Kendelse fra Pressenævnet i sag 2004-6-122
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2005/9262@2005-06-01/da
Indhold
Haslev Kommune har klaget til Pressenævnet over et indslag i TV 2 ØST den 3. september 2004, idet kommunen finder, at god presseskik er tilsidesat.
I indslaget hed det bl.a.:
Studievært: ”Hun har fået tre medhold fra det sociale nævn og ligeså mange afslag fra Haslev Kommune. Men en mor fortsætter sin kamp for mere samvær med sine børn.
Speak: [A] har igen fået afslag fra kommunen.
[A]: Jeg følte mig magtesløs. Jeg blev ked af det, jeg kunne ikke forstå det, jeg fattede ingenting.
Speak: Det er nu tredje gang, at Haslev Kommune afviser [A]s ønske om at se sine børn mere end to gange om måneden.
Det sker på trods af, at det sociale nævn gentagne gange har kritiseret Haslev Kommune for ikke at dokumentere deres afgørelse godt nok. I afgørelsen fra den 27. august lyder det blandt andet:
”Kommunen har truffet sin afgørelse på et utilstrækkeligt oplysningsgrundlag og uden at overholde gældende forvaltningsretlige regler. Kommunen har tillige undladt at sikre sig, at sagen er behandlet i overensstemmelse med tidligere udmeldinger fra det sociale nævn”.
Speak: Alligevel fastholder Haslev Kommune, at [A] kun må se sine børn otte timer om måneden. Det vækker nu politisk harme.”
Speak: ”Det er en uge siden, at den sidste afgørelse fra det sociale nævn lå færdig, og Haslev Kommune har allerede vurderet sagen på ny med samme resultat – et afslag – og det har [A] svært ved at forstå.
[A]: Nu har jeg kæmpet i så mange måneder igen, og så går der to dage fra de har fået afgørelsen, til jeg får et svar, hvor at de intet har lavet. Jeg følte mig simpelthen magtesløs.
Speak: Det er seks år siden, at [A] frivilligt gav afkald på sine to børn pga. en svær fødselsdepression. I dag er hun erklæret rask, og hun har ikke tænkt sig at opgive kampen mod Haslev Kommune.
[A]: Jeg vil gøre alt – om jeg skal gå til ombudsmanden, eller jeg skal gå til ministeren – jeg vil gøre alt for at få mere samvær med mine børn, og jeg stopper aldrig.
Speak: Og nu ser det ud til, at hjælpen er på vej.
Speak: Og statsamtmand Vibeke Larsen siger til TV 2 ØST, at hvis kommunen søger at omgå en afgørelse fra det sociale nævn, så vil kommunens forvaltning blive kigget efter i sømmen. Haslev Kommune selv har ikke ønsket at kommentere sagen i dag.”
I brev af 16. september 2004 fra Statsamt Vestsjælland, fremlagt af TV 2 ØST, som bilag A, hedder det bl.a.:
”
Det sociale nævn har truffet afgørelse i nedenfor anførte 3 sager.
Ved afgørelse af 3. december 2003 blev Haslev Kommunes afgørelse, om samvær med [B] og [C] hver anden tirsdag fra kl. 14-18 i Huset i Høng for perioden august – december 2003, tiltrådt.
Der er herved lagt vægt på, at nævnet ikke finder, at kommunen kan vurdere Deres fremtidige ret til samvær på baggrund af en forældreevneundersøgelse fra 1999 hvor De var psykisk syg, idet De nu oplyser, at De har overvundet Deres psykiske problemer samt en udtalelse fra Huset i Høng fra oktober 2002.
Sagen blev atter behandlet af nævnet, der i møde den 15. juni 2004 ikke fandt grundlag for at tilsidesætte kommunens afgørelse under henvisning til at samværsperioden var fra januar - juni 2004.
Nævnet finder, at kommunens afgørelse om samvær i perioden januar måned 2004 til juni måned 2004 er truffet på et ufuldstændigt grundlag. I den konkrete sag medfører denne mangel ikke, at afgørelsen bliver ugyldig, da samværsperioden er udløbet.
Kommunen findes således ikke for ud for afgørelsen af 24. januar 2004, at have indhentet det fornødne oplysningsgrundlag for at kunne træffe afgørelse om
Nævnet finder endvidere ikke, at kommunen har tilvejebragt det tilstrækkelige oplysningsgrundlag for at kunne træffe afgørelse om, at
Ved det sociale nævns afgørelse af 27. august 2004 blev sagen hjemvist til fornyet behandling.
Der er ved afgørelsen lagt vægt på, at kommunen har truffet sin afgørelse på et utilstrækkeligt oplysningsgrundlag og uden at overholde gældende forvaltningsretlige regler.
I disse sager har nævnet samstemmende fundet, at kommunens afgørelser har været truffet på et utilstrækkeligt grundlag ”
Haslev Kommune har anført, at det er faktuelt forkert, når det i indslaget anføres, at det sociale nævn tre gange skulle have givet [A] medhold, og TV 2 ØST har tilsidesat god presseskik ved at bringe de ukorrekte oplysninger.
TV 2 ØST har fastholdt, at Haslev Kommune ikke har efterkommet tre afgørelser fra det sociale nævn og har som dokumentation henvist til brev af 16. september 2004 fra Statsamtet Sjælland. TV 2 ØST har videre oplyst, at Haslev Kommune og borgmester Henrik Christensen er bekendt med dette brev.
TV 2 ØST har endelig anført, at borgmester Henrik Christensen ved brev af 22. september 2004 blev opfordret til at uddybe sit syn på sagen og begrunde, hvorfor Haslev Kommune nægter at følge det sociale nævns afgørelser, og hvorfor kommunen til stadighed baserer sine afgørelser om fastsættelse af samværet på det, som statsamtet kalder ”et ufuldstændigt grundlag”. Borgmesteren har ikke reageret på denne opfordring.
I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Axel Kierkegaard, Bo Maltesen , Ulrik Holmstrup og Ole Askvig.
Pressenævnet udtaler:
I indslaget den 3. september 2004 i TV 2 ØST blev følgende udsagn bragt: ”Hun har fået tre medhold fra det sociale nævn og ligeså mange afslag fra Haslev Kommune. Men en mor fortsætter sin kamp for mere samvær med sine børn”.
Af brev af 16. september 2004 fra Statsamtet Vestsjælland fremgår det, at det sociale nævn i forhold til tre afgørelser fra Haslev Kommune om [A]s samvær med sine børn har fundet, at afgørelserne er truffet på et utilstrækkeligt grundlag. Pressenævnet finder, at TV 2 ØST burde have tydeliggjort på hvilken måde det sociale nævn havde givet borgeren medhold tre gange. Der er imidlertid tilstrækkelig belæg for udsagnet, og nævnet finder derfor, at TV 2 ØST ikke har tilsidesat god presseskik ved at bringe udsagnet.
Afgjort den 21. februar 2005.