Gelex

Kendelse fra Pressenævnet i sag 2005-6-202

GældendeVersion 2005-09-20
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2005/9594@2005-09-20/da

Indhold
  1. Indledning

Udlændingestyrelsen ved direktør Grethe Løgstrup har klaget til Pressenævnet over en artikel i Nordjydske Stiftstidende den 12. juni 2005, idet man finder, at god presseskik er tilsidesat.

Artiklen, der bar overskriften ” Med ryggen til samfundet ”, lød som følger:

”ATTENTAT: Den yderste venstrefløj på Nørrebro koger over endnu en umenneskelig udvisning. En homoseksuel iraner skal smides ud af Danmark. De første molotov-cocktails er smidt og Udlændingestyrelsens direktør har fået sin bil brændt af. Tre gamle venner fra Brønderslev er udset til at tage det næste skridt for gruppen HOMO/AKTION

22. august 2000

”Stedet var sgu da for vildt overvåget”, udbryder Bo. ”Og med god grund”, tilføjer Jesper til stor fornøjelse for både Bo og Bjarne, der er mindst lige så lettede og euforiske som deres kammerat, der fører den bordeauxrøde Ford Sierra ud af Hillerød og ned på motortrafikvejen mod København.

”Der var vi lige ved at blive taget som terrorister”, kommer det højstemt fra Jesper, mens trekløveret cruiser videre gennem den klare og stille august-nat .”

FIRE dage forinden, en torsdag formiddag på Skt. Hans Torv. Bo forlader sit kollektiv og går ned mod Fælledparken. Han har en aftale. På vej derned kigger han sig jævnligt over skulderen.

En vane, han har tillagt sig efter at have været politisk aktiv på venstrefløjen i over seks år.

BO misser med øjnene mod solen, tager det sidste hiv af cigaretten og knipser den fra sig. Midt inde i Fælledparken mødes han med en kammerat, der har været i Hillerød for at se på forholdene omkring en privatadresse [A], der tilhører Poul Mose Hansen, underdirektør i Udlændingestyrelsen.

De sidder i græsset og studerer intensivt de sider i Kraks Vejviser, der viser området omkring [A]. Bo er fast besluttet på, at aktionen skal fortsætte

DE går ind i baggården. Ved en lav, buet lampe lægger de deres mobiltelefoner i det høje græs, og går derefter hen til en bænk.

Bo tager ordet og fortæller om Homo/Aktion og de to første aktioner, gruppen har udført. ”Vil I være med til at lave en aktion”, spørger Bo. ”Hvem skal det være imod”, siger Jesper og tager et langt hiv af sin Prince Light for at få styr på det adrenalinsus, der lige har ramt ham. ”Poul Mose Hansen. Han er underdirektør i Udlændingestyrelsen og bor i Hillerød”, svarer Bo. ”Hvad er det, vi helt præcist skal gøre”, spørger Jesper. ”Vi tager derop på søndag, og så brænder vi hans bil af, ligesom vi brændte hende direktørens bil af”.

EGENTLIG kom afslaget ikke som den helt store overraskelse for ham, for han har mistet troen på det samfund, vi lever i. Derfor kæmper han mod de etablerede institutioner som for eksempel politiet og Udlændingestyrelsen. Hans grænse går ved at angribe uskyldige mennesker fysisk. Derfor er det Poul Mose Hansens bil, det skal gå ud over og ikke ham selv.

Poul Mose Hansen har godt nok et ansvar for det, han laver. Men ikke så stort et ansvar, at det ville retfærdiggøre, at der skete noget med ham personligt.

Politiet er en helt anden historie. Hvis de har deres uniform og deres beskyttelse på, og de rykker frem for at slås, så må der blive konfrontation. Det har Bo ingen problemer med.

IMELLEMTIDEN er Bo nået hjem. Selvom mødet ikke gik helt som planlagt, er han overbevist om, at de nok skal sige ja.

For Bo er det lige så meget en personlig som en politisk sag. Han adskiller slet ikke de to ting. Han har boet i kollektiver, der har huset flygtninge under jorden. Og de historier, han har hørt om deres lidelser, gør, at det lige pludselig ikke længere er statistikker. Det er mennesker af kød og blod, der har gået så meget grusomhed igennem, og så er det usselt, at vi i et rigt samfund som Danmark ikke vil hjælpe. Det skal Poul Mose Hansen have at vide.

PRÆCIS ligesom Grethe Løgstrup, direktøren for Udlændingestyrelsen, fik det at vide, da Bo knap ti dage tidligere var med til at kaste en molotovcocktail gennem ruden på hendes Saab 9000.

DE skal have at vide, at de har et ansvar. At de ikke kan gemme sig bag deres skrivebord og sige, at de blot udfører deres job.

DAGEN efter mødet i baggården går Jesper ned på Cafe Den Lille på Nørrebro. Her mødes han med Bo. Han sætter sig over for ham.

«Har du tænkt over, hvordan vi kommer derop?«, lyder Jespers første bemærkning. Bo smiler. Det er typisk Jesper at stille sådan et spørgsmål. Der er ingen grund til at spilde tiden med at forklare, at han gerne vil med til Hillerød.

INDEN de skilles, aftaler de, at Jesper skal skaffe en bil og et par nødblus, så skal Bo nok klare resten. Aktionen mod Poul Mose Hansen kan fortsætte

OM lørdagen mødes Bo med Cecilie, der skal sende pressemeddelelsen fra Homo/Aktion af sted, når aktionen i Hillerød er gennemført. Cecilie er engageret i partipolitik på venstrefløjen, og normalt holder hun sig indenfor lovens rammer.

Heldigvis for politiet er der ingen problemer med at skygge bilen, da den kører ud af København, så da Sierraen drejer ned på Hillerød-motorvejen er [B] ikke i tvivl om, hvad der skal ske. Der er kun en højtstående ansat i Udlændingestyrelsen, som bor i denne retning. Alt disponibelt personale er derfor beordret til at slå en usynlig ring om Poul Mose Hansens privatbolig i Hillerød.

”DEN ligger hele tiden langt bagude”, konstaterer Bo, der nu kigger permanent ud af bagruden. Den muntre stemning er blevet til en naturlig nervøsitet.

De er nået til afkørslen, hvor de skal svinge fra.

FOR enden af afkørslen kommer de op til en rundkørsel. Jesper kører meget langsomt rundt for at se, om de stadig bliver forfulgt.

”Den kører en anden vej ud”, lyder det lettet fra Bo, da de selv svinger ud af rundkørslen. De kommer op til Herredsvejen. Bo har nu taget Krakskortet frem og dirigerer Jesper igennem Hillerød. ”Er det Frederiksværksgade? Så er det rigtigt nok”. Efter en kort tur igennem et mennesketomt Hillerød, drejer den bordeauxrøde Ford Sierra ind på Hillerødsholmsallé og drejer til højre ind på parkeringspladsen ved skolen. Området virker helt menneskeforladt.

JESPER kører op i bunden af parkeringspladsen.

”Når vi går, parkerer du bilen sådan, at du kan se os i bakspejlet oppe på stien dér, når vi kommer løbende tilbage. Så starter du bilen, når vi er så tæt på, at vi bare hopper ind og kører”, forklarer Bo og vender sig mod Bjarne. ”Men vi går den anden vej rundt. Vi ses”, siger Bo og lukker døren.

DEN anden vej rundt er lidt af en omvej. For at komme op til [A] skal de hele vejen rundt om en fodboldbane, der støder op til parkeringspladsen. Ud på [E], hvis mange lindetræer står i fuldt flor. Første vej på højre hånd er [F], der går langs med fodboldbanen. Næste vej på højre hånd er [A]. For enden af vejen, hvor den munder ud i et svagt belyst stisystem, ligger nummer [A].

BÅDE Bjarne og Bo er nu dybt koncentreret om den forestående aktion. Bo har nødblussene godt gemt inde under sin jakke, men Bjarne har endnu ikke fundet en egnet sten. Stenen skal være stor nok til at smadre en rude i Poul Mose Hansens bil, så Bo kan kaste nødblussene gennem hullet.

”VENT et øjeblik”, siger Bjarne, da de nærmer sig [A]. Han bukker sig ned og lirker en sten fri af et havebed. Stenen minder om en stor brosten.

”Den skulle nok kunne smadre en bilrude,” tænker Bjarne og føler en lidt underlig form for lettelse over, at han nu har fundet en egnet sten. Alt er nu klar til angrebet på Poul Mose Hansens bil. En enkelt bil på [F] bryder stilheden, da den overhaler dem. Hverken Bo eller Bjarne tænker nærmere over den.

INDE i bilen sidder politiassistent [C] og hans kollega. Betjentene ankommer til området i sidste øjeblik og bliver dermed to af de allersidste brikker i et stort puslespil, der danner en usynlig ring om [A].

DA Bo og Bjarne drejer ind på [A], tager Bo nødblussene frem.

Han skruer de røde hætter af og smider dem fra sig i en sandbunke. Han stikker nødblussene tilbage under jakken og glider tilbage i dyb koncentration. Da han igen kigger op, ser han to mørke skikkelser, der kommer gående imod ham og Bjarne på den anden side af vejen. Som sædvanlig har Bjarne ikke sine briller på, så han kan ikke se dem rigtigt. «Hvad i alverden laver de her på denne tid af natten«, når han lige at tænke.

PÅ [A] passerer Bo og Bjarne de to mørke skikkelser på den anden side af vejen.

”Gad vide, om det er en eller anden form for naboværn”, tænker Bo, mens hjertet falder på plads igen efter et besøg i halsen.

INGEN af dem tænker på de to mænds rigtige identitet. Politimænd.

PET og det lokale politi har slået den usynlige ring om Poul Mose Hansens hus og Bo, Bjarne og Jesper er netop nu de mest overvågede personer i hele Danmark. De passerer det ene sovende parcelhus efter det andet og når til nummer [A]. Ud for grunden begynder de at gå langsomt. Meget langsomt. Huset ser bestemt ikke ud som de har forestillet sig. Det røde murstenshus har kun en meget lille forhave, der er omkranset af et bed med et par træer. Hvad værre er; den grå Renault Laguna holder i en garage, der er bygget sammen med resten af huset. Det betyder, at hvis de gennemfører deres plan og sætter ild til bilen, så er der stor risiko for, at der også vil gå ild i huset. «Det her vil jeg ikke være med til«, siger Bjarne og ryster på hovedet. ”Fint nok”, svarer Bo, der allerede har besluttet, at det er udelukket at sætte ild til bilen. ”Måske kunne de smadre den i stedet for!?” Han bliver brat revet ud af sine tanker, da nattens stilhed brydes af en hund. En underlig gøen. Det lyder som om, at nogen prøver at holde hunden for snuden, så den ikke kan gø. Lyden kommer omme bag fra Poul Mose Hansens hus. Kort efter begynder hækken bag dem at rasle underligt. Næsten som om, at den er levende. ”Lad os smutte”, siger Bjarne tydeligt utilpas ved situationen.

POLITIASSISTENT [D] er som alt andet disponibelt personale blevet kaldt til området omkring [A].

Klokken 02.05 går han på en af de små stier i stisystemet, der forbinder [A] og parkeringspladsen ved Hillerødsholmskolen. Pludselig ser han to personer komme gående mod ham. De kan ikke undgå at se ham.

”Vi svigter ikke”, siger Bo og foreslår samtidig, at han og Bjarne lige tager ti minutters pause, inden de går tilbage til [A].

POLITIETS indsatsleder, [B], føler, at situationen er under kontrol. Han har nu fået placeret minimum 18 politifolk i nærheden af [A]. Det bliver ikke i aften, at nogen kommer noget til. Ikke på hans vagt.

Hans tanker er delt i to. På den ene side vil han gerne tage Bo og Bjarne på fersk gerning, men på den anden side håber han ikke, at de når at sætte ild til Poul Mose Hansens bil. Han føler dog ikke, at politiet allerede nu har nok beviser til at skride til anholdelse. De bliver nødt til at vente på det næste træk fra Jesper, Bo og Bjarne.

”LAD os rykke”, udbryder Bjarne fra bagsædet.

”OK”, svarer Bo. «Lad os gå samme vej som her til sidst«. Hvert eneste skridt Bo og Bjarne tager er overvåget af politifolk, der ligger i buske eller står bag hække i indkørsler. Politiet er klar til at slå til i det øjeblik, der skulle ske noget.

BO og Bjarne stiller sig på hjørnet af [A] og giver sig til at stirre over på nummer [A]. De er i vildrede.

Især Bo føler sig forpligtet til at gøre et eller andet, men han ved ikke hvad. En idé former sig langsomt i hans hoved. Måske kan de placere nødblussene i forhaven og kaste en sten mod hoveddøren, så Poul Mose Hansen bliver vækket. Det er jo ikke særlig risikabelt. Han er sikker på, at nødblussene blot vil brænde ud og ikke sætte ild til noget. Samtidig vil det helt sikkert give Poul Mose Hansen et chok. Han vil få noget at tænke over.

BOS tanker bliver brat afbrudt af en helt tydelig raslen fra hækken bag ham og Bjarne. Denne gang lyder det som om, at nogen er snublet over et eller andet.

”Fuck, det er for sindssygt det her”, skælver Bjarne og kigger på Bo. ”Ja, lad os smutte”, siger Bo og aflyser dermed reelt aktionen.

BO ærgrer sig. På den ene side er han lettet over, at det er overstået, men på den anden side er han meget skuffet over, at de ingenting gjorde.

En planlagt aktion giver ingen omtale, det tvinger ikke Poul Mose Hansen til at tænke over konsekvenserne af sine handlinger og sidst, men ikke mindst, så hjælper det på ingen måde den homoseksuelle iraner. De diskuterer deres mystiske oplevelser og rent instinktivt beslutter Bo at skaffe sig af med nødblussene. Han smider dem ind under en bøgehæk, da han og Bjarne er tæt på parkeringspladsen.

Efterskrift

Bo, Bjarne og Jesper blev alle anholdt ved en storstilet razzia på Nørrebro natten til 1. september 2000, hvor mere end 100 politifolk stormede ni kollektiver på Nørrebro.

Bo blev kendt skyldig i brandstiftelse i Vallensbæk samt forsøg på brandstiftelse i Hillerød. Dommen blev anket helt til Højesteret, som stadfæstede Østre Landsrets dom på tre års fængsel.

Bjarne fik sin dom prøvet ved Højesteret, der satte hans dom ned til halvandet års fængsel mod de to år, han havde fået i Østre Landsret for forsøg på brandstiftelse i Hillerød. Også Jesper fik halvandet års fængsel for sin medvirken til forsøg på brandstiftelse i Hillerød. Retterne fandt, at det var en skærpende omstændighed, at attentaterne var politisk motiverede, da de var rettet mod ledende medarbejdere i Udlændingestyrelsen med henblik på at gennemtvinge afgørelser på asylområdet. Dog var det en formildende omstændighed, at angrebene var rettet mod genstande frem for mennesker.

Jesper og Bjarne har begge afsonet deres domme i Jyderup Statsfængsel, mens Bo blev prøveløsladt for seks uger siden.

Jesper begyndte at læse historie på Københavns Universitet, mens han sad i Jyderup Statsfængsel. Idag arbejder 29-årige Jesper i en Brugs på Vestsjælland. 30-årige Bjarne er næsten færdiguddannet sygeplejerske, og 27-årige Bo har lidt over et år tilbage, inden han kan kalde sig tømrer.

Alle tre er opvokset i Brønderslev og kommer fra familier, der socialt kan betegnes som middel eller over middel.

Med hensyn til den homoseksuelle iraner, så er der ingen spor af ham. Hans advokat, Ole Malmquist, har ingen kendskab til hans opholdssted og Udlændingestyrelsen ønsker ikke at oplyse, om hans udvisning blev effektueret, da en sådan oplysning hører ind under rent private forhold.

Alle personer med tilknytning til det venstreradikale miljø optræder under dæknavne. Deres rigtige navne er redaktionen bekendt.

Denne artikel er blevet til ved gennemgang af retsbøger og domme fra såvel Københavns Byret som Østre Landsret. Med undtagelse af politiet og Poul Mose Hansen, der ikke har ønsket at medvirke aktivt, er samtlige kilder blevet interviewet flere gange. Derudover er der brugt eksisterende artikler, der har med Homo/Aktion at gøre. Alle tidspunkter, handlinger og tanker er derfor resultatet af en præcis rekonstruktion.”

Der er sammen med artiklen endvidere vist et kort over området, hvor man blandt andet kan se [A] optegnet.

Udlændingestyrelsen har gjort gældende, at det er i strid med god presseskik at bringe så detaljeret en beskrivelse af Poul Mose Hansens lokalområde, som gjort i artiklen. Ligeledes finder Udlændingestyrelsen det i strid med god presseskik, at avisen bragte et kort over lokalområdet, idet begge forhold muliggør lokalisering af Poul Mose Hansens privatbolig, hvilket gør ham og hans familie og naboer utrygge.

Endelig har Udlændingestyrelsen anført, at det er i strid med god presseskik, at Nordjyske Stiftstidende ikke kontaktede Poul Mose Hansen forud for publiceringen af artiklen, men blot kontaktede ham i 2002, da den hovedopgave, som artiklen bygger på, blev skrevet.

Nordjyske Stiftstidende har anført, at artiklen blev bragt i bestræbelse på at belyse og give læserne indsigt i det stærkt venstreorienterede miljø på Nørrebro. Derfor valgte man at bringe artiklen med hele den dokumentation, der fortæller om en udvikling og tendenser i det danske samfund. Avisen beklager, hvis de har generet Poul Mose Hansen og hans familie med artiklen, men afviser, at artiklen er i strid med god presseskik, idet den alene viderebringer den dokumentation, der ligger i sagen. Endvidere er de anførte oplysninger om Poul Mose Hansens telefonnummer og adresse offentligt tilgængelige på nettet.

Nordjyske Stiftstidende har oplyst, at Poul Mose Hansen er forsøgt kontaktet flere gange, både på arbejde og på dennes privatadresse i forbindelse med, at artiklen blev skrevet, men at han ikke har svaret og ikke har villet medvirke til udformningen af artiklen.

I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget:

Axel Kierkegaard, Bo Maltesen, Kaare R. Skou og Ole Askvig.

Pressenævnet udtaler:

Pressenævnet har ikke mulighed for at foretage en bevismæssig bedømmelse af faktiske forhold, som parterne er uenige om. Nævnet kan derfor ikke tage stilling til, om Poul Mose Hansen har fået tilstrækkelig lejlighed til at udtale sig i forbindelse med udarbejdelsen af artiklen.

Det følger af de vejledende regler om god presseskik, at meddelelser, som kan krænke privatlivets fred, skal undgås, medmindre klar almen interesse kræver offentlig omtale.

Tre medlemmer – Axel Kierkegaard, Kaare R. Skou og Ole Askvig – udtaler herefter:

Vi finder, at det ikke var nødvendigt for at få artiklens budskab frem, i detaljer, med angivelse af husnummer og vejnavn, at beskrive Poul Mose Hansens lokalområde, og at det ligeledes var unødvendigt at bringe et kort over området, hvorfor vi udtaler kritik heraf.

Et medlem – Bo Maltesen – udtaler:

Jeg finder, at Poul Mose Hansen er en offentlig person, og at den påtænkte forbrydelse var rettet mod hans hjem. Da sagen har væsentlig offentlig interesse, er det derfor et naturligt led i bladets reportage om sagen at angive adressen. Da adressen ydermere er offentlig tilgængelig, finder jeg, at det ikke er i strid med god presseskik at offentliggøre den, hverken i teksten eller i en grafik.

Der afsiges kendelse efter stemmeflertallet og Pressenævnet udtaler sin kritik af Nordjyske Stiftstidende.

I medfør af medieansvarsloven § 49 pålægger Pressenævnet herefter den ansvarshavende redaktør af Nordjyske Stiftstidende at offentliggøre følgende:

Den 12. juni 2005 bragte Nordjyske Stiftstidende en artikel, der skulle belyse det venstreorienterede miljø i Danmark. I artiklen var blandt andet underdirektør i Udlændingestyrelsen, Poul Mose Hansens, navn og adresse omtalt, ligesom der var trykt et vejkort over området med angivelse af hans bopæl. Udlændingestyrelsen har klaget til Pressenævnet, idet den finder, at god presseskik er tilsidesat ved blandt andet at bringe disse oplysninger.

Pressenævnet udtaler:

Pressenævnet har ikke mulighed for at foretage en bevismæssig bedømmelse af faktiske forhold, som parterne er uenige om. Nævnet kan derfor ikke tage stilling til, om Poul Mose Hansen har fået tilstrækkelig lejlighed til at udtale sig i forbindelse med udarbejdelsen af artiklen.

Det følger af de vejledende regler om god presseskik, at meddelelser, som kan krænke privatlivets fred, skal undgås, medmindre klar almen interesse kræver offentlig omtale.

Tre medlemmer – Axel Kierkegaard, Kaare R. Skou og Ole Askvig – udtaler herefter:

Vi finder, at det ikke var nødvendigt for at få artiklens budskab frem, i detaljer, med angivelse af husnummer og vejnavn, at beskrive Poul Mose Hansens lokalområde, og at det ligeledes var unødvendigt at bringe et kort over området, hvorfor vi udtaler kritik heraf.

Et medlem – Bo Maltesen – udtaler:

Jeg finder, at Poul Mose Hansen er en offentlig person, og at den påtænkte forbrydelse var rettet mod hans hjem. Da sagen har væsentlig offentlig interesse, er det derfor et naturligt led i bladets reportage om sagen at angive adressen. Da adressen ydermere er offentlig tilgængelig, finder jeg, at det ikke er i strid med god presseskik at offentliggøre den, hverken i teksten eller i en grafik.

Der afsiges kendelse efter stemmeflertallet og Pressenævnet udtaler sin kritik af Nordjyske Stiftstidende.

Afgjort den 14. september 2005.

Versioner

  1. 2005-09-20