Afslag på VEU-godtgørelse, uddannet kommunom og brugt uddannelsen inden for sidste 5 år, mulig fejlagtig vejledning. Uddannelsen på et højt niveau, derfor ikke berettiget til VEU-godtgørelse
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2005/9859@2006-02-01/da
Indhold
Arbejdsmarkedets Ankenævn har behandlet Deres klage på møde den 16. marts 2005.
Nævnet traf denne
Arbejdsmarkedets Ankenævn er enig med X Arbejdsløshedskasse i, at De ikke er berettiget til voksen- og efteruddannelsesgodtgørelse (VEU-godtgørelse) i forbindelse med Deres deltagelse i AMU mv.-kurset Grunduddannelse i kørsel med busser den 11. maj til 24. juni 2004.
Efter reglerne er det en betingelse for at opnå VEU-godtgørelse, at personen ikke har en erhvervsrettet uddannelse, der med hensyn til niveau og varighed overstiger erhvervsuddannelse, medmindre uddannelsen ikke har været anvendt i de sidste 5 år.
Nævnet har lagt vægt på, at De har en uddannelse som kommunom, som udgør en overbygning til erhvervsuddannelsen for faglært kontorpersonale. Kommunom-uddannelsen overstiger derved i niveau erhvervsuddannelserne. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at De har oplyst at have brugt uddannelsen arbejdsmæssigt inden for de sidste 5 år.
Nævnet finder derfor ikke, at De er omfattet af den personkreds, der er berettiget til VEU-godtgørelse.
Endvidere finder nævnet ikke, at det forhold, at Arbejdsformidlingen og a-kassen måtte have oplyst Dem om, at De kunne deltage i kurset, kan føre til en anden afgørelse, idet De ikke kan opnå en retsstilling, der ikke er hjemmel til i loven.
Afgørelsen er truffet med hjemmel i §§ 1, 2, 3 og 4 i lov om godtgørelse ved deltagelse i erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse, jf. lovbekendtgørelse nr. 106 af 18. februar 2004, samt §§ 1, 2, og 4 i bekendtgørelse nr. 1255 af 29. december 2003 om godtgørelse ved deltagelse i erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse (VEU) med de ændringer der følger af bekendtgørelse nr. 50 af 30. januar 2004.
Nævnet opretholder således a-kassens afgørelse af 18. juni 2004.
De kan læse om afgørelsens faktiske og retlige grundlag på de følgende sider.
Kopi til:
X Arbejdsløshedskasse
1. Sagsforløb
Medlemmet ansøgte den 11. maj 2004 X Arbejdsløshedskasse om VEU-godtgørelse til kurset Grunduddannelse i kørsel med busser (AMU mv.-type) der afholdtes den 11. maj til 24. juni 2004.
Af skemaet fremgår, at hun er uddannet kommunom og at hun har brugt sin uddannelse inden for de sidste 5 år.
2. Arbejdsløshedskassens afgørelse
X Arbejdsløshedskasse traf den 18. juni 2004 denne afgørelse:
”Vi har modtaget din ansøgning om VEU-godtgørelse for perioden 11 .-24. juni 2004 og har truffet afgørelse om ret til VEU-godtgørelse.
Afgørelse
Du har ikke ret til den ansøgte VEU-godtgørelse.
Begrundelse
Det er en betingelse for ret til VEU-godtgørelse, at deltagerens uddannelsesniveau er omfattet af uddannelsesniveauet for VEU-godtgørelsen, jf. bekendtgørelse nr. 1255 af 29. december 2003 om godtgørelse ved deltagelse i erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse (VEU) § § 4 og 5.
Ansøgningsskemaets punkt 3 d er besvaret med et uddannelsesniveau, der ikke tilhører målgruppen for VEU-godtgørelsen.
Regelhenvisning (ikke medtaget)
Klagevejledning (ikke medtaget)”.
3. Klagen til ankenævnet
Ved brev modtaget i a-kassen 28. juni 2004 klagede medlemmet over afgørelsen som følger:
”Anke over afgørelse vedrørende VEU-godtgørelse i forbindelse med min deltagelse i AMU’s køreuddannelse til Bus.
Jeg vil hermed meddele, at jeg ikke kan acceptere Deres afgørelse af 18. juni 2004, idet jeg på intet tidspunkt har handlet uden tilladelse og råd fra både AF og a-kassen.
Hændelsesforløb:
5. maj Jeg melder mig ledig ved AF og a-kassen.
10. maj Jeg ringer til AF, YY, Jeg får svaret, at jeg har ret til 6 ugers selvvalgt kursus og jeg selv skal ringe til AMU for at blive optaget.
Jeg ringer til X A-kasse, HH. Jeg spørger om lov til at deltage i AMU-kurset og får det svar, at jeg har ret til 6 ugers selvvalgt kursus og kan bare melde mig til.
Jeg ringer til AMU og får at vide, at hvis de får et afbud kan jeg starte allerede næste dag. De ringer senere på dagen og siger, at der er en plads, hvilket jeg tager imod.
11.maj Jeg starter på AMU.
12. maj Brev fra a-kassen omkring opsigelse og oprettelse af CV i jobbanken.
13. maj Mit CV er oprettet i jobbanken.
Samme uge afleveres adgangsformularen til kurset til AMU.
17. maj Jeg modtager brev fra a-kassen omkring indplacering i dagpengesystemet.
28. maj Dagpengekortet indsendes i løbet af weekenden med angivelse af kursusdeltagelse.
18. juni Jeg modtager brev fraX A-kasse hvori de meddeler mig afslag til VEU-godtgørelse.
22. juni Telefonisk kontakt med X A-kasse, EE, der kraftigt anbefaler mig at anke afgørelsen på grund af manglende information og vejledning. Desuden at jeg havde overskydende timer, hvilket havde indflydelse på sagen.
Telefonisk kontakt med AF, YY, der meddeler mig, at det er A-kassen, der skal betale for kurset.
Telefonisk kontakt.igen til EE, der så meddeler at jeg sandsynligvis selv kommer til at betale for kurset.
Kommentarer:
Kommunomuddannelsen er en ren kommunal opkvalificering, der ikke er anerkendt af det øvrige arbejdsmarked.
Oplysningen har været kendt fra sagens første start. Oplysningen bliver gentaget i CV og i adgangsformularen til AMU.
Desuden har den ligget i min sag fra den sidste ledighedsperiode.
Både arbejdsformidlingen og A-kassen giver specifikt lov til at starte på kurset med samme begrundelse, at jeg har ret til 6 ugers selvvalgt kursus.
Såfremt jeg ikke kan modtage godtgørelse skulle dette have været meddelt mig på et meget tidligere tidspunkt, hvor jeg så kunne have gået over i dagpengesystemet igen.
Det skal ligeledes bemærkes, at afslaget blev sendt 2 dage før den endelige prøve, hvilket i høj grad var med til at jeg ikke kunne bestå prøven pga. nerver. 6 uger uden. indkomst og dermed en regning på over 30.000 kr. er ikke de bedste forudsætninger til en køreprøve.”
4. A-kassens bemærkninger til klagen
A-kassen oversendte ved brev af 17. august 2004 klagen til nævnet, idet den samtidig oplyste, at den i brev af samme dato til medlemmet havde underrettet om oversendelsen og meddelt, at afgørelsen fastholdtes, da medlemmets uddannelsesniveau ikke var omfattet af uddannelsesniveauet for VEU-godtgørelse.
Brevet til medlemmet havde følgende ordlyd (uddrag):
” Vi har den 28. juni 2004 modtaget din anke over afgørelse om afslag på VEU-godtgørelse i perioden den 11.maj-24. juni 2004.
Du anfører, at du ikke kan acceptere vores afgørelse af den 18. juni 2004, da du på intet tidspunkt har handlet uden tilladelse og råd fra både AF og a-kassen.
Ud fra din klage har vi vurderet afgørelsen om afslag på VEU-godtgørelse.
Vi fastholder afslag på VEU-godtgørelse, da dit uddannelsesniveau ikke er omfattet af uddannelsesniveauet for VEU-godtgørelsen, jf. lovbekendtgørelse nr. 106 af 18. februar 2004 af lov om godtgørelse ved deltagelse i erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse § 2.
Eftersom du ikke gives medhold i din klage, oversendes afgørelse om afslag vedlagt din klage (bilag 1) til Arbejdsmarkedets Ankenævn, som behandler klagen og træffer afgørelse i sagen, med følgende bemærkninger.
Hovedkontorets bemærkninger
Vi modtager fra dig den 12. maj 2004 efter din start på AMU-uddannelse den 11. maj 2004 ansøgning om adgang til arbejdsmarkedsuddannelse. Ansøgningen behandles den 13. maj 2004, hvor det anføres, at der ikke er taget stilling til din dagpengeberettigelse, og at der ikke er foretaget dagpengeberegning.
Din ansøgning om adgang til arbejdsmarkedsuddannelse fremsendes med vor anmærkning til uddannelsesstedet.
På trods heraf er du påbegyndt den 11. maj 2004 og fortsætter på uddannelsen.
Du anfører i din anke, at du den 10. maj 2004 har kontaktet AF, YY, og X A-kasse , HH, hvor du får at vide, du har ret til 6-ugers selvvalgt kursus.
YY, AF, har den 4. august 2004 oplyst til os, at han har fortalt dig, at det er a kassen, som tager stilling til din ret til deltagelse og VEU-godtgørelse.
HH har oplyst til os, at du er orienteret om, at der er særlige betingelser for deltagelse i 6-ugers selvvalgt uddannelse og VEU-godtgørelse.
I din ansøgning om adgang til arbejdsuddannelse anfører du i punkt 8, at du har afsluttet uddannelse som kommunom, i punkt 9-1, at du ikke har afsluttet en videregående uddannelse, og i punkt 9-2, at du ikke har anvendt denne i de sidste 5 år.
..
Da der således foreligger afgørelse om din indplacering og dagpengeret, behandler X A-kasse derefter din ansøgning af den 18. maj 2004 om VEU-godtgørelse, hvor det konstateres, at der er uoverensstemmelse i forhold til det af dig anførte på ansøgning om adgang til arbejdsmarkedsuddannelse af den 11. maj 2004 om ikke anvendt uddannelse i de sidste 5 år.
Du har på ansøgning om VEU-godtgørelse anført i punkt 3 e, at du har brugt din uddannelse arbejdsmæssigt inden for de sidste 5 år.
Der fremsendes herefter til dig afgørelse af den 18. juni 2004 om afslag på VEU-godtgørelse på grund af dit uddannelsesniveau.
..”
5. Nyt efter klagen
De sendte den 7. oktober 2004 følgende brev til nævnet:
”Vedr.: Min anke over afslag på VEU-godtgøre!se.
Jeg besidder ikke tilstrækkelig kompetence til at kommentere Deres skrivelse (bekræftelsesskrivelsen herfra) fuldt ud, men har følgende kommentarer:
- HH’s udsagn er ikke korrekt. Hun har ikke orienteret mig om eventuelle begrænsninger i forhold til min deltagelse i AMU-kurset. Hun opfordrede mig til straks at melde mig til kurset.
- Jeg mangler besked om, hvorvidt jeg automatisk vil modtage dagpenge i den periode, hvor jeg havde forventet VEU-godtgørelse, og hvornår jeg modtager denne.
- Jeg afventer herefter afgørelsen i Arbejdsmarkedets Ankenævn.”
A-kassen har den 7. februar 2004 telefonisk meddelt, at den ikke har bemærkninger til dette brev. Kassen ville besvare punkt 2 i brevet direkte til medlemmet.
Sekretariatet har på baggrund af de modstridende oplysninger om brug af uddannelsen inden for de sidste 5 år den 4. februar 2004 taget telefonisk kontakt til Dem. De oplyste, at De i december 2001 ophørte Deres ansættelse i A Kommune, hvor De var gruppeleder i hjemmeplejen, og at De derefter havde haft arbejde som saniteur hos ISS, som kassedame i et byggemarked og senest arbejdet hos B . motorvejsrestaurant.
6. Regler
Bekendtgørelse nr. 106 af 18. februar 2004 af lov om godtgørelse ved deltagelse i erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse
§ 1. Loven har til formål at skabe økonomisk grundlag for, at voksne fortrinsvis kortuddannede, kan deltage i erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse til og med erhvervsuddannelsesniveau. Dette formål sikres ved, at deltagerne under uddannelsen kan opnå godtgørelse for tab af indtægt eller arbejdsmulighed.
§ 2. Den personkreds, der kan opnå ydelser efter § 1, omfatter:
1) beskæftigede lønmodtagere, såvel privat som offentligt ansatte,
2) selvstændige erhvervsdrivende og
..
St k. 2. Det er en betingelse for at opnå ydelser efter § 1, at den pågældende ikke har en erhvervsrettet uddannelse, der med hensyn til niveau og varighed overstiger erhvervsuddannelse eller anden uddannelse, der kan sidestilles med erhvervsuddannelse, medmindre uddannelsen ikke har været anvendt i de sidste 5 år.
§ 3. Der kan opnås ydelser efter § 1, jf. dog § 5, ved deltagelse i følgende uddannelser til og med erhvervsuddannelsesniveau, i det omfang udbuddet, dog undtaget de i nr. 9 nævnte forløb, udløser tilskud efter lov om åben uddannelse (erhvervsrettet voksenuddannelse) m.v.:
Arbejdsmarkedsuddannelser (AMU) efter lov om arbejdsmarkedsuddannelser m.v., dog undtaget Træningsskolens arbejdsmarkedsuddannelser (TAMU).
..
§ 4. Under deltagelse i uddannelse, der er omfattet af § 3, kan beskæftigede lønmodtagere, selvstændige erhvervsdrivende og ledige med ret til selvvalgt uddannelse, jf. § 2, stk. 1, nr. 3, opnå godtgørelse for tab af indtægt eller arbejdsmulighed som følge af deres deltagelse, jf. dog stk. 2.
Stk. 3. Godtgørelsen udgør ved fuldtidsundervisning pr. undervisningsuge et beløb svarende til dagpengenes højeste beløb for en uge, jf. § 47 i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v.
..
Stk. 6 . Undervisningsministeren kan fastsætte nærmere regler om godtgørelse.
.
Bekendtgørelse nr. 1255 af 29. december 2003 om godtgørelse ved deltagelse i erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse (VEU) med de ændringer, der følger af bekendtgørelse nr. 50 af 30. januar 2004
§ 1. Der kan opnås godtgørelse efter reglerne i denne bekendtgørelse ved deltagelse i erhvervsrettet uddannelse til og med erhvervsuddannelsesniveau efter lovens § 3, stk. 1-3.
Stk. 2. Erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse efter stk. 1 er:
1) Arbejdsmarkedsuddannelser (AMU) efter lov om arbejdsmarkedsuddannelser m.v., dog undtaget Træningsskolens arbejdsmarkedsuddannelser (TAMU).
.
§ 2. Deltagere, der kan opnå godtgørelse efter denne bekendtgørelse, er
beskæftigede lønmodtagere, såvel privat som offentligt ansatte, jf. dog § 3,
..
§ 4. Det er en betingelse for at opnå godtgørelse efter denne bekendtgørelse, at deltageren
1) alene har en uddannelse ud over en almen skoleuddannelse til og med gymnasialt niveau, eller
2) har en erhvervsuddannelse efter lov om erhvervsuddannelser, en lærlingeuddannelse, en erhvervsfaglig grunduddannelse, en grundlæggende social- og sundhedsuddannelse eller en grundlæggende uddannelse efter lov om landbrugsuddannelser, eller
3) har en kommunal- eller etatsuddannelse eller lignende, hvis uddannelsesniveau og varighed ikke overstiger erhvervsuddannelserne eller et niveau og varighed, der kan sidestilles hermed, eller
4) har en anden og højere uddannelse end nævnt i nr. 1-3, og ikke har haft beskæftigelse inden for uddannelsens område i de sidste 5 år.
Stk. 2. Uddannelser, der kan sidestilles med erhvervsuddannelserne, jf. stk. 1, er uddannelser, der i niveau og varighed maksimalt svarer til niveauet og varigheden af erhvervsuddannelserne. Det er en betingelse, at der ikke er et adgangskrav til uddannelsen, der forudsætter bestået uddannelse på gymnasialt niveau.
Stk. 3. Personer med en uddannelse, der er afløst af en ny tilsvarende uddannelse, kan opnå godtgørelse, hvis den nye uddannelse ikke forudsætter bestået gymnasial uddannelse.
..