Kendelse fra Pressenævnet i sag 2004-6-121
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2005/9394@2005-07-05/da
Indhold
[K] har klaget til Pressenævnet over to artikler i Bornholms Tidende henholdsvis den 3. og den 13. november 2004, idet han mener, at god presseskik er tilsidesat.
I artiklen med overskriften ”[K] vinket væk” , som blev bragt den 3. november 2004, hed det:
”Den efterhånden 80-årige politiske stafetløber [K] fra Arnager, blev viftet væk fra Molin-listens første bestyrelse med en vognstang.
[K] har i forvejen været medlem af adskillige partier og lister, nogle har han selv stiftet. Senest blev han smidt ud af Dansk Folkeparti, hvor han ellers var folketingskandidat. Her diskvalificerede han sig selv, da han stiftede Politikerlede-bevægelsen. Indenrigsministeriet har sagt god for navnet, og [K] prøver stadig at samle stillere nok til, at han kan stille op til Folketingsvalg. Han mente selv, at det er foreneligt med at stille op til bestyrelsesvalget i Molin-listen, men han blev kraftigt opfordret til at trække sin kandidatur, blandt andre af [A].
Den opfordring valgte [K] at følge, og han stillede alligevel ikke op til bestyrelsen.
Den kolde bestyrelses-skulder tog [K] på ingen måde fortrydeligt op, og han var den første, der fandt en 100-kroneseddel frem og betalte kontingent til den nye forening.”
Den anden artikel blev bragt den 13. november 2004, og havde overskriften ”[B] og [K] i politisk alliance: Nyt protestparti på vej” samt underrubrikken ”Endnu et protestparti har fundet arnested på Bornholm. Den politiske landevejsridder [K], Arnager, slået pjalterne sammen med [B], Aakirkeby”. Artiklen havde følgende ordlyd:
”Endnu et protestparti har fundet arnested på Bornholm. Den politiske landevejsridder [K], Arnager, har slået pjalterne sammen med [B], Aakirkeby.
De to har allerede fundet stillere og kandidater til den nye liste, der går målrettet efter sæder i det næste regionsråd. Initiativtagerne indkalder nu til stiftende generalforsamling i Aakirkeby-Hallerne den 29. november.
Jensen og [K] regner med, at bornholmerne tager ligeså godt mod initiativet, som øboerne tog mod [A]s liste, der samlede 125 mennesker til stiftende generalforsamling for kort tid siden.
- Vi har bestilt begge hallens mødelokaler, oplyser [B].
Både [B] og [K] var til Molin-listens generalforsamling, og begge stillede op til bestyrelsesvalget.
[K] fik imidlertid et vink med en vognstang om, at han ikke var velkommen og trak sit kandidatur, mens [B] ikke fik stemmer nok til en plads i listens ledelse.
Det tager de nu konsekvensen af og kører deres eget løb, dog gerne i samarbejde med Molins endnu navnløse liste.
Den nye protestliste hedder foreløbig Politikerlede-bevægelsen. Navnet har faktisk været kendt et par år, for [K] opfandt allerede ”bevægelsen”, mens han stadig var folketingskandidat for Dansk Folkeparti på Bornholm.
Det blev lokalformanden for ”pianisterne”, [C], så arrig over, at hun strittede [K] ud af partiet. Han nåede dog at aflevere sin udmeldelse før eksklusionen blev effektueret.
Forhistorie
Dansk Folkeparti er langt fra det eneste parti, som den snart 80-årige [K] har forladt. Han har også været medlem af Danmarks Retsforbund, De Grønne og Fremskridtspartiet. Tillige har han tidligere lavet sine egne partier nemlig Medmenneskelighedspartiet og Det Medborgerlige Retfærdighedsparti, som han stillede op for i Ringkøbing Amt.
[B] har ikke tidligere været parti- eller liste-politisk engageret, men er lokalt kendt for sine velholdende bestræbelser for at få anerkendt, at et par lærere på Skolen har været voldelige over for elever. Både politikerne, politiet og sågar statsadvokaten har dog afvist sagen, der nu ligger til vurdering hos Folketingets Ombudsmand.
Senest har [B] slået sig op som en slags selvbestaltet, folkelig ombudsmand. Han har lavet sit eget rådgivningskontor, hvor folk kan henvende sig, når de er kommet i klemme i ”systemet”.
Siden [K] opfandt Politikerlede-bevægelsen for to år siden, har han fået navnet godkendt hos Indenrigsministeriet.
- Det betyder ikke, at vi er lede ved politikerne, men at vi gerne vil være dem, der leder dem på rette spor, oplyser han.
Underskrifter
Det har knebet for [K] at finde stillere til sin nye liste, men den sag har hans nye politiske partner, [B], til gengæld klaret:
- Det tog mig ikke mere en halvanden time, så havde jeg 30 underskrifter, fortæller han.
- Det tager jeg som udtryk for, at et stort antal borgere på Bornholm er trætte af politiske studehandler, hvor folk slet ikke bliver hørt. Vi vil være det nye parti, der tager os tid til at lytte til borgerne, fastslår [B].:
- Regionsrådet sidder og diskuterer, hvor folks skraldespande skal stå, bruger ressourcer på småting, men vender det døve øre til, når folk kommer med deres virkelige problemer, fx protester over skolelukninger, ændringer i børnepasningsstrukturen eller maden til de gamle. Overalt, hvor jeg færdes i det daglige, hører jeg om folk, der har problemer, som politikerne ikke gider tage sig af.
Løfter
- Er det ikke stort set det samme, som Molins liste siger?
- [A] tilhører allerede den politiske elite. Der er en fare for, at hun undertrykker sine idealer og ofrer dem for politisk kompromisser. Det vil vi ikke gøre, lover [K], og [B] tilføjer:
- Jeg håber, at [A] får et godt valg. Hun har sagt til os, at hun gerne vil samarbejde med os. Jeg har stor respekt for [A], men regionsrådet trænger til, at nogen holder politikerne fast på løfterne til befolkningen. [A] har rejst for 100.000 kr. som formand for Erhvervs- og Arbejdsmarkedsudvalget, men har hun taget nye arbejdspladser med hjem til Bornholm? [A] er en dygtig politiker, men hun har brug for folk som os til at holde hende fast på den politik, hun lover at føre, siger [B].
[K] mener ikke, man overhovedet kan tale om demokrati i det politiske system, som vi kender det på Bornholm:
- Enhver kan jo se, hvor utilfredse folk er med deres politikere. Hvis vi havde et reelt demokrati, ville det være mulighed for, at man kunne samle 5.000 underskrifter og forlange nyvalg. Det trænger vi til, siger han.
Men som sagerne står, må Politikerlede-bevægelsen altså vente et års tid på det valg, selv om listen foreløbig har tre kandidater klar.
[B] erklærer sig selv som spidskandidat for listen, men de foreløbige to andre er [K] og [D] fra Rønne.
- Er det egentlig ikke lidt bagvendt, at I først melder jeres kandidater ud og dernæst indkalder til stiftende generalforsamling?
- Vi er nødt til at have et udgangspunkt. Hvis den stiftende generalforsamling siger, at vi skal have nogle andre kandidater eller et andet navn til listen, så vil være lydhøre over for det. Vi er i færd med at sætte en proces i gang, erklærer [K]
[K].
[B] håber på, at Politikerlede-bevægelsen bliver et ligeså stort tilløbsstykke som Molin-listen.
- Jeg regner med, at der kommer mindst 50, men målt på den utilfredshed med regionsrådet, som jeg møder til daglig, vil det ikke forbavse mig, hvis vi bliver 150 til den stiftende generalforsamling den 29. november, siger han.”
[K] har anført, at en række oplysninger i de to artikler ikke er korrekte. Det er således ikke korrekt, at han er blevet smidt ud af Dansk Folkeparti, idet han selv har meldt sig ud af partiet som følge af uoverensstemmelser. På daværende tidspunkt havde han endvidere endnu ikke stiftet Politikerlede-bevægelsen, men derimod Dansk Borgerretsbevægelse.
Det er ikke korrekt, at han forsøger at samle underskrifter til et folketingsvalg, idet han alene har oplyst, at en stillerliste til regionsrådsvalget er underskrevet af det fornødne antal personer.
[A] har ikke givet ham en kold skulder, men har tværtimod tilkendegivet sympati for [K] og har opfordret til samarbejde mellem hendes liste og [K]s liste. Hun har alene tilkendegivet, at hun ikke fandt det hensigtsmæssigt, at [K] sad i bestyrelsen for hendes liste, når han tillige stiller op på egen liste.
Det er derfor heller ikke korrekt, at han har fået et ”vink med en vognstang” om ikke at stille op til bestyrelsen, ligesom den manglende bestyrelsesplads ikke er årsagen til, at han og [B] nu ”kører deres løb”.
Politikerlede-bevægelsen er ikke et protestparti – listen er netop kaldt en bevægelse, fordi man er imod partisystemet.
Det er ikke korrekt, at han stillede op i Ringkøbing Amt for Folkestyrelisten, men derimod for Det Medborgerlige Retfærdighedsparti.
Bornholms Tidendes bemærkning om, at [K] har været involveret i et kompliceret forløb omkring sine forskellige bevægelser, er ikke korrekt, idet han alene har været involveret i to bevægelser i sin tid på Bornholm, nemlig Dansk Borgerretsbevægelse og Politikerlede-bevægelsen.
Til avisens bemærkning om, at [K] er velkommen til at kommentere sagen i avisen, har han anført, at han tidligere har benyttet sig af dette, men at han også er blevet nægtet optagelse af et læserbrev.
Bornholms Tidende har anført, at klagen bør afvises, idet [K] ikke har rettet henvendelse til avisen med henblik på at få optaget en rettelse, et indlæg, et læserbrev eller et genmæle.
Bladet har dernæst anført, at [K] i sin tid var så meget på kant med Dansk Folkeparti, at der er journalistisk belæg for at sige, at han blev smidt ud af partiet, også selv om han rent faktisk selv meldte sig ud.
Bladet har muligvis sammentrængt det meget komplicerede forløb omkring de bevægelser, som [K] har været involveret i. Dette er imidlertid ikke en overtrædelse af god presseskik, men blot almindelig journalistik, som [K] er velkommen til at kommentere i avisens debatindlæg. Det kan ikke være afgørende, om betegnelsen bevægelse, parti eller liste anvendes. Bladet er i øvrigt ikke bekendt med den af [K] omtalte Folkestyrebevægelse, som [K] ikke tidligere har omtalt over for bladet. I forbindelse med et interview i september 2003 oplyste han således selv over for bladet, at han havde stillet op for det Det Medmenneskelige Retfærdighedsparti i Ringkøbing Amt, og han omtalte hverken i den eller anden forbindelse Folkestyrelisten.
Der foreligger muligvis en misforståelse vedrørende [K]s indsamling af underskrifter til sin liste, men [K] er svær at blive klog på, og forholdet kan under ingen omstændigheder være en overtrædelse af god presseskik.
Efter bladets opfattelse har [A] givet [K] en kold skulder i den forstand, at hun ikke ønsker, at han skal være med til at tegne hendes nye liste, fordi han er så kontroversiel. At [A] af høflige årsager måtte have udtrykt anderledes over for [K] personligt, ændrer ikke herved.
I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Axel Kierkegaard, Bo Maltesen, Lene Sarup og Leif Max Hansen.
Pressenævnet udtaler:
Pressenævnet bemærker indledningsvis, at det er massemediernes opgave at bringe korrekt og hurtig information. Så langt det er muligt, bør det kontrolleres om de oplysninger, der gives, er korrekte.
Nævnet finder, at der i forbindelse med videregivelse af oplysningerne i de to artikler ikke er sket tilsidesættelse af god presseskik, og nævnet finder derfor ikke grundlag for at udtale kritik.
Afgjort den 2. maj 2005