Gelex

Kendelse fra Pressenævnet i sag 2005-6-156

GældendeVersion 2005-07-05
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2005/9403@2005-07-05/da

Indhold
  1. Indledning

[K] har klaget til Pressenævnet over, at JydskeVestkysten har afvist at bringe et genmæle i anledning af en artikel i JydskeVestkysten den 29. december 2004.

Artiklen havde følgende ordlyd:

” Kommunen står skoleret

KLAGERET : Repræsentanter fra Augustenborg Kommune skal til København for at forklare, hvorfor de ikke har gjort noget ved borger-klager.

Augustenborg: Socialministeriet rykker nu Augustenborg Kommune for svar omkring to klager, der er indsendt til ministeriet.

En borger har klaget over boligforeningen ASBO’s regnskaber for 2002 og indkaldelse til nogle afdelingsmøder i 2004. Ministeriet har tidligere rykket kommunen for svar i de konkrete sager, men der er ikke sket noget i sagen, og derfor føler ministeriet nu behov for at holde et møde med kommunen for at drøfte ASBO’s administration og Augustenborg Kommunes funktion som tilsynsmyndighed med ASBO.

[A], kommunaldirektør, siger, at kommunen har taget imod invitationen fra ministeriet, og repræsentanter drager til København i begyndelsen af det nye år.

- Hvis ministeriet føler behov for et møde, så tager vi et møde og sætter os ned og ser på sagen. Hvis vi laver fejl, skal vi selvfølgelig også have det at vide, siger [A].

Kommunaldirektøren siger, at det ikke er for at være uvenlige, at kommunen ikke har svaret ministeriet. Svarene har sådan set ligget klar, men den ene sag drejer sig om et regnskab, der er godkendt af byrådet, og det kan være lidt svært at gå ind i sådan en sag uden først at snakket med byrådet.

Borgeren bag de to klager har ikke ønsket at udtale sig til avisen.”

[K] anmodede den 3. januar 2005 JydskeVestkysten om genmæle på baggrund af artiklens afsluttende sætning; ”Borgeren bag de to klager har ikke ønsket at udtale sig til avisen.”.

JydskeVestkysten afviste den 4. januar 2005 anmodningen om genmæle. JydskeVestkysten bragte samme dag følgende rettelse i avisen:

”AUGUSTENBORG: Vi skrev forleden, at en borger i Augustenborg Kommune har indgivet to klager over Augustenborg Kommune i forbindelse med boligselskabet Asbo. Den klagende borger gør opmærksom på, at der er tale om tre klager – ikke to.

Vi beklager fejlen. sc.”

[K] har anført, at der er tale om tre klager, og at journalist [B]s påstand er falsk, idet redaktør [C] den 28. december 2004 ringede til ham, og bad om hans bemærkninger til sagen. Han bad om at få tilsendt artiklen, idet han ønskede at godkende det, han skulle citeres for. Udsagnet er derfor falsk, idet han gerne ville udtale sig, men at han samtidig ønskede at godkende det, han blev citeret for.

JydskeVestkysten har anført, at alle artiklens oplysninger er faktuelt korrekte, og at artiklen ikke rummer oplysninger af faktisk karakter, som er egnet til at påføre klager økonomisk eller anden skade af betydning.

JydskeVestkysten har endvidere oplyst, at det er korrekt, at artiklens forfatter, [B], ikke har talt med [K], idet hun er stærkt personligt berørt af, at klageren offentligt har betegnet hende og en kollega som ”luderjournalister”. [K] har dog haft mulighed for at kommentere artiklen ved redaktør [C]s henvendelse den 28. december 2004, hvilket han kun ønskede, hvis han forud for offentliggørelsen fik hele artiklen til gennemsyn.

JydskeVestkysten har bekræftet, at avisen begik en faktuel fejl ved at fastslå antallet af klager til to i stedet for tre. Fejlen blev imidlertid rettet i avisen dagen efter.

I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget:

Niels Grubbe, Finn Rowold, Lene Sarup og Ole Askvig.

Pressenævnet udtaler:

Artiklens oplysninger om, at der forelå to klager, og at borgeren bag klagerne ikke ønskede at udtale sig til avisen, er ikke egnede til at påføre [K] skade, og han har derfor ikke krav på genmæle, selvom det måtte være muligt at identificere ham som borgeren bag klagerne.

Afgjort den 30. maj 2005.

Versioner

  1. 2005-07-05