Gelex

Selvforskyldt ledighed, karantæne, supplerende dagpenge

GældendeVersion 2006-02-01
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2005/9848@2006-02-01/da

Indhold
  1. Indledning

Ankenævnet har behandlet Deres klage på møde den 17. marts 2005.

Nævnet traf denne

De er selvforskyldt ledig. De idømmes derfor en karantæne på 3 uger regnet fra den 1. marts 2004.

Der er ikke grundlag for at udtale kritik af a-kassens vejledning af Dem.

Nævnet har lagt til grund at

De ved flere lejligheder har rettet henvendelse til a-kassen vedrørende spørgsmålet om supplerende dagpenge,

De var ansat i et vikariat frem til 7. april 2004 på Maribo Sygehus,

De opsagde Deres stilling ved Maribo Sygehus den 23. januar 2004 med virkning fra den 29. februar 2004, og

De blev fastansat i en deltidsstilling ved Filadelfia med virkning fra 1. marts 2004.

Nævnet har lagt vægt på, at det ikke er en gyldig grund til at opsige en midlertidig fuldtidsstilling ved Maribo Sygehus, at De var blevet tilbudt en fastansættelse på deltid ved Filadelfia. De gyldige grunde er udtømmende opregnet i bekendtgørelse nr. 514 af 17. juni 2003 og gengivet nedenfor. Der henvises specielt til § 28, stk. 3, hvoraf det fremgår, at det kun er en gyldig grund til opsigelsen, hvis det arbejde, som medlemmet overtager, er på samme eller højere ugentligt timetal, eller af et omfang, der ikke kan give ret til supplerende dagpenge.

Ankenævnet har videre lagt vægt på, at det ikke kan anses for godtgjort, at De den 14. januar 2004 rettede henvendelse til a-kassen vedrørende opsigelse af vikariatet.

Ankenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at der ifølge a-kassen ikke foreligger notat vedrørende samtalen den 14. januar 2004.

Ankenævnet er opmærksom på, at a-kassen ikke kan afvise, at a-kassen evt. har talt med Dem den pågældende dag. Ankenævnet har imidlertid lagt vægt på a-kassens oplysninger om, at årsagen til, at der ikke er taget notat fra en evt. samtale den 14. januar 2004 måtte være, at samtalen havde handlet om samme problemstilling som ved tidligere samtaler, fra hvilke der forelå notater, nemlig mulighederne for at få supplerende dagpenge i en deltidsstilling efter udløbet af den oprindelige tidsbegrænsede ansættelse.

Ankenævnet finder det således ikke godtgjort, at a-kassen fik oplysninger, der gjorde det klart, at De havde behov for vejledning om, at De ville blive anset for selvforskyldt ledig med deraf følgende karantæne, hvis De opsagde Deres fuldtidsvikariat.

Ankenævnet henviser til lov om arbejdsløshedsforsikring mv. jf. lovbekendtgørelse nr. 708 af 13. august 2003, § 63 og § 65, bekendtgørelse nr. 514 af 17. juni 2003 om selvforskyldt ledighed, § 4, §§ 12-26, § 28 og § 36 samt bekendtgørelse nr. 481 af 10. juni 2003 om a-kassens pligt til at vejlede, § 1, § 5 og § 28.

Ankenævnet tiltræder således direktoratets afgørelse af den13. september 2003.

På ankenævnets vegne

De kan læse om afgørelsens faktiske og retlige grundlag på de følgende sider.

Kopi til:

Direktoratet

FTF-A

1. Sagsforløb

Arbejdsdirektoratet fremstillede sagen på denne måde:

” De blev ansat som ergoterapeut i en tidsbegrænset stilling fra 1. september 2003 til 7. april 2004 på Maribo Sygehus. Arbejdstiden var på 37 timer om ugen.

Den 9. februar 2004 bekræftede arbejdsgiveren, at De havde opsagt stillingen til fratræden med udgangen af februar måned.

Kolonien Filadelfia bekræftede den 20. februar, at De var ansat som ergoterapeut fra 1. marts 2004 med en ugentlig arbejdstid på 29 timer.

De blev ifølge en ledighedserklæring tilmeldt Arbejdsformidlingen den 1. marts 2004.

A-kassen traf den 8. marts 2004 afgørelse om, at De fortsat havde ret til dagpenge. De skulle dog have en karantæne på 3 uger, og kunne derfor ikke få udbetalt dagpenge i de første 111,00 timer, som De ellers skulle havde supplerende dagpenge for.

De fik nævnte karantæne, fordi De havde opsagt et fuldtidsvikariat, og i stedet blev ansat i en fast stilling på 29 timer om ugen.

Den 28. marts 2004 klagede De over afgørelsen. Det var Deres opfattelse, at De havde ret til supplerende dagpenge straks fra påbegyndelsen af det nye job på Filadelfia.

De havde således truffet Deres dispositioner på baggrund af den vejledning, som De havde modtaget fra FTF-A i Ringsted.

Der er om vejledningen oplyst følgende:

A-kassen noterede den 9. december 2003, at De ringede om supplerende dagpenge. Det blev under samtalen oplyst, at vikariatet udløb den 7. april 2004, at De derefter måske skulle arbejde på nedsat tid. De blev vejledt om tilmelding til Arbejdsformidlingen, frigørelsesattest mv.

A-kassen noterede den 2. februar 2004, at De telefonisk oplyste, at De havde fået fast arbejde på nedsat tid fra 1. marts 2004. De blev igen vejledt om til melding til Arbejdsformidlingen, frigørelsesattest mv. Der står yderligere i notatet, at De havde misforstået forklaringen fra a-kassen om varigheden af perioden med supplerende dagpenge. A-kassen sendte samme dag en pjece om supplerende dagpenge.

A-kassen noterede den 1. marts 2004, at De samme dag kom med ledighedserklæring, lønsedler, ansættelsesbreve mv. Det blev i den forbindelse konstateret, at den tidligere ansættelse på fuld tid først sluttede den 7. april 2004. De kunne under samtalen ikke forstå, at De skulle have en karantæne, når De tidligere havde ringet om supplerende dagpenge. A-kassen meddelte, at hvis De dengang havde oplyst om, at De ville opsige et fuldtidsjob for at begynde på et deltidsarbejde, ville a-kassen også have vejledt om selvforskyldt ledighed.

Den 26. april 2004 blev der holdt et møde mellem Dem og a-kassen mfl. De fastholdt efter mødet klagen, og anførte bl.a. følgende:

Som begrundelse skal jeg henvise til, at mine dispositioner i denne sag udelukkende er truffet på baggrund af vejledning modtaget fra FTF-A i Ringsted.

Som dokumentation for kontakterne mellem A-kassen og jeg vedlægger jeg kopi af “forløbsbeskrivelse”.

Som jeg oplyste ved mødet den 26-4-04 var min eneste begrundelse for at rette henvendelse til A-kassen netop den, at jeg i tilknytning til jobskifte ville undersøge mulighederne for supplerende dagpenge. Jeg gjorde i den forbindelse udtrykkeligt opmærksom på, at jeg var i et tidsbegrænset ansættelsesforhold og nu havde mulighed for et fast ansættelsesforhold.

Jeg har i den forbindelse fremlagt alle de nødvendige og tilstrækkelige oplysninger, der burde sætte a-kassen i stand til at yde mig den korrekte rådgivning i forhold til min dagpengestatus. Der henvises til retspraksis vedr. rådgiveransvar. Jeg tillader mig i den forbindelse at erindre om, at det ved mødet den 26-4-04 blev oplyst, at denne sag har givet anledning til visse præciseringer vedr. sagsgangen internt. ...“

Det fremgår bl.a. af nævnte forløbsbeskrivelse, at De fik tilbud om jobbet ved Filadelfia den 13. januar 2004, at De ringede til a-kassen om rådgivning vedrørende retten til supplerende dagpenge den 14. januar 2004, og

at De skrev opsigelsen til fuldtidsjobbet den 23. januar 2004.

Afdelingen skrev den 10. maj 2004, på baggrund af et referat fra mødet, til forsikringsafdelingen bl.a.:

Det er korrekt at vi har talt med medlemmet flere gange. Der foreligger sagsnotater i FIE.

Disse sagsnotater, sammenholdt med de forskellige sagsbehandleres erindring, indeholder oplysning om at vi har svaret på det, som medlemmet har spurgt om - nemlig supplerende dagpenge. Medlemmet har fået svar på – oven i købet af flere omgange - alle aspekter omkring frigørelsesattest - supplerende dagpenge - 52-ugers regel mm.

På et tidspunkt sendes pjecen om supplerende dagpenge til medlemmet. Dette fik ikke medlemmet til at reagere (der står tydeligt at man får karantæne hvis man selv siger op).

Der har aldrig været tale om at vejledningen skulle tage udgangspunkt i at medlemmet selv sagde op og fratrådte en stilling. Det har vi ikke været klar over.

Først da medlemmets ledighedserklæring modtages fremgår det, at medlemmet har sagt op inden vikariatets udløb for at overtage andet arbejde og samtidig søger supplerende dagpenge.

I den samtale vi holder her på kontoret den 26. april spurgte jeg medlemmet hvorfor hun ikke havde reageret på den pjece vi har sendt til hende. Det fik jeg ikke noget konkret svar på, men medlemmet havde selv læst andre pjecer mens hun ventede i receptionen den 26. april, og her kunne hun jo læse om gyldige grunde. Set i bakspejlet mener hun, at hun jo havde en ”gyldig grund” i og med at det nye arbejde varede længere tid end det tidsbegrænsede.

I medlemmets redegørelse om samtalen den 26.04.04 skriver hun, at denne sag har givet anledning til visse præciseringer vedr. sagsgangen internt.

Det er korrekt at vi som konklusion på samtalen kom ind på, at vi altid kan lære af en sag. Denne sag er ikke nogen undtagelse. Vi tager læring i mange situationer og også af denne sag. Det, som vi oplyste medlemmet, var af generel karakter, og havde ikke egentlig adresse på denne specifikke sag.”

Hovedkontoret tiltrådte afgørelsen om karantæne den 22. juni. Der blev givet denne begrundelse:

“... Vi kan se i sagens notater og din forløbsbeskrivelse, at du har været i kontakt med vores kontor i Ringsted en del gange omkring din situation, dvs, primært om supplerende dagpenge og senere den pålagte karantæne.

I disse notater er det tydeligt, at du har talt med kontoret i Ringsted omkring hvilke regler der gælder omkring supplerende dagpenge (bl.a. tilmelding til Arbejdsformidlingen, frigørelsesattest, højest supplerende dagpenge i 52 uger). Vi har også sendt en pjece til dig om supplerende dagpenge.

Du mener, at der i forbindelse med regionskontorets vejledning burde være nævnt, at du ville få en karantæne på 3 uger, hvis du sagde dit fuldtidsarbejde op, for at starte andet arbejde på nedsat tid med supplerende dagpenge.

Vi mener, at regionskontoret har svaret korrekt på dine spørgsmål omkring supplerende dagpenge, men ikke var klar over, at du ville opsige dit tidsbestemte vikararbejde på fuld tid for, at gå til en fast stilling på 29 timer pr. uge med supplerende dagpenge. Som skrevet i regionskontorets brev af 8. marts 2004, så kan din karantæne afvikles enten ved at have 185 timers arbejde eller ved at du bliver trukket i 111 timers dagpenge. Da du har fast 29 timer pr. uge vil du hurtigst afvikle din karantæne ved at have 185 timers arbejde.

Din karantæne kan dog aldrig vare længere end til den dato, hvor din fuldtidsansættelse oprindeligt gik til, dvs, til 7. april 2004, jf. § 36, stk. 2, i bekendtgørelse om selvforskyldt ledighed.

I praksis giver det dog ikke anledning til ændringer i udbetalingen af supplerende dagpenge.”

Det fremgik af sagsfremstillingen til afgørelsen, at der i afdelingen ikke var et notat i sagen om en samtale den 14. januar 2004, hvortil De havde refereret.

Den 6. august 2004 fastholdt hovedledelsen sin afgørelse, hvorfor sagen blev sendt til direktoratet.

De fik samtidig tilsendt alt materiale i sagen fra a-kassen. Den 21. august 2004 modtog direktoratet Deres supplerende bemærkninger. De skrev bl.a., at a-kassen afviste, at De den 14. januar, før opsigelsen af vikariatet den 23. januar, havde telefonisk kontakt med a-kassen med henblik på rådgivning omkring opsigelse af vikariatet i forbindelse med overtagelse af den anden faste stilling.

De rettede henvendelse til a-kassen ene og alene af den grund, fordi De ville være sikker på, at De handlede korrekt ved opsigelse af det tidsbegrænsede vikariat i forhold til retten til supplerende dagpenge.

Den 14. januar gjorde De udtrykkeligt rede for Deres daværende ansættelsesforhold og det nye ansættelsesforhold. Det blev på intet tidspunkt under samtalen oplyst om, at Deres egen opsigelse af vikariatet ville have konsekvenser for Deres ret til supplerende dagpenge.

A-kassen har endvidere henvist til den udsendt pjece. Pjecen blev efterfølgende tilsendt i henhold til en aftale af 2. februar.

De havde således handlet i god tro. Den omstændighed, at der generelt var publiceret en pjece med de relevante oplysninger, kunne efter Deres opfattelse ikke fritage a-kassen for ansvar.

Direktoratet sendte brevet til høring i a-kassen den 23. august 2004. A kassen svarede den 3. september 2004, at regionskontoret ikke havde notater i sagen om en telefonsamtale den 14. januar 2004, og at ingen på kontoret kunne huske den nævnte samtale. Hovedledelsen ville dog ikke afvise, at De havde talt med regionskontoret den 14. januar 2004. Det var dog a-kassens opfattelse, at når der ikke blev skrevet notat om samtalen, måtte det skyldes at samtalen havde handlet om samme problemstilling som ved samtalen 9. december 2003, nemlig mulighederne for at få supplerende dagpenge i en deltidsstilling efter udløbet af den oprindelige tidsbegrænsede ansættelse.”

Sekretariatet er enig i fremstillingen.

2. Arbejdsdirektoratets afgørelse

Direktoratet traf den 13. september 2004 denne afgørelse:

” De er selvforskyldt ledig, og De skal have en karantæne på 3 uger fra den 1. marts 2004.

Der er ikke grundlag for at udtale kritik af den vejledning, som a-kassen har

givet.

Begrundelse

De opsagde vikariatet som fuldtidsansat ergoterapeut på Maribo Sygehus, fordi De havde fået en fast deltidsstillingen på 29 timer om ugen på Filadelfia.

De søgte og fik på grund af opsigelsen ret til at få udbetalt supplerende dag penge. Der var ingen gyldig grunde til at opsige stillingen på Maribo Syge hus, før ansættelsen alligevel ville være ophørt den 7. april 2004.

Det er således ikke en gyldig grund at opsige et vikariat for at begynde i en fast stilling, når ansættelsen i den faste stilling udløser en dagpengeret.

Om reglerne kan det oplyses, at det er hovedreglen, at man anses for at være selvforskyldt ledig, når man selv har opsagt et arbejde, medmindre der er en gyldig grund til at opsige arbejdet. Se § 4, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 514 af 17. juni 2003 om selvforskyldt ledighed. Gyldige grunde har som hovedregel relation til arbejdsmarkedet og vil ikke være personlige grunde. Alle de gyldige grunde for at opsige et arbejde er nævnt i § 12—26, § 28, § 30 og 31 og § 34 og 35.

Reglerne om selve karantænen står i § 36 og § 37, stk. i, i bekendtgørelsen. mv.

Der henvises i øvrigt til § 63, stk. 1, nr. 2, i lov om arbejdsløshedsforsikring mv., jf. lovbekendtgørelse nr. 708 af 13. august 2003.

Vejledning

Direktoratet har ikke fundet, at der grundlag for at udtale kritik af den vejledning, som a-kassen har givet.

I vurderingen indgår,

at De rettede henvendelse til a-kassen flere gange før opsigelsen,

at a-kassen skrev samtalerapporter om den vejledning, som De efterspurgte om udbetaling af supplerende dagpenge,

at De fik den relevante vejledning i relation til dette spørgsmål,

at a-kassen ifølge notaterne ikke havde fået oplysninger om, at De agtede at ophører i vikariatet før ansættelsen udløb,

at a-kassen først modtog ansættelsesbreve den 1. marts 2004, hvoraf det kunne ses, at den tidligere ansættelse på fuld tid først sluttede den 7. april 2004, og

at a-kassen meddelte, at den ville have vejledt om selvforskyldt ledighed, hvis De tidligere havde oplyst om, at De ville opsige et fuldtidsjob for at begynde på et deltidsarbejde.

A-kassen har ikke afvist, at De måske talte med regionskontoret den 14. januar 2004, men ingen kan huske det. Når der ikke blev skrevet notat om samtalen, måtte det skyldes, at samtalen havde handlet om samme problemstilling som ved de tidligere samtaler, nemlig mulighederne for at få supplerende dagpenge i en deltidsstilling efter udløbet af den oprindelige tidsbegrænsede ansættelse.

Direktoratet har således ikke fundet det godtgjort, at a-kassen fik oplysninger, hvorefter det stod klart for a-kassen, at De havde behov for at få vejledning om, at De ville få en karantæne for selvforskyldt, hvis De opsagde stillingen på Maribo Sygehus før udløbet af vikariatet.

Der henvises til § 65, stk. 1, loven og § 5 og § 19, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 481 af 10. juni 2003 om en a-kasses pligt til at vejlede mv.”

3. Klagen til ankenævnet

De har i klagen anført:

”Arbejdsdirektoratet har med brev af 13. september 2004 afvist at give mig medhold i en anke vedr. FTF-A. Kopi af Arbejdsdirektoratets brev vedlægges. Som begrundelse anføres, at man ikke finder det godtgjort, at A-kassen fik oplysninger, hvorefter det stod klart for A-kassen, at jeg havde behov for at få vejledning om, at jeg ville få karantæne for selvforskyldt ledighed, hvis jeg opsagde stillingen på Maribo Sygehus før udløbet af vikariatet.

Med brev af 18. august 2004 fremsendte jeg til Arbejdsdirektoratet supplerende bemærkninger vedr. A-kassens fremstilling af sagen. Kopi al’ mit brev vedlægges.

Jeg skal hermed anke Arbejdsdirektoratets afgørelse med anmodning om, at beslutningen omgøres. Begrundelsen herfor er følgende:

1) Jeg har ved samtlige samtaler med A-kassen fremlagt alle relevante oplysninger og planer vedr. min beskæftigelsessituation.

2) Jeg har afgivet korrekte svar i relation til spørgsmål vedr. min beskæftigelsessituation.

3) Jeg har handlet aktivt i forhold til min beskæftigelsessituation og søgt råd hos den kompetente instans på området - FTF-A.

4) Jeg har ikke modtaget de relevante informationer fra A-kassen, der på den baggrund har et rådgiveransvar.

Arbejdsdirektoratet gør gældende, at A-kassens manglende notater fra en evt. samtale med mig den 14. januar 2004 må skyldes, at samtalen havde handlet om samme problemstilling som ved de tidligere samtaler, nemlig muligheden for at få supplerende dagpenge i en deltidsstilling efter udløbet af den oprindelige tidsbegrænsede ansættelse.

Samtalen den 14. januar 2004 omhandlede konkret alle spørgsmål om opsigelse af et vikariat i til knytning til overtagelse af en fast stilling, herunder retten til supplerende dagpenge. Jeg må fastholde, at A-kassen ikke har givet mig et fyldestgørende beslutningsgrundlag. Da A-kassen herudover ikke i tilstrækkeligt omfang har ført fyldestgørende notater fra samtalen gør jeg endvidere gælden de, at A-kassen ikke har handlet forsvarligt i forhold til rådgiverrollen og at dette forhold påvirker bevisbyrden i min favør.

Jeg har under hele forløbet handlet i god tro ud fra de givne oplysninger og jeg må derfor fastholde, at A-kassen som følge af ufyldestgørende rådgivning ikke er berettiget til at give mig karantæne. A- kassen må derfor påtage sig det økonomiske ansvar i forhold til den konkrete mangelfulde rådgivning.”

I Deres brev af 18. august 2004, som De har henvist til ovenfor, skrev De således:

”Vedr. klage al 9. august 04— Deres journalnummer

Med henvisning til Deres brev af 10. august 2004 fremsender jeg hermed supplerende bemærkninger til A-kassens fremstilling af sagen.

Sagens kerne er, at A-kassen afviser, at jeg forinden min opsigelse af et vikariat den 23. januar 04 havde en telefonisk kontakt til A-kassen den 14. januar04 netop med henblik på rådgivning omkring opsigelse af vikariat i forbindelse med overtagelse af anden stilling (fast).

Jeg rettede henvendelse til A-kassen ene og alene af den grund, at ville være helt sikker på, at jeg handlede korrekt ved opsigelsen af mit tidsbegrænsede vikariat i forhold til retten til supplerende dagpenge.

Jeg har i alle situationer, hvor jeg har været i tvivl altid kontaktet A-kassen.

Ved min telefoniske henvendelse til A-kassen den 14. januar 04 gjorde jeg udtrykkeligt rede for mine daværende ansættelsesforhold og mit nye ansættelsesforhold. I den forbindelse gjorde jeg udtrykkelig opmærksom på, at der var et 1,5 måned tilbage af mit vikariat. På intet tidspunkt under samtalen blev jeg oplyst om, at min egen opsigelse af vikariatet ville have konsekvenser for sup plerende dagpenge.

Jeg mener, at denne information er basal og burde have været meddelt mig under samtalen. A kassen henhold4r sig til, at det af en udsendt pjece fremgår, at man ikke selv må opsige et vikariat, hvis karantæne skal undgås. Pjecen blev efterfølgende tilsendt mig i henhold til aftale af 2. februar 04 med A-kassen.

Jeg har handlet som jeg skulle og søgt rådgivning. Jeg har været i god tro og den omstændighed, at der generelt er publiceret en pjece med de relevante oplysninger mener jeg ikke fritager A-kassen for ansvar. A-kassen gav mig ikke ved henvendelsen den 14. januar 04 de korrekte informationer eller henvisninger til relevant udsendt materiale.

Da A-kassen har et rådgiveransvar må jeg fastholde, at A-kassen som følge af ufyldestgørende rådgivning ikke er berettiget til at give mig karantæne og jeg skal på den baggrund anmode om, at Arbejdsdirektoratet omgør A-kassens beslutning herom.”

Arbejdsdirektoratets bemærkninger til klagen

Oplysningerne i klagen har ikke givet direktoratet anledning til at ændre afgørelsen.

4. Nyt efter klagen

Intet.

5. Regler

Lov om arbejdsløshedsforsikring mv. jf. lovbekendtgørelse nr. 708 af 13. august 2003.

§ 63. Dagpenge må ikke udbetales, jf. stk. 4, til et medlem, hvis ledighed skyldes,

..

2) at medlemmet uden fyldestgørende grund ophører med sit arbejde,

..

Stk. 4. Ved selvforskyldt ledighed efter stk. 1 pålægges medlemmet en karantæne på 3 uger. Ved selvforskyldt ledighed to gange inden for 12 måneder bortfalder retten til dagpenge, indtil

1) et fuldtidsforsikret medlem har haft mere end 300 timers arbejde inden for 10 uger,

2) et deltidsforsikret medlem har haft mindst 150 timers arbejde inden for 10 uger eller

3) et medlem i mindst 26 uger uafbrudt har drevet selvstændig virksomhed i væsentligt omfang.

Stk. 5. Direktøren for Arbejdsdirektoratet fastsætter efter forhandling med Beskæftigelsesrådet nærmere regler for anvendelsen af bestemmelserne i stk. 1-4.

§ 65. Arbejdsløshedskassen skal vejlede medlemmet om de rettigheder og pligter, der følger af lovens kapitel 7-16, samt om medlemmets rettigheder og pligter i øvrigt efter arbejdsmarkedslovgivningen.

..

Stk. 5. Nærmere regler om anvendelse af bestemmelserne i stk. 1-4 fastsættes af direktøren for Arbejdsdirektoratet efter forhandling med Beskæftigelsesrådet.

..

Bekendtgørelse nr. 514 af 17. juni 2003 om selvforskyldt ledighed

§ 4. Et medlem er selvforskyldt ledig, hvis medlemmet opsiger et arbejde uden en gyldig grund, .

..

§ 12. En gyldig grund skal foreligge på det tidspunkt, hvor et medlem afslår eller opsiger et arbejde eller et tilbud efter en jobplan.

Stk. 2. Det er ikke en gyldig grund, hvis årsagen til afslaget eller opsigelsen er en afledt følge af en handling, som medlemmet har foretaget efter eget valg.

Helbred

§ 13. Et medlem kan afslå eller opsige et arbejde, hvis der er dokumentation fra en læge for:

1) at medlemmet på grund af sit helbred ikke eller kun med vanskelighed kan udføre arbejdet, eller

2) at arbejdet vil medføre, at der opstår eller sker en forværring af helbredsmæssige problemer, herunder problemer ved graviditet.

Stk. 2. Ved opsigelse er det et krav, at medlemmet har prøvet at få et andet arbejde på arbejdspladsen.

Stk. 3. Stk. 1 gælder også ved afslag på et tilbud efter en jobplan.

Stk. 4. Stk. 1 og 2 gælder også ophør i et tilbud efter en jobplan.

Transport

§ 14. Et medlem kan afslå eller opsige et arbejde, hvis afstanden mellem bopæl og arbejdssted medfører, at den tid, der går til transport, er mere end, hvad der skal accepteres efter § 9 i bekendtgørelse om rådighed.

Stk. 2. Ved opsigelse er det et krav, at medlemmet har prøvet at få en anden arbejdstid, og at opsigelsen sker i umiddelbar tilknytning til:

1) omlægning af offentlige transportmidler,

2) ændring af arbejdstidens placering, eller

3) bortfald af en privat aftale om samkørsel med personer uden for medlemmets husstand, hvor medlemmet ikke har råderet over transportmidlet.

Stk. 3. Stk. 1 gælder også ved afslag på et tilbud efter en jobplan.

Stk. 4. Stk. 1 og 2 gælder også ved ophør i et tilbud efter en jobplan.

Pasning af familie

§ 15. Et medlem kan afslå eller opsige et arbejde, hvis medlemmet ikke har pasningsmulighed for børn eller andre familiemedlemmer af husstanden, der kræver pleje.

Stk. 2. Ved opsigelse er det et krav, at medlemmet har prøvet at få en anden arbejdstid, og at medlemmet har gjort rimelige forsøg på at skaffe en pasningsmulighed.

Stk. 3. Stk. 1 gælder også ved:

1) afslag på at være med til at udarbejde eller revidere en jobplan, og

2) afslag på et tilbud efter en jobplan.

Stk. 4. Stk. 1 og 2 gælder også ved ophør i et tilbud efter en jobplan.

Efterløn

§ 16. Et medlem kan afslå eller opsige et arbejde, hvis medlemmet ønsker at gå på efterløn, og medlemmet rent faktisk går på efterløn.

Stk. 2. Ved afslag er det et krav, at medlemmet har søgt om at gå på efterløn i umiddelbar tilknytning til afslaget og med virkning fra ansøgningen.

Stk. 3. Stk. 1 og 2 gælder også ved:

1) afslag på at være med til at udarbejde eller revidere en jobplan, og

2) afslag på et tilbud efter en jobplan.

Stk. 4. Stk. 1 gælder også ved ophør i et tilbud efter en jobplan.

Deltidsforsikredes arbejdstid

§ 17. Et deltidsforsikret medlem kan afslå eller opsige et arbejde, hvis arbejdstiden er på over 6 timer i døgnet eller beregnet i gennemsnit for 1 måned er på over 30 timer om ugen.

Stk. 2. Ved opsigelse er det et krav, at den ændrede arbejdstid er pålagt medlemmet af arbejdsgiveren, og at medlemmet ikke har accepteret arbejdstiden.

Stk. 3. Stk. 1 gælder også ved:

1) afslag på at være med til at udarbejde eller revidere en jobplan, og

2) afslag på et tilbud efter en jobplan.

Stk. 4. Stk. 1 og 2 gælder også ved ophør i et tilbud efter en jobplan.

Tab af supplerende dagpenge

§ 18. Et medlem kan afslå eller opsige et arbejde, hvis medlemmet mister retten til supplerende dagpenge, jf. § 60, stk. 1, og § 73, stk. 2, i loven.

Stk. 2. Et medlem kan opsige et arbejde og fratræde inden for 26 uger efter, at retten til supplerende dagpenge er faldet bort.

Frigørelsesattest

§ 19. Et medlem kan afslå eller opsige et arbejde, hvis medlemmet mister retten til supplerende dagpenge, fordi arbejdsgiveren ikke vil udstede en frigørelsesattest eller kalder en frigørelsesattest tilbage.

Stk. 2. Ved opsigelse er det et krav, at medlemmet ikke har accepteret at fortsætte i arbejdet uden samtidig at få supplerende dagpenge.

Stk. 3. Stk. 1 gælder også ved afslag på et tilbud efter en jobplan.

Stk. 4. Stk. 1 og 2 gælder også ved ophør i et tilbud efter en jobplan.

Arbejde i udlandet

§ 20. Et medlem kan opsige et arbejde, hvis arbejdet bliver udført i udlandet eller i Grønland, medmindre medlemmet:

1) under ansættelsen har bopæl i Danmark,

2) er udsendt af den danske stat, eller

3) er ansat hos en arbejdsgiver, der er skattemæssigt registreret i Danmark.

Stk. 2. Et medlem kan afslå et formidlet arbejde, hvis arbejdet skal udføres i udlandet, på Færøerne eller i Grønland.

Produktion af krigsmateriel

§ 21. Et medlem kan afslå eller opsige et arbejde, hvis medlemmet ikke vil være med til at udvikle eller producere krigsmateriel, jf. lov om krigsmateriel m.v.

Stk. 2. A-kassen skal indhente en skriftlig erklæring fra Justitsministeriet om, at den pågældende virksomhed er omfattet af lov om krigsmateriel m.v.

Stk. 3. Stk. 1 og 2 gælder også ved:

1) afslag på et tilbud efter en jobplan, og

2) ophør i et tilbud efter en jobplan.

Støtte efter lov om social service til pasning af handicappet barn eller døende nærtstående og efter lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel til pasning af alvorligt sygt barn

§ 22. Et medlem kan afslå eller opsige et arbejde, hvis medlemmet får eller straks efter begynder at få:

1) støtte efter lov om social service til at passe et handicappet barn eller nærtstående, der ønsker at dø i eget hjem, eller

2) støtte efter lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel til at passe et alvorligt sygt barn.

Stk. 2. Ved opsigelse er det et krav, at medlemmet har fået afslag på at få orlov fra arbejdet.

Stk. 3. Stk. 1 gælder også ved:

1) afslag på at være med til at udarbejde eller revidere en jobplan, og

2) afslag på et tilbud efter en jobplan.

Stk. 4. Stk. 1 og 2 gælder også ved ophør i et tilbud efter en jobplan.

Arbejdspladsen

§ 23. Et medlem kan opsige et arbejde, hvis almindelige arbejdsretlige principper gør, at medlemmet ikke skal fortsætte med arbejdet.

Stk. 2. Det er et krav, at medlemmet har henvendt sig til arbejdsgiveren for at få løst de opståede problemer eventuelt gennem den faglige organisation.

Stk. 3. Stk. 1 og 2 gælder også ved ophør i et tilbud efter en jobplan.

Flytning som skyldes, at ægtefællen eller samleveren flytter for at overtage arbejde m.v.

§ 24. Et medlem kan opsige et arbejde i forbindelse med en flytning, hvis det skyldes, at ægtefællen eller samleveren er flyttet for at:

1) overtage et arbejde af mere end 5 ugers varighed,

2) begynde på en uddannelse af mindst 18 måneders varighed, eller fortsætte i et uddannelsesforløb, hvor der er mindst 18 måneder tilbage af uddannelsesforløbet, eller

3) begynde eller flytte en selvstændig virksomhed, der udøves mere end midlertidigt og i et omfang, der kan sidestilles med lønarbejde i over 30 timer om ugen.

Stk. 2. Det er et krav:

1) at medlemmets opsigelse og flytning sker inden 1 år efter, at ægtefællen eller samleveren er flyttet,

2) at ægtefællens eller samleverens daglige transporttid fra den hidtidige bopæl til det nye arbejde m.v. er mere end, hvad der skal accepteres efter § 9 i bekendtgørelse om rådighed, og

3) at medlemmets daglige transporttid fra ægtefællens eller samleverens nye bopæl til arbejdet er mere end, hvad der skal accepteres efter § 9 i bekendtgørelse om rådighed.

Stk. 3. Stk. 1-2 gælder også ved ophør i et tilbud efter en jobplan.

Fratrædelsesgodtgørelse

§ 25. Et medlem kan opsige et arbejde, hvis medlemmet ved en fratrædelse får en godtgørelse fra arbejdsgiveren, der medfører fradrag i dagpengene efter bekendtgørelse om fradrag i arbejdsløshedsdagpenge m.v.

Stk. 2. Det er et krav:

1) at godtgørelsen gives som et led i en fratrædelsesordning, og

2) at godtgørelsen sammen med løn i den periode, hvor medlemmets opsigelsesvarsel løber, mindst svarer til løn for den periode, der svarer til arbejdsgiverens opsigelsesvarsel.

Fysisk vold

§ 26. Et medlem kan opsige et arbejde, hvis en flytning fra en hidtidig bopæl skyldes, at en samboende ægtefælle eller samlever udøver fysisk vold mod medlemmet, når:

1) ophøret og flytningen sker inden for 2 måneder efter, at den fysiske vold er udøvet, og

2) det ved en lægeattest eller en politianmeldelse dokumenteres, at medlemmet har været udsat for fysisk vold.

Stk. 2. Et medlem kan opsige et arbejde, selv om medlemmet ikke kan dokumentere fysisk vold, hvis det kan dokumenteres ved en politianmeldelse, at flytningen og opsigelsen skyldes en overhængende fare for medlemmets liv på grund af trusler om fysisk vold fra samboende ægtefælle eller samlevers side.

Stk. 3. Stk. 1 og 2 gælder også ved ophør i et tilbud efter en jobplan.

§ 28. Et medlem kan afslå eller opsige et arbejde, hvis det skyldes, at medlemmet skal:

1) overtage et arbejde af mere end 5 ugers varighed,

2) begynde på en uddannelse af mindst 1 års varighed, eller

3) begynde som selvstændig erhvervsdrivende mere end midlertidigt og i et omfang, der kan sidestilles med lønarbejde i over 30 timer om ugen.

Stk. 2. Et medlem kan opsige et arbejde, hvis medlemmet er blevet afskediget af en grund, der ikke væsentligst skyldes medlemmet, for at overtage andet arbejde, der på opsigelsestidspunktet forventes at fortsætte udover det tidspunkt, hvor medlemmet ellers skulle have været fratrådt.

Stk. 3. Ved opsigelse af arbejde efter stk. 1, nr. 1, og stk. 2, er det et krav, at det arbejde, som medlemmet overtager, er på samme eller højere ugentligt timetal, eller af et omfang, der ikke kan give ret til supplerende dagpenge.

Stk. 4. Et medlem kan ophøre i et tilbud efter en jobplan, hvis det skyldes, at medlemmet skal:

1) overtage et arbejde af mere end 5 ugers varighed,

2) begynde på en uddannelse af mindst 1 års varighed, eller

3) begynde som selvstændig erhvervsdrivende mere end midlertidigt og i et omfang, der kan sidestilles med lønarbejde i over 30 timer om ugen.

§ 36. Et medlem skal have 3 ugers karantæne, hvis medlemmet er selvforskyldt ledig efter bestemmelserne i kapitel 2,

Bekendtgørelse nr. 481 af 10. juni 2003 om en a-kasses pligt til at vejlede m.v.

§ 5. En a-kasse skal altid give det enkelte medlem individuel og personlig vejledning, hvis medlemmet har særligt behov herfor.

Stk. 2. Vejledningen kan under hensyntagen til et medlems behov gives skriftligt eller ved en personlig samtale.

..

§ 19. Når en a-kasse bliver bekendt med, at et ledigt medlem begynder arbejde på nedsat tid og er omfattet af et opsigelsesvarsel, skal den vejlede medlemmet om betingelserne for at få supplerende dagpenge.

Stk. 2. A-kassen skal i god tid, før den begrænsede periode med ret til supplerende dagpenge udløber, informere medlemmet herom.

..

§ 28. A-kassen skal notere alle oplysninger, der kan have betydning for vejledningen af medlemmet, herunder de oplysninger, som medlemmet selv giver, jf. § 27.

Stk. 2. A-kassen skal notere, hvad medlemmet er blevet informeret og vejledt om efter bekendtgørelsen.

Versioner

  1. 2006-02-01