Praksisundersøgelse om nødvendige merudgifter, jf. § 84 i lov om social service - af fuldmægtig Tina Hansen\n(Nyt fra Ankestyrelsen, nr. 2, juni 2005)
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2005/9477@2005-08-02/da
Indhold
(Nyt fra Ankestyrelsen, nr. 2, juni 2005)
Ankestyrelsen har gennemført en praksisundersøgelse om nødvendige merudgifter ved den daglige livsførelse, jf. § 84 i lov om social service (serviceloven).
Ankestyrelsen har vurderet legaliteten af kommunernes og de sociale nævns afgørelser om merudgiftsydelse.
Formålet med undersøgelsen var primært at vurdere, om kommunernes og de sociale nævns afgørelser om merudgiftsydelse var i overensstemmelse med lovgivningen og Ankestyrelsens praksis, herunder vurdere kommunernes anvendelse af funktionsevnemetoden.
I undersøgelsen er indgået i alt 122 sager om bevilling, delvis bevilling eller afslag på merudgifter efter servicelovens § 84. Heraf indgår 82 sager fra 25 kommuner og 40 ankesager fra de 15 sociale nævn.
Akterne i de enkelte sager er gennemgået af Ankestyrelsen med henblik på at vurdere, om de trufne afgørelser er i overensstemmelse med lovgivningen og Ankestyrelsens praksis – den materielle vurdering.
Ankestyrelsen har alene erklæret sig uenig i afgørelser, der er truffet af de lokale myndigheder, hvis afgørelserne efter Ankestyrelsens vurdering er i klar modstrid med lovgivningen og Ankestyrelsens praksis.
Ankestyrelsen har herudover gennemgået sagerne med henblik på en vurdering af kommunernes anvendelse af funktionsevnemetoden, herunder borgerinddragelse.
Ankestyrelsen har endelig gennemgået sagerne med henblik på en vurdering af, om myndighederne har overholdt de forvaltningsmæssige og retssikkerhedsmæssige krav til sagsbehandlingen – formalitetsvurderingen.
Resultatet af undersøgelsen - kommunesagerne
Undersøgelsen viser for de kommunale sagers vedkommende, at kommunerne i 73 procent af sagerne har truffet afgørelser, der er i overensstemmelse med lovgivningen og Ankestyrelsens praksis.
Ankestyrelsen har erklæret sig uenig i 5 procent af sagerne – alle var helt eller delvis bevillingssager.
Ankestyrelsen har været i tvivl om afgørelsens rigtighed på grundlag af de foreliggende oplysninger i 22 procent af sagerne.
Ankestyrelsen har som anført i en del af de modtagne sager haft vanskeligt ved at vurdere afgørelsernes overensstemmelse med lovgivning og praksis og har derfor udtrykt tvivl om afgørelsens materielle rigtighed.
En af hovedårsagerne hertil har været, at Ankestyrelsens praksis vedrørende merudgiftsydelse efter servicelovens § 84 endnu er ret begrænset, hvorfor Ankestyrelsen ikke med tilstrækkelig sikkerhed har kunnet vurdere afgørelsens lovmedholdelighed.
En anden hovedårsag har været, at der i mange sager har været for få oplysninger om, hvorvidt betingelserne for hjælp efter servicelovens § 84 har været opfyldt.
Det manglende oplysningsgrundlag har overvejende relateret sig til kravet om, at den nødvendige merudgift skal være en følge af den nedsatte funktionsevne, og kravet om, at merudgiften ikke må kunne dækkes efter anden lovgivning eller andre bestemmelser i serviceloven.
I forhold til Ankestyrelsens vurdering af kommunernes anvendelse af funktionsevnemetoden, herunder borgerinddragelse, viser undersøgelsen, at kommunerne i 71 procent af sagerne har anvendt funktionsevnemetoden forud for afgørelsen om merudgiftsydelse efter servicelovens § 84.
Kommunerne har i 20 procent af sagerne ikke anvendt funktionsevnemetoden. Det var ikke relevant at anvende metoden i 10 procent af sagerne. Borgerinddragelsen var i 74 procent af sagerne samlet set tilstrækkelig.
I forhold til formalitetsvurderingen konstaterede Ankestyrelsen bl.a., at 85 procent af de kommunale afgørelser var skriftlige. 84 procent af afgørelserne var begrundet i overensstemmelse med de forvaltningsretlige krav til en begrundelse. 89 procent af afgørelserne var forsynet med korrekt klagevejledning.
Resultatet af undersøgelsen – nævnssagerne
For de sociale nævnssagers vedkommende viser undersøgelsen, at nævnene i 83 procent af sagerne har truffet afgørelser, der er i overensstemmelse med lovgivningen og Ankestyrelsens praksis.
Ankestyrelsen har erklæret sig uenig i 3 procent af sagerne (1 sag). Ankestyrelsen har i 15 procent af sagerne været i tvivl om afgørelsernes rigtighed på grundlag af de foreliggende oplysninger.
Vedrørende nævnenes påsyn af kommunernes anvendelse af funktionsevnemetoden viser undersøgelsen blandt andet, at det fremgår af sagerne, at nævnene i 28 procent af sagerne (11 sager) havde påset kommunernes anvendelse af funktionsevnemetoden. I 10 af disse sager vedrørte nævnenes påtale i den anledning kommunernes manglende anvendelse af metoden.
Hvor nævnene ikke havde påset eller påtalt kommunernes anvendelse af funktionsevnemetoden, skyldtes dette enten, at metoden var anvendt fuldt ud (9 sager), eller at sagen, således som den var indbragt for nævnet, ikke nødvendiggjorde påsyn/påtale af forhold vedrørende funktionsevnemetoden.
Vedrørende nævnenes sagsbehandling – formalitetsvurderingen – viser undersøgelsen bl.a., at alle nævnenes afgørelser var begrundet i overensstemmelse med de forvaltningsretlige krav til begrundelse.
I alle sager, hvor der skulle være foretaget partshøring, var dette sket, og i alle sager var klagevejledningen i overensstemmelse med forvaltningslovens krav hertil. I 83 procent af sagerne var afgørelsen truffet på baggrund af en helhedsvurdering, og i 83 procent af sagerne var borgerinddragelsen samlet set tilstrækkelig.
Ankestyrelsens anbefalinger
På baggrund af undersøgelsen har Ankestyrelsen anbefalet, at kommunerne særligt må have øget opmærksomhed på følgende forhold:
Oplysningsgrundlag
Ankestyrelsen finder, at undersøgelsens resultat giver anledning til at gøre opmærksom på nødvendigheden af et fyldestgørende oplysningsgrundlag, herunder at oplysninger om borgerne, som kommunerne er bekendt med fra andre/tidligere sager, kort refereres i sagen.
Nødvendige merudgifter som følge af funktionsnedsættelsen
Ankestyrelsen finder, at undersøgelsens resultat giver anledning til at gøre opmærksom på, at der alene kan bevilges merudgiftsydelse, hvis der er tale om nødvendige merudgifter, som er en følge af den nedsatte funktionsevne.
I forlængelse heraf anbefaler Ankestyrelsen, at kommunerne har øget opmærksomhed på at notere i sagerne, hvorvidt alle eller nogle af de ansøgte merudgifter vurderes at opfylde denne betingelse samt hvorfor.
Hjælp efter anden lovgivning eller andre bestemmelser i serviceloven
Ankestyrelsen finder, at undersøgelsens resultat giver anledning til at gøre opmærksom på, at der kun kan bevilges merudgiftsydelse efter servicelovens § 84, hvis merudgifterne ikke kan dækkes efter anden lovgivning eller andre bestemmelser i serviceloven.
Ankestyrelsen anbefaler i forlængelse heraf, at kommunerne har øget opmærksomhed på alternative muligheder for at yde hjælp, herunder f.eks. hjælp efter servicelovens § 71 om personlig og praktisk bistand i hjemmet eller servicelovens § 103 om individuel befordring.
Specifikation af, hvad den udmålte merudgiftsydelse dækker
Ankestyrelsen finder, at det af hensyn til såvel borgeren som dokumentation ved senere opfølgning af bevillingen vil være hensigtsmæssigt, at kommunen i videst muligt omfang redegør for, hvilke ydelser den udmålte hjælp dækker.
Funktionsevnemetoden, herunder borgerinddragelse
Ankestyrelsen finder, at kommunerne må være opmærksomme på, om borgeren i tilstrækkelig grad er inddraget i sagsbehandlingen. Dette kan ske ved en optimering af kommunernes anvendelse af funktionsevnemetoden sammen med de øvrige regler om borgerens retssikkerhed.
Ankestyrelsen anbefaler i forlængelse heraf vedrørende kommunernes anvendelse af funktionsevnemetoden, at kommunerne bør være opmærksomme på i hver sag at dokumentere anvendelsen af metodens enkelte led.
Skriftlighed
Ankestyrelsen anbefaler, at alle afgørelser meddeles borgeren i en skriftlig afgørelse.
Partshøring, begrundelse og klagevejledning
Kommunerne bør være opmærksomme på disse regler, herunder hvorvidt afgørelsen er udtryk for en delvis bevilling, hvor der skal gives klagevejledning.
Nævnenes afgørelser gav ikke anledning til særlige anbefalinger.
Rapporten om praksisundersøgelsen er offentliggjort på Ankestyrelsens hjemmeside www.ast.dk under Praksisundersøgelser.