Uddannet sygeplejerske, ansat som personalekonsulent i et sygeplejerske-vikarburea, antaget brugt sin uddannelse, ikke ret til VEU-godtgørelse
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2005/9856@2006-02-01/da
Indhold
Arbejdsmarkedets Ankenævn har behandlet Deres klage på møde den 16. marts 2005.
Nævnet traf denne
Arbejdsmarkedets Ankenævn er enig med X A-kasse i, at De ikke er berettiget til voksen- og efteruddannelsesgodtgørelse (VEU-godtgørelse) i forbindelse med Deres deltagelse i AMU mv.-kurset Etb 1/0407 den 4. til 6. maj 2004.
Efter reglerne er det en betingelse for at opnå VEU-godtgørelse, at personen ikke har en erhvervsrettet uddannelse, der med hensyn til niveau overstiger erhvervsuddannelse, medmindre uddannelsen ikke har været anvendt i de sidste 5 år.
Nævnet har ved afgørelsen lagt vægt på, at De har en uddannelse som sygeplejerske, der er en mellemlang videregående uddannelse, som overstiger niveauet for erhvervuddannelse.
Deres ret til VEU-godtgørelse er herefter betinget af, at De ikke har brugt Deres uddannelse arbejdsmæssigt inden for de sidste 5 år.
Nævnet har herved lagt vægt på, at De arbejder som personalekonsulent for Y arbejdsgiver, der er et vikarbureau for sygeplejersker, og nævnet finder, at det ikke kan konkluderes, at De ikke anvender Deres uddannelse i dette arbejde, som må anses at ligge i naturlig forlængelse af uddannelsen som sygeplejerske. Nævnet bemærker i den forbindelse, at De skriftligt blev bedt om at indsende en stillingsbeskrivelse eller lignende, men ikke har reageret herpå.
Nævnet finder derfor ikke, at De er omfattet af den personkreds, som vil kunne opnå VEU-godtgørelse, hvorfor De således ikke er berettiget til VEU-godtgørelse.
Afgørelsen er truffet med hjemmel i §§ 1, 2, 3 og 4 i lov om godtgørelse ved deltagelse i erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse, jf. lovbekendtgørelse nr. 106 af 18. februar 2004, samt §§ 1, 2, og 4 i bekendtgørelse nr. 1255 af 29. december 2003 om godtgørelse ved deltagelse i erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse (VEU) med de ændringer der følger af bekendtgørelse nr. 50 af 30. januar 2004.
Nævnet opretholder således a-kassens afgørelse af 12. maj 2004.
De kan læse om afgørelsens faktiske og retlige grundlag på de følgende sider.
Kopi til:
A-kassen
1. Sagsforløb
M ansøgte den 4. maj 2004 X A-kasse om VEU-godtgørelse i forbindelse med deltagelse i AMU mv.-kurset Etb 1/0407 i perioden 4. til 6. maj 2004.
Det fremgår af ansøgningen, at hun har en uddannelse som sygeplejerske, at hun er i fuldtidsarbejde som afdelingsleder og at hun ikke har brugt sin uddannelse arbejdsmæssigt inden for de sidste 5 år.
2. Arbejdsløshedskassens afgørelse
X A-kasse traf den 12. maj 2004 denne afgørelse:
”Du har den 11.05.04 søgt om godtgørelse ved deltagelse i erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse i perioden 04.05.04 -06.05.04.
A-kassen må desværre give dig afslag på udbetaling af godtgørelse.
Det skyldes, at du som uddannet sygeplejerske ikke er omfattet af den personkreds, der har ret til godtgørelse.
Der gælder dog en undtagelse, hvorefter du som sygeplejerske alligevel har ret til godtgørelse. Det kræver, at du ikke har arbejdet inden for uddannelsens område i de sidste 5 år.
Du oplyser på ansøgningen, at du ikke har brugt din uddannelse arbejdsmæssigt inden for de sidste 5 år. A-kassen vurderer imidlertid, at du som ansat hos Y gør brug af din uddannelse arbejdsmæssigt.
Kopi af denne afgørelse er d.d. sendt til din arbejdsgiver til orientering.
Regelhenvisning (ikke medtaget)”.
3. Klagen til ankenævnet
M påklagede den 24. maj 2004 denne afgørelse som følger:
”Den 11.05.2004 søgte jeg om godtgørelse ved deltagelse i erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse i perioden 04.05.2004-06.04.2004.
A-kassen gav afslag på ansøgningen om godtgørelse. Deres begrundelse for afslag er, at de vurderer, at jeg som ansat i Y vikarbureau gør brug at min uddannelse som sygeplejerske arbejdsmæssigt.
Inden jeg søgte kurset, havde jeg nøje sat mig ind i reglerne for optagelse. Jeg var fuldstændig sikker på, at jeg indfriede betingelserne for at opnå godtgørelse, da jeg ikke har haft beskæftigelse indenfor uddannelsens område i de sidste 5 år.
Efter ansættelse på H hospitals skadestue/akut modtageafdeling i 16 år, opsagde jeg min stilling, som afdelingssygeplejerske, da min mand blev udstationeret i udlandet i 1995. Da vi vendte tilbage til Danmark i april 1997 vendte jeg ikke tilbage til faget.
Derimod blev jeg ansat som personalekonsulent i Y vikarbureau, den 01.06.1997. Siden 01.07.1998 har jeg haft et arbejdsområde af ledelsesmæssig art. Det skal her nævnes, at det ikke er et krav, at jeg har en sygeplejerske uddannelse.
Jeg mener, at afslaget vedr. godtgørelse er forkert, da a-kassen ikke har vurderet min beskæftigelse, herunder anvendelse af sygeplejerskeuddannelsen, korrekt.
Jeg ser frem til, at a-kassen ændrer afgørelsen, så kurset vil blive godtgjort.”
4. Arbejdsløshedskassens bemærkninger til klagen
A-kassens indsendte klagen i nedenstående brev af 7. juni 2004:
” X a-kasse fremsender hermed medlemmets anke over a-kassens afgørelse af 12.05.04 vedr. afslag på VEU-godtgørelse.
A-kassen finder ikke på baggrund af medlemmets anke grundlag for at ændre vores afgørelse.
Efter a-kassens vurdering omfatter målgruppen i bekendtgørelsen som udgangspunkt ikke sygeplejersker eller andre med en mellemlang videregående uddannelse.
Som undtagelsen fra denne hovedregel, kan man blive omfattet af bekendtgørelsen, hvis pågældende ikke har haft beskæftigelse inden for uddannelsens område i de sidste 5 år.
A-kassen vurderer imidlertid, at medlemmets ansættelse i Y vikarbureau (rekruttering og formidling af vikarer til sundhedssektoren) er sket på baggrund af hendes uddannelse som sygeplejerske, således at medlemmet efter a-kassens vurdering ikke kan siges at have haft beskæftigelse uden for uddannelsens område i de sidste 5 år.
Medlemmet er d.d. orienteret om ankens oversendelse ved kopi af dette brev.”
5. Nyt efter klagen
For at få et bedre grundlag for at vurdere M’s arbejde har sekretariatet i brev af 4. februar 2005 blandt andet bedt om at måtte modtage en stillingsbekrivelse/kopi af ansættelseskontrakt eller lignende.
Sekretariatet har ikke modtaget svar herpå.
6. Regler
Kapitel 1
Formål og område
§ 1. Loven har til formål at skabe økonomisk grundlag for, at voksne fortrinsvis kortuddannede, kan deltage i erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse til og med erhvervsuddannelsesniveau. Dette formål sikres ved, at deltagerne under uddannelsen kan opnå godtgørelse for tab af indtægt eller arbejdsmulighed.
§ 2. Den personkreds, der kan opnå ydelser efter § 1, omfatter:
1) beskæftigede lønmodtagere, såvel privat som offentligt ansatte,
2) selvstændige erhvervsdrivende og
..
St k. 2. Det er en betingelse for at opnå ydelser efter § 1, at den pågældende ikke har en erhvervsrettet uddannelse, der med hensyn til niveau og varighed overstiger erhvervsuddannelse eller anden uddannelse, der kan sidestilles med erhvervsuddannelse, medmindre uddannelsen ikke har været anvendt i de sidste 5 år.
§ 3. Der kan opnås ydelser efter § 1, jf. dog § 5, ved deltagelse i følgende uddannelser til og med erhvervsuddannelsesniveau, i det omfang udbuddet, dog undtaget de i nr. 9 nævnte forløb, udløser tilskud efter lov om åben uddannelse (erhvervsrettet voksenuddannelse) m.v.:
Arbejdsmarkedsuddannelser (AMU) efter lov om arbejdsmarkedsuddannelser m.v., dog undtaget Træningsskolens arbejdsmarkedsuddannelser (TAMU).
..
§ 4. Under deltagelse i uddannelse, der er omfattet af § 3, kan beskæftigede lønmodtagere, selvstændige erhvervsdrivende og ledige med ret til selvvalgt uddannelse, jf. § 2, stk. 1, nr. 3, opnå godtgørelse for tab af indtægt eller arbejdsmulighed som følge af deres deltagelse, jf. dog stk. 2.
Stk. 3. Godtgørelsen udgør ved fuldtidsundervisning pr. undervisningsuge et beløb svarende til dagpengenes højeste beløb for en uge, jf. § 47 i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v.
..
Stk. 6 . Undervisningsministeren kan fastsætte nærmere regler om godtgørelse.
.
§ 1. Der kan opnås godtgørelse efter reglerne i denne bekendtgørelse ved deltagelse i erhvervsrettet uddannelse til og med erhvervsuddannelsesniveau efter lovens § 3, stk. 1-3.
Stk. 2. Erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse efter stk. 1 er:
1) Arbejdsmarkedsuddannelser (AMU) efter lov om arbejdsmarkedsuddannelser m.v., dog undtaget Træningsskolens arbejdsmarkedsuddannelser (TAMU).
.
§ 2. Deltagere, der kan opnå godtgørelse efter denne bekendtgørelse, er
beskæftigede lønmodtagere, såvel privat som offentligt ansatte, jf. dog § 3,
..
§ 4. Det er en betingelse for at opnå godtgørelse efter denne bekendtgørelse, at deltageren
1) alene har en uddannelse ud over en almen skoleuddannelse til og med gymnasialt niveau, eller
2) har en erhvervsuddannelse efter lov om erhvervsuddannelser, en lærlingeuddannelse, en erhvervsfaglig grunduddannelse, en grundlæggende social- og sundhedsuddannelse eller en grundlæggende uddannelse efter lov om landbrugsuddannelser, eller
3) har en kommunal- eller etatsuddannelse eller lignende, hvis uddannelsesniveau og varighed ikke overstiger erhvervsuddannelserne eller et niveau og varighed, der kan sidestilles hermed, eller
4) har en anden og højere uddannelse end nævnt i nr. 1-3, og ikke har haft beskæftigelse inden for uddannelsens område i de sidste 5 år.
Stk. 2. Uddannelser, der kan sidestilles med erhvervsuddannelserne, jf. stk. 1, er uddannelser, der i niveau og varighed maksimalt svarer til niveauet og varigheden af erhvervsuddannelserne. Det er en betingelse, at der ikke er et adgangskrav til uddannelsen, der forudsætter bestået uddannelse på gymnasialt niveau.
Stk. 3. Personer med en uddannelse, der er afløst af en ny tilsvarende uddannelse, kan opnå godtgørelse, hvis den nye uddannelse ikke forudsætter bestået gymnasial uddannelse.