VEU-godtgørelse, afslag herpå, refusion, uddannelse: skov- og landskabsfagtekniker, som er en erhvervuddannelse og derfor ikke for høj uddannelse, hvorfor der var ret til godtgørelse
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2005/9862@2006-02-01/da
Indhold
Arbejdsmarkedets Ankenævn har behandlet Deres klage på møde den 16. marts 2005.
Nævnet traf denne
Arbejdsmarkedets Ankenævn finder, at M er berettiget til voksen- og efteruddannelsesgodtgørelse (VEU-godtgørelse) i forbindelse med hans deltagelse i AMU-kurset Basiskursus for anlægsgartneri den 13. september til 8. oktober 2004.
Efter reglerne er det en betingelse for at opnå VEU-godtgørelse, at personen ikke har en erhvervsrettet uddannelse, der med hensyn til niveau og varighed overstiger erhvervsuddannelse, medmindre uddannelsen ikke har været anvendt i de sidste 5 år.
Nævnet har lagt vægt på, at M har en uddannelse som skov- og landskabsfagtekniker og på at denne uddannelse er en erhvervsuddannelse etableret i medfør af lov om erhvervsuddannelser, jf. Undervisningsministeriets bekendtgørelse nr. 668 af 6. juli 2001 om uddannelsen til skov- og landskabsfagtekniker.
Nævnet finder således, at M er omfattet af den personkreds, der vil kunne opnå VEU-godtgørelse.
Da M deltog i et AMU-kursus, finder nævnet herefter, at han er berettiget til VEU-godtgørelse. Heraf følger, at Y som arbejdsgiver er berettiget til refusion af lønudgifter.
Afgørelsen er truffet med hjemmel i §§ 1, 2, 3, 4 og 9 i lov om godtgørelse ved deltagelse i erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse, jf. lovbekendtgørelse nr. 106 af 18. februar 2004, samt §§ 1, 2, 4 og 19 i bekendtgørelse nr. 1255 af 29. december 2003 om godtgørelse ved deltagelse i erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse (VEU) med de ændringer der følger af bekendtgørelse nr. 50 af 30. januar 2004.
Nævnet ændrer herved arbejdsløshedskassens afgørelse af 29. september 2004.
De kan læse om afgørelsens faktiske og retlige grundlag på de følgende sider.
Kopi til:
M Arbejdsløshedskassen
1. Sagsforløb
M ansøgte den 19. september 2004 om VEU-godtgørelse til kurset Basiskursus for anlægsgartneri (AMU mv.-type), der afholdtes 13. september til 8. oktober 2004.
Det fremgår af ansøgningen, at medlemmet er uddannet skov- og landskabsfagtekniker, og at han er i arbejde som læplantningsarbejder. Det fremgår endvidere, at arbejdsgiver har søgt om refusion.
2. Arbejdsløshedskassens afgørelse
X Arbejdsløshedskasse traf den 29. september 2004 følgende afgørelse som sendtes til arbejdsgiver:
”Vi har gennemgået ansøgningen om VEU-godtgørelse for M cpr. nr. mmmmmm-mmmm for perioden 13.9.04 - 8.10.04, og må desværre give afslag på ansøgningen om godtgørelse. Det skyldes, at jeres medarbejder er højtuddannet og dermed ikke opfylder betingelserne for ret til godtgørelse.
(Jeg vedlægger print af forespørgsel til hovedkontoret)
Klagevejledning (ikke medtaget).”
3. Klagen til ankenævnet
Arbejdsgiver påklagede i brev af 13. oktober 2004 afgørelsen som følger:
”I henhold til skrivelse af 29. september 2004 fra a-kassens lokalafdeling vedrørende afslag på vor anmodning om VEU-godtgørelse for M, fremsendes hermed klage over den trufne afgørelse.
Klagen fremsættes, idet Y arbejdsgiver med baggrund i gældende lovgivning om VEU-godtgørelse, ikke finder afgørelsen korrekt.
Lokalafdelingen begrunder afslaget med, at vor medarbejder skulle være højt uddannet. Den uddannelse vor medarbejder har er en erhvervsuddannelse efter lov om erhvervsuddannelse. Uddannelsen hed tidligere EUD-skovbruger, men er senere ændret til skov- og landskabsfagtekniker, men er den samme uddannelse og den samme uddannelseslængde.
Ud fra dette mener vi, at Y arbejdsgiver er berettiget til VEU-godtgørelse.
Med baggrund i ovennævnte forventer vi snarest at høre fra Dem.
Ansøgningsskema om VEU-godtgørelse vedlægges.”
4. A-kassens hovedafdelings bemærkninger til klagen
Hovedafdelingen indsendte sagen ved brev af 3. november 2004, hvori det anførtes, at medlemmet med sin uddannelse som skov- og landskabsfagtekniker måtte betragtes som højtuddannet, og derfor ikke kunne få VEU-godtgørelse.
I brev af samme dato blev arbejdsgiver orienteret om, at afslaget på grund af ansøgerens uddannelsesmæssige baggrund måtte fastholdes.
5. Nyt efter klagen
Sekretariatet har undersøgt, at kurset Basiskursus for anlægsgartneri ifølge Undervisningsministeriets oversigt er et AMU-kursus.
6. Regler
Bekendtgørelse nr. 106 af 18. februar 2004 af lov om godtgørelse ved deltagelse i erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse
§ 1. Loven har til formål at skabe økonomisk grundlag for, at voksne fortrinsvis kortuddannede, kan deltage i erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse til og med erhvervsuddannelsesniveau. Dette formål sikres ved, at deltagerne under uddannelsen kan opnå godtgørelse for tab af indtægt eller arbejdsmulighed.
§ 2. Den personkreds, der kan opnå ydelser efter § 1, omfatter:
1) beskæftigede lønmodtagere, såvel privat som offentligt ansatte,
2) selvstændige erhvervsdrivende og
..
St k. 2. Det er en betingelse for at opnå ydelser efter § 1, at den pågældende ikke har en erhvervsrettet uddannelse, der med hensyn til niveau og varighed overstiger erhvervsuddannelse eller anden uddannelse, der kan sidestilles med erhvervsuddannelse, medmindre uddannelsen ikke har været anvendt i de sidste 5 år.
§ 3. Der kan opnås ydelser efter § 1, jf. dog § 5, ved deltagelse i følgende uddannelser til og med erhvervsuddannelsesniveau, i det omfang udbuddet, dog undtaget de i nr. 9 nævnte forløb, udløser tilskud efter lov om åben uddannelse (erhvervsrettet voksenuddannelse) m.v.:
1) Arbejdsmarkedsuddannelser (AMU) efter lov om arbejdsmarkedsuddannelser m.v., dog undtaget Træningsskolens arbejdsmarkedsuddannelser (TAMU).
..
§ 4. Under deltagelse i uddannelse, der er omfattet af § 3, kan beskæftigede lønmodtagere, selvstændige erhvervsdrivende og ledige med ret til selvvalgt uddannelse, jf. § 2, stk. 1, nr. 3, opnå godtgørelse for tab af indtægt eller arbejdsmulighed som følge af deres deltagelse, jf. dog stk. 2.
Stk. 3. Godtgørelsen udgør ved fuldtidsundervisning pr. undervisningsuge et beløb svarende til dagpengenes højeste beløb for en uge, jf. § 47 i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v.
..
Stk. 6 . Undervisningsministeren kan fastsætte nærmere regler om godtgørelse.
.
§ 9. For beskæftigede lønmodtagere kan godtgørelse i henhold til §§ 4 og 5 udbetales til arbejdsgiveren i tilfælde, hvor der er truffet aftale om, at arbejdsgiveren fortsætter med at udbetale sædvanlig løn under uddannelsen. Beløbet svarer til den godtgørelse, som en deltager kunne have fået udbetalt efter §§ 4 og 5. Beløbet kan dog højst udgøre et beløb, der svarer til arbejdsgiverens lønudgifter til en deltager under dennes uddannelse.
Bekendtgørelse nr. 1255 af 29. december 2003 om godtgørelse ved deltagelse i erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse (VEU) med de ændringer, der følger af bekendtgørelse nr. 50 af 30. januar 2004
Afsnit I
Generelle betingelser
§ 1. Der kan opnås godtgørelse efter reglerne i denne bekendtgørelse ved deltagelse i erhvervsrettet uddannelse til og med erhvervsuddannelsesniveau efter lovens § 3, stk. 1-3.
Stk. 2. Erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse efter stk. 1 er:
1) Arbejdsmarkedsuddannelser (AMU) efter lov om arbejdsmarkedsuddannelser m.v., dog undtaget Træningsskolens arbejdsmarkedsuddannelser (TAMU).
.
§ 2. Deltagere, der kan opnå godtgørelse efter denne bekendtgørelse, er beskæftigede lønmodtagere, såvel privat som offentligt ansatte, jf. dog § 3,
..
§ 4. Det er en betingelse for at opnå godtgørelse efter denne bekendtgørelse, at deltageren
1) alene har en uddannelse ud over en almen skoleuddannelse til og med gymnasialt niveau, eller
2) har en erhvervsuddannelse efter lov om erhvervsuddannelser, en lærlingeuddannelse, en erhvervsfaglig grunduddannelse, en grundlæggende social- og sundhedsuddannelse eller en grundlæggende uddannelse efter lov om landbrugsuddannelser, eller
3) har en kommunal- eller etatsuddannelse eller lignende, hvis uddannelsesniveau og varighed ikke overstiger erhvervsuddannelserne eller et niveau og varighed, der kan sidestilles hermed, eller
4) har en anden og højere uddannelse end nævnt i nr. 1-3, og ikke har haft beskæftigelse inden for uddannelsens område i de sidste 5 år.
Stk. 2. Uddannelser, der kan sidestilles med erhvervsuddannelserne, jf. stk. 1, er uddannelser, der i niveau og varighed maksimalt svarer til niveauet og varigheden af erhvervsuddannelserne. Det er en betingelse, at der ikke er et adgangskrav til uddannelsen, der forudsætter bestået uddannelse på gymnasialt niveau.
Stk. 3. Personer med en uddannelse, der er afløst af en ny tilsvarende uddannelse, kan opnå godtgørelse, hvis den nye uddannelse ikke forudsætter bestået gymnasial uddannelse.
..
§ 19. Arbejdsgivere, der efter aftale med deltageren udbetaler sædvanlig løn under uddannelsen, har ret til refusion. Refusionen svarer til den godtgørelse, som deltageren ville have været berettiget til efter kapitlerne 3, 4, 5, 6 og 7. Refusionen kan dog ikke være højere end den løn, arbejdsgiveren udbetaler under uddannelsen.
Stk. 2. Hvis godtgørelsen er højere end lønnen, udbetales forskellen til deltageren.
Stk. 3. ..