Kendelse fra Pressenævnet i sag 2005-6-194
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2005/9650@2005-10-25/da
Indhold
[K] har klaget til Pressenævnet, idet Jydske Vestkysten har handlet i strid med god presseskik ved ikke at bringe en oplysning om et tiltalefrafald af 12. maj 2005 fra Politimesteren i Tønder, selvom avisen har omtalt sagen i 2003 og 2004.
[K] har anført, at Jydske Vestkysten i 2003 og 2004 løbende har omtalt sagen i avisen, men at avisen ikke har bragt noget efter, at Politimesteren meddelte tiltalefrafald, selvom han ved e-mail af 16. maj 2005 til chefredaktøren anmodede om, at Politimesterens brev blev bragt i avisen.
Efter en gennemgang af artiklerne bragt i Jydske Vestkysten fra 2003 og frem kan alene følgende relevante citater for denne sag anføres:
I en artikel bragt den 24. januar 2003 stod følgende:
”Ikke afhørt.
Sekretariatsleder ved Tønder Politi, [A], bekræfter, at politiet har været inddraget i en sag om trusler.
”Jeg kan bekræfte, at vi har været tilkaldt, men vi har endnu ikke afhørt manden. Derfor kan jeg ikke sige, hvad han i givet fald bliver sigtet for”, siger [A].”
I flere af Jydske Vestkystens artikler vedrørende [K] gengives sagen kronologisk til slut i artiklen. Således bragte avisen den 5. april 2004 en artikel, i hvilken sagen opridses. I den kronologiske oversigt over sagen stod blandt andet:
”Den 14. januar 2003 møder kirkegårdslederen op på menighedsrådsformand [B’s] Kontor. [K] må lægges i håndjern og fjernes af fire politibetjente.”
[K] har anført, at Jydske Vestkysten skal bringe brevet fra Politimesteren i avisen, da der er tale om veldokumenterede, oplysende nyheder, og da sagen har været meget omtalt i avisen igennem flere år.
Jydske Vestkysten har anført, at avisen ikke er forpligtet til at bringe dette, jf. de vejledende regler for god presseskik pkt. C 3, idet avisen ikke har viderebragt oplysninger om, hvad [K] var sigtet/tiltalt for, da avisen ikke har kunnet få dette oplyst hos politiet i Tønder.
Jydske Vestkysten har videre anført, at avisen har udvist stor hensynsfuldhed overfor [K] ved at undlade at omtale et tilhold, som [K] har fået i forhold til menighedsrådets formand, [B’s], revisionskontor.
Jydske Vestkysten har endelig anført, at avisen har dækket sagen i fuld overensstemmelse med god presseskik.
I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Lene Pagter Kristensen, Bo Maltesen, Kaare R. Skou og Kirsten Dyregaard.
Pressenævnet udtaler:
Klagen i sagen angår det forhold, at Jydske Vestkysten har undladt at bringe en oplysning om, at Politimesteren i Tønder har meddelt klager et tiltalefrafald, jf. de vejledende presseetiske regler pkt. C3, hvorefter ”en omtale af en straffesag bør følges op med et referat af sagens afslutning, hvad enten denne finder sted i form af tiltalefrafald, frifindelse eller domfældelse”.
Efter medieansvarslovens § 34, stk. 2, skal klager over massemediers indhold og handlemåde indgives senest 4 uger efter ”offentliggørelsen”. I en situation som den foreliggende, hvor klagen ikke vedrører et offentliggjort forhold, må klagefristen på 4 uger i stedet regnes fra det tidspunkt, hvor den handlemåde, som klagen vedrører, har manifesteret sig.
Tiltalefrafaldet fra Politimesteren i Tønder blev meddelt klager ved brev af 12. maj 2005, og Jydske Vestkysten blev informeret om tiltalefrafaldet ved klagerens e-mail af 16. maj 2005. Klagen – som er indgivet til Pressenævnet 22. maj 2005 – er derfor rettidig.
Jydske Vestkysten har ikke direkte omtalt straffesagen mod [K] i sine artikler. Avisen har i artiklerne 24. januar 2003 og 5. april 2004 beskrevet, hvorledes [K] af fire politibetjente blev anholdt og ført bort i håndjern fra menighedsrådsformandens kontor, og avisen har citeret en ansat fra Tønder politi for at have udtalt, at politiet overvejede at rejse sigtelse efter at have afhørt [K]. Det er efter Pressenævnets vurdering ikke tilstrækkeligt til, at forholdet kan henføres under de vejledende regler om god presseskik punkt C3.
Pressenævnet finder derfor, at Jydske Vestkysten ikke har hand-
let i strid med god presseskik ved at undlade at bringe en omtale af tiltalefrafaldet.
Afgjort den 12. oktober 2005