Gelex

Kendelse fra Pressenævnet i sag 2005-6-222

GældendeVersion 2005-12-07
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2005/9754@2005-12-07/da

Indhold
  1. Indledning

[K] har klaget til Pressenævnet over en artikel i B.T. den 1. august 2005, idet hun mener, at god presseskik er tilsidesat.

Artiklen, der har overskriften ” PRESSES TIL BRYLLUP AF INDRE MISSION ” og underoverskriften ” Sex før ægteskabet er en synd. Så det gælder for indremissionske forældre om at få børnene gift så hurtigt som muligt”, lyder som følger:

”Djævelen tager dig, hvis ikke du er gift, når du er fyldt 18 år. Det lyder sekt-agtigt, men det er hverdagen for mange kristne unge i Danmark, der bliver presset til alteret i en alt for tidlig alder.

De barske metoder, som presser unge ind i tidlige ægteskaber, bliver messet af præster og forældre i de mest benhårde af de indremissionske trossamfund i Danmark. Og det har alvorlige følger for dem.

”De unge i missionen bliver presset til at blive gift, inden de næsten er myndige,” siger psykolog [K].

Hun har praksis i [A] i Ringkøbing Amt – midt i missionens hjerte. Hun har lige nu unge, der har forladt Indre Mission, i behandling, og gennem hendes tid som psykolog har hun oplevet mange unge fra Indre Mission, der kommer ud i en krise på grund af presset fra familien og missionen.

”Når unge bliver presset til at blive gift, er det fordi, forældrene tror, de kan styre dem. Forældrene er jo meget imod sex før ægteskabet, og derfor gælder det om at få dem gift hurtigst muligt. Når de ikke kan styre de unges lyster, er det deres løsning,” forklarer hun.

Smadret selvværd

[K] mener, at de unges selvværd bliver direkte smadret, fordi de reelt set ikke må bestemme over noget i deres liv. De lærer at være fuldstændig ukritiske over for alt. Det, forældrene siger, er Guds egne ord, tror de.

”Jeg mener faktisk, at det er direkte overgreb fra forældrenes side. Og det er faktisk uhyggelig alvorligt,” fortæller hun.

Desuden kan tidligt ægteskab være med til at smadre de unges fremtid. Hvis ægteskabet er indgået på grund af pres eller tvang i en ung alder, er der nemlig stor sandsynlighed for, at det ikke holder, ifølge psykologen.

Heldigvis går det op for nogle af de unge, at missionen og forældrenes jerngreb måske ikke er det rigtige for dem. Og det er her, [K] kommer ind i billedet.

”De unge, som forlader missionen, er dem, der har set verden udenfor. De begynder at tvivle på, om de virkelig skal giftes så hurtigt, og om det er det rigtige. Derfor kommer de til mig og spørger, om der er noget galt med dem,” siger hun.

Men derefter venter en langvarig proces, hvor de unge langsomt skal begynde at tro på sig selv og verden udenfor. De skal lære at tænke selv – og det kan nemt tage op til 30 timers intensiv terapi.

”Hvis de vælger at forlade missionen, mister de jo hele deres netværk. Alt, de har lært, bliver smidt væk. Og det er specielt hårdt, hvis forældrene slet ikke vil tale med dem. Det ser jeg ofte,” siger hun.

Gruppepres

Også religionsekspert og teolog Niels Henrik Gregersen fra Københavns Universitet, kender til de fanatiske forældre, der presser unge til at blive gift.

”Gruppepresset i Indre Mission gør, at de unge bliver gift tidligt. Det giver sig selv, da sex før ægteskabet er direkte forbudt,” fortæller Niels Henrik Gregersen fra Københavns Universitet.

Og han ved godt, hvorfor det er så vigtigt for de kristne ekstremister. Indre Mission er nemlig meget traditionsbunden og værner om familien i alle sammenhænge. Så selv om det ikke er naturligt for unge at blive gift som 18-årige i 2005, tror Indre Mission stadig, at det er vejen til et lykkeligere liv.

”Det er en del af religionen, at de er familiebundne og meget

traditionstro,” forklarer han. Men man kan ikke skære alle over en kam. Niels Henrik Gregersen mener, at de kristne, der presser purunge til at blive gift, er såkaldte ”hardliners”. Disse er de mest ekstreme inden for Indre Mission i Danmark, og det er dem, der kan finde på at udstøde medlemmer, hvis de lever på en anden måde.

”Hardliners har den mentalitet, at enten er man inde, eller også er man ude,” siger Gregersen.”

I artiklen er fremhævet følgende citat:

”Jeg mener, at det er direkte overgreb fra forældrenes side. Og det er faktisk uhyggeligt”

I artiklen er indsat et foto af en ung kvinde, som sidder foran en kirke og støtter hovedet i sine hænder. Under dette står:

”Tvangsægteskaber er ikke kun noget, der foregår i muslimske indvandrer-familier. Mange unge fra Indre Mission bliver også presset til at gifte sig som purunge. Sex før ægteskabet er direkte forbudt, så det gælder for forældrene om at få løst dette problem hurtigst muligt”

Under et andet foto af [K] foran en kirke står:

”Psykolog [K]: ”De unge, som forlader missionen, har set verdenen udenfor. De er begyndt at tvivle på, om det kan være rigtigt, at de skal giftes så hurtigt.”

Det fremgår af sagen, at [K] har haft citaterne i artiklen forelagt til udtalelse, inden artiklen blev bragt. B.T. erkender, at der er sket redigeringsfejl, således at der er mindre afvigelser fra de citater, [K] havde rettet til efter forelæggelsen. [K] finder, at disse ændringer ikke blot har karakter af mindre afvigelser, men at der er tale om fejlcitater eller manipulation. Ifølge det over for Pressenævnet oplyste lød citaterne – efter [K]s havde tilføjet sine rettelser – som følger. Rettelserne er anført i kursiv:

”De unge i missionen og [ i andre trossamfund ], kan blive presset til at blive gift, [ mens de er meget unge ] inden de næsten er myndige”

”Når unge bliver presset til at blive gift, er det fordi, forældrene tror, de kan styre dem [ mener, at de dermed kan kontrollere dem]. Forældrene er jo meget imod sex før ægteskabet, og derfor gælder det om at få dem gift hurtigst muligt. Når de ikke kan styre de unges lyster, er det deres løsning”. [ B.T. havde i overensstemmelse med [K]s ønsker ændret udtrykket ”de unges drifter” til ”de unges lyster”. ]

”Jeg mener faktisk, at det er direkte overgreb fra forældrenes side. Og det er faktisk uhyggelig alvorligt”. [K] havde bedt om at få slettet ordet ”direkte” fra dette citat

”De unge, som forlader missionen, er dem, der har set [ at der er en ] verden udenfor.”

”Hvis de vælger at forlade missionen, mister de jo hele deres netværk. Alt de har lært, bliver midt væk. Og det er specielt hårdt, hvis forældrene slet ikke vil tale med dem. Det ser jeg ofte.”

[K] indsendte den 3. august 2005 et læserbrev til B.T. med hendes kommentar til artiklen af 1. august 2005. Læserbrevet blev bragt af bladet den 18. august 2005

[K] har anført, at de udtalelser, hun er fremkommet med i samtalen med B.T.s journalist, er blevet stærkt manipuleret og taget ud af deres sammenhæng. Endvidere har hun anført, at journalisten har tilskrevet hende holdninger og udtalelser, som hun ikke på noget tidspunkt har haft eller er fremkommet med. Særligt har hun anført, at hun under samtalen udtalte sig generelt om de problemer, unge mennesker kan opleve, hvis de forlader fundamentalistiske sekter, og at hun ikke udtalte sig kritisk specifikt om Indre Mission, og at hun særligt lagde vægt på, at hun er af den opfattelse, at Indre Mission ikke praktiserer tvangsægteskaber.

[K] har ligeledes anført, at journalisten ikke har fremlagt citaterne til gennemsyn på fuldstændig vis, til trods for at parterne havde indgået en mundtlig aftale herom, samt at journalisten bevidst ikke har taget højde for de rettelser, hun fremsendte til de forelagte citater, og at han har ændret ordlyden af hendes udtalelser.

Endelig har [K] anført, at B.T. var for længe om at besvare hendes henvendelser til avisen, og at der gik for lang tid, fra hun indsendte et læserbrev vedrørende artiklen, til dette blev bragt i B.T.

B.T. har vedrørende citaterne anført, at det er korrekt, at de ikke er ordret de samme, som de af [K] godkendte citater, hvilket B.T. vedkender, er en fejl. B.T. mener imidlertid ikke, at dette ændrer væsentligt på citaternes indhold.

[K] sagde ifølge B.T. til fotografen, at præsten i den kirke foran hvilken det ene foto blev taget ikke tilhører ”den hårde kerne af Indre Mission”, og at han derfor ikke skulle inddrages i sagen. Denne udtalelse beviser ifølge B.T., at [K] var klar over, at fokus i artiklen var på Indre Mission.

B.T. har ligeledes anført, at det af [K] anvendte udtryk ”Missionen”, i Vestjydsk sprogbrug er synonymt med Indre Mission.

Endelig har B.T. vedrørende anvendelse af udtrykket ”tvangsægteskab” anført, at der visse steder i artiklen benyttes populært sprog, hvilket i nogle tilfælde kommer i konflikt med de mere religionsteoretiske spørgsmål.

I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Niels Grubbe, Finn Rowold, Lene Sarup og Ole Askvig.

Pressenævnet udtaler:

Pressenævnet har ikke mulighed for at foretage en bevismæssig bedømmelse af faktiske forhold, som parterne er uenige om. Nævnet kan derfor ikke afgøre, om [K] alene har udtalt sig generelt om sekter eller specifikt henvist til Indre Mission, og heller ikke, om [K] har udtalt sig til B.T.s fotograf om en præsts tilknytning til Indre Mission. Nævnet kan af samme grund ikke bedømme, om de i artiklen anførte citater er taget ud af den sammenhæng, de fremkom i under interviewet, og heller ikke, om citaterne blev fremsendt til gennemsyn i fuldstændig form.

Efter at citaterne havde været til gennemsyn og godkendelse hos [K], blev der foretaget ændringer, og de citater, der er fremhævet bl.a. i forbindelse med fotografier, er ikke gengivet i samme ordlyd som den, der blev bragt i artiklen. Pressenævnet finder imidlertid, at de bragte citater ikke afviger afgørende fra de citater, der er godkendt af [K], og der er derfor ikke grundlag for kritik.

I overensstemmelse med det almindelige princip om redaktørens ret til at redigere mediet er redaktøren berettiget til at beslutte, hvad man vil bringe i bladet, herunder i hvilket omfang og hvornår læserbreve optages. Læserbreve, der indsendes som led i en aktuel debat, bør dog – hvis redaktøren vælger at optage dem - optages uden væsentlig forsinkelse fra indsendelsen, medmindre indsenderen er indforstået med andet. Efter en samlet vurdering af debattens karakter og den tid, der gik fra indsendelsen af læserbrevet til optagelsen i bladet finder Pressenævnet, at B.T. ikke har tilsidesat god presseskik ved først at bringe [K]s læserbrev den 18. august 2005.

Der er heller ikke i øvrigt grundlag for at udtale kritik i sagen.

Afgjort den 22. november 2005.

Versioner

  1. 2005-12-07