Kendelse fra Pressenævnet i sag 2004-6-102
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2005/9012@2005-01-04/da
Indhold
[K] har ved advokat Ole Fuglede klaget til Pressenævnet over to artikler bragt i Nordjyske Stiftstidende den 26. august 2004, idet hun mener, at god presseskik er tilsidesat.
Den ene artikel havde overskriften ” Cafeteriamad til gourmetpriser ” og underrubrikken ”UAMBITIØST: Pris og kvalitet har svært ved at finde sammen på Oasen i Øster Hurup”.
I artiklen hed det:
”Kun en anelse bedre end et cafeteria uden ambitioner. Sådan er Cafe og Restaurant Oasen i Øster Hurup.
Udvendigt ligner stedet en blanding af en garage og en grillbar. Indvendigt hersker total stilforvirring og fuldstændigt farvechok.
Man støder først på nogle nisser i troldhassel-grene i entreen, dernæst et sammensurium af ternede tæpper, vægfarver og møblement der er imponerende i sin gennemførte smagløshed. På toiletterne hersker fornemmelsen af forsamlinghus med et virvar af klinker i brune-beige farver, der meget godt matcher bygningens hvide synopal-mursten, der er et levn fra de tidlige 70’ere. Det skal med, at der er rent i aftrædelsesrummene. Men selv der hænger den tykke luft og lugt af mad og mados, der er karakteristisk for steder, hvor der bruges masser af fedt til madlavning, og hvor udluftningen slet ikke er tilstrækkelig. Så tung en luft, at hår og tøj efterfølgende lugter af besøget, og appetitten aftager betragteligt efter et øjeblik i lokalet.
Men spises skulle der, så stedet kunne blive anmeldt.
Første side i menu-kortet foranlediger til forventninger om, at den tunge og ubehagelige lugt af mados og den særprægede indretning af restauranten vil blive sat til vægs, når der kommer mad på bordet.
Der loves mad på eksklusivt niveau, hvor kvaliteten er høj og ingen anstrengelser undlades for at nå gourmet-højder og fornøje sine gæster.
Store ord der ikke holder.
Overhovedet ikke.
To medspisere på 9 og 11 år, markerede fra starten, at den massive lugt på stedet tog deres appetit. De endte med at lade sig nøde til to børnemenuer, der ikke skal bruges mange flere ord på, end at begge børn samme aften og nat havde voldsomme mave-problemer.
Fabriksmad
Min voksne medspiser bestilte indbagte rejer til forret. De kom tydeligt fra en frysepose men havde rigtig temperatur og konsistens, da de ankom til bordet. Brød dertil var også fra en fabrik og kokkens indsats begrænset til at have ristet det på risteren. Dressingen var thousand island fra en fabrik.
Selv bestilte jeg hummerhaler. Og fik omgående oplyst, at dem skulle jeg selv pille. Sagt som var det straffen for at bestille sådan nogle. Jeg ville have studset, hvis jeg ikke skulle pille dem. Hvilket dog viste sig at være lige lidt for besværligt, som det bliver, når tiden for tilberedning ikke er afpasset med, hvor friske de er. Den balance er kunsten med skaldyr. Og den kunne kokken på Oasen ikke. Der var heller ikke spekuleret i at tilberede med hverken hvidløg, citron, en pesto eller noget helt andet, så de var bare lidt raffinerede.
Brød og dressing var samme fabriks-udgave som medspiserens.
Priserne var der imidlertid ikke noget i vejen med. Men de giver ret til at forvente meget, meget mere og bedre, end man får. Menukortet er righoldigt. I den lidt tungere og traditionelle ende, der bestemt ikke er noget galt med, hvis råvarerne er i orden og tilberedningen ligeså. Udvalget af vin er noget uopfindsomt men til gengæld til priser, der er acceptable.
Til forretterne delte vi en halv flaske hvidvin af den ene slags der var. Betjeningen oplyste uopfordret, at husets vin i glas var dårlig.
Gud ved, hvorfor de så har den? Vinen, som vi også bestilte en halv flaske af i rød til hovedretterne, var La Cuvee Joseph Philippon fra Sigurd Müller. Og den var der ikke noget at sige på. Den efterlod ikke store minder, men prisen var også kun 98 kroner for en halv flaske. Og bemærkelsesværdigt nok var både den røde og hvide perfekt tempereret. Omend det ikke hører sig til, at klappe rødvin til hovedretten på bordet sammen med hvidvinen og forretterne.
Nogle rationelle arbejdsgange, der forstærkede indtrykket af cafeteria med delvis servering ved, at der også helt uopfordret blev sat en plastic-flaske med ketchup og remoulade i kilo-klassen på bordet. Angiveligt til børnene. Men ingen havde bedt om dem. Ingen havde brug for dem. De stod der bare og var uønskede.
Branket og råt
Min medspiser bestilte en Jägerschnitzel uden nærmere angivelse af, hvilket kød der var tale om. Det gjaldt samtlige kødretter.
Schnitzelen var branket til ukendelighed, og vi væddede om, hvor mange gange den havde været stegt og serveret. Det meste af den gik ud igen. Prisen var 168 kroner. Så skal det være kvalitet, der virkeligt rykker små 50 kilometer fra Aalborg.
Min peberbøf var et dårligt stykke kød, der ikke var rødt men råt indvendigt, fyldt med hinder og sener, og det meste endte i køkkenet igen. Det er upassende ikke at spørge, hvordan en bøf skal steges. Det er endnu mere uprofessionelt ikke at bemærke, at gæsterne lader hovedparten af maden stå.
Tilbehøret til begge hovedretter var nogle fabriksstrimler af gulerødder, et slattent forårsløg og kartofler efter eget valg. Medspiserens hed græske kartofler. Det græske må være navnet på fabrikken, der har leveret dem som dybfrost. Til gengæld var mine flødestuvede kartofler glimrende, rigelige og brandvarme.
Til begge retter hørte salatbar. Den undgik vi. Den var direkte tarvelig og bestod af majs fra dåse, perleløg fra glas, rosiner, ananas fra dåse, strimlet agurk, strimlet ice-bergsalat.
Serveringen fik travlt efterhånden, og vores aften endte med 27 gæster og en til at servere. Det blev derefter.
Desserterne var forskellige is-muligheder af fabriksmaterialer efter modellen glas med is, assiet med is, banana-split osv.
Jeg spurgte til dagens tærte, der var med æble. Og fra en eller anden fabrik. Min medspiser valgte at stå over og bestilte blot en kaffe Benedictine, der til gengæld var udsøgt. Et lille glas ganske vist til mere end 40 kroner men lige efter bogen.
Spild af tid og penge
Med alt det optimistiske livssyn, jeg kan aftvinge mig selv, kan Oasen ikke få mere end en enkelt stjerne. Stedet er allerede beskrevet, betjeningen mere sjælden end charmerende og i orden, maden lavet uden respekt for noget som helst og af elendige råvarer og end ikke ordentligt tilberedt. Mens priserne som sagt ikke lader noget tilbage at ønske.
De 23 andre spisende gæster gav alvorlige spekulationer. De må jo komme der af en årsag. Men årsagen kan ikke være maden.
Den ene stjerne må stå alene. Den gives for gode flødestuvede kartofler, veltempereret vin og helt udmærket kaffe Benedictine.
Resten var spild af tid og penge. For regningen endte på 944 kroner.”
I den anden artikel, der bar overskriften ” Ekstra besøg på Oasen ”, hed det:
”Alle kan have en dårlig dag, derfor er politikken på NORDJYSKEs madanmeldelser, at et spisested, der står til kun én enkelt stjerne, skal besøges igen af et nyt spisehold.
Det gjorde vi naturligvis på Oasen:
Denne aften valgte vi to supper til forret, en kødret og en fiskeret til hovedret, en flaske hvidvin samt to kopper kaffe.
Supperne var henholdsvis karrysuppe og løgsuppe. Karrysuppen var vel stærk til medspiserens smagsløg, risene deri lå i klumper, mens der ikke var så meget at sige om den smule hønsekød, der var i suppen.
Løgsuppen indeholdt et stykke toastbrød med smeltet ost og giver ikke anledning til mange kommentarer.
Kødretten var en hvidløgsbøf, hvor hvidløgen indgik i panaden, som oksekødet var paneret i. Der blev ikke spurgt om, hvordan bøffen skulle steges, men den var nogenlunde ok stegt – dog mere end medium, som er kutyme, når man ikke beder om kundens ønske.
Tilbehøret bestod af ok kogte gulerødder, et par forårsløg og et rigeligt – til én person – stort fad flødestuvede kartofler.
Fiskeretten var en fyldt rødspætte med valgfri kartoffel – jeg valgte græsk.
Det var ikke nemt at skrabe fiskekødet fra benene, som det skal være på en god pandestegt rødspætte. Paneringen var simpelthen for hård. Fisken havde en branket kant hele vejen rundt. Med andre ord samme konsistens, som når man smider mad ned i meget varm olie ..
Samme sted var de ”græske” kartofler blevet stegt.
Fyldt rødspætte er også en lettere overdrivelse. Men der var dog snittet i fisken og lagt lidt asparges fra dåse og lidt rejer på.
Denne aften var nok en tand bedre end for det oprindelige hold. Der var også mindre travlt i restauranten, hvilket betød af tjeneren – konen i foretagenet – havde tid til at sludre og var i det hele taget en venlig dame.
Kødretten kan strengt taget godt udløse to stjerner – som den eneste af alle retter – men 152 kroner er dog i overkanten målt i forhold til kvaliteten. Generelt er indtrykket det samme som første gang: pris og kvalitet hænger langt fra sammen. Så ekstra-besøget ændrer ikke på den samlede bedømmelse: en enkelt stjerne.”
[K], som ejer restaurant Oasen, har anført, at artiklerne indeholder krænkende og skadelige oplysninger, at oplysningerne ikke er efterprøvet, og at artiklerne ikke har været forelagt for hende, før de blev bragt i bladet.
[K] har endvidere klaget over tonen i artiklerne.
[K] har oplyst, at det ikke er korrekt, at man i restauranten var klar over, at der var besøg af anmeldere fra Nordjyske Stiftstidende.
Nordjyske Stiftstidende har anført, at den frie kommentar er en del af ytringsfrihedens udøvelse. Herunder hører anmeldelser af blandt andet spisesteder.
Bladet har oplyst, at man i sine madanmeldelser lægger stor vægt på troværdigheden. Bladet bruger journalister, der har mange års erfaring i at spise på restaurant, og som har et godt kendskab til mad og vin. Bladet erkender, at en kritisk anmeldelse kan have negative konsekvenser for den pågældende restauration, og man er derfor ekstra opmærksom, når en anmeldelse er særlig negativ. I det konkrete tilfælde lod bladet derfor en anden anmelder besøge stedet på samme præmisser som ved første besøg.
Det er bladets opfattelse, at det ikke er muligt at klage over ”tonen” i en artikel, idet dette beror på en subjektiv vurdering. Artiklerne er således udtryk for, hvorledes bladets anmelder opfattede restauranten, servering samt mad og vin den pågældende dag.
Nordjyske Stiftstidende har anført, at oplysningerne i artiklen om det første besøg er efterprøvet, idet bladet lod en anden anmelder besøge stedet med henblik på en ny vurdering af stedet.
Bladet finder ikke, at der er tale om krænkende eller skadelige udtalelser, idet en anmeldelse altid vil være en kvalificeret bedømmelse af et produkt. Bedømmelsen blev sat i forhold til de løfter, som restauranten selv giver ved at love ”mad på et eksklusivt niveau”. Anmeldelser skal ikke forelægges, inden de bringes. Restaurant Oasen var i øvrigt ved begge besøg bevidst om, at bladets anmeldere besøgte stedet.
I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Axel Kierkegaard, Bo Maltesen, Kaare R. Skou og Ole Askvig.
Pressenævnet udtaler:
Anmeldelser af restauranter og dér indtagne måltider er udtryk for anmelderens subjektive oplevelse og vurdering af det anmeldte, og Pressenævnet kan ikke tage stilling til sådanne forhold. Nævnet finder ikke, at Nordjyske Stiftstidende inden offentliggørelsen burde have forelagt bladets vurderinger i anmeldelsen af Restaurant Oasen for restaurantens indehaver, [K].
Nævnet finder, at Nordjyske Stiftstidende ved offentliggørelsen heller ikke i øvrigt har handlet i strid med god presseskik.
Afgjort den 4. november 2004.