Gelex

Kendelse fra Pressenævnet i sag 2004-6-96

GældendeVersion 2005-01-26
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2005/9051@2005-01-26/da

Indhold
  1. Indledning

BT Bilsalg ApS har ved advokat Janus Malcolm Pedersen klaget til Pressenævnet over en række artikler i Ekstra Bladet den 15., 16. og 17. august 2004, idet man mener, at god presseskik er tilsidesat.

I en artikel den 15. august 2004, der bar overskriften ” FUSK I BILINSPEKTIONEN ” og underrubrikken ”Beskyldninger om falske synsrapporter”, hed det:

”Statens Bilinspektion er ved at vende vrangen ud af sig selv. Ekstra Bladet Biler har præsenteret ledelsen for en stak sager, der mere end antyder, at prøveassistenter vender det blinde øje til visse bilers fejl. Også selv om det er grove, sikkerhedsmæssige mangler.

I dagens Biler (3. sektion) kan du læse artiklerne om svindlen og de rystende eksempler på biler, som prøveassistenter har godkendt til færdsel på offentlig vej.

Specielt BT Bilsalg med afdeling i Søborg, Humlebæk og Helsingør har ifølge Ekstra Bladets oplysninger nydt godt af enkelte prøveassistenters manglende årvågenhed.

En anonym kilde, hvis identitet vi kender, med kendskab til forretningsgangen i BT Bilsalg har forklaret, at BT Bilsalg har betalt for at få særligt dårlige biler godkendt eller betinget godkendt til syn.

Rystet direktør

Den oplysning stemmer godt overens med en stribe klagesager i Forbrugerklagenævnet, hvor BT Bilsalgs utilfredse kunder optager mere tid og papir end nogen anden brugtvognsforhandler.

Af klagesagerne fremgår det, at biler, der er betinget godkendt med ubetydelige fejl som et defekt nummerpladelys eller et sløset fastgjort batteri, ved nærmere undersøgelser viser sig at være fyldt med grove fejl.

Statens Bilinspektion med en rystet direktør Jesper Hansen i spidsen er nu gået i gang med en større undersøgelse af forholdene omkring de storkøbenhavnske bilsyn.

Sagerne er for de flestes vedkommende mindst et år gamle på grund af langsommelig sagsgang mellem myndighederne. De handler alle om klager over brugtvognsforhandleren, og kun i et enkelt tilfælde har klageren gennem Forbrugerklagenævnet bedt bilinspektionen om en forklaring på, hvorfor en bil er blevet godkendt. Det plejer at være det modsatte, der gør sig gældende, når kunder klager over bilsyn.

Lykkelig uvidenhed

Derfor har Statens Bilinspektion levet i lykkelig uvidenhed om de tvivlsomme bilsyn, indtil Ekstra Bladet henvendte sig med de bilsagkyndiges rapporter.

- Foreløbig har vi ikke fundet bevis for, at nogen af vores medarbejdere har taget imod bestikkelse, siger han.

Men andre forklaringer på, hvordan højt uddannet personale har haft så svært ved at finde fejl på gamle biler, ligger ikke lige for.

- På den anden side kan det være svært at afkræfte det, man ikke kan dokumentere, siger direktør Jesper Hansen.

Der findes ingen fortilfælde af bestikkelse i Statens Bilinspektion, og sagen kommer på et uheldigt tidspunkt nu, hvor virksomheden står over for første trin i en privatiseringsproces.”

Samme dag bragte bladet under overskriften ” URENT TRAV I BILSYNET ” og underrubrikken ”Statens Bilinspektion undersøger mistanker om svindel” en artikel med følgende ordlyd:

”Mistanke om korruption og falske synsrapporter får Statens Bilinspektion til at undersøge omstændighederne omkring en række syn af biler fra BT Bilsalg.

Ekstra Bladet Biler har haft kontakt med en person, der har kendskab til forretningsgangen i BT Bilsalg. Vedkommende har fortalt i detaljer, hvordan synsrapporter blev forfalsket i bilinspektionen.

I visse tilfælde skulle bilerne end ikke være blevet fremstillet til regulært syn.

De fleste biler blev ”betinget godkendt” med mindre fejl. Eksempelvis blev en BMW betinget godkendt med en bemærkning om en ikke fastgjort akkumulator. Da bilen året efter blev undersøgt af en bilteknisk sagkyndig for Forbrugerklagenævnet, havde en fugl bygget rede i den ene vange. Den var kommet ind via et hul i bundpladen under førersædet.

Brugtvognsforretningen BT Bilsalg har i forvejen en kedelig rekord i antal klagesager hos Forbrugerklagenævnet.

Tekniske undersøgelser

Ekstra Bladet Biler har fået aktindsigt i Forbrugerklagenævnets bunke af klager over BT Bilsalg og fundet otte sager, hvor bilen er synet højst et døgn før leveringsdatoen, og hvor efterfølgende tekniske undersøgelser har fundet alvorlige fejl på bilerne. Fejl som ifølge de teknisk sagkyndige burde være opdaget ved et almindeligt syn.

Ekstra Bladet viste rapporterne til direktør i Statens Bilinspektion, Jesper Hansen og bad ham om at kommentere påstanden om fusk med synsrapporterne.

- Vi har fået forelagt de tilfælde, hvor der skulle være foregået noget, men foreløbig har vi kun set på, om bilerne overhovedet har været fremstillet til syn, siger Jesper Hansen.

- Nu tager vi fat i rapporterne fra de sagkyndige og kigger dem igennem. Så sammenholder vi synsrapporterne med de sagkyndiges besigtigelseserklæringer og ser på, om der skulle være noget galt med synene af bilerne fra BT Bilsalg.

Direktør Jesper Hansen har gennem nogen tid været opmærksom på, at der foregår uregelmæssigheder omkring bilinspektionens syn af biler fra BT Bilsalg.

- Vi har været orienteret af Forbrugerstyrelsen. Vores undersøgelse går nu på den tekniske vurdering.”

Samme dag bragte bladet en artikel med overskriften ” FUGLEREDE I VANGEN ”, hvor blandt andet bilsagkyndig Freddie Møller udtalte sig om en række fejl, der var blevet fundet på biler solgt af BT Bilsalg.

Endvidere bragte bladet under overskriften ” DET PURE OPSPIND ” og underrubrikken ” EJEREN AF BT BILSALG : Benjamin Thorsen aviser beskyldninger om fusk” en artikel med følgende ordlyd:

”Det er grove beskyldninger. Det er jo bestikkelse af en embedsmand, du snakker om. Hvis I skriver det, må jeg gå til pressenævnet. Ekstra Bladet oplyste indehaver af BT Bilsalg, Benjamin Thorsen, at en kilde påstår, at han skulle have bestukket ansatte i Statens Bilinspektion for at få biler gennem syn.

- Det er det pure opspind, fastslår han.

Han mener ikke, der er noget mistænkeligt ved, at en række uvildige eksperter i flere år har undret sig over, at netop biler fra BT Bilsalg har passeret gennem syn med graverende fejl i adskillige tilfælde.

- Det undrer mig, at det undrer de tekniske sagkyndige, når disse besigtigelser foregår et helt til halvandet år efter købet, siger Benjamin Thorsen, der desuden tvivler på de teknisk sagkyndiges viden om biler.

Han mener, at FDM og Forbrugerklagenævnet har et horn i siden på ham.

- De har set sig ond på mig, og så undersøger de mine biler, som om de var nye. Men det er jo gamle biler, som burde synes på det grundlag.

Der er påfaldende forskelle mellem bilinspektionens synsrapporter og de bilteknisk sagkyndiges besigtigelseserklæringer.

- Jeg kan ikke forstå det. Enten er der noget ravruskende galt i bilinspektionen, eller også er der det hos FDM og Forbrugerklagenævnets sagkyndige. Jeg tror ikke, det er hos bilinspektionen, for de er trods alt uddannet i at syne biler, siger Benjamin Thorsen.

- Men én ting vil jeg garantere dig. Vi har ikke bestukket nogen. Det er hos FDM og de kontrollerende myndigheder, den er gal.”

Den 16. august 2004 bragte bladet under overskriften ” JA, VI SÆLGER FALSKE BILSYN ” og underrubrikken ”Brodne kar i bilinspektionen: Det koster 2000-3000 kr. at få et vrag gennem syn” en artikel med følgende ordlyd:

”Fra ledelsen i Statens Bilinspektion er der ingen problemer med at få en kommentar til Ekstra Bladets afsløringer af en række yderst tvivlsomme synsrapporter, der er fulgt med BT Bilsalgs gamle biler ud fra diverse synssteder i Storkøbenhavn. En kilde fortalte i går om, hvordan BT Bilsalg angiveligt skulle have betalt for at få sine biler godkendt mod betaling.

Omvendt kniber det mere med at få en kommentar fra bilprøveassistenterne på de storkøbenhavnske synssteder, hvor der ikke er megen lyst til at tale med Ekstra Bladet om de falske synsrapporter.

Klækkelig betaling

Det er en god forretning at sælge de forfalskede dokumenter mod en klækkelig betaling, og det er ikke god skik at ødelægge den slags for sine kollegaer.

Men en enkelt vælger, mod at vi holder hans navn ude af spalterne, at fortælle om korruptionen.

- Det foregår flere gange om måneden i de københavnske synshaller. Den prøveassistent, der skal foretage synet, ved i forvejen at bilen kommer, og lader den gå gennem syn med en mindre fejl, for at det ikke skal se alt for mistænkeligt ud. Men det er ikke kun BT Bilsalg, der gør det, siger han.

Syner skrotbiler

Gamle, rustne biler på bilkirkegårdens dørtærskel koster ofte mange gange mere, end det vil koste at sætte dem i stand. Sådanne biler vil en ærlig mand vælge at skrotte, fordi de er en dårlig forretning. I mere anløbne dele af branchen vælger visse forhandlere med de rette kontakter at betale sig til en synsrapport, der viser, at bilen er betinget godkendt med en ubetydelig fejl.

Det koster mellem 2000 og 3000 kroner under bordet ud over den almindelige synsafgift. Resten af proceduren omkring synet foregår på tilsyneladende helt almindelig vis med fremstillet kontrol af bilen og betaling på stedet.

Ekstra Bladet har kendskab til otte sager, hvor en efterfølgende undersøgelse af bilerne viste, at de ikke burde være gået gennem syn.”

I en artikel den 17. august 2004, der bar overskriften ” NYE ANKLAGER MOD BILINSPEKTIONEN ” og underrubrikken ”Lavede synsrapporter uden at se bilerne”, hed det:

”

Af en række sager, som Ekstra Bladet de sidste dage har beskrevet, fremgår det, at brugtvognsforhandleren BT Bilsalg i fem ud af otte tilfælde har formået at ramme én bestemt prøveassistent. Nærmere undersøgelser har vist, at ingen af de otte biler under normale omstændigheder var i stand til at gå gennem et syn, fordi de havde graverende fejl og mangler, som en professionel synsassistent ville have opdaget.

Et bilsyn uden fremstilling af bilen kalder man i branchen for et ”fjernsyn”.

En prøveassistent har i Ekstra Bladet indrømmet, at denne type synsrapporter blev lavet mod betaling under bordet.

”

Benjamin Thorsen har anført, at artiklerne ikke kan forstås på anden måde, end at han skulle have bestukket bilinspektører ved Statens Bilinspektion i forbindelse med syn af biler for BT Bilsalg ApS. Dette er ikke korrekt. Bortset fra oplysningerne fra Ekstra Bladets to anonyme kilder er der intet, der indikerer, at der skulle have fundet bestikkelse sted. Beskyldningerne er af en så alvorlig karakter, at bladet burde have foretaget en grundig undersøgelse af oplysningerne, inden de blev offentliggjort. Bladet har ikke udvist en tilstrækkelig skepsis over for de informationer, der blev videregivet i artiklerne.

Han har henvist til en redegørelse fra Statens Bilinspektion, hvori det konkluderes, at køretøjerne i de 9 undersøgte sager alle er fremstillet normalt til syn, at der blev betalt korrekt til en anden person end den, der foretog synet, og at samtlige undersøgte sager i det hele har fulgt den normale procedure for syn af køretøjer. Det konkluderes på den baggrund i rapporten, at der ikke er opnået kendskab til forhold, der indikerer bestikkelse. Det fremgår, at alene synet af tre af bilerne har været kritisabelt. Resten af de undersøgte fejl kan enten være opstået i perioden efter synene, eller også har de alene haft betydning for bilernes værdiansættelse og ikke for deres opfyldelse af lovens krav til indretning og udstyr. Det er således ikke korrekt, når bladet henviser til, at der på alle biler er fundet alvorlige fejl, som burde være opdaget ved syn af bilerne.

Ekstra Bladet har oplyst, at artiklerne indgik i en længere serie, der omhandlede alvorlige uregelmæssigheder i Statens Bilinspektion. Det er dokumenteret, at en lang række biler er blevet godkendt enten uden faktisk at være synet eller efter et meget lemfældigt syn.

Bladet har anført, at der er tale om en sag af betydelig offentlig interesse, og bladet er ikke i sin omtale af BT Bilsalgs rolle i sagen gået videre, end hvad der er forsvarligt. Benjamin Thorsen har i artiklen med overskriften ”Det pure opspind” haft lejlighed til at afvise beskyldningerne mod BT Bilsalg ApS.

Bladet har henvist til en erklæring fra journalisten bag artiklerne, hvoraf det fremgår, at han har mødt de to anonyme kilder, som citeres i artiklerne, og har kontakt til flere andre, som ikke tør give sig til kende af frygt for, at deres oplysninger skal afsløre deres identitet over for kolleger mv. De anonyme vidner må anses for troværdige, idet de bilsagkyndige, der har undersøgt bilerne efter synene, har bekræftet, at bilerne aldrig skulle have været godkendt.

Bladet har endelig oplyst, at det ikke er korrekt, når det i redegørelsen fra Statens Bilinspektion anføres, at betaling i alle tilfælde er sket til en anden end den, som har foretaget synet, idet Ekstra Bladet er i besiddelse af et skema fra bilinspektionen, hvoraf det fremgår, at en navngiven prøveassistent har modtaget betaling i tre af de fem syn, som han selv foretog, og som er indbragt for Forbrugerklagenævnet. Redegørelse, som er udarbejdet af bilinspektionen selv, er udarbejdet på meget kort tid og kan ikke anses for tilbundsgående.

I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget:

Axel Kierkegaard, Finn Rowold, Le ne Sarup og Ole Askvig.

Pressenævnet udtaler:

Pressenævnet bemærker indledningsvis, at der er knyttet en væsentlig offentlig interesse til omtalen af offentlige myndigheder, der mistænkes for at have modtaget bestikkelse mod at udstede godkendelser, selv om betingelserne herfor ikke er opfyldt.

Nævnet har som følge af de begrænsede muligheder for bevisførelse ikke mulighed for at tage stilling til rigtighed af artiklernes oplysninger om, at BT Bilsalg ApS skulle have bestukket prøveassistenter ved Statens Bilinspektion i forbindelse med syn af firmaets biler. Nævnet finder herefter ikke grundlag for at udtale kritik af Ekstra Bladet for omtalen heraf.

Nævnet bemærker samtidig, at Ekstra Bladet i en artikel den 15. august 2004 har ladet BT Bilsalg ApS ved Benjamin Thorsen kommentere de fremsatte beskyldninger. Nævnet finder, at der ikke er grundlag for at kritisere bladet for ikke at have foretaget en tilstrækkelig grundig undersøgelse af de bragte oplysninger.

Afgjort den 16. december 2004.

Versioner

  1. 2005-01-26