Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2005/9007@2005-01-03/da

Indhold

1. Indledning

Indvandrerrådgivningen i Århus har klaget til Pressenævnet over en leder i Jyllands-Posten den 22. marts 2004, idet man finder, at god presseskik er tilsidesat.

Den 18. marts 2004 bragte Jyllands-Posten et indlæg med overskriften ” Magnetskoler – blændværk eller genialt ” og under- rubrikken ”Mange tosprogede børn og deres forældre sidder ofte tilbage som taberne, når danske forældre har fravalgt skoler med mange tosprogede elever, mener skribenten”.

I indlægget hed det:

” Af Leif Randeris, Kontorleder, Indvandrerrådgivningen, Vesterbrogade 14, Århus.

I DISSE ÅR kan man vel nærmest sige, at debatten raser omkring ghettoer og skoler i disse områder. Det er ikke småting etnisk fremmede forældre som børn og unge må høre fra politikere og velvilligt gengivet og fortolket af medierne. Tonen i omtalen og debatten er stærkt nedladende over for etniske mindretal og i retningen af at stigmatisere. I Århus Kommune har en debat i de seneste par år stået om bevarelse af modersmålsundervisning og ghettoskolerne. Alt i alt en bekymring om elevernes modtagelighed for undervisning og etnisk fremmede forældres villighed til at være forældre for deres børn og unge og til at indgå i et samarbejde med skolen efter en såkaldt dansk model. Et af problemerne med den høje andel af etnisk fremmede børn og unge i skoler i de udnævnte ghettoområder er fraværet af de etniske danske børn og unge. Det er ingen hemmelighed, at mange danske forældre fravælger disse ghettoskoler. Og rettelig burde mange af os være forargede over de tanker, der farer gennem såkaldte ressourcestærke forældre, når de skal vælge den rigtige skole til deres børn.

Formodningen er nok

Udvælgelsen af den rigtige skole begynder tidligt, og det kan formodes, at denne udvælgelsesproces ofte finder sted, uden at forældrene på noget tidspunkt har sat deres ben på de skoler, der er blevet valgt fra eller til. Alene formodningen om et vist antal tosprogede er nok til et: ”Dur ikke”. De etniske fremmede forældre skal man ikke glemme i denne sammenhæng. For mange af dem er præcis lige så bekymrede for antallet af tosprogede i skolerne, som nogle danske forældre er. Også de ønsker, at deres børn skal være i en dansk sammenhæng også i skolen. Kort sagt mange tosprogede børn og deres forældre sidder ofte tilbage som taberne, når danske forældre har foretaget deres (fra) valg. I Århus Kommune vil man lave ghettoskoler om til magnetskoler. Dvs. man vil tilføre flere økonomiske midler til bestemte skoler, således at de skal fungere bedre. Og det er vel relevant efter de forgangne års nedskæringsrunder at spørge, om disse nu tilførte midler ikke var dem, som man ikke burde skære skolerne ned med? At fore- og opbygge er vel ikke at nedskære? Der skal nu i Århus’ nye magnetskoler tages fat på alternative tiltag over for etnisk fremmede forældre, og de unges fritid skal også inddrages i mulighederne. Pædagoger og lærere taler i ramme alvor om, at de skal til at opdrage etnisk fremmede forældre til at være forældre. Der tales dog nu mindre om kvoter af etnisk fremmede børn i skolerne? Parallellen til de danske forældres tidligere solidaritet til de udsatte for apartheid burde vel være snublende nær?

Et samfundsproblem

Det er for let bare at revse forældrene! Og er selve problemet ikke i højere grad et samfundsproblem, end det er et lokalt problem? De danske forældre, der ikke vil have børn i deres hjemområdes ghettoskole, burde vel udvise næstekærlighed og solidaritet. Der er skitseret mange løsningsforslag, og nogle af dem kunne være: Skolen skal vise alle forældre, at den kan give netop deres barn en god og tryg skolegang. Skolelederen skal fortælle, at mange tosprogede elever også udløser flere lærere. Og endelig: Skolelederne skal påpege, at langt fra alle tosprogede bliver bandemedlemmer. Men nogle få gør. Dem holder man øje med og slår ned på.”

I en leder den 22. marts 2004 med overskriften ” Brændemærket ” hed det blandt andet:

”

En læserbrevsskribent beskylder de danske forældre i magnetskoleområderne for at være skyld i problemerne. De beskyldes for at fravælge den lokale skole, uden at de ”på noget tidspunkt har sat deres ben på de skoler, der er blevet valgt fra eller til. Alene formodningen om et vist antal tosprogede er nok til et: ”Duer ikke.””, skriver læserbrevsskribenten, uden på nogen måde at sandsynliggøre, endsige dokumentere sine uhyrlige påstande.

Læserbrevsskribenten finder tonen i tidens debat stærkt nedladende over for etniske mindretal og i retning af at stigmatisere, dvs. fordømme eller brændemærke. Og det er jo rigtigt. De danske forældre, der er i mindretal i magnetskole- områderne brændemærkes for efter bedste evne at varetage deres børns tarv og trivsel.

Brændemærkningen foretages ikke af hvem som helst, men af Leif Randeris, der underskriver sig med titlen kontorleder, Indvandrerrådgivningen, Vesterbrogade 14, Århus. Kontorlederen skriver altså ikke som privatmand, men som talerør for Indvandrerrådgivningen. Det giver stof til eftertanke.”

Indvandrerrådgivningen i Århus har anført, at Jyllands-Posten i lederen ikke har citeret korrekt fra Leif Randeris’ læserbrev den 18. marts 2004, idet man har udeladt ordene ”formodes” og ”ofte”. Det bragte citat er endvidere taget ud af sammenhængen i læserbrevet, idet læserbrevet ikke har haft til hensigt at hænge danske forældre ud, men at problematisere emnet ”ghettoskoler”. Indvandrerrådgivningen ser ingen forskel på almindelige artikler og lederartikler, og bladet kan således ikke undslå sig sit blandt andet moralske ansvar med henvisning til, at der er tale om en leder.

Indvandrerrådgivningen har videre anført, at det er skadeligt, krænkende og agtelsesforringende for klager, når det i lederen anføres, at brændemærkningen er foretaget af Indvandrerrådgivningen, der i øvrigt i lederen bliver hængt ud med adresse.

Jyllands-Posten har afvist at have handlet i strid med god presseskik. Det citat, der er gengivet i citationstegn i lederen, er et ordret citat fra Leif Randeris’ læserbrev. Derudover indeholder lederen en række kritiske vurderinger og lever dermed op til selve formålet med en ledende artikel, nemlig at bidrage til en fri og i sagens natur ofte barsk debat.

Bladet har oplyst, at Indvandrerrådgivningen ikke har ytret ønsket om at komme til orde i bladet og imødegå kritikken.

I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Niels Grubbe, David Trads, Kaare R. Skou og Kirsten Dyregaard.

Pressenævnet udtaler:

I lederen den 22. marts 2004 kommenterede Jyllands-Posten Indvandrerrådgivningens indlæg bragt den 18. marts 2004. Presse- nævnet finder ikke, at Jyllands-Posten i lederen har overskredet de vide rammer, at der må gælde for lederartikler, der i sagens natur ofte består af mere vurderende, kommenterende og subjektive betragtninger end almindelige artikler. Nævnet finder derfor ikke grundlag for at udtale kritik af bladet.

Afgjort den 18. maj 2004.

Versioner

1. 2005-01-03