Selvstændig væsentligt omfang, beskæftigelseskrav, ikke sammen lægge med lønarbejde før 1/7 2003, skattefri præmie, tidspunkt for ophør
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2005/9849@2006-02-01/da
Indhold
Ankenævnet har behandlet Deres klage på møde.
Nævnet traf denne
A F G Ø R E L S E
Deres arbejdstimer med lønarbejde fra den 1. april 2001 kan medregnes til optjening af beskæftigelseskravet og dermed til optjening til skattefri præmie.
Ankenævnet lægger til grund, at De efter at have fået efterlønsbevis den 5. marts 1999 drev selvstændig virksomhed i væsentligt omfang indtil den 31. marts 2001, og at De den 1. april 2001 påbegyndte lønarbejde på fuld tid.
Ankenævnet lægger videre til grund, at De fortsatte med lønarbejdet indtil den 1. juli 2004, hvor De overgik til efterløn.
Ankenævnet finder, at det ved Deres ophør med lønarbejde ved overgangen til efterløn skal vurderes, om De har omdannet Deres selvstændige virksomhed til alene at være bibeskæftigelse.
Det er ikke en betingelse for påbegyndelse af optjening til skattefri præmie, at der har været tale om tilmelding som ledig før overgangen til efterløn.
I relation til optjening til skattefri præmie må overgang fra lønarbejde til efterløn således sidestilles med ophør med lønarbejde og tilmelding som ledig.
Derfor skal der ved overgang til efterløn i denne situation tages stilling til anvendelse af bestemmelserne om ophør med udøvelse af selvstændig virksomhed som hovedbeskæftigelse.
Ankenævnet finder, at da De havde lønarbejde på fuld tid fra den 1. april 2001 til den 1. juli 2004, opfylder De betingelsen om at have haft lønarbejde i en tid, der sammenlagt svarer til fagets fulde, sædvanlige arbejdstid i mindst 52 uger inden for de seneste 65 uger umiddelbart forud for ophøret med lønarbejdet.
Ankenævnet finder således, at Deres selvstændige virksomhed er omdannet til alene at være bibeskæftigelse på baggrund af Deres lønarbejde på fuld tid fra den 1. april 2001, hvilket indebærer, at lønarbejdet kan medregnes til optjening af beskæftigelseskravet og dermed optjening til skattefri præmie.
Da den selvstændige virksomhed anses for omdannet til alene at være bibeskæftigelse, kan det forhold, at virksomheden først ophørte ved likvidation den 9. december 2002, ikke få den betydning, at arbejdstimer ved lønarbejde først kan medregnes fra denne dato.
Ankenævnet henviser til lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 712 af 19. juli 2000 § 74 k, stk. 1, Arbejdsdirektoratets bekendtgørelse nr. 594 af 22. juni 2001 om fleksibel efterløn som ændret ved bekendtgørelse nr. 1208 af 18. december 2002 § 11, stk. 1 og 2, Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens bekendtgørelse nr. 1355 af 20. december 2000 om beskæftigelseskrav, dagpengeperiode og aktivperiode § 2, stk. 1, og § 5, stk. 1, samt Arbejdsdirektoratets bekendtgørelse nr. 165 af 13. marts 2001 om ophør med udøvelse af selvstændig virksomhed som hovedbeskæftigelse § 3, stk. 1, og § 18.
Ankenævnet ændrer således Arbejdsdirektoratets afgørelse af 21. september 2004.
På ankenævnets vegne
Eva L. Danielsen
fuldmægtig
De kan læse om afgørelsens faktiske og retlige grundlag på de følgende sider.
Kopi til:
Arbejdsløshedskassen
Arbejdsdirektoratet
1. Sagsforløb
Arbejdsdirektoratet fremstillede sagen på denne måde:
”Det fremgår af sagen, at De fik udstedt efterlønsbevis med virkning fra den 5. marts 1999.
De oplyste den 7. maj 2004 på en blanket om omfanget af arbejdet i den selvstændige virksomhed, at De havde drevet selvstændig virksomhed som hovederhverv fra 1970 til 31. marts 2001. De oplyste, at virksomheden havde været et ApS. De havde arbejdet i virksomheden i 37 timer om ugen.
Det fremgår af Deres lønsedler, at De har været ansat på X på fuld tid siden 1. april 2001.
Det fremgår af en udskrift fra Erhvervs- og Selskabsstyrelsen om virksomheden ApS, at der blev vedtaget likvidation den 4. januar 2002, at advokat tiltrådte som likvidator, og at selskabet blev tegnet af likvidator. Selskabet blev opløst efter likvidation den 9. december 2002.
De ansøgte den 7. maj 2004 om at overgå til efterløn fra den 1. juli 2004.
A-kassen traf den 13. juli 2004 afgørelse om, at løntimerne for perioden fra den 1. april 2001 til den 8. december 2002 ikke kunne tælle med til beskæftigelseskravet, da De først var endeligt og varigt ophørt som selvstændig erhvervsdrivende den 9. december 2002, hvor Deres selskab blev tvangsopløst.
De klagede med brev af 22. juli 2004 over a-kassens afgørelse. De skrev, at De havde været lønmodtager i Deres eget ApS i 15 år indtil den 31. marts 2001, hvor et stort firma tog Deres kunder, hvorefter der ikke mere var indtjeningsmuligheder i Deres ApS. De søgte arbejde som lønmodtager fra den 1. april 2001 til den 1. juli 2004. Da der ikke havde været indtjening i Deres ApS fra den 1. april 2001 til den 1. juli 2004, mente De Dem berettiget til 12 præmieportioner, da det umuligt kan være rigtigt, at Deres ApS, der var sendt til likvidation, kan være Deres hovederhverv.
A-kassen skrev den 29. juli 2004 til Dem med en uddybet begrundelse for afgørelsen.
A-kassen oversendte den 29. juli 2004 sagen til direktoratet.”
Sekretariatet er enig i fremstillingen.
2. Arbejdsdirektoratets afgørelse
Direktoratet traf den 21. september 2004 denne afgørelse:
”Timer fra lønarbejde fra den 1. april 2001 til den 9. december 2002 kan ikke regnes med til optjening af beskæftigelseskravet.
Begrundelse
Det er en konsekvens af afgørelsen, at løntimerne i perioden fra den 1. april 2001 til den 9. december 2002 dermed ikke kan bruges til optjening af timer til 2-års-kravet og til den skattefri præmie.
Grunden til, at løntimerne i den nævnte periode ikke kan bruges til optjening af beskæftigelseskravet, er, at De ikke har opfyldt betingelserne for ophør med Deres selvstændige virksomhed før den 9. december 2002.
Reglerne om ophør står i bekendtgørelse nr. 850 af 16. oktober 2002 om ophør med udøvelse af selvstændig virksomhed som hovedbeskæftigelse.
Det fremgår af bekendtgørelsens § 3, stk. 1, at man kan anses for ophørt, når virksomheden er endeligt overdraget eller lukket.
Deres virksomhed kan først anses for endeligt lukket på det tidspunkt, hvor ApS’et er blevet likvideret og dermed ikke længere eksisterer. Det forhold, at der ikke har været aktivitet i virksomheden siden den 1. april 2001, gør ikke, at De kan anses for ophørt fra et tidligere tidspunkt end den 9. december 2002. Først når man opfylder betingelserne for ophør i ovennævnte bekendtgørelse, kan man anses for ophørt i arbejdsløshedsforsikringslovens forstand.
Vedrørende medregning af arbejdstimer til beskæftigelseskravet fremgår det af den dagældende bekendtgørelse nr. 1355 af 20. december 2000 om beskæftigelseskrav, dagpengeperiode og aktivperiode § 5, stk. 1, at selvstændig virksomhed kan medregnes til opfyldelse af beskæftigelseskravet, hvis virksomheden har været udøvet i væsentligt omfang. Af samme bekendtgørelses § 2, stk. 1, fremgår det, at beregning af beskæftigelseskravet foretages på baggrund af løntimer i et sædvanligt beskæftigelsesforhold.
Ifølge praksis kunne man ikke medregne lønarbejde til opfyldelse af beskæftigelseskravet, så længe man ikke var ophørt med virksomheden. Denne praksis fremgår modsætningsvis af vejledningen til ovennævnte bekendtgørelse punkt 1.4., hvor der står, at beskæftigelseskravet kan opfyldes ved at sammenlægge arbejde ved selvstændig hovedbeskæftigelse med lønarbejde, der ligger forud for eller efter ophøret med virksomhedsudøvelsen.
Da De først den 9. december 2002 opfyldte betingelserne for at være ophørt med den selvstændige virksomhed, kunne De først fra dette tidspunkt medregne Deres løntimer til opfyldelse af beskæftigelseskravet og dermed til opfyldelse af 2-års-reglen og timer til den skattefri præmie.”
3. Klagen til ankenævnet
De skrev den 23. september 2004:
”Jeg ønsker at anke afgørelsen fra Arbejdsdirektoratet, der siger, at jeg ikke kan optjene timer til den skattefri præmie fra den 1. april 2001 til den 9. december 2002.
Jeg er bekendt med A-kassens synspunkter.”
Arbejdsløshedskassen sendte den 30. september 2004 Deres klage til Arbejdsdirektoratet og skrev:
”Vort medlem påklager Arbejdsdirektoratets afgørelse. Arbejdsløshedskassen medsender medlemmets klage.
Medlemmet har anmodet Arbejdsløshedskassen om at være behjælpelig med klagen, idet Arbejdsdirektoratet i deres afgørelse af 21. september 2004 ikke kommenterer a-kassens bemærkninger/indstilling til at dispensere fra gældende regelsæt
Arbejdsdirektoratet fastholder, at medlemmet tidligst anses for ophørt som selvstændig erhvervsdrivende pr. den dato, hvor den selvstændige virksomhed er tvangsopløst, jf. fuldstændig rapport fra Erhvervs- og Selskabsstyrelsen.
Ifølge Erhvervs- og Selskabsstyrelsen er selskabet opløst efter likvidation pr. 9/12 2002.
Arbejdsløshedskassen har i sin oversendelsesskrivelse til Arbejdsdirektoratet henledt opmærksomheden på, at medlemmet for perioden 1. april 2001 til den 9. december 2002 kan dokumentere mere end 1924 arbejdstimer inden for en isoleret periode på 65 uger.
I skrivelse af 29/7 2004 fremfører Arbejdsløshedskassen følgende synspunkter, som vi anmoder Arbejdsdirektoratet om at medtage i deres afgørelse/vurdering:
1. Arbejdsomfanget i den selvstændige virksomhed reduceres væsentligt pr. 1. april 2001, hvor medlemmet påbegynder lønmodtagerbeskæftigelse. Momsregnskab fra Told og Skat vil kunne bekræfte påstanden om, at arbejdsomfanget i den selvstændige virksomhed reduceres.
2. Medlemmet kan dokumentere 1924 lønmodtagertimer inden for en isoleret periode på 65 uger. Kan derfor fremføre påstand om, at det væsentligste indtægtsgrundlag efter den 1. april 2001 findes via lønindkomsten.
3. Medlemmet har ikke råderet over anpartsselskabet pr. 4. januar 2002, hvor advokat tiltræder som likvidator for selskabet.
4. Det er arbejdsløshedskassens opfattelse, at medlemmet ud fra en konkret vurdering har ændret status (fra hoved- til bibeskæftigelse), idet medlemmet kan dokumentere 1924 lønmodtagertimer indenfor perioden 1. april 2001 og frem til den 9. december 2002, hvor selskabet likvideres.
Arbejdsdirektoratet har i skrivelse af 21/9 2004 redegjort for, hvorfor løntimerne for perioden 1. april 2001 til den 9. december 2002 ikke kan bruges til optjening af timer til 2 års kravet og dermed den skattefri præmie. Baggrunden herfor er, at medlemmet ikke opfylder betingelserne for ophør med den selvstændige virksomhed før den 9. december 2002.
Arbejdsdirektoratet tager ikke stilling til, hvorvidt beskæftigelsesperioden kan bruges til at omgøre den selvstændige virksomhed fra hoved- til bibeskæftigelse!
Arbejdsløshedskassen er bekendt med, at omdannelsen af den selvstændige virksomhed (fra hoved- til bibeskæftigelse) først anses for en realitet på det tidspunkt, hvor medlemmet melder sig ledig og samtidig opfylder beskæftigelseskravet på 52 uger inden for de seneste 65 uger. Heraf konkluderes, at beskæftigelsen aldrig anses for opfyldt på andre tidspunkter end i de seneste 65 uger, der ligger umiddelbart forud for ledigmeldelsen. Idet medlemmet ikke anmoder om dagpenge den 9. december 2002, vil Arbejdsdirektoratet ikke anse virksomheden for omgjort fra hoved- til bibeskæftigelse.
Det faktum, at medlemmet ikke søger om dagpenge den 9. december 2002, bør ikke føre til anden konklusion end den, at virksomheden anses for omgjort fra hoved- til bibeskæftigelse, hvilket vil medføre, at samtlige lønmodtagertimer kan medtages til beskæftigelseskravet samt opgørelse af den skattefri præmie.
Det er vores opfattelse, at vægten ikke bør lægges på, hvornår (hvilket tidspunkt) medlemmet anmoder om dagpenge, men derimod hvorvidt det kan sandsynliggøres, at aktivitetsniveauet i den selvstændige virksomhed ikke har været stigende efter perioden, hvor medlemmet kan dokumentere 1924 lønmodtagertimer indenfor en isoleret periode på 65 uger. Det er vores opfattelse, at tidspunktet for anmodning om dagpenge skævvrider retsgrundlaget for vore medlemmer.
Det medlem, som anmoder om dagpenge umiddelbart efter perioden på 1924 lønmodtagertimer indenfor 65 uger, har omgjort sin status (fra hoved- til bibeskæftigelse).
Vælger medlemmet derimod at vente med ansøgning om dagpenge til et senere tidspunkt, vil han fortsat bevare sin status som selvstændig erhvervsdrivende (hovedbeskæftigelse). Derved bliver det ikke lønmodtagertimerne, som vægter mest, når medlemmet (ved hjælp af lønmodtagertimer) dokumenterer, at der er sket et skift i medlemmets indtjeningsgrundlag (eksistensgrundlag) fra selvstændig virksomhedsdrift til lønmodtagerbeskæftigelse.
Håber, at Arbejdsmarkedets Ankenævn vil medtage vurdering af, om medlemmet har omgjort den selvstændige virksomhed, således at lønmodtagertimerne kan medgå til opgørelse af beskæftigelseskravet og dermed den skattefri præmie.”
4. Arbejdsdirektoratets bemærkninger til klagen
Arbejdsdirektoratet skrev den 5. oktober 2004:
”Direktoratet sender klage over afgørelse af 21. september 2004.
Der er ikke kommet nye oplysninger, der giver direktoratet anledning til at ændre afgørelsen.
For så vidt angår a-kassens oversendelsesbrev af 30. september 2004 skal det bemærkes, at direktoratet har medtaget de 4 punkter, som a-kassen nævner nederst på side 1, i den vurdering, som ligger til grund for direktoratets afgørelse af 21. september 2004. Dette fremgår da også af begrundelsen for afgørelsen. For fuldstændighedens skyld skal direktoratet her tage stilling til de enkelte punkter:
Pkt.1.
Det forhold, at arbejdsomfanget i virksomheden reduceres væsentligt pr. 1. april 2001, er ikke i sig selv en ophørsgrund. For at anses for ophørt skal medlemmet opfylde en af ophørsgrundene i bekendtgørelse nr. 850 af 16. oktober 2002 om ophør med udøvelse af selvstændig virksomhed som hovedbeskæftigelse.
Pkt. 2.
Hvis et medlem skal anses for at have omdannet sin hovedbeskæftigelse til bibeskæftigelse, skal medlemmet opfylde § 20, stk. 2, i ovennævnte bekendtgørelse. Dette er ikke tilfældet, idet medlemmet ikke har været ledigt i perioden.
Det skal bemærkes at bestemmelsen i § 20, stk. 2, er en undtagelse fra hovedreglen om, at virksomheden skal være endeligt lukket eller afhændet, før medlemmet kan anses for ophørt. Betingelserne i bestemmelsen er klare, idet medlemmet umiddelbart forud for ledigheden skal have haft lønarbejde i tilsammen 52 uger inden for 65 uger. Hvis dette er tilfældet, kan virksomheden anses for at være omdannet til bibeskæftigelse. Bestemmelsen kan således anvendes i forbindelse med medlemmets ledighed og ikke i alle andre situationer.
Pkt. 3.
Hvis et medlem, der har drevet selvstændig virksomhed som hovedbeskæftigelse, skal anses for ledig, skal virksomheden som hovedregel enten være overdraget eller lukket, jf. § 2 i ovennævnte bekendtgørelse. Dette sker for medlemmets virksomheds vedkommende først den 9. december 2002, hvor selskabet bliver likvideret.
Det er direktoratets opfattelse, at medlemmet ikke kan anses for afskåret fra fortsat at drive virksomheden (jf. undtagelsen i § 2, stk. 2, i ovennævnte bekendtgørelse) fra et tidligere tidspunkt end den 9. december 2002, fx fra den 4. januar 2002, hvor ledelsen fratrådte, og selskabet herefter blev tegnet af en advokat, idet likvidationen først er endelig, når selskabet er opløst. Det er under en igangværende likvidation muligt at ophæve likvidationen og genoptage driften af virksomheden, jf. § 62 i lov om anpartsselskaber.
Pkt. 4.
Se ovenfor under pkt. 2.
Om a-kassens bemærkninger om dispensation
Direktoratet har ikke truffet en egentlig afgørelse om dispensation, idet vi har læst den pågældende passus i a-kassens oversendelsesbrev af 29. juli 2004 som en anmodning om at ændre a-kassens egen afgørelse til gunst for medlemmet.
Bilagsfortegnelse og alle bilag i sagen vedlægges.
Kopi af brevet er sendt til medlemmet og a-kassen.”
5. Nyt efter klagen
Intet nyt.
6. Regler
Lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 712 af 19. juli 2000
§ 53. Ret til dagpenge opnås efter 1 års medlemskab af en anerkendt arbejdsløshedskasse.
Stk. 2. Retten til at opnå dagpenge i den i § 52 a, stk. 1, og § 55, stk. 1 og 5, nævnte periode er endvidere betinget af,
at et fuldtidsforsikret medlem har haft beskæftigelse som lønmodtager i en tid, som sammenlagt svarer til beskæftigelse i fagets fulde, sædvanlige arbejdstid i mindst 52 uger inden for de sidste 3 år, eller i en tilsvarende periode har udøvet selvstændig erhvervsvirksomhed i væsentligt omfang,
Ved lov nr. 1035 af 17. december 2002 udgår henvisningen til § 52 a, stk.1, hvorefter der alene henvises til § 55, stk. 1 og 3.
§ 57.
Stk. 3. En selvstændig erhvervsdrivende anses for ledig, når hans personlige arbejde i virksomheden er ophørt mere end midlertidigt. Nærmere regler om, hvornår en selvstændig erhvervsdrivendes personlige arbejde i virksomheden anses for ophørt mere end midlertidigt, fastsættes af direktøren for Arbejdsløshedsforsikringen efter forhandling med Landsarbejdsrådet (nu: direktøren for Arbejdsdirektoratet efter forhandling med Beskæftigelsesrådet).
§ 74 k. Et medlem, som tidligst overgår til efterløn mindst 2 år efter, at efterlønsbeviset har virkning, og som i denne periode har haft lønarbejde i mindst 3.120 timer, et deltidsforsikret medlem dog mindst 2.496 timer, eller har drevet selvstændig virksomhed i væsentligt omfang, optjener ved arbejde herudover i mindst 481 timer ret til en skattefri præmie, når medlemmet fylder 65 år eller afgår ved døden. Det er en betingelse, at medlemmet ikke har fået udbetalt delpension efter lov om delpension. Det er endvidere en betingelse, at der ikke er sket tilbagebetaling af efterlønsbidraget efter § 77 a.
Stk. 2. Præmien ydes for hver 481 timer, dog højst for 12 gange 481 timer.
Bestemmelserne er uændrede.
Stk. 5. Direktøren for Arbejdsløshedsforsikringen fastsætter efter forhandling med Landsarbejdsrådet nærmere regler om anvendelsen af denne bestemmelse, herunder om opgørelse af arbejde efter stk. 1 og 2, samt om opgørelse af arbejde efter § 74 i, stk. 7, og § 74 j, stk. 5, og om udbetaling af præmien.
Ved lov nr. 278 af 25. april 2001 blev § 74 k, stk. 5, til stk. 8, men teksten forblev uændret.
Arbejdsdirektoratets bekendtgørelse nr. 594 af 22. juni 2001 om fleksibel efterløn som ændret ved bekendtgørelse nr. 1208 af 18. december 2002
§ 11. Et medlem, som tidligst overgår til efterløn mindst 2 år efter bevistidspunktet, og som i den periode har haft lønarbejde eller selvstændig virksom hed som kombinationsforsikret i mindst 3.120 timer, et deltidsforsikret medlem dog mindst 2.496 timer, eller drevet selvstændig virksomhed i
æsentligt omfang, har ret til:
1) at få efterløn med den dagpengesats, medlemmet ville være berettiget til i tilfælde af ledighed, dog mindst satsen i efterlønsbeviset,
2) at få fradrag for pension m.v. i efterlønnen udelukkende efter § 22, og
3) at optjene en skattefri præmie efter § 12.
Stk. 2. Arbejde til at opfylde kravet i stk. 1 gøres op og dokumenteres efter reglerne om optjening af beskæftigelseskravet i bekendtgørelse om beskæftigelseskrav og dagpengeperiode samt i bekendtgørelse om kombinationsforsikring, jf. dog stk. 3 og 4. Medlemmets status som fuldtids- eller deltidsforsikret medlem på bevistidspunktet er afgørende for opgørelsen af kravet i stk. 1.
Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens bekendtgørelse nr. 1355 af 20. december 2000 om beskæftigelseskrav, dagpengeperiode og aktivperiode
§ 2. Beregning af beskæftigelseskravet foretages på baggrund af opgjorte løntimer i et sædvanligt beskæftigelsesforhold, der er i overensstemmelse med gældende overenskomster eller i øvrigt er udført på almindelige løn- og arbejdsvilkår, jf. dog stk. 2-8 og § 4.
§ 5. Selvstændig virksomhed medregnes til opfyldelse af beskæftigelseskravet, hvis medlemmet godtgør at have udøvet virksomheden i væsentligt omfang. Ved væsentligt omfang forstås, at beskæftigelsen i den selvstændige
virksomhed har haft et omfang, der kan sidestilles med lønarbejde i over 30 timer pr. uge.
Arbejdsdirektoratets bekendtgørelse nr. 504 af 16. juni 2003 om beskæftigelseskrav og dagpengeperiode
§ 2. Beregning af beskæftigelseskravet foretages på baggrund af opgjorte
løntimer i et sædvanligt beskæftigelsesforhold, der er i overensstemmelse
med gældende overenskomster eller i øvrigt er udført på almindelige løn- og
arbejdsvilkår, jf. dog stk. 2-8 og § 4. Alle løntimer kan medregnes, jf. dog §
5, stk. 5.
§ 5. Selvstændig virksomhed medregnes til opfyldelse af beskæftigelseskravet, hvis medlemmet godtgør at have udøvet virksomheden i væsentligt omfang. Ved væsentligt omfang forstås, at beskæftigelsen i den selvstændige virksomhed har haft et omfang, der kan sidestilles med lønarbejde i over 30 timer pr. uge.
Stk. 5. For medlemmer, der er forsikret efter lovens § 45 (kombinationsforsikring), og medlemmer, der udøver selvstændig virksomhed i væsentligt omfang, kan der for en uge højst medregnes et timetal, der svarer til den almindeligt gældende, fulde arbejdstid inden for det offentlige område.
§ 15. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. juli 2003.
Stk. 2. § 2, stk. 1, 2. pkt., har virkning for lønarbejde, der fra og med den 1. juli 2003 udføres sideløbende med, at medlemmet udøver selvstændig virksomhed som hovedbeskæftigelse.
Arbejdsdirektoratets bekendtgørelse nr. 165 af 13. marts 2001 om ophør med udøvelse af selvstændig virksomhed som hovedbeskæftigelse
§ 3. Et medlem anses for ophørt mere end midlertidigt med det personlige arbejde i virksomheden, når medlemmet dokumenterer, at virksomheden endeligt er overdraget eller lukket.
§ 18. Et medlem, der fortsætter med sit personlige arbejde i virksomheden efter at have påbegyndt lønarbejde, kan ikke anses for ledig, før betingelserne i kapitel 1 og 2 er opfyldt, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. Ved ledighed fra lønarbejdet vurderes retten til dagpenge efter reglerne for medlemmer, der under ledighed har bibeskæftigelse ved selvstændig virksomhed, når medlemmet dokumenterer umiddelbart forud for ledigheden enten
1) at have haft lønarbejde i en tid, der sammenlagt svarer til fagets fulde, sædvanlige arbejdstid i mindst 52 uger inden for de seneste 65 uger, eller
2) at have haft lønarbejde i en tid, der sammenlagt svarer til fagets fulde, sædvanlige arbejdstid i mindst 26 uger inden for de seneste 35 uger, når der i umiddelbar tilknytning til påbegyndelsen af lønarbejdet er sket en væsentlig omlægning af driften, der har medført en reduktion af arbejdsmængden i virksomheden.
Stk. 3. Opgørelsen af medlemmets lønarbejde inden for henholdsvis 65 uger og 35 uger foretages efter reglerne om beregning af beskæftigelseskravet i lovens § 53, stk. 2.
Arbejdsdirektoratets bekendtgørelse nr. 850 af 16. oktober 2002 om ophør med udøvelse af selvstændig virksomhed som hovedbeskæftigelse
§ 3. Et medlem anses for ophørt mere end midlertidigt med det personlige arbejde i virksomheden, når medlemmet dokumenterer, at virksomheden endeligt er overdraget eller lukket.
§ 20. Et medlem, der fortsætter med sit personlige arbejde i virksomheden efter at have påbegyndt lønarbejde, kan ikke anses for ledig, før betingelserne i kapitel 1 og 2 er opfyldt, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. Ved ledighed fra lønarbejdet vurderes retten til dagpenge efter reglerne for medlemmer, der under ledighed har bibeskæftigelse ved selvstændig virksomhed, når medlemmet dokumenterer umiddelbart forud for ledigheden enten
3) at have haft lønarbejde i en tid, der sammenlagt svarer til fagets fulde, sædvanlige arbejdstid i mindst 52 uger inden for de seneste 65 uger, eller
4) at have haft lønarbejde i en tid, der sammenlagt svarer til fagets fulde, sædvanlige arbejdstid i mindst 26 uger inden for de seneste 35 uger, når der i umiddelbar tilknytning til påbegyndelsen af lønarbejdet er sket en væsentlig omlægning af driften, der har medført en reduktion af arbejdsmængden i virksomheden.
Stk. 3. Opgørelsen af medlemmets lønarbejde inden for henholdsvis 65 uger og 35 uger foretages efter reglerne om beregning af beskæftigelseskravet i lovens § 53, stk. 2.