Gelex

Kendelse fra Pressenævnet i sag 2005-6-204

GældendeVersion 2005-10-25
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2005/9652@2005-10-25/da

Indhold
  1. Indledning

Den 1. juni 2005 bragte Urban på avisens forside og videre på avisens side 51 en artikel omhandlende brugen af et foto af en myrdet taxachaufførs hoved i en reklame for et musikarrangement. [K], der er den afdøde taxachaufførs tidligere hustru og mor til hans mindreårige barn, har klaget til Pressenævnet, idet hun finder, at brugen af det pågældende foto i forbindelse med artiklen er i strid med god presseskik.

På Urbans forside stod:

” Afhugget hoved som reklamesøjle

Hovedløst – Nattearrangementet ”Distortion”, som begynder i dag, bruger billedet af det afhuggede hoved af den myrdede taxachauffør [A] i programmet for arrangementet. Festivalens samarbejdspartnere, som tæller blandt andet Goethe Instituttet, Vega og Wonderful Copenhagen, er forargede.

”Det er makabert. Det er uacceptabelt, og det har ikke noget med festivalen at gøre,” siger leder af Goethe Instituttet Dr. Christoph Bartmann.

Den ansvarlige for programmet, Thomas Fleurquin, beklager, at det afhuggede hoved er kommet i programmet. Han siger, at han ikke genkendte taxachaufføren, da han godkendte programmet.”

Artiklen fortsatte på side 51:

” Afhugget hoved reklamerer for festival

UHYGGELIGT

Det afhuggede hoved af taxachauffør [A] reklamerer for nattelivsarrangementet 'Distortion', der begynder i dag. Samarbejdsparterne er forargede. Den ansvarlige arrangør, Thomas Fleurquin, har nu byttet 3.400 programmer ud med nye.

FEJL - Det ubehagelige foto af taxachauffør [A]s afhuggede hoved poserer for nattelivsfestivalen 'Distortion'. URBAN fandt programmet i Pumpehuset og gjorde Distortions samarbejdspartnere opmærksom på den bizarre reklamesøjle. Ingen af de adspurgte havde endnu set programmet, men alle var provokeret, også Kulturhuset Goethe Instituttets leder, Dr. Christoph Bartmann. »Det er makabert. Det er uacceptabelt og har ikke noget med festivalen at gøre. Vi støtter ikke den slags sensationslysten aktivitet,« siger han. Spillestedet Vega tager ligeledes afstand fra den grafiske ide. »Det er ikke Vega-stil at have et billede af en mand, der er blevet slået ihjel under dybt tragiske omstændigheder. Politiet offentliggjorde fotoet for at opklare en drabssag, men at forbinde det med en festival, der fejrer nattelivet, det er ikke os. Det er en seriøs fodfejl, som jeg ikke mener, 'Distortion' står for,« siger Vegas PR- og kommunikationschef Nikolaj Hyltén Cavallius. Han vil ikke have programmerne liggende og understreger, at hvis han havde set programmet før det var røget i trykken, var det ikke blevet godkendt. Ikke særlig wonderful Eventchef i Wonderful Copenhagen, Martin Bender, er ærgerlig over misbruget af turistorganisationens gode navn. Men er i øvrigt glad for festivalen, som er en del af det kulturelle vækstlag i byen. »Vi kan ikke censurere alt, der har kant, væk fra byen. Så bliver her lige så kedeligt som i Frankfurt,« mener Martin Bender, der fremover vil sikre sig en bedre kvalitetsstyring fra firmaet 'Human Productions', der arrangerer 'Distortion'. En holdning som Mads Nørgaard, ejeren af Nørgaard på Strøget, deler. »Jeg tager afstand fra brugen af fotoet. Men jeg håber ikke, det betyder noget dårligt. Thomas Fleurquin er en gave til København, det her er så en undtagelse. Jeg synes, det er noget rigtig lort, og helt unødvendigt. Det er dumt. Fjollet. Åndssvagt,« siger Mads Nørgaard. Hovedpersonen Thomas Fleurquin fra 'Human Productions' godkendte programmet, fordi han ikke genkendte taxachaufføren, men troede, at han var en af de to grafikeres kammerater. Da fejlen gik op for ham, sammenkaldte han ni frivillige til at male fotoet på de 7.000 programmer over med tusch. Blandt de ni var de to grafikere, der valgte at bringe den parterede mand. »Grafikerne ville udtrykke deres negative holdning til hårde stoffer. De er blevet straffet ved ikke at få løn for deres arbejde,« oplyser arrangøren. Det var kolleger, der gjorde Thomas Fleurquin opmærksom på miseren. »Sponsorerne er stødte og skuffede,« beklager den ellers vellidte 31-årige eventmager gentagne gange. »Det er ikke et billigt pr-trick. Det er dobbeltdårligt for mig, for vi går meget op i respekt, menneskelighed og god stemning i København. Hvis jeg havde haft 25.000 kroner, havde jeg gentrykt programmer,« understreger den tydeligt brødbetyngede eventmager. Hovedstaden skulle nu være støvsuget for de gamle programmer. Festivalen begynder i dag. ”

Artiklen var ledsaget af et foto af den afdøde taxachaufførs afhuggede hoved fra en folder brugt til promovering af en musikfestival. Henover fotoet stod ”June 1 Wednesday City” og under fotoet stod ”Et afhugget hoved på en brochure for nattelivet var for meget, og de 7.000 programmer er nu korrigeret med tusch”.

[K] har anført, at hun og afdødes øvrige familie finder, at det er usmageligt og krænkende, at der gengives et foto af programmets forside i den pågældende artikel.

[K] har endvidere anført, at det er uanstændigt at skrive en artikel, i hvilken der gives udtryk for forargelse over brugen af fotoet, og samtidig at gengive fotoet på ny.

[K] har endelig anført, at hun ikke ønsker en eventuel kritik af avisen offentliggjort i Urban.

Urban har anført, at fotoet blev bragt, fordi de anså det som en vigtig dokumentation for den absurde brug af fotoet, som eventbureauet havde foretaget.

Urban har endvidere anført, at den beklager den reaktion, de har medført hos de efterladte.

I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget:

Lene Pagter Kristensen, Bo Maltesen, Kaare R. Skou og Kirsten Dyregaard.

Pressenævnet udtaler:

Det følger af de vejledende regler om god presseskik, at meddelelser, som kan krænke privatlivets fred, skal undgås, medmindre klar almen interesse kræver offentlig omtale.

Pressenævnet finder, at det ikke var nødvendigt for at få artiklens budskab frem at gentrykke fotoet af det afhuggede hoved. Det havde været fuldt tilstrækkeligt at beskrive, hvordan programmet så ud.

Pressenævnet udtaler af disse grunde alvorlig kritik af Urbans brug af det pågældende foto.

Da [K] ikke har ønsket kendelsen offentliggjort i Urban, har Pressenævnet besluttet ikke at pålægge den ansvarshavende redaktør af Urban at offentliggøre kendelsen i medfør af medieansvarsloven § 49.

Afgjort den 12. oktober 2005.

Versioner

  1. 2005-10-25