Gelex

Selvforskyldt ledighed opsigelse fra jobtræning pedelmedhjælper medlemmets adfærd havde fået flere advarsler om ikke at drikke eller sidde og sove på arbejdspladsen

GældendeVersion 2006-02-01
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2005/9850@2006-02-01/da

Indhold
  1. Indledning

Ankenævnet har behandlet Deres klage på møde den 31. marts 2005.

Nævnet traf denne

A F G Ø R E L S E

De var selvforskyldt ledig, da De den 15. januar 2004 blev opsagt fra jobtræningen som pedelmedhjælper på X Skole.

De skal derfor have 3 ugers karantæne. Karantænen har virkning fra den 16. januar 2004.

Nævnet tiltræder således Arbejdsdirektoratets afgørelse af 28. september 2004.

Det fremgår af § 6, stk. 1 i bekendtgørelsen om selvforskyldt ledighed, at et medlem er selvforskyldt ledig, hvis medlemmet bliver afskediget af en grund, der væsentligst skyldes medlemmet. Dette gælder også, hvis medlemmet bliver afskediget fra et tilbud efter en jobplan af en grund, der væsentligst skyldes medlemmet.

Nævnet har ved vurderingen af, om De er selvforskyldt ledig, lagt til grund at:

- Det ifølge Deres jobplan var aftalt, at De skulle i jobtræning som pedelmedhjælper i en periode på 26 uger med mulighed for forlængelse.

- Arbejdsopgaverne ifølge jobplanen var udendørs vedligeholdelse og rengøring, affaldssortering samt småreparationer ude og inde.

- De den 5. januar 2004 begyndte i jobtræning som pedelmedhjælper på X Skole.

- De var på arbejde den 5., 6. og 7. januar 2004 og De meldte Dem syg på grund af dårligt knæ den 8. januar 2004.

- Deres arbejdsgiver kontaktede Dem telefonisk den 13. januar 2004, hvor De oplyste, at De havde fået influenza.

- De mødte på arbejde den 14. januar 2004, hvor De ifølge arbejdsgiveren virkede snøvlet, ukoncentreret og faldt i søvn.

- De ophørte i jobtræningen den 15. januar 2004, hvor arbejdsgiveren afskedigede Dem på grund af ”Begrundet mistanke om alkoholmisbrug - lugtede heraf. Klager fra eleverne”.

Nævnet finder efter en konkret vurdering af Deres arbejdsgivers begrundelse m.v. for afskedigelsen, at De blev opsagt fra jobtræningen af en grund, der væsentligst skyldtes Deres forhold.

Nævnet har ved vurderingen lagt vægt på Deres arbejdsgivers redegørelse til sagen, hvoraf blandt andet fremgår, at arbejdsgiveren på baggrund af klager fra børn, voksne samt egne bekymringer angående Deres ansættelse valgte at afslutte ansættelsesforholdet den 15. januar 2004. De voksne, som De nåede at få kontakt med på skolen, havde begrundet mistanke om alkohol i arbejdstiden. Deres adfærd var efter arbejdsgiverens opfattelse ikke passende på en skole, hvor de voksne også bruges som rollemodel for børnene. Arbejdsgiveren ønskede ikke at medvirke til et ansættelsesforhold, hvor børnene følte sig utrygge.

Nævnet har også lagt vægt på, at arbejdsgiveren har oplyst, at De forud for opsigelsen havde fået flere advarsler om, at De ikke måtte drikke på arbejdspladsen og at De ikke måtte sidde og sove.

Det er indgået i nævnets overvejelser, at De har bestridt påstanden om alkoholmisbrug, og at De har forklaret, hvorfor De to gange sov under jobtræningen på skolen. Nævnet finder imidlertid ikke, at dette kan medføre en ændret vurdering af spørgsmålet om selvforskyldt ledighed, idet arbejdsgivers forklaringer er bekræftet af flere personer på arbejdspladsen, og idet arbejdsgivers detaillerede forklaringer ikke kan anses for at understøtte Deres argumentation.

Nævnet finder i øvrigt ikke, at de fremsendte to poser med prøver på dufte af Deres deodorant og aftershave kan tillægges betydning for afgørelsen af sagen.

Ankenævnet har truffet afgørelsen efter § 63, stk. 1, nr. 3), stk. 4 og stk. 5 i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 708 af 13. august 2003 og § 6, stk. 1, nr. 1), § 36, stk. 1 og § 37, stk. 1 i Arbejdsdirektoratets bekendtgørelse nr. 514 af 17. juni 2003 om selvforskyldt ledighed.

1. Sagsforløb

Arbejdsdirektoratet fremstillede sagen på denne måde:

”Det fremgår af Deres jobplan, at De skulle starte i ansættelse med løntilskud som pedelmedhjælper den 5. januar 2004. Perioden var aftalt til 26 uger.

Det fremgår af Deres ansættelsesbrev, at De blev ansat som pedelmedhjælper i ansættelse med løntilskud fra den 5. januar 2004 til den 4. juli 2004.

Det fremgår af erklæring om arbejdsophør, at De var ansat i jobtræning med løntilskud fra den 5. januar 2004 til den 15. januar 2004, og at De blev op- sagt af arbejdsgiveren. Årsagen til opsigelsen var begrundet mistanke om alkoholmisbrug og klager fra eleverne.

Det fremgår af a-kassens notat af 16. februar 2004, at De har forklaret, at De blev ansat den 5. januar 2004, og at De var sygemeldt den 8. januar 2004.

Den 13. januar 2004 havde De fået besked på at møde dagen efter, hvilket De gjorde, selvom De havde feber. De fik ingen instrukser om, hvad De skulle lave, så De samlede skrald. Den 15. januar 2004 mødte De igen på arbejde med feber.

De blev spurgt, om De overhovedet vidste, hvad det ville sige at være pedelmedhjælper. De svarede, at De stadig havde feber og hovedpine, og at De ville sygemelde Dem den følgende dag, hvis det skulle være på den måde.

De blev derefter bedt om at aflevere Deres nøgler.

Den 24. januar 2004 modtog De brev fra AF om, at De ikke havde overholdt Deres jobplan.

De har endvidere oplyst til a-kassen, at De ikke rører spiritus. De kan ikke tåle det, hvilket Deres læge er klar over. De havde ikke drukket hverken før eller mens, De var på arbejde. De spiste Fishermans Friends.

De har på ledighedserklæring af 17. februar 2004 oplyst, at De var ansat som pedelmedhjælper ved X Skole fra den 5. januar 2004 til den 15. januar 2004. De har desuden oplyst, at De blev tilmeldt AF den 2. februar 2004.

Arbejdsgiveren har til a-kassen forklaret, at De svarede nej til spørgsmålet om De drak. Børnene kunne ikke med Dem, de klagede over Dem. De var uforskammet overfor børnene.

De tilbragte en del tid på kontoret, og sekretæren kunne lugte spiritus, selv tidligt på dagen. De var flere gange blevet fundet sovende i en stol.

De har i Deres redegørelse af 17. februar 2004 beskrevet Deres arbejdsopgaver. Efter at have fjernet 10-12 sække med affald fik De ondt i knæet på grund af trapperne. De tog derfor et par gigtpiller og satte Dem på en stol, indtil pillerne begyndte at virke.

De var åbenbart faldet i søvn, da smerterne var ved at fortage sig. Den 8. januar 2004 måtte De blive hjemme på grund af influenza. Den 13. januar 2004 blev De ringet op og fik ordre på at møde næste morgen, hvilket De gjorde, selvom De havde feber.

De gik hjem 10 minutter før tid, fordi De ikke havde det så godt. De fik samtidig besked på, at De bare havde at komme igen næste morgen. Den 15. januar 2004 mødte De igen med feber. Efter at have ordnet et par småting, fortsatte De med det, De manglede fra dagen før.

De gik ind for at tage et glas vand og en pille mod Deres hovedpine, hvorpå De fik at vide, at De ikke vidste, hvad det ville sige at være pedel. De svarede, at det kunne man bare fortælle Dem, hvorefter De igen fik at vide, at De ikke vidste, hvad det ville sige at være pedel.

De sagde, at man kunne snakke med AF om Dem. Til sidst sagde De, at De havde det dårligt, og at De måtte sygemeldes. Så gik De.

De har desuden forklaret, at De ikke drikker mere, da Deres bugspytkirtel og lever er ødelagt. Lugten kunne måske skyldes, at De starter hver morgen med en kande kaffe og spiser en masse pastiller.

I forbindelse med at De skulle skifte lysstofrør, havde De snakket lidt med nogle elever. Eleverne hilste efterfølgende pænt på Dem.

Nogle mindre elever havde spillet bold i gården, og bolden var sparket op på et bølgetag. De havde sagt til eleverne, at de ikke måtte banke på taget, da de kunne flække det, og at de - hvis det skete igen - skulle hente Dem. De havde talt meget pænt til eleverne, og de var blevet glade for hjælpen.

Den 18. maj 2004 traf a-kassen afgørelse om, at De selvforskyldt ledig, fordi De var blevet opsagt at en grund, der væsentligst skyldtes Dem. De fik derfor 3 ugers karantæne.

Den 3. juni 2004 klagede De over a-kassens afgørelse. De forklarede, at De havde fået at vide, at der ingen trapper var, men at De næsten ikke bestilte end at rende op og ned af trapperne til kælder og loft.

De har desuden forklaret, at De kun kan drikke et glas vin om dagen. Hvis De drikker mere, giver Deres bugspytkirtel afsindige smerter. Endvidere forklarede De, at De havde sovet 2 gange på skolen. Den ene gang efter at have flyttet sorte sække fyldt med affald hvorefter De tog en gigtpille og satte Dem i en stol, mens De ventede på, at pillen skulle virke, men på grund af varmen faldt De i søvn.

Den anden gang holdt De pause på kontoret igen efter at have taget piller - denne gang mod hovedpine, desuden havde De stadig influenza og feber.

De oplyste i klagen, at De ikke havde været uforskammet overfor eleverne, da De behandler andre, som De gerne selv vil behandles. Desuden gjorde De, hvad De blev bedt om.

De burde nok at sagt, at De ikke kunne komme på arbejde den 14. januar 2004, i stedet for at sige, at De ville prøve og forsøge at være der hele dagen. Deres influenza stoppede først den 1. februar 2004, fordi De var taget på arbejde med influenza.

Den 17. juni 2004 sendte a-kassen Deres klage til direktoratet, idet a-kassen fastholdt afgørelsen.

Direktoratet har efterfølgende bedt om yderligere oplysninger fra arbejdsgiveren. Arbejdsgiveren har oplyst, at

“Y var ansat i aktivering på X Skole fra den 5/1-15/1 2004. Y var på arbejde den 5. 6. og 7. januar, torsdag den 8/1-04 melder han sig syg med dårligt knæ. Tirsdag den 13/1 tager undertegnede kontakt til Y for at høre hvornår han forventes at genoptage arbejde, hvor han oplyser, han har influenza. Jeg har ikke på noget tidspunkt beordret Y til at møde på arbejde, men det må være hans egen dårlige samvittighed, som har sendt ham på arbejde igen.

Den første arbejdsdag den 5/1-04 forløber normalt og Y virker interesseret og positiv til jobbet. Allerede den første arbejdsdag indvier han dele af skolens personale i sine sociale problemer med kommune, skole, ekshustru og tidligere arbejdsgiver og vi har forståelse for at han har meget at tumle med.

Tirsdag den 6/1-04 bliver hans adfærd mere problematisk og tirsdag eftermiddag var hans tale uklar og adfærd højest mærkværdig.

Onsdag den 7/1 var undertegnede på kursus og Y skulle arbejde selv denne dag. Han var en del på skolens kontor og havde brug for at tale om sine problemer. Y opholdt sig en del i Juniorklubbens lokaler i kælderen på X Skole og personalet klagede til skolens kontor, idet de følte at de blev brugt som varmestue og eleverne følte sig utrygge ved hans tilstedeværelse, hans adfærd var højest mærkværdig, tale uklar m.m.

Ved tiltrædelse den 5/1 oplyser Y at han skal til møde med Z Skole den 8/1, men dette møde bliver imidlertid aflyst.

Den 8/1 ringer Y til undertegnede og siger at han forsøger at komme på arbejde, men pga. store smerter i knæet ser han sig ikke i stand til at møde.

Herefter hører jeg ikke yderligere før den 13/1 hvor jeg tager telefonisk kontakt til ham. Y oplyser at han fået influenza. Den 14/1 møder Y igen og virker snøvlet og ukoncentreret og falder i søvn. Børnene er utrygge ved hans adfærd. For første gang har skolens historie har vi fået klager fra små elever, fordi de følte sig utrygge ved en voksen.

På baggrund af klager fra børn, voksne og egne bekymringer angående Y’s ansættelse vælger jeg at slutte ansættelsesforholdet den 15/1-2004.

Det er positivt at Y fra april måned ikke drikker mere, men de voksne som Y nåede at få kontakt med på X Skole, havde begrundet mistanke om alkohol i arbejdstiden.

Hans adfærd var ikke passende på en skole, hvor de voksne også bruges som rollemodel for børnene. X Skole ønsker ikke at medvirke til ansættelsesforhold, hvor børnene skal føle sig utrygge.”

De blev i et brev af 9. september 2004 bedt om eventuelle bemærkninger til oplysninger, som direktoratet havde indhentet hos Deres tidligere arbejdsgiver.

De har den 22. september 2004 oplyst, at servicelederen har misforstået, hvornår De holdt op med at drikke. Dette havde De været i 2¼ år. I april ville De imidlertid prøve 2 glas vin til madlavningen og til spisningen. De havde dog måttet stoppe ret hurtigt, da De ikke kunne tåle det.

De mener også, at servicelederen lider af tankeforskydelser angående egen opringning til Dem om at møde på arbejde.

De finder, at arbejdsgiverens beskrivelse er en modsigelse af Deres beskrivelse, som De bedre kan genkende.”

Sekretariatet for Arbejdsmarkedets Ankenævn er enig i fremstillingen.

2. Arbejdsdirektoratets afgørelse

Direktoratet traf den 28. september 2004 denne afgørelse:

”De er selvforskyldt ledig den 15. januar 2004.

De skal have en karantæne på 3 uger fra den 16. januar 2004.

Begrundelse

De er selvforskyldt ledig, hvis De i det væsentligste selv er skyld i afskedigelsen. Se § 6, 1. pkt., i bekendtgørelse nr. 514 af 17. juni 2003 om selvforskyldt ledighed.

Dette gælder også, hvis man bliver afskediget fra et tilbud efter en jobplan af en grund, der væsentligst skyldes en selv, jf. § 6, nr. 2, i bekendtgørelsen.

Den 15. januar 2004 fratrådte De en stilling som pedelmedhjælper ved X Skole. De blev afskediget, fordi arbejdsgiveren havde begrundet mistanke om alkoholmisbrug og på grund af klager fra eleverne.

Der er ved afgørelsen lagt vægt på arbejdsgiverens forklaring om, at der under Deres ansættelse fra den 5. - 15. januar 2004 kom klager fra såvel personalet på skolens kontor, da Juniorklubben i kælderen, følte sig brugt som varmestue, og fra eleverne, som følte sig utrygge ved Deres tilstedeværelse på grund af Deres uforskammede adfærd og uklare tale.

Der er også lagt vægt på, at De under ansættelsen 2 gange er fundet sovende på arbejdspladsen, hvilket De selv har bekræftet er korrekt. At De har anført, at årsagen hertil var indtagelse af smertestillende medicin, finder direktoratet ikke kan føre til en anden vurdering.

Direktoratet har noteret sig Deres forklaring om, at De blev beordret på arbejde med influenza. Imidlertid har arbejdsgiveren afvist, at dette skulle være tilfældet.

Direktoratet har ligeledes noteret sig Deres forklaring om, at De ikke rører spiritus, og at årsagen til, at De lugtede af spiritus, kunne skyldes, at De starter hver morgen med en kande kaffe og en masse pastiller.

Direktoratet har i den forbindelse lagt vægt på, at en afgørende årsag til afskedigelsen var Deres adfærd i øvrigt og klager over denne.

De blev derfor selvforskyldt ledig den 15. januar 2004, og De skal have en karantæne på 3 uger fra den l6. januar 2004.

Der henvises til § 63, stk. 1, nr. 3, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 708 af 13. august 2003, og § 6, 1. pkt., § 36, stk. 1, og § 37, stk. 1, i bekendtgørelsen.

Gentagelsesvirkning

Hvis De 2 gange inden for 12 måneder bliver selvforskyldt ledig, kan De ikke få dagpenge, før De har haft arbejde i mere end 300 timer i en periode på 10 uger.

Arbejdet skal være udført på almindelige løn- og arbejdsvilkår, og der må ikke være givet offentligt løntilskud til arbejdet.

Se § 39, stk. 1 og 2, i bekendtgørelsen.”

3. Klagen til ankenævnet

De har den 16. oktober 2004 klaget over Arbejdsdirektoratets afgørelse. De har anført følgende i klagen:

”Jeg vil gerne anke sagen, da jeg samtidig mener, at have fundet ud af mere til årsagen og at jeg selvfølgelig føler, at jeg er blevet uretfærdigt behandlet af serviceleder N, bl.a. med:

”Du ved ikke hva´ det vil sige, at være pedelmedhjælper”, hvorpå jeg svarer gang på gang (4-5 gange) ”Så fortæl mig det” forfra ”Du ved ikke ..”.

Jeg har også erkendt hvad jeg har gjort, som N så har haft lidt (meget) ”tankeforskydelse” med.

Der er vedlagt 2 stk. poser med dufte i, som flere bl.a. har spurgt mig om jeg har drukket, eller at jeg lugter som om jeg har taget noget til min morgenkaffe. Så den ene er min aftershave, og den anden er min deodorant. Disse er købt hos Yves Rocher (tlf. 33 33 04 70).”

4. Arbejdsdirektoratets bemærkninger til klagen

Arbejdsdirektoratet har den 26. oktober 2004 sendt sagen til Arbejdsmarkedets Ankenævn med bemærkning om, at der ikke var kommet nye oplysninger, der gav direktoratet anledning til at ændre afgørelsen. Direktoratet oplyste i øvrigt følgende:

”Medlemmet anfører i sin klage, at han føler sig uretfærdigt behandlet af servicelederen, der skulle have udtalt, at medlemmet ikke vidste, hvad det ville sige at være pedelmedhjælper. Medlemmet havde besvaret denne udtalelse flere gange, idet han havde bedt om at få det fortalt forfra.

Hertil skal direktoratet bemærke, at det ikke kan føre til en anden vurdering af sagen. Medlemmet blev ikke afskediget, fordi han ikke vidste, hvad det var at være pedelmedhjælper, men fordi hans adfærd gav anledning til flere klager, og fordi han 2 gange blev fundet sovende i arbejdstiden.

Direktoratet har ikke bemærkninger til de duftprøver, som medlemmet har vedlagt klagen.”

5. Nyt efter klagen

Sekretariatet har under behandlingen af sagen indhentet yderligere oplysninger fra Deres arbejdsgiver X Skole.

Det fremgår af oplysningerne blandt andet, at De havde fået flere advarsler forud for opsigelsen den 15. januar 2004, dels om at De ikke måtte drikke på arbejdspladsen, dels om at De ikke måtte sidde og sove.

De nye oplysninger fremgår af sekretariatets kontorrapport af 22. februar 2005.

Sekretariatet sendte den 22. februar 2005 kopi af kontorrapporten til Dem og bad om at få Deres eventuelle bemærkninger hertil inden 14 dage.

Sekretariatet har ikke hørt fra Dem inden for den givne frist.

6. Regler

Lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 708 af 13. august 2003:

§ 63. Dagpenge må ikke udbetales, jf. stk. 4, til et medlem, hvis ledighed skyldes,

1) at medlemmet uden fyldestgørende grund afslår et rimeligt arbejde, der er formidlet af arbejdsformidlingen, arbejdsløshedskassen eller andre efter kapitel 3 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats,

2) at medlemmet uden fyldestgørende grund ophører med sit arbejde,

3) at medlemmet afskediges af en grund, der væsentligst kan tilregnes medlemmet, eller

4) at medlemmet uden fyldestgørende grund afslår at medvirke til udarbejdelse eller revision af en jobplan, afslår eller afbryder et tilbud i henhold til en jobplan efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats eller afslår eller afbryder en uddannelse, som arbejdsformidlingen vurderer vil øge mulighederne for beskæftigelse.

Stk. 4. Ved selvforskyldt ledighed efter stk. 1 pålægges medlemmet en karantæne på 3 uger. Ved selvforskyldt ledighed to gange inden for 12 måneder bortfalder retten til dagpenge, indtil

et fuldtidsforsikret medlem har haft mere end 300 timers arbejde inden for 10 uger,

et deltidsforsikret medlem har haft mindst 150 timers arbejde inden for 10 uger eller

et medlem i mindst 26 uger uafbrudt har drevet selvstændig virksomhed i væsentligt omfang.

Stk. 5. Direktøren for Arbejdsdirektoratet fastsætter efter forhandling med Beskæftigelsesrådet nærmere regler for anvendelsen af bestemmelserne i stk. 1-4. Bekendtgørelse om selvforskyldt ledighed.

Arbejdsdirektoratets bekendtgørelse nr. 514 af 17. juni 2003 om selvforskyldt ledighed:

§ 1. Reglerne i denne bekendtgørelse omfatter medlemmer af en a-kasse, som:

ophører i et arbejde efter afskedigelse eller egen opsigelse, eller

går ned i arbejdstid, hvis den ændrede arbejdstid er af et omfang, der kan give ret til supplerende dagpenge.

Stk. 2. Bekendtgørelsen omfatter også ledige medlemmer af en a-kasse, som:

afslår et arbejde formidlet af arbejdsformidlingen (AF) eller a-kassen,

afslår at være med til at udarbejde eller revidere en jobplan,

afslår eller ophører i et tilbud efter en jobplan, eller

ophører i et tilbud om omskoling m.v.

..........

§ 6. Et medlem er selvforskyldt ledig, hvis medlemmet bliver afskediget af en grund, der væsentligst skyldes medlemmet. Dette gælder også, hvis:

medlemmet bliver afskediget fra et tilbud efter en jobplan af en grund, der væsentligst skyldes medlemmet,

et uddannelsessted afbryder medlemmets uddannelse efter en jobplan af en grund, der væsentligst skyldes medlemmet, eller

medlemmet bliver afskediget af en grund, der væsentligst skyldes medlemmet, mens medlemmet er på orlov efter lov om børnepasningsorlov eller får godtgørelse efter lov om godtgørelse ved deltagelse i erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse eller får voksenuddannelsesstøtte efter lov om statens voksenuddannelsesstøtte.

§ 36. Et medlem skal have 3 ugers karantæne, hvis medlemmet er selvforskyldt ledig efter bestemmelserne i kapitel 2, jf. dog § 39.

§ 37. En karantæne har virkning fra den dag, hvor et medlem afslår et arbejde eller et tilbud efter en jobplan, jf. dog stk. 3-5. Ved ophør har karantænen virkning fra dagen efter ophøret, jf. dog stk. 2-4 og stk. 6.

Versioner

  1. 2006-02-01