Kendelse fra Pressenævnet i sag 2005-6-154/155
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2005/9402@2005-07-05/da
Indhold
[K] har klaget til Pressenævnet over en artikel bragt i Berlingske Tidende den 19. december 2004 og en enslydende artikel bragt samme dag i bladets Internetavis, idet han finder, at god presseskik er tilsidesat.
Artiklen havde overskriften ”Overdommeren fra Farsø” og underrubrikken ”Når landsbytosser udstyres med magt over mennesker”. Artiklen havde følgende ordlyd:
”For 7.000 år siden blomstrede en stenalderkultur, der har fået navn efter nogle strandbredder ved Ertebølle i Nordjylland. Kommunen, som Ertebølle ligger i, hedder Farsø, og her findes stenalderkulturen lys levende i kommunalbestyrelsen. En del af Farsøs 8.000 borgere har stemt på pensionist [K], der fra sin plads i kommunens børne- og ungeudvalg op til weekenden udtalte, at bare fordi en familiefar er dømt ved to retsinstanser for incest, så kan han sagtens være uskyldig, og incestanklagen kan i øvrigt bare være noget, et ondsindet barn har fundet på.
Vi fastholder et kort øjeblik dette snapshot af dansk kommunalt selvstyre anno 2004. Indtil i fredags handlede sagen som bekendt om en 13-årig pige, der er blevet seksuelt misbrugt af sin far. Faren er to gange blevet dømt for forbrydelsen, sidste gang ved landsretten med en strafskærpelse til to års fængsel. Han har nu udstået sin straf, og selvom pigen protesterer, gør Farsø Kommune klar til at gennemtvinge, at den 13-årige har kontakt med sine biologiske forældre.
Affæren er - som fastslået på denne plads i fredags - grotesk nok, som den lå. Men med [K]s forsøg på at opkaste sin borgerliste til øverste retsinstans her i landet og rejse tvivl om faderens skyld, altsammen for at begrunde kommunens stupide ønske om at overhøre den 13-åriges protester, tilføjes tragedien et farceagtigt skær.
Først og fremmest må vi igen opfordre til, at lovgrundlaget, som Farsøs folkevalgte henviser til, gås grundigt efter. Der skulle nødigt i loven være belæg for udskejelserne i Farsø kommunalbestyrelse. Samtidig bør større børn naturligvis høres i den slags anbringelsessager, ligesom de allerede bliver det i forbindelse med forældres skilsmisser.
Dernæst må vi - også i denne anledning - glæde os over strukturreformen, der med sit krav om større kommunale enheder formentlig kraftigt vil skære ned på antallet af landsbytosser med politisk mandat til at sjuske med menneskeskæbner. Farsø fusionerer f.eks. med tre nabokommuner til en ny og mere sund størrelse på 40.000 borgere.”
[K] har anført, at artiklens indhold er injurierende, krænkende, agtelsesforringende og skadevoldende, og at bladet har tilsidesat god presseskik ved ikke at forelægge ham artiklens oplysninger, inden de blev offentliggjort.
Referencen til ”landsbytosser” er krænkende.
Der er endvidere en række usandheder i artiklen. [K] har således ikke postuleret, at der rent faktisk er begået et justitsmord i sagen, men har alene peget på muligheden herfor.
Han har ikke omtalt barnet i sagen som ”ondsindet”.
Det er ikke korrekt, at der har været overvejelser om at gennemføre tvungent samvær mellem barnet og forældrene. Barnet har i øvrigt tidligere efter eget ønske haft samvær med forældrene og sin ældste storesøster.
Berlingske Tidende har anført, at der er tale om en lederartikel og således ikke en faktuelt baseret reportage eller lignende nyhedsartikel.
Lederartiklen indeholder ikke nye, hidtil ukendte oplysninger, der ved deres offentliggørelse kunne stille [K] i et indtil da ikke eksisterende ufordelagtigt lys. Artiklen bygger således på udtalelser og information, som i dagene forud havde været overordentlig udbredte, kendte og citerede i en lang række medier. Samtlige oplysninger i lederartiklen var derfor alment kendte i offentligheden.
Der er en lang tradition for, at medierne i form af lederartikler tilkendegiver deres holdninger. Mediet skal i den forbindelse gøre det klart, hvad der er faktiske oplysninger, og hvad der er kommentarer. I det foreliggende tilfælde blev artiklen bragt på den sædvanlige plads for bladets leder, og det må anses for åbenbart, at der var tale om en kommentar.
Kommentarer, der er markeret som sådanne, forudsætter ikke samme grad af forelæggelse som almindelige nyhedsreportager mv.
Artiklens indhold fremstår som subjektive vurderinger. Der er således tale om værdinormer og holdningstilkendegivelser, men ikke om faktuelle oplysninger, som kan bevises eller bestrides. Det ville også af denne årsag være uden mening at forelægge dem for [K].
Der hersker en meget vidtgående ytringsfrihed for meninger om samfundslivet og personers udførelse af offentlige roller, og der er meget vide rammer for at kommentere en politikers synspunkter.
At [K] finder artiklen ubehagelig, er ikke ensbetydende med, at god presseskik er tilsidesat. Bladet har i den forbindelse anført, at [K]s udtalelser må betegnes som voldsomt kontroversielle eller endog stødende.
Der står ikke i artiklen, at [K] skulle have sagt, at der er begået justitsmord i sagen. Der refereres alene til, at han har peget på dette som en mulighed. Der er i øvrigt ikke anvendt citationstegn i denne forbindelse, og bladet har således ikke angivet at citere [K].
For så vidt angår vendingen om et ”ondsindet” barn er dette en frit kommenteret gengivelse af [K]s udtalelser til andre medier om sagen. Heller ikke i denne sammenhæng har bladet angivet at citere [K].
Bladet har endelig anført, at der på tidspunktet for artiklens offentliggørelse var overvejelser om at etablere samvær mellem barnet og dettes forældre imod barnets ønske. Der er således ikke gengivet ukorrekte oplysninger i artiklen.
I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Niels Grubbe, Finn Rowold, Lene Sarup og Ole Askvig.
Pressenævnet udtaler:
Der er kun begrænsede muligheder for bevisførelse for nævnet, og nævnet har som følge heraf ikke mulighed for at tage stilling til, om der på tidspunktet for artiklens offentliggørelse var overvejelser om at gennemtvinge samvær mellem barnet og dets forældre, da artiklen blev offentliggjort.
Det fremstår efter Pressenævnets opfattelse klart, at der var tale om en lederartikel, hvori bladet tilkendegav sine egne holdninger til oplysninger, der forinden var offentliggjort andetsteds. Herefter har bladet ikke tilsidesat god presseskik ved at bringe artiklen uden at have forelagt dens indhold for [K] inden offentliggørelsen.
I debatindlæg, herunder lederartikler, er der en højere grad af frisprog end i nyhedsartikler og lignende reportager. Hertil kommer, at vurderingerne angår standpunkter, som [K] som politiker har fremsat i en offentlig debat. På denne baggrund har bladet ikke tilsidesat god presseskik ved som sket at anvende et skarpt ordvalg i sine vurderinger.
Pressenævnet finder heller ikke i øvrigt, at bladet har tilsidesat god presseskik.
Afgjort den 30. maj 2005.