Kendelse fra Pressenævnet i sag 2005-6-220

GældendeVersion 2005-11-09

Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2005/9704@2005-11-09/da

Indhold

Indledning

Kirkelig Forening for den Indre Mission i Danmark har klaget til Pressenævnet over tre artikler og tilhørende billedtekst i B.T. den 1. august 2005, idet man mener, at god presseskik er tilsidesat.

Den første artikel har følgende ordlyd:

” Presses til bryllup af indre mission

Sex før ægteskabet er en synd. Så det gælder for indremissionske forældre om at få børnene gift så hurtigt som muligt

Djævelen tager dig, hvis ikke du er gift, når du er fyldt 18 år. Det lyder sekt-agtigt, men det er hverdagen for mange kristne unge i Danmark, der bliver presset til alteret i en alt for tidlig alder.

De barske metoder, som presser unge ind i tidlige ægteskaber, bliver messet af præster og forældre i de mest benhårde af de indremissionske trossamfund i Danmark. Og det har alvorlige følger for dem.

”De unge i missionen bliver presset til at blive gift, inden de næsten er myndige,” siger psykolog [A].

Hun har praksis i [C] i Ringkøbing Amt – midt i missionens hjerte. Hun har lige nu unge, der har forladt Indre Mission, i behandling, og gennem hendes tid som psykolog har hun oplevet mange unge fra Indre Mission, der kommer ud i en krise på grund af presset fra familien og missionen.

”Når unge bliver presset til at blive gift, er det fordi, forældrene tror, de kan styre dem. Forældrene er jo meget imod sex før ægteskabet, og derfor gælder det om at få dem gift hurtigst muligt. Når de ikke kan styre de unges lyster, er det deres løsning,” forklarer hun.

Smadret selvværd

[A] mener, at de unges selvværd bliver direkte smadret, fordi de reelt set ikke må bestemme over noget i deres liv. De lærer at være fuldstændig ukritiske over for alt. Det, forældrene siger, er Guds egne ord, tror de.

”Jeg mener faktisk, at det er direkte overgreb fra forældrenes side. Og det er faktisk uhyggelig alvorligt,” fortæller hun.

Desuden kan tidligt ægteskab være med til at smadre de unges fremtid. Hvis ægteskabet er indgået på grund af pres eller tvang i en ung alder, er der nemlig stor sandsynlighed for, at det ikke holder, ifølge psykologen.

Heldigvis går det op for nogle af de unge, at missionen og forældrenes jerngreb måske ikke er det rigtige for dem. Og det er her, [A] kommer ind i billedet.

”De unge, som forlader missionen, er dem, der har set verden udenfor. De begynder at tvivle på, om de virkelig skal giftes så hurtigt, og om det er det rigtige. Derfor kommer de til mig og spørger, om der er noget galt med dem,” siger hun.

Men derefter venter en langvarig proces, hvor de unge langsomt skal begynde at tro på sig selv og verden udenfor. De skal lære at tænke selv – og det kan nemt tage op til 30 timers intensiv terapi.

”Hvis de vælger at forlade missionen, mister de jo hele deres netværk. Alt, de har lært, bliver smidt væk. Og det er specielt hårdt, hvis forældrene slet ikke vil tale med dem. Det ser jeg ofte,” siger hun.

Gruppepres

Også religionsekspert og teolog [B] fra Københavns Universitet, kender til de fanatiske forældre, der presser unge til at blive gift.

”Gruppepresset i Indre Mission gør, at de unge bliver gift tidligt. Det giver sig selv, da sex før ægteskabet er direkte forbudt,” fortæller [B] fra Københavns Universitet.

Og han ved godt, hvorfor det er så vigtigt for de kristne ekstremister. Indre Mission er nemlig meget traditionsbunden og værner om familien i alle sammenhænge. Så selv om det ikke er naturligt for unge at blive gift som 18-årige i 2005, tror Indre Mission stadig, at det er vejen til et lykkeligere liv.

”Det er en del af religionen, at de er familiebundne og meget

traditionstro,” forklarer han. Men man kan ikke skære alle over en kam. [B] mener, at de kristne, der presser purunge til at blive gift, er såkaldte ”hardliners”. Disse er de mest ekstreme inden for Indre Mission i Danmark, og det er dem, der kan finde på at udstøde medlemmer, hvis de lever på en anden måde.

”Hardliners har den mentalitet, at enten er man inde, eller også er man ude,” siger [B].”

Midt i artiklens tekst er følgende citat af [A]:

”Jeg mener, at det er direkte overgreb fra forældrenes side. Og det er faktisk uhyggeligt”

Under et foto af en ung kvinde, som sidder foran en kirke med hovedet støttet i sine hænder står:

”Tvangsægteskaber er ikke kun noget, der foregår i muslimske indvandrer-familier. Mange unge fra Indre Mission bliver også presset til at gifte sig som purunge. Sex før ægteskabet er direkte forbudt, så det gælder for forældrene om at få løst dette problem hurtigst muligt”

Under et foto af den interviewede psykolog, [A], står følgende:

”Psykolog [A]: ’De unge, som forlader missionen, har set verdenen udenfor. De er begyndt at tvivle på, om det kan være rigtigt, at de skal giftes så hurtigt.”

Den anden artikel, der klages over, lyder som følger:

” Indre Missions mange ansigter

Fra almindelige kristne til fundamentalister. Religionsekspert, [B], Københavns Universitet forklarer forskellen på de forskellige retninger i Indre Mission.

Hardliners:

Fundamentalisterne. Mange af dem rører ikke alkohol, og de er imod kvindelige præster og specielt bøsser, som de fordømmer helt.

De er meget familiebundne, og derfor er det enormt vigtigt, at de unge stifter familie hurtigst muligt. Også fordi sex før ægteskabet er forbudt – hvis man dyrker det, risikerer man at blive udstødt af sine forældre.

Hardliners skiller gode fra onde – altså gud fra satan. Og hvis man forlader menigheden, er man tabt til satan.

De bløde:

De fredelige og folkelige. De går mere i kirke end de fleste danskere, og beder bordbøn. De kan sagtens drikke vin og spiritus; de kan også byde på et glas, hvis man er gæst. De er mere tolerante overfor homoseksuelle, men synes stadig, at ægteskab er mellem mand og kvinde. Laver også en del ungdomsarbejde.

De frie:

De københavnske missionærer. De er kristne, men vil gerne forny kirken og gøre gudstjenesten til en mere musikalsk oplevelse. Det er typisk unge, og de mødes på caféer, hvor de spiller og synger.”

Den tredje artikel, der klages over, har overskriften ” Mette brød ud af tyranniet ”, og lyder som følger:

” Alle hendes venner blev gift, inden de var fyldt 20

Mette, 21, fra Midtjylland nægtede at blive gift, selv om hendes stærktindremissionske forældre krævede det. I stedet valgte hun at forlade sin hjemby og flyttede til Århus.

Det blev dyrt for hende. Hendes forældre vendte hende ryggen, da hun blot var 19 år, fordi hun blev kritisk over for troen og ikke ville giftes. Mette har ikke talt med forældrene i over to år. Hendes eneste livline til dem er hendes bror og søster, som stadig lever i missionens jernlænker. De taler meget lidt, men det er Mettes eneste forbindelse til sin familie, som engang var hendes et og alt.

Øl og fest er syndigt

»Jeg er træt af at være ked af det. Det er hårdt ikke at tale med sine forældre, men sådan må det være. Jeg har jo ikke selv bestemt det,« siger hun.

Men Mettes tårer er nu ved at blive vendt til mod. Igennem en lang periode har hun kæmpet for at få lov at leve det liv, hun aldrig fik lov til derhjemme. I dag hører hun popmusik, går i byen og lever, som de fleste danske unge.

”Jeg har altid fået at vide, at øl og fest er syndigt, og at det var djævelens værk. Nu har jeg lært, at det ikke er sådan,” siger hun.

Hendes veninder stod allerede hvid brud i kirken som 18-årige. Deres forældre fortalte dem, at kæresterne var den eneste ene, og derfor skulle de tage sig sammen og blive rigtige ”ægtefolk”.

”Alle mine gamle venner er for længst blevet gift. Forældrene i missionen tvinger dem til at blive gift, når de er 18 år,” fortæller hun.

Presset blev for stort

Og det undrede hende. Efter at hun begyndte i gymnasiet og fik venner uden for missionen, begyndte hun at stille kritiske spørgsmål til sine forældre. Hun havde en kæreste i missionen, og forældrene syntes, at hun skulle giftes med ham.

Men presset blev for meget for hende, og hun valgte at flytte og opgive livet som ekstrem kristen.

Nu arbejder hun til dagligt i en butik, og i weekenden fester hun med sine venner. Det er meningen, at hun vil tage en uddannelse, når hun føler sig klar til det. Hendes forældre var også imod, at kvinder tog en længere uddannelse. De syntes ikke, det var nødvendigt for hende, da de mente, at kvindens plads er i hjemmet.

Alt er blasfemisk

Desuden undrer hun sig i dag over, at alting bliver kaldt blasfemisk, hvis ikke missionen synes om det. Det kan være sex, fest og musik.

”Alt, hvad man gør, bliver nærmest kaldt blasfemisk. Man må jo ingenting. Og sex er nok det største tabu,” forklarer Mette.

Mette har ikke gennemgået terapi for at komme videre i sit liv. Hun har fået nye venner, og de hjælper hende med at bearbejde tabet af hendes fundamentalistiske forældre.

Mettes navn er opdigtet, fordi hun frygter, at hendes forældre opdager hendes identitet. Hendes rigtige navn er redaktionen bekendt.”

I en faktaboks om Indre Mission står:

”Kirkelig Forening for den Indre Mission i Danmark, kaldet Indre Mission, er stiftet den 13. september 1861 af en kreds af præster og lægfolk med det dobbelte formål at vække troslivet og samle de troende i de helliges samfund. De har 400 missionshuse i hele Danmark. Der er ansat 163 lønnede medarbejdere, som er bosat rund om i landet og arbejder i tilknytning til det lokale arbejde.

Indre Mission udgiver desuden bladene IMT – Indre Missions Tidende og Et Ord med på vejen. Begge blade har et oplag på 9.000 om ugen – og det er cirka det samme antal medlemmer, de har.”

Det fremgår af sagen, at såvel psykolog [A] som religionsforsker ved Københavns Universitet [B] har haft citaterne i artiklerne forelagt til udtalelse, inden artiklerne blev bragt. B.T. erkender, at der, for så vidt angår [A], er sket redigeringsfejl, således at der er mindre afvigelser fra de citater, hun havde rettet til efter forelæggelsen. [A] finder, at disse ændringer ikke blot har karakter af mindre afvigelser, men at der er tale om fejlcitater eller manipulation. Ifølge det oplyste har [B] endvidere over for Indre Mission tilkendegivet, at han er blevet fejlciteret. Det fremgår ikke nærmere af de oplysninger, som klager har tilvejebragt, hvori fejlcitaterne består.

Det fremgår af sagen, at B.T. den 18. august 2005 har optaget et læserbrev fra [A] vedrørende hendes kommentar til artiklen af 1. august 2005.

Som følge af indholdet af det bragte har Indre Mission anført, at have retlig interesse i sagen. B.T.s indsigelse herimod er alene et teknisk forsøg på at tale uden om det, sagen drejer sig om. Indre Mission har videre præciseret, at det ikke er organisationen som sådan, men de mennesker, der tilslutter sig Indre Mission, som er blevet krænket ved de bragte artikler med tilhørende billedtekst.

Indre Mission har derudover anført, at artiklerne indeholder fejlagtig information, og at mange af oplysningerne er udokumenterede.

Dette gælder således, når det oplyses, at den omtalte piges veninder alle er blevet gift, inden de fyldte 18 år, at djævlen skulle tage personer, som ikke er gift, når de fylder 18 år, og at gruppepres i Indre Mission er årsagen til, at mange af de unge gifter sig så tidligt. Indre Mission bestrider, at medlemmer i givet fald bliver udstødt, og understreger, at det slet ikke er muligt at være ”medlem” af Indre Mission, som ikke er en medlemsorganisation. Udtrykket ”tvangsægteskab” er ifølge Indre Mission endvidere ukorrekt, groft og krænkende og burde derfor ikke have været anvendt.

Indre Mission har herudover anført, at oplysningerne er krænkende og virker agtelsesforringende. Oplysningerne er endvidere ikke blevet efterprøvet i særlig grad i overensstemmelse med de vejledende regler for god presseskik eller forelagt for Indre Mission inden de blev bragt.

Indre Mission har derudover anført, at B.T. ikke har udvist kritik over for sine kilder, og at begge kilder hævder at være fejlciteret, eller at deres udtalelser er blevet manipuleret.

Indre Mission har desuden anført, at de læserbreve, som B.T. har optaget om sagen, alle er trykt, fordi B.T. erfarede, at Indre Mission havde klaget til Pressenævnet.

B.T. har anført, at der kan stilles spørgsmålstegn ved, om Indre Mission har retlig interesse i sagen og dermed er klageberettiget, idet det intet sted i artiklerne fremgår, at Indre Mission som organisation skulle have nogen lod og del i forældrenes og enkelte præsters pres mod de unge til at indgå ægteskab, ligesom det fremgår af en fremhævet boks med en artikel, at Indre Mission har mange ansigter. Dermed fremhæves det, at det på ingen måde er organisationen som sådan, der har noget med denne sag at gøre, men at der alene er tale om grupperinger inden for missionen.

Herudover har B. T. anført, at psykolog [A] og religionsekspert, teolog [B], har haft citaterne til gennemsyn og godkendelse, hvorfor citaterne er korrekte, bortset fra nogle få, underordnede redigeringsfejl vedrørende [A]s udtalelser, hvilke dog ikke har ændret på indholdet.

For så vidt angår benyttelse af betegnelsen ”tvangsægteskab”, har B.T. anført, at dette er populærbetegnelsen for den situation, at unge mennesker presses til at gifte sig mod deres vilje, hvorfor betegnelsen også kan anvendes i den foreliggende situation, selv om de unge mennesker er kærester og allerede er i et forhold, som de – ifølge B.T. – tvinges til at cementere gennem ægteskab. B.T. præciserer, at denne praksis alene hævdes at eksistere blandt de personer, som B.T. benævner ”hardliners”.

B.T. har videre anført, at oplysningerne i artiklerne er korrekte, idet de er indhentet gennem interviews med personer med tilknytning til Indre Mission. Videre har B.T. anført, at [A], den ene af de to hovedkilder, – har godkendt citaterne, hvorfor de ikke kan betegnes som hverken forkerte eller manipulerede.

B.T. har endelig anført, at der senere er blevet bragt læserbreve skrevet af den ene hovedkilde, psykolog [A].

I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget:

Axel Kierkegaard, Bo Maltesen, Kaare R. Skou og Ole Askvig.

Pressenævnet udtaler:

Artiklerne fremstår dels som en gengivelse af udtalelser fra psykolog, [A] og religionsekspert ved Københavns Universitet [B], og dels som en opregning over forskellige kategorier inden for Indre Mission samt en gengivelse af et forløb vedrørende en ung kvinde, der har brudt med Indre Mission.

Det er en betingelse for at klage til Pressenævnet, at klageren har retlig interesse i det forhold, som der klages over. Det indebærer, at man selv som person, organisation, virksomhed eller lignende skal være omtalt, afbilledet eller på anden måde identificeret i mediet. Det er ikke tilstrækkeligt blot at have interesse i det emne, der er behandlet.

To medlemmer – Axel Kierkegaard og Kaare R. Skou – udtaler:

Vi finder, at den tredje artikel, der klages over, fremstår som en gengivelse af en sag vedrørende en ung kvinde, der har valgt at forlade Indre Mission. Gengivelsen heraf er af en sådan personlig og individuel karakter, at Kirkelig Forening for den Indre Mission i Danmark ikke har retlig interesse og dermed heller ikke er klageberettiget i forhold til denne artikel, hvorfor denne del af klagen afvises.

Vi finder, at omtalen af Indre Mission i den første og anden artikel er af en sådan karakter, at bevægelsen, for så vidt angår bevægelsen som forening, har retlig interesse i sagen og dermed er klageberettiget.

Det fremgår af sagen, at de omhandlede citater har været til gennemsyn og godkendelse hos [A] og [B]. Den ene af de citerede ønskede rettelser i citaterne, hvilket dog ikke skete. Under sagens behandling foreligger der imidlertid ikke nærmere oplysninger om, hvori ændringerne i citaterne består.

Sådan som sagen foreligger oplyst og som følge af Pressenævnets begrænsede muligheder for bevisførelse, kan vi ikke tage stilling til, om citaterne er korrekt gengivet.

Det er vor opfattelse, at de oplysninger, der gives om Indre Mission i den første artikel, og som bygger på de bragte citater, er af en sådan karakter, at artiklen må antages at kunne være skadelig for foreningen, og at den derfor burde være forelagt for denne med henblik på en kommentar, inden den blev bragt. Vi udtaler derfor kritik vedrørende dette punkt.

Den anden artikel, der klages over, fremstår som en generel udtalelse vedrørende forskellige grupperinger inden for Indre Mission. Vi finder, at der ikke er grundlag for at antage, at oplysningerne kan anses for skadelige, krænkende eller agtelsesforringende for foreningen, hvorfor der ikke er grundlag for at udtale kritik heraf.

Vi finder sammenfattende, at der ikke i øvrigt er grundlag for at udtale kritik vedrørende disse to artikler.

To medlemmer – Bo Maltesen og Ole Askvig – udtaler:

Vi finder, at Kirkelig Forening for den Indre Mission i Danmark ikke er omtalt i artiklerne på en sådan måde, at Indre Mission som organisation har retlig interesse i at klage til Pressenævnet. Det fremgår endvidere af klagen, at det ikke er Indre Mission som organisation, men de forældre og præster, der tilslutter sig organisationen, der føler sig krænket. Vi finder derfor, at sagen skal afvises.

Da der er stemmelighed, er formandens stemme afgørende, og Pressenævnet udtaler kritik af B.T. i forhold til den første artikel.

I medfør af medieansvarsloven § 49 pålægger Pressenævnet herefter den ansvarshavende redaktør af B.T. at offentliggøre følgende:

Den 1. august 2005 bragte B.T. en række artikler om Indre Mission i Danmark. Artiklerne fremstod dels som en gengivelse af udtalelser fra en psykolog og en religionsforsker, dels som en opregning over forskellige kategorier inden for Indre Mission samt en gengivelse af et forløb vedrørende en ung kvinde, der har brudt med Indre Mission. Kirkelig Forening for den Indre Mission i Danmark har klaget til Pressenævnet, idet foreningen finder, at god presseskik er tilsidesat.