Kendelse fra Pressenævnet i sag 2005-6-230
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2005/9701@2005-11-09/da
Indhold
[K] har klaget til Pressenævnet over en artikel i Fyens Stiftstidende den 11. september 2005, idet hun finder, at god presseskik er tilsidesat.
Artiklen har følgende ordlyd:
” Forkyndelsen er vigtigst
50 ÅR: Sognepræst Lone Wellner Jensen var kun 42 år, da hun blev udnævnt til den første kvindelige provst på Fyn
Hun var både den første kvinde og den hidtil yngste til at trække i provstekjolen på Fyn. Efter at have været sognepræst i Skellerup og Ellinge siden 1986 blev Lone Wellner Jensen i 1998 udnævnt til provst for Kerteminde Provsti.
Nu er det rundt regnet otte år siden. Dengang var Lone Wellner Jensen kun
42 år. Torsdag runder hun de 50.
SELV BETRAGTER Lone Wellner Jensen det fortsat som lidt af en tilfældighed, at hun skulle blive den første kvindelige provst i Fyens Stift. Hun søgte og fik jobbet, forbi hun var kvalificeret til det.
Hverken mere eller mindre og slet ikke noget i retning af rødstrømpehalløj. Alligevel synes Lone Wellner Jensen ganske godt tilfreds med, at hun ikke længere er ene høne i kurven.
Andre steder i landet har der i årevis været provster af hunkøn. Foreløbig kan hun på Fyn danne en slags trekløver med kollegerne i provstierne Bogense og Ringe.
OPRINDELIGT stammer Lone Wellner Jensen fra landsbyen Thorsted på Skanderborgkanten. I barndomshjemmet med klaver lå det lige for, at den lille Lone skulle lære at spille. Det gjorde hun så godt, at hun tjente til lommepengene ved at være organist i tre af egnens kirker.
Samtidig modnedes tanken om at blive præst. Lone Wellner Jensen er student fra Horsens og blev teolog fra universitetet i Århus i 1985.
Da eksamen var i hus, ville Lone Wellner Jensen have embede på landet. Det kendte hun hjemmefra. Hun mente også, at det kunne give bedre tid til den fordybelse, som en præst må have for at kunne lade op i dagligdagen, samt ikke mindst at lære beboerne at kende.
ØNSKET FIK hun opfyldt. I sommeren 1986 blev Lone Wellner Jensen sognepræst i de to små østfynske sogne Skellerup og Ellinge, som med deres tilsammen knapt 1300 indbyggere hører til de små på Fyn.
Lone Wellner Jensen forsømmer sjældent nogen lejlighed til at fortælle om sin glæde ved at være netop præst. Det gælder først og fremmest for de mennesker, som hun omgås i og uden for sine sogne.
Hun viser omsorg, men efter hendes mening må den del af præstearbejdet aldrig overskygge det allervigtigste: Forkyndelsen.
MED udnævnelsen til provst fulgte nyt arbejde med. Provsterne står hovedsageligt for en række administrative opgaver i forhold til både præsterne og kirkens bygninger. Det betød en ændring for Lone Wellner Jensen.
Hun fik og har naturligvis fået mere travlt. Men det gør ikke noget. Lone Wellner Jensen kan lide at sætte ting i værk og få dem til at køre. Nogle kalder hende for et administrativt talent samtidig med, at hun altid har for øje, at hun er og bliver præst.
AT HUN af og til som provst risikerer at få et skrub, tager Lone Wellner Jensen med et yderst professionelt anstrøg. Sådan er hun også i stand til at agere, hvis det viser sig nødvendigt.
Og det kan det være, når Lone Wellner Jensen blandt provstiets præster har en type som [A]-præsten [K]. Hun både sender og giver anledning til ikke så få og indviklede klager. Så godt som hver gang bliver provsten indblandet.
Det går der både masser af tid, papir og møder med. For Lone Wellner Jensen er det opgaver, der skal løses på samme ordentlige måde som alle andre. Ingen får hende til så meget som at antyde andet.
Højst en næsten usynlig grimasse, der med lidt god vilje kan ligne et smil. En veludviklet humor og det store grin hører andre og festlige lejligheder til.
BEHOVET for at slappe af og samle kræfter dækker Lone Wellner Jensen i familiens sommerhus på Hindsholm. Her skal hun helt enkelt have tid til at få læst, hvad der venter af både fag- og skønlitteratur. Hun har det rigtigt godt, når bogstaverne danser hen over siderne med viden, inspiration, oplysning og underholdning.
Både i sommerhuset og præstegården i Skellerup kan det næsten ikke undgås, at der bliver talt om kirke. Lone Wellner Jensen er gift med stiftskontorchef, amanuensis, cand.jur. Asger Gewecke, der har sit arbejde på stifts- og bispekontoret i Odense. Som alle andre i systemet er hun dog henvist til de officielle kanaler, hvis hun har brug for et godt administrativt eller juridisk råd.”
[K] har anført, at det er i strid med god presseskik, at avisen i en fødselsdagsomtale af provst Lone Wellner Jensen har omtalt hende og hendes klagesager hos provsten. Uanset om hun har klagesager hos provsten, kommer dette ikke fødselsdagsomtalen ved.
Fyens Stiftstidende har afvist, at det er i strid med god presseskik at omtale [K] og hendes klagesager som sket, idet portrættet af provsten i artiklen er en bred omtale fra stilling som provst til fritid. Endvidere er det en offentlig kendt sag, at [K] er en hyppig klager over mange forhold.
I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Axel Kierkegaard, Bo Maltesen, Kaare R. Skou og Ole Askvig.
Pressenævnet udtaler:
Henset til den begrænsede mulighed for bevisførelse for Pressenævnet kan nævnet ikke tage stilling til, om [K] har sager som anført i artiklen til behandling hos provsten eller om den nærmere baggrund for oplysningernes fremkomst.
Artiklen fremstår som en bredt formuleret beskrivelse af provstens arbejde og fritid. Pressenævnet finder, at en omtale af [K] ved navns nævnelse ikke kan anses nødvendig for at få artiklens budskab frem, men at omtalen dog ikke er af en sådan karakter, at den er skadelig, krænkende eller agtelsesforringende, eller at den på anden måde er i strid med de vejledende regler om god presseskik. Pressenævnet finder, at der derfor ikke er grundlag for at udtale kritik.
Afgjort den 2. november 2005.