Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2005/9864@2005-01-13/da

Indhold

1. Indledning

X Arbejdsløshedskasse har ved brev af den 8. januar 2004 bedt Arbejdsmarkedets Ankenævn om at træffe afgørelse i sagen om, hvorvidt arbejdsgiveren A er forpligtet til at betale dagpengegodtgørelse for 1. og 2. ledighedsdag i forbindelse med ansættelsen af medlemmet M, CPR-nr. mmmmmm-mmmm.

Sagen blev behandlet på møde den 9. december 2004.

Nævnet traf følgende

Ankenævnet finder, at A er forpligtet til at betale M en halv dagpengegodtgørelse for den 17. september 2003 i forbindelse med hans ansættelse som vikar. Ankenævnet finder ikke, at A er forpligtet til at betale M de af a-kassen krævede dagpengegodtgørelser under vikariatet i perioden fra den 30. september til den 20. november 2003.

De krævede G-dage den 17. og 18. september 2003:

Det er ophøret af arbejdsgiverens forpligtelse til at beskæftige medlemmet, der udløser pligt til at betale dagpengegodtgørelse. Ved arbejdstids ophør den 17. september 2004, hvor M afsluttede et sammenhængende vikariat, havde han inden for de sidste 4 uger forud for arbejdsophøret været beskæftiget hos A i et omfang mindst svarende til fuld overenskomstmæssig arbejdstid i 2 uger. A’s forpligtelse til at betale dagpengegodtgørelse indtrådte derfor den 17. september 2003, jf. § 84, stk. 2 i arbejdsløshedsforsikringsloven.

Ankenævnet har lagt til grund, at M den 17. september 2003 var beskæftiget i 3 timer og 15 minutter, og at han den 18. september 2003 var beskæftiget i 0 timer.

Da M var ledig mere end 4 timer både den 17. og den 18. september 2003 var arbejdsgiveren forpligtet til at betale to hele dagpengegodtgørelser for disse dage til ham, jf. § 84, stk. 1, 4. punktum i arbejdsløshedsforsikringsloven og § 2 i bekendtgørelsen om dagpengegodtgørelse for 1. og 2. ledighedsdag.

Arbejdsgiveren har betalt M en halv dagpengegodtgørelse den 17. september samt en hel dagpengegodtgørelse den 18. september 2003. A skal derfor betale yderligere en halv dagpengegodtgørelse for den 17. september 2003.

De krævede løbende G-dage under vikariatet, der startede den 30. september og varede til og med den 20. november 2003:

Ankenævnet har i denne forbindelse lagt vægt på,

– at den daglige arbejdstid - i henhold til aftale om vikariat af den 29. september 2003 - var angivet til 4 timer,

– at M, da han startede i vikariatet hos kunden K i K-by den 30. september 2003 og frem til vikariatets afslutning, hver dag ved arbejdstids ophør vidste, hvornår han igen skulle arbejde,

– at M reelt arbejdede hver hverdag i vikariatets løbetid,

– at arbejdstiden ifølge dagpengekortene på to arbejdsdage i løbet af vikariatet var kortere end 4 timer, og at 7 arbejdsdage var på 7,4 timer, og

– at længden af den faktiske daglige arbejdstid de øvrige arbejdsdage i løbet af vikariatet ikke varierede væsentligt fra den i vikariataftalen angivne daglige arbejdstid på 4 timer.

Ankenævnet finder på denne baggrund ikke, at M i vikariatets løbetid kan betragtes som afskediget hver dag ved arbejdstids ophør. Ankenævnet finder derimod, at M’s arbejdstid i vikariatets løbetid var kendt på forhånd, hvorfor han i denne periode har været at betragte som fastansat på nedsat tid.

A-kassens krav om løbende dagpengegodtgørelser i vikariatets løbetid er derfor ikke berettiget, og A er derfor ikke forpligtet til at betale de af a-kassen krævede dagpengegodtgørelser på følgende datoer: Den 17., 22., 23., 24., 28., 29., 30. og 31. oktober samt den 3., 4., 5., 6., 7. og 10. november 2003.

Ankenævnet skal i denne forbindelse bemærke, at A’s forpligtelse til at udbetale dagpengegodtgørelser til samme person højst kan indtræde 16 gange i løbet af et kalenderår, jf. § 84, stk. 4 i arbejdsløshedsforsikringsloven. Ankenævnet har noteret sig, at kassen ikke har krævet, at A betalte M dagpengegodtgørelser ved vikariatets udløb den 20. november 2003, og at dette skyldes, at kassen har betragtet ham som løst ansat under vikariatet og som konsekvens heraf har krævet, at A udbetalte løbende dagpengegodtgørelser til ham.

Ankenævnet har endelig lagt vægt på, at der efter de foreliggende oplysninger i sagen ikke ses at foreligge bortfaldsgrunde efter § 6, stk. 1 i bekendtgørelsen.

Det er oplyst, at X Arbejdsløshedskasse har udbetalt de krævede dagpengegodtgørelser til M den 9. januar 2004.

Afgørelsen er truffet med hjemmel i § 84 i arbejdsløshedsforsikringsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 708 af 13. august 2003 om arbejdsløshedsforsikring m.v. og §§ 1, 2, 6 og 11 i Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens bekendtgørelse nr. 669 af 11. juli 2000 om dagpengegodtgørelse for 1. og 2. ledighedsdag, som ændret ved Arbejdsdirektoratets bekendtgørelse nr. 491 af 12. juni 2003.

Den halve dagpengegodtgørelse for den 17. september 2003 udgør i alt kr. 312,00, som skal indbetales af A til Arbejdsdirektoratet inden 4 uger efter modtagelsen af afgørelsen.

De kan læse om afgørelsens faktiske og retlige grundlag på de følgende sider.

Kopi til:

– A’s advokat

– M

– Arbejdsdirektoratet, kontor Y 1

1. Sagsforløb

Indledningsvis bemærkes, at sagen er behandlet sammen med Ankenævnssagen med j.nr. 2004-4-0060.

Det fremgår af sagen, at medlemmet M ved aftale dateret den 25. august 2003 indgik aftale om midlertidig ansættelse som vikar med personalebureauet A. Af aftalen fremgår, at M kun ansås for ansat hos A i den periode det formidlede vikariat varede. Lønnen aftaltes for hvert enkelt vikariat og skulle altid mindst svare til den overenskomstmæssigt fastsatte løn for det pågældende ansættelsesområde. Vikaren havde ret til at afslå et tilbudt vikariat, og ansættelsesaftalen kunne af begge parter opsiges uden forudgående varsel.

Den 30. september 2003 påbegyndte M et vikariat hos kunden K, K-vej 4, K-by som økonomimedarbejder. Af vikaraftalen fremgår, at arbejdstiden var angivet til kl. 9.00 – 13.00, eller efter aftale. Vikariatets varighed var angivet som 2-3 måneder eller efter aftale.

Af M’s dagpengekort fremgår, at han den 17. september 2004 var beskæftiget i 3 timer.

Ved brev dateret den 11. december 2003 oplyste A, at man ville betale M for en halv G-dag den 17. september (da han denne dag havde arbejdet 3,25 timer) og for en hel G-dag den 18. september 2003. A afviste over for M at betale for de øvrige (løbende) G-dage til M under vikariatet hos K. Dette begrundedes med, at arbejdstiden i denne periode var aftalt som en deltidsansættelse, hvorfor A ikke fandt mulighed for at supplere med G-dage.

Ved brev dateret den 19. december 2003 anmodede M’s a-kasse A om at udbetale 3 hele og 12 halve dagpengegodtgørelser til M svarende til et beløb på i alt 5.613 kr. Af en af a-kassen udarbejdet liste fremgår, at kassen anså M for berettiget til betaling for 3 hele G-dage den 17. september samt den 30. og 31. oktober 2003, og til betaling for 12 halve G-dage den 17., 22., 23., 24., 28., 29. oktober, den 3., 4., 5., 6., 7. og den 10. november 2003.

Ved brev dateret den 30. december 2003 skrev A’s advokat til kassen og fastholdt på A’s vegne, at M alene havde krav på at få betaling for G-dage den 17. og 18. september 2003, hvilke G-dage ifølge advokaten skulle være blevet udbetalt til ham. Til støtte for sin afvisningspåstand henviste advokaten til en afgørelse fra Arbejdsmarkedets Ankenævn med j.nr. 2000-4-0002.

Herefter har a-kassen ved brev af den 8. januar 2004 anmodet Arbejdsmarkedets Ankenævn om at træffe afgørelse om, hvorvidt A er forpligtet til at betale dagpengegodtgørelse for 1. og 2. ledighedsdag til M.

A-kassen har ved brev af den 26. april 2004 til nævnssekretariatet oplyst, at kassen den 9. januar 2004 til M har lagt ud for den manglende betaling af dagpengegodtgørelse for 1. og 2. ledighedsdag svarende til de af a-kassen krævede 3 hele og 12 halve dagpengegodtgørelser.

Ved brev dateret den 12. januar 2004 fremkom A’s advokat med sine kommentarer til kassens brev af den 8. januar 2004. Advokaten fremlagde dokumentation for, at A havde betalt for en og en halv ledighedsdage den 17. og 18. september 2003. For så vidt angår de øvrige krævede G-dage henviste advokaten til, at det af aftalen om vikariat af den 29. september 2003 fremgik, at M var deltidsbeskæftiget med en arbejdstid på 4 timer dagligt svarende til 20 timer ugentligt. Advokaten anførte, at det af afgørelsen fra Arbejdsmarkedets Ankenævn med j.nr. 2000-4-0002 fremgik, at et medlem ikke har ret til 1. og 2. ledighedsdag for de dage, hvor arbejdstiden måtte variere en smule, så længe arbejdstiden gennemsnitligt ligger ud over den aftalte arbejdstid. Af den fremlagte opgørelse af arbejdstid fremgik, at M’s arbejdstid gennemsnitligt lå ud over de 4 timer dagligt og på de enkelte dage kun helt undtagelsesvist lå under 4 timer. Advokaten anførte endelig, at formålet med loven ikke har været at pålægge arbejdsgiveren at supplere deltidsbeskæftigede med dagpenge op til fuld beskæftigelse, hvilket ville være realiteten, såfremt Ankenævnet pålagde A at betale 1. og 2. ledighedsdag for de dage, som krævet af kassen.

Høring af a-kassen:

Sekretariatet har ved brev af den 30. april 2004 hørt a-kassen vedrørende klagen samt bedt denne udfylde et spørgeskema. Ved brev af den 13. maj 2004 medsendt det udfyldte skema fremgår, at kassen mener, at M var ansat som tilkaldevikar på deltid med variabel arbejdstid. Kassen har endvidere indsendt en liste med angivelse af, hvor mange timer, M arbejdede på de krævede G-dage.

Høring af arbejdsgiveren:

Sekretariatet har ved brev af den 8. juni 2004 hørt A samt bedt denne udfylde et spørgeskema. Ved brev af den 22. juni 2004 medsendt det udfyldte skema fremgår, at M’s ansættelse i vikariatet hos K sluttede den 20. november 2003, at han var deltidsansat i et fast vikariat med få variationer i det daglige timetal og at første ledighedsdag skyldtes ophør med tidsbestemt arbejde.

Nævnssekretariatet har den 26. november 2004 fra A modtaget en af M og arbejdsstedet (K) underskrevet timeseddel for den 17. september 2003. Af timesedlen fremgår, at M den pågældende dag arbejdede fra klokken 14.00 til klokken 17.15.

2. Regler

Lovbekendtgørelse nr. 708 af 13. august 2003 om arbejdsløshedsforsikring m.v.

Bidrag fra arbejdsgivere

§ 84. Til et medlem betaler arbejdsgiveren ved afskedigelse, hjemsendelse, ophør af opgave- og tidsbestemt akkord og lignende dagpengegodtgørelse for 1. og 2. ledighedsdag. Dagpengegodtgørelsen udgør pr. dag et beløb svarende til 7,4/37 af det højeste dagpengebeløb for en uge, jf. § 47, stk. 1, afrundet til nærmeste hele kronebeløb. Ved ledighed på 4 timer eller derunder betaler arbejdsgiveren en dagpengegodtgørelse svarende til halvdelen af det i 2. punktum omhandlede beløb. Ved ledighed på over 4 timer betaler arbejdsgiveren fuld dagpengegodtgørelse.

Stk. 2. Arbejdsgiverens forpligtelse indtræder kun, når medlemmet inden for de sidste 4 uger har været beskæftiget hos arbejdsgiveren svarende til fuld overenskomstmæssig arbejdstid i 2 uger.

Stk. 3. Arbejdsgiverens forpligtelse til at udbetale dagpengegodtgørelse bortfalder,

1) hvis det godtgøres, at beskæftigelse påbegyndes den efterfølgende arbejdsdag, eller der modtages sygedagpenge eller afholdes ferie i tilslutning til arbejdsophøret,

2) hvis afskedigelsen væsentligst kan tilregnes medlemmet,

3) hvis arbejdsophøret skyldes strejke eller lockout på virksomheden, eller hvis arbejdsophøret er nødvendiggjort af strejke eller lockout på anden virksomhed, eller

4) hvis medlemmet har været i beskæftigelse, hvortil der ydes offentligt tilskud til lønnen i henhold til lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.

Stk. 4. Arbejdsgiverens forpligtelse til at udbetale dagpengegodtgørelse til samme person kan højst indtræde 16 gange i løbet af et kalenderår.

Stk. 5. Dagpengegodtgørelsen udbetales snarest muligt, dog senest ved virksomhedens 2. lønudbetaling efter medlemmets arbejdsophør, hjemsendelse m.v., eller efter medlemmets afgivelse af en erklæring på tro og love om kravet i stk. 3, nr. 1. Arbejdsgiveren kan senest 14 dage efter medlemmets afskedigelse, hjemsendelse m.v., anmode medlemmet om at afgive en erklæring efter 1. pkt. Medlemmets ret til dagpengegodtgørelse bortfalder, hvis erklæringen på tro og love ikke er afgivet til arbejdsgiveren senest 14 dage efter arbejdsgiverens anmodning.

Stk. 6. Hvis dagpengegodtgørelsen ikke betales rettidigt, jf. stk. 5, har arbejdsløshedskassen efter anmodning fra medlemmet pligt til at hjælpe med at få beløbet udbetalt hos arbejdsgiveren, hvis kassen finder, at medlemmet utvivlsomt har krav på dagpengegodtgørelsen. Arbejdsløshedskassen sender med henblik herpå en skriftlig begrundet anmodning til arbejdsgiveren om betaling af dagpengegodtgørelse inden 14 dage. Udbetaler arbejdsgiveren ikke dagpengegodtgørelsen inden udløbet af den anførte frist, og finder kassen fortsat, at kravet er berettiget, lægger kassen godtgørelsen ud til medlemmet. § 86 finder tilsvarende anvendelse på udlagt godtgørelse efter 3. pkt.

Stk. 7. Samtidig med udbetaling efter stk. 6, 3. pkt., fremsender arbejdsløshedskassen sagen med en begrundet indstilling til Arbejdsmarkedets Ankenævn, der træffer afgørelse i sagen, jf. stk. 8. Finder ankenævnet, at medlemmet er berettiget til dagpengegodtgørelse, skal arbejdsgiveren indbetale godtgørelsen til Direktoratet for Arbejdsdirektoratet inden for en nærmere angivet frist, som fastsættes af ankenævnet.

Stk. 8. Tvivlsspørgsmål om ret til dagpengegodtgørelse kan indbringes for Arbejdsmarkedets Ankenævn. Ankenævnets afgørelse kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

Stk. 9. Krav mod arbejdsgiveren om betaling af dagpengegodtgørelse, jf. stk. 7, kan med tillæg af omkostninger inddrives af Finansstyrelsen, hvis kravet ikke betales inden for den fastsatte frist. Finansstyrelsen kan inddrive det skyldige beløb ved udpantning, når kravet er fastslået af Arbejdsmarkedets Ankenævn.

Stk. 10. Finansstyrelsen kan indhente oplysninger hos skattemyndigheder og andre myndigheder om arbejdsgiveren, som er nødvendige for at varetage inddrivelsen af det skyldige beløb efter stk. 7.

Stk. 11. Direktøren for Arbejdsdirektoratet fastsætter efter forhandling med Beskæftigelsesrådet regler om anvendelse af bestemmelserne i stk. 1-7 og kan herunder fastsætte regler om, at dagpengegodtgørelsen kan bortfalde i særlige tilfælde ud over de i stk. 3 nævnte. Direktøren for Arbejdsdirektoratet fastsætter endvidere regler om betaling af gebyr for Arbejdsmarkedets Ankenævns og Arbejdsdirektoratets behandling af sager efter stk. 7 og 8.

Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens bekendtgørelse nr. 669 af 11. juli 2000 om dagpengegodtgørelse for 1. og 2. ledighedsdag, som ændret ved Arbejdsdirektoratets bekendtgørelse nr. 491 af 12. juni 2003

§ 1. En arbejdsgiver skal betale et medlem af en a-kasse dagpengegodtgørelse for 1. og 2. ledighedsdag, hvis medlemmet

1) bliver ledigt som følge af afskedigelse, hjemsendelse, ophør af opgave- og tidsbestemt akkord og lignende,

2) har været ansat som lønmodtager, og

3) har indtjent en løn i ansættelsen.

Stk. 2. Ved »G-dage« forstås i denne bekendtgørelse 1. og 2. ledighedsdag. Én »G-dag« er én ledighedsdag.

Stk. 3. En arbejdsgiver skal betale for G-dage, hvis medlemmet inden for de sidste 4 uger i alt har været beskæftiget hos arbejdsgiveren i et omfang, der svarer til fuld overenskomstmæssig arbejdstid i 2 uger. Hvis et medlems arbejdstid ikke kan anses som kontrollabel, beregnes arbejdstiden i ugen efter reglerne herom i bekendtgørelse om supplerende dagpenge.

Stk. 4. Den periode, som beskæftigelsen skal ligge i, jf. stk. 3, forlænges bagud, hvis der i perioden er fravær f.eks. på grund af sygdom, ferie, overenskomstmæssige fridage, søgnehelligdage, konflikt eller deltagelse i kursus som led i ansættelsen.

Stk. 5. En arbejdsgiver skal højst betale for en G-dag 16 gange til det samme medlem i et kalenderår. Heri medregnes betalinger for de gange, hvor arbejdsgiveren kun skal betale for en halv G-dag.

Stk. 6. Betaling for en G-dag er A-indkomst. Der skal ikke beregnes feriegodtgørelse, trækkes arbejdsmarkedsbidrag, ATP eller beløb til Den Særlige Pensionsopsparing af betalingen for en G-dag.

§ 2. Et medlems G-dage er de 2 første ordinære arbejdsdage, efter at medlemmet er fratrådt, hvis medlemmet har været i fuld beskæftigelse på dagen for fratrædelsen. Hvis medlemmet ikke har været i fuld beskæftigelse på denne dag og ikke har haft fuld overenskomstmæssig arbejdstid i kalenderugen, er dagen for fratrædelsen 1. ledighedsdag.

Bortfaldsgrunde m.v.

§ 6. En arbejdsgiver skal ikke betale for G-dage til et medlem, når

1) medlemmet inden ansættelsens ophør afslår et skriftligt tilbud om fortsat beskæftigelse svarende til overenskomstmæssige løn- og ansættelsesvilkår hos samme arbejdsgiver,

2) arbejdsgiveren er ude af stand til at betale på grund af konkurs eller betalingsstandsning,

3) afskedigelsen/arbejdsophøret væsentligst skyldes medlemmet,

4) arbejdsophøret skyldes strejke eller lockout på virksomheden, eller hvis arbejdsophøret er nødvendigt på grund af strejke eller lockout på en anden virksomhed,

5) arbejdsophøret skyldes force majeure,

6) medlemmet er i fuld beskæftigelse hos en anden arbejdsgiver på G-dagene,

7) medlemmet i tilslutning til ansættelsens ophør får sygedagpenge eller holder ferie på G-dagene,

8) medlemmet er tjenestemand og overgår til rådighedsløn,

9) medlemmet har været vikar i en orlovsstilling efter lov om børnepasningsorlov, hvis ansættelsen har varet mindst 3 måneder, eller

10) medlemmet har været i beskæftigelse med offentligt tilskud til lønnen efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.

Stk. 2. [ ]

Manglende betaling

§ 11. Et medlems a-kasse skal hjælpe medlemmet med at få en arbejdsgiver til at betale for G-dage, hvis

1) arbejdsgiveren ikke betaler til tiden, jf. §§ 7 og 8,

2) medlemmet beder a-kassen om hjælp, og

3) a-kassen finder, at medlemmet uden tvivl har ret til betalingen.

Stk. 2. A-kassen sender herefter en begrundet anmodning til arbejdsgiveren om at betale til medlemmet inden 14 dage efter modtagelsen af anmodningen. Hvis arbejdsgiveren ikke betaler til tiden, og a-kassen fortsat mener, at kravet er berettiget, lægger a-kassen beløbet ud til medlemmet.

Stk. 3. Samtidig med at a-kassen lægger beløbet ud, sender a-kassen sagen med en begrundet indstilling til Arbejdsmarkedets Ankenævn, der træffer afgørelse i sagen. Ankenævnets afgørelse skal sendes til arbejdsgiveren, medlemmet, Arbejdsdirektoratet og a-kassen.

Stk. 4. Hvis en arbejdsgiver indbringer et tvivlsspørgsmål, jf. § 10, efter at a-kassen har lagt et beløb ud, skal klagen behandles sammen med Arbejdsmarkedets Ankenævns behandling af a-kassens indstilling.

Stk. 5. Finder Arbejdsmarkedets Ankenævn, at medlemmet har ret til betaling for G-dage, skal arbejdsgiveren betale beløbet til Arbejdsdirektoratet inden 4 uger efter modtagelsen af afgørelsen. Har direktoratet ikke fået beløbet til tiden, kan kravet sendes til Finansstyrelsen, der inddriver beløbet med tillæg af et gebyr til direktoratet og Finansstyrelsens omkostninger ved inddrivelsen.

Versioner

1. 2005-01-13