Kendelse fra Pressenævnet i sag 2004-6-100
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2005/9261@2005-06-01/da
Indhold
[K] har klaget til Pressenævnet over en artikel i Nordjyske Stiftstidende den 1. august 2004, idet han mener, at god presseskik er tilsidesat. [K] har endvidere klaget over, at Nordjyske Stiftstidende har afvist at bringe et genmæle.
Artiklen, der blev bragt under overskriften ” Sommervarmen slog til igen ”, var en opfølgning på et tidligere bragt interview med [K] i en artikel i Nordjyske Stiftstidende den 25. juli 2004 i anledning af dennes 80 års fødselsdag.
Artiklen, der havde underrubrikken ”SNYDT: NORDJYSKE røg i med begge ben, men intet er så skidt, at det ikke er godt for noget”, havde følgende ordlyd:
”Dronninglund: Når man begiver sig af med at skrive om tiden fra 1940-45, Danmarks besættelse, kræver det den største ydmyghed over for tiden samt for de mennesker, den berørte og som deltog i modstandskampen.
Bøger baseret alene på interviews bør følges op af dokumentation, hvis de skal have bare den mindste smule troværdighed eller have været igennem korrektur hos en historiekyndig, hvis man selv er amatør.
Kommer man som journalist uforvarende til at skrive om en person hvis historie ikke efterfølgende kan dokumenteres, skal der sættes alle kræfter ind på at fortælle læserne, at uden håndfaste beviser må historien betragtes som det den er - en god historie, som vi ikke kan dokumentere.
Det har vi gjort efter vi søndag 25. juli på Dronninglundrubrikken bragte et interview med [K], tidligere Madsen, i anledning af hans 80 års fødselsdag.
I det interview nævnes [K]s indsats i modstandsbevægelsen og Østervraa-gruppen nævnes i samme åndedrag.
Men trods en ugelang rundringning, læsning og kontakt til lokalhistoriske arkiver i Vendsyssel må det konstateres, at der ikke findes dokumenteret belæg for, at [K] har været aktiv frihedskæmper.
Der var seks-mands-grupper i 1945 på egnen, men vi har forvisset os om, at [K] ikke ifølge lokalhistoriske arkiver deltog i dem.
Fra Bangsbo Museum og Arkiv, og Jysk Modstandsmuseum på Bangsbo Museum findes stort set alt, hvad der kan opdrives om besættelsestiden i Vendsyssel, og her har det heller ikke været muligt, at finde navnet [K1], nu [K].
Det er rigtigt, at han er født og opvokset i Terpet ved Tårs, har levet af at være hestehandler og ejer flere gårde, og i dag bor i [D], er tilmeldt folkeregisteret i [E] Kommune.
Vi beklager, at vi trods den meget grundige efterforskning ikke har kunne finde belæg for de oplysninger, vi gav i artiklen.”
Ved brev af 28. august 2004 anmodede [K] Nordjyske Stiftstidende om at bringe følgende genmæle:
”Nordjyske Stiftstidende beklager og undskylder, at man i en artikel den 1. august 2004 med titlen ” Sommervarmen slog til igen ” har skrevet, at frihedskæmperen [K1], nu [K], boende [F], ikke har været medlem af modstandsgruppen Østervraa Gruppen.
Endvidere undskylder vi, at journalist [J] urigtigt har fremstillet [K1], nu [K], som ikke værende frihedskæmper, og at hans modstandsarbejde ikke kunne dokumenteres.
Dette er dog senere bevidnet og dokumenteret af frihedskæmperen og den tidligere hemmelige engelske agent [C] , hvorfor vi undskylder den ærekrænkende artikel, som Nordjyske Tidende har bragt, og de følgevirkninger den har haft for den nu 80-årige [K1], nu [K] – der har fået sin modstandsindsats besudlet af artiklen i Nordjyske Stiftstidende”.
Ved brev af 30. august 2004 afviste Nordjyske Stiftstidende at bringe genmælet.
[K] har anført, at artiklens indhold er løgnagtig og injurierende, idet han beviseligt har været frihedskæmper i den såkaldte Østervraa-Gruppe. Han er i artiklen den 25. juli 2004 ikke fremkommet med påstande, som der ikke kan føres sandhedsbevis for, og journalisten dokumenterer en rystende mangel på kendskab til besættelsestiden, når det postuleres, at Østervraa-Gruppen ikke fandtes. Nordjyske Stiftstidende har tilsidesat god presseskik ved at bringe artiklen, ligesom bladet har pligt til at bringe et genmæle.
[K] har som dokumentation for sin indsats under besættelsen fremsendt diverse fotos og en række erklæringer fra tidligere medlemmer af modstandsbevægelsen samt fra pårørende hertil.
Nordjyske Stiftstidende har oplyst, at man beklageligvis bragte fødselsdagsinterviewet med [K], hvori han bl.a. hævdede at have været frihedskæmper i Østervraa-Gruppen. Bladet havde inden offentliggørelsen desværre ikke undersøgt [K]s baggrund nærmere. Da bladet efterfølgende undersøgte hans baggrund nøjere, viste det sig, at der ikke var belæg for de udtalelser, som var bragt i interviewet. Bladet betvivler ikke rigtigheden af, at Østervraa-Gruppen har eksisteret, men man har blot ikke fundet belæg for, at [K] skulle have været medlem af gruppen. Bladet berigtigede derfor i overensstemmelse med god presseskik oplysningerne i artiklen den 1. august 2004.
Bladet har endelig anført, at artiklens oplysninger i øvrigt ikke giver grundlag for genmæle, idet oplysningerne ikke er egnet til at påføre [K] økonomisk eller anden skade af betydning.
I tilknytning til samme artikel har [A] og [B] klaget over, at Nordjyske Stiftstidende har tilsidesat god presseskik, idet de gør gældende, at det fremgår af artiklen, at deres bog ”Hvem var fjenden?” ikke er dokumenteret. De anfører endvidere, at de har krav på genmæle.
Nordjyske Stiftstidende har i breve af 16. september og 13. oktober 2004 til Pressenævnet ikke forholdt sig særskilt til de af [A] og [B] anførte klagepunkter.
I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Axel Kierkegaard, Bo Maltesen, Ulrik Holmstrup og Ole Askvig.
Pressenævnet udtaler:
Pressenævnet finder, at sagen vedrørende [K]s klage ikke er oplyst på en sådan måde, at nævnet kan tage stilling til, hvorvidt god presseskik er overtrådt. Af samme grund finder nævnet ikke at kunne pålægge bladet at bringe et genmæle.
For så vidt angår klagen fra [A] og [B] er der i den artikel, der er klaget over, ingen henvisning til [A]s og [B]s bog ”Hvem var fjenden”. Allerede af den grund finder Pressenævnet, at der hverken er grundlag for at bringe et genmæle eller for at udtale, at god presseskik er tilsidesat.
Afgjort den 21. februar 2005.