderne og har nu oprettet en ”sort bog” på nettet”.
I artiklen hed det:
”Jeg vil simpelthen ikke finde mig i den ydmygende behandling, jeg har fået af Gladsaxe kommune.
Det siger [K] til Bagsværd/Søborg Bladet, der har spurgt ham, hvorfor han møder frem hver eneste gang til byrådets åbne spørgetid og stiller så mange spørgsmål, at han ofte beslaglægger det meste af spørgetiden på 30 minutter.
Spørgsmålene er meget forskellige, men mange drejer sig om, hvorfor han ikke kan få aktindsigt i kommunens aktiveringsprojekter.
Kommunen er årsag til, at jeg har været hjemløs i næsten tre måneder og måtte bo i trappeopgange. Desuden har jeg gået i seks måneder uden indtægt, og jeg er blevet tvunget til at flytte til en anden kommune. På et tidspunkt fik jeg tildelt en lejlighed i Arbejdernes Boligselskab, men det ville kommunen ikke godkende. Da jeg var hjemløs, åbnede kommunen min personlige post. Det er ren personlig chikane.
Nu er der også kommet noget ideologisk ind i det, da jeg mener, at mange af kommunens aktiveringsprojekter koster job for andre.
[K] fortæller, at han nu også har oprettet ”Den sorte bog” på nettet, hvor man kan sætte politikere og embedsfolk ind, som man har et horn i siden på.
Her finder man socialudvalgsformand Erling Schrøder, der bl.a. kaldes ”en skidt karl” og ”levebrødspolitiker”. Også borgmester Karin Søjberg Holst og socialdirektør Jane Torpegaard er kommet i ”den sorte bog”.
Hvor længe vil du blive ved med at stille spørgsmål?
- Ja, efterhånden er jeg begyndt at interessere mig for det politiske system, så i hvert fald til næste kommunevalg i 2005.”
Ved e-mail af 27. februar 2004 anmodede [K] Bagsværd/Søborg Bladet om at bringe et genmæle.
Den 9. marts 2004 hed det i en rubrik følgende:
” GENMÆLE
[K] har fremsendt denne skrivelse. Han betegner den som et genmæle.
[K] har ikke været i aktivering som påstået.
[K] søger ikke aktindsigt i personsager som påstået.
[K] har ikke hængt nogen ud på Internet med grimme kælenavne i forbindelse med den sorte bog.
[K] har ret til at stille spørgsmål i Byrådet.
[K] omgår ikke reglerne for spørgetid, som påstået.
[K] beslaglægger ikke ofte hele spørgetiden, som påstået.
[K] har ikke fortalt en journalist ved Bagsværd/Søborg Bladet noget som helst omkring den sorte bog, udover navnet på det kommende opslagsværk, som påstået.
Erling og Erik Schrøder modtog pr. 20.11.2002 en uforbeholden undskyldning for beskyldningerne om nepotisme, som faldt efter deres fratagelse af mit likvide eksistensgrundlag.”
[K] har anført, at det er forkert, når Bagsværd/Søborg Bladet i artiklen med overskriften ”Nu må vi snart sige stop” anfører, at han ”misbruger spørgetiden”, ”slet ikke har ret til at stille spørgsmål”, ”omgår reglerne”, ”ønsker aktindsigt i personsager”, ”har været i aktivering” og ”har oprettet en sort bog på internettet, hvor hr. Erling Schrøder, borgmesteren og socialdirektøren bliver hængt ud”. Udsagnene er bragt mod bedrevidende og uden efterprøvning.
I artiklen med overskriften ”Jeg har fået en ydmygende behandling” er det forkert, når det oplyses, at han beslaglægger det meste af spørgetiden på 30 minutter, og at han blev hjemløs efter et afslag fra kommunen på en tildelt bolig. Det er endvidere forkert, at han skulle have udtalt sig som angivet om ”Den Sorte Bog”, der ikke er frigivet på internettet. Udtalelsen er tillagt ham af journalisten på baggrund af oplysninger udleveret af Erling Schrøder. ”Kælenavnene” fremgår i øvrigt af en skrivelse til Erling Schrøder, hvor der var angivet en påtænkt tekst til optagelse i ”Den Sorte Bog”.
[K] har gjort gældende at de nævnte forhold viser, at omtalen er en bestillingsartikel på foranledning af Erling Schrøder, og at han er blevet frataget muligheden for genmæle.
[K] har endelig oplyst, at bladet har imødekommet hans anmodning om genmæle med den nedladende bemærkning ”Han betegner det som et genmæle”, hvorved bladet ikke har anerkendt rettelsen af de faktuelle fejl.
Bagsværd/Søborg Bladet har oplyst, at [K] det sidste års tid har benyttet borgernes åbne spørgetid ved Gladsaxe Byråds månedlige møder til at stille spørgsmål, hvor han mere eller mindre direkte har klaget over socialudvalgsformand Erling Schrøder og forskellige dele af forvaltningen. Dette er baggrunden for, at bladet omtalte sagen.
Bladet har anført, at såvel Erling Schrøder som [K] er blevet hørt i sagen, og bladet har derfor handlet i overensstemmelse med god presseskik. Selv om [K] har fået lejlighed til at udtale sig i artiklen, valgte bladet den 9. marts 2004 at bringe hans genmæle.
I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Niels Grubbe, David Trads, Kaare R. Skou og Kirsten Dyregaard.
Pressenævnet udtaler:
I en artikel den 10. februar 2004 bragte Bagsværd/Søborg Bladet en række udtalelser fra socialudvalgsformand Erling Schrøder om [K] i forbindelse med en omtale af, at han ifølge Erling Schrøder skulle misbruge spørgetiden ved møder i Gladsaxe Byråd. I en anden artikel samme dag fremkom [K] med sin opfattelse af forholdene. Bladet bragte endvidere den 9. marts 2004 [K]s genmæle. Pressenævnet finder, at Bagsværd/Søborg Bladet herved i fornødent omfang har ladet [K] komme til orde over for beskyldningerne fra Erling Schrøder, og at eventuelle misforståelser om faktiske forhold er blevet korrigeret.
Nævnet finder i øvrigt ikke, at Bagsværd/Søborg Bladet har handlet i strid med god presseskik.
Afgjort den 18. maj 2004