Beregning af skattefri præmie
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2005/9869@2006-02-01/da
Indhold
Ankenævnet har behandlet Deres klage på møde den 31. marts 2005.
Nævnet traf denne
Det beløb, De modtager i henhold til xxx forbundslov xxx, kan ikke indgå i optjening til skattefri præmie. Nævnet anser ikke beløbet for at være løntimer i et sædvanligt beskæftigelsesforhold udført på almindelige løn- og arbejdsvilkår.
Ankenævnet har ved sin afgørelse lagt til grund, at
– De ophørte som næstformand i xxx den 30. oktober 2001. De kunne ikke genvælges på kongressen i 2001, da De på dette tidspunkt var 60 år,
– De i medfør af xxx forbundslov xxx modtager et beløb svarende til 2/3 løn. De vil kunne modtage dette beløb frem til 1. april 2005, hvor De fylder 67 år,
– De stadig er registreret som arbejdende. Af beløbet betales arbejdsmarkedsbidrag, særligt pensionsbidrag ligesom der indbetales fuldt bidrag til Deres pensionsordning. Der indbetales ikke atp,
– De er forpligtet til at søge at begrænse udbetalingerne i videst muligt omfang ved at søge at opnå ny passende beskæftigelse. Erhvervsindtægter og andre indtægter skal modregnes,
– De den 31. oktober 2003 anmodede om bekræftelse på, at Deres skattefri præmie beregnes på grundlag af udbetalingerne efter forbundslovens xxx.
Ifølge loven optjenes der ret til en skattefri præmie, når et medlem har haft lønarbejde i et nærmere antal timer efter, at efterlønsbeviset har virkning. Ifølge bekendtgørelsens regler skal der være tale om lønarbejde i et sædvanligt beskæftigelsesforhold, der er i overensstemmelse med gældende overenskomster eller i øvrigt er udført på almindelige løn- og arbejdsvilkår.
Ifølge almindelig praksis vil det normalt være timer, for hvilke der udbetales løn, hvis den beskæftigelse, hvortil løntimerne er knyttet kan betragtes som lønarbejde. Som eksempler kan nævnes ferie, løn i en opsigelsesperiode, også selv om medlemmet er frit stillet, barsel og sygdom, barns første sygedag, feriefridage og børnefamiliefridage, hvis arbejdsgiveren udbetaler løn. Der skal være tale om beskæftigelse, hvortil en arbejdsgiver normalt skal eller vil betale en ansat for at udføre.
Efter nævnets vurdering kan det udbetalte beløb ikke anses for at være løntimer i et sædvanligt beskæftigelsesforhold udført på almindelige løn- og arbejdsvilkår.
Nævnet henviser til, at De har pligt til at begrænse udbetalingerne i videst muligt omfang ved at søge at opnå ny passende beskæftigelse, men uden pligt til at påtage Dem arbejde for HK. Det betragtes ikke som sædvanligt, at en arbejdsgiver skal eller vil betale en ansat for at ophøre med sit arbejde, indtil den ansatte bliver 67 år.
Således indeholder den beskrevne ordning efter nævnets vurdering ikke en modydelse fra Dem, der kan betragtes som en sædvanlig ydelse, der vil kunne begrunde, at løntimerne skulle kunne regnes med ved beregning af en skattefri præmie til Dem. Ordningen kan i højere grad sammenlignes med en form for pensionsordning, hvor der udbetales en løbende ydelse uden modydelse.
De har anført, at der efter Deres opfattelse er så store ligheder mellem Deres situation og situationen for en tjenestemand på rådighedsløn, og at De bør ligestilles med en sådan tjenestemand i relation til beregning af skattefri præmie, muligvis således, at der kun kunne medregnes for 3 eller 5 år.
De har videre anført, at i praksis er den reelle arbejdsforpligtelse for en tjenestemand over for arbejdsgiveren ikke gældende. De har oplyst, at der over for Deres arbejdsgiver ikke er nogen egentlig potentiel arbejdsforpligtelse, det følger af arbejdets karakter som folkevalgt organisationspolitiker i modsætning til en overenskomstansat medarbejder i organisationen. Alligevel er der flere eksempler på, at organisationspolitikere frivilligt er overgået til ansættelse i organisationen for eksempel i forbindelse med strukturændringer.
Ankenævnet bemærker, at det anførte ikke kan give anledning til en ændret vurdering. Ankenævnet lægger ved sin afgørelse vægt på, at det beskrevne ansættelsesforhold ikke kan ligestilles med et normalt ansættelsesforhold. Perioden vil ikke kunne ligestilles men en periode, hvori en afskediget tjenestemand modtager rådighedsløn. Ankenævnet henviser til, at der for en tjenestemands ansættelsesforhold gælder særlige vilkår i forhold til vilkårene på det private arbejdsmarked. Der henvises til tjenestemandslovgivningen.
De har gjort opmærksom på, at der ikke betales atp. af ydelsen. De mener, det er en fejl. De har blandt andet henvist til, at De er medlem af ATP. De mener, at De er omfattet af atp-lovens personkreds, idet De i hele perioden vil have status som lønmodtager, således at De indbetaler arbejdsmarkedsbidrag, SP-bidrag, og at der indbetales pensionsbidrag.
Deres arbejdsgiver har over for nævnet oplyst, at der ikke indbetales til atp. efter en telefonisk henvendelse til atp.i 1997-98. Vurderingen var, at den ydelse, som xxx forbundet betaler til de folkevalgte, ikke opfyldte kriterierne for indbetaling af atp., jf. atp.lovens § 2.
Nævnet bemærker, at det ikke vil være afgørende for, hvorvidt ydelsen kan anses for at være en beskæftigelse, som en arbejdsgiver normalt skal eller vil betale en ansat for at udføre, at der bliver indbetalt atp. af ydelsen.
De har desuden anført, at Arbejdsdirektoratets afgørelse lider af habilitetsmangel.
Ankenævnet bemærker, at direktoratet er vejledende myndighed inden for lovens område. En eventuel klage over sagsbehandlingsfejl kan rettes til direktøren for Arbejdsdirektoratet.
Ankenævnet tiltræder således Arbejdsdirektoratets afgørelse af 29. april 2004.
Ankenævnet henviser til lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. § 75 c, stk. 10, 12 og 16 og § 74 k stk. 1, 3 og 8 samt Arbejdsdirektoratets bekendtgørelse nr. 349 af 15. maj 2001 om overgang til, udtræden af og genindtræden i efterlønsordningen samt optjening af præmie § 15, Arbejdsdirektoratets bekendtgørelse nr. 594 af 22. juni 2001 som ændret ved bekendtgørelse nr. 1208 af 18. december 2002 om fleksibel efterløn § 12 og Arbejdsdirektoratets bekendtgørelse nr. 504 af 16. juni 2003 om beskæftigelseskrav og dagpengeperiode § 2.
De kan læse om afgørelsens faktiske og retlige grundlag på de følgende sider.
Kopi til:
xxx
xxx
1. Sagsforløb
Arbejdsdirektoratet fremstillede sagen på denne måde:
”Det fremgår af sagen at De fik udstedt efterlønsbevis med virkning fra den 1. januar 1999.
De fratrådte Deres arbejde den 30. oktober 2001 og har herefter i henhold til forbundslovenes 27 a modtaget et beløb svarende til 2/3 løn.
xxx kasse skrev den 25. marts 2003 til direktoratet for at spørge om, hvorvidt xxx ordninger for valgte i forbundet og afdelinger opfyldte betingelserne for at medregne perioden til optjening af præmie. A-kassen henviste til xxx og xxx i forbundslovene de tilsvarende xxx og xxx i afdelingernes love. Det var a-kassens opfattelse at ordningen kunne sidestilles med rådighedsløn (for tjenestemænd).
Direktoratet besvarede den 12. juni 2003 henvendelsen. Direktoratet skrev at ordningen ikke kunne sidestilles med ordningen med rådighedsløn for tjenestemænd, og at den derfor ikke kunne bruges til optjening af præmie. Direktoratet lagde vægt på at der ikke var en potentiel arbejdsforpligtelse over for arbejdsgiveren, at de pågældende frit kan påtage sig andet arbejde, og at der ikke sker modregning i lønnen for andet arbejde.
De skrev i brev af 31. oktober 2003 til Arbejdsdirektoratet at De gerne ville have bekræftet, at De var berettiget til at modtage den skattefri præmie. De oplyste at De havde været næstformand i xxx forbundet, men at De ikke kunne genvælges på kongressen i 2001, da De på dette tidspunkt var fyldt 60 år. De ville indtil 30. april 2005 modtage 2/3 af den hidtidige aflønning. De er fortsat medlem af xxx a-kasse, og De er stadig registreret som arbejdende. Det betaler arbejdsmarkedsbidrag og Særligt Pensionsbidrag af Deres løn, og der indbetales fuldt pensionsbidrag til Deres pensionsordning.
De har videre skrevet at det fremgår af Deres lønsedler, at De for året 2002 er registreret med 1680 arbejdstimer, som dog ikke er forlangt præsteret. De ønskede bekræftet at De var berettiget til at modtage den skattefri præmie, når De fylder 67 år.
Direktoratet hjemviste den 4. november 2003 sagen til a-kassen.
A-kassen skrev den 24. november 2003 til Dem at den netop var ved at forelægge sagen for Arbejdsdirektoratet, idet ordningen ikke umiddelbart kan sidestilles med et sædvanligt beskæftigelsesforhold, men at der var mulighed for, at ordningen kan sidestilles med rådighedsløn for tjenestemænd.
A-kassen skrev den 24. november 2003 til direktoratet at der ved den tidlige re forelæggelse for direktoratet den 25. marts 2003 ikke havde gjort det klart, at der eksisterede 2 regelsæt for ordningen, og at direktoratet alene havde taget stilling til ordningen i henhold til xxx, men ikke ordningen i henhold til xxx. xxx skrev at ordningen i henhold til xxx afveg på væsentlige punkter, idet erhvervsindtægter og andre indtægter skal modregnes i lønnen fra xxx, og at den pågældende er forpligtet til at søge at begrænse udbetalingen i videst muligt omfang ved at søge at opnå ny passende beskæftigelse. A-kassen skrev at direktoratet ved udtalelsen af 12. juni 2003 blandt andet havde lagt vægt på den manglende arbejdsforpligtelse og den manglende modregning for andet arbejde.
Direktoratet udtalte den 9. februar 2004 vejledende at ordningen i henhold til forbundslovenes xxx ikke kan sidestilles med ordningen med rådighedsløn for tjenestemænd.
A-kassen traf den 17. februar 2004 afgørelse om at ordningen efter forbundslovene xxxx ikke kan anses for lønarbejde og dermed ikke kan indgå som arbejdstimer ved optjening af den skattefri præmie.
De klagede den 2. marts 2004 over a-kassens afgørelse. De skrev at De havde modtaget a-kassens svar af 17. februar 2004, som bygger på en vejledende udtalelse fra Arbejdsdirektoratet om, hvorvidt der gælder en generel regel om, xxx tillidsfolk på 2/3 løn kan sidestilles med tjenestemænd på rådighedsløn. Det er uklart for Dem hvorfor dette aspekt er inddraget, men De mener at Arbejdsdirektoratets vurdering er forkert. De mener at De opfylder 8 af de 9 elementer, der er opregnet i vejledningen til § 4, stk. 1, nr. 5 i bekendtgørelsen om beskæftigelseskrav og dagpengeperiode. De indbetaler dog ikke til ATP, men er ikke klar over, hvorfor dette ikke sker.
De skrev videre i klagen at direktoratet tilsyneladende hovedsageligt havde lagt vægt på at xxx ordning i princippet kan få virkning i 15 år (mens tjenestemænd kun kan være på rådighedsløn i 3 eller tidligere 5 år), og at der i praksis ikke ses at være adgang til at pålægge fratrådte tillidsmænd at indtræde i arbejde.
De har hertil anført at
– når man går på grund af alder, er man fyldt 60 år, dvs. at man normalt kun kan modtage 2/3 løn i 3-5 år (tidligere 7)
– hvis en tjenestemand ikke kan anvises andet passende arbejde inden udløbet af rådighedsperioden, modtager han aktuel tjenestemandspension. Da xxx tillidsmænd ikke er tjenestemænd, kan de ikke modtage en egentlig pension, før de opfylder pensionskassens bestemmelser herom, herunder alderskravet.
– Kongresvalgte tillidsposter kan i denne sammenhæng ikke sammenlignes med en tjenestemandsstilling, hvor man som ansat kan overflyttes til en anden, lignende, passende stilling. Der findes ikke lignende kongresvalgte stillinger, men der findes eksempler på, at fratrådte tillidsmænd er overgået til en funktionæransættelse i forbundet.
– Der er i pkt. 4 i forbundets fratrædelsesordning en “skadebegrænsningsbestemmelse”, idet man er forpligtet - til, i videst muligt omfang, at søge at opnå en ny passende beskæftigelse, - en beskæftigelse, som medfører en modregning i forbundets fratrædelsesydelse.
De mener at xxx afgørelse af 17. februar 2004 og Arbejdsdirektoratets udtalelse af 9. februar 2004 er forkert, idet direktoratet tilsyneladende har lagt vægt på nogle teoretiske ekstremer i stedet for de 9 elementer, man selv har opstillet i vejledning nr. 62 af 16. april 2003.
A-kassen oversendte den 11. marts 2004 sagen til Arbejdsdirektoratet. A-kassen skrev at den fortsat var af den opfattelse, at xxx ordning om 2/3 løn bør kunne sidestilles med rådighed for tjenestemænd. A-kassen skrev videre at § 27 a kun gælder for valgte før kongressen i 2001 og der vil være tale om ganske få personer, hvor 2/3-ordningen vil få en løbetid på op til 15 år. Det normale vil være 3 - 5 år. Det er også a-kassens opfattelse at forpligtelsen til at søge ny passende beskæftigelse bør have samme vægt som en egentlig mulighed for xxx for at pålægge de berørte at overtage arbejde i xxx”
Sekretariatet er enig i fremstillingen.
2. Arbejdsdirektoratets afgørelse
Direktoratet traf den 29. april 2004 denne afgørelse:
”Det beløb De modtager i henhold til xxx forbundsloves xxx kan ikke anses for at være løntimer, der er knyttet til lønarbejde. Timerne kan derfor ikke indgå i optjeningen af den skattefri præmie.
Direktoratet har ved afgørelsen lagt vægt på at der er tale om en ordning, der for det enkelte medlem kan løbe i op til 15 år. Længden af perioden gør at xxx ordning må sidestilles med en pensionsordning og ikke med en periode med rådighedsløn i forbindelse med afskedigelse, som det kendes fra tjenestemandsområdet.
Det bemærkes i denne forbindelse at perioden med rådighedsløn for tjenestemænd er af begrænset varighed (nu 3 år og tidligere 5 år). Det indgår også i vurderingen at selv om det af ordningen fremgår, at de pågældende har pligt til at begrænse udbetalingen fra ordningen ved i videst muligt omfang at opnå ny passende beskæftigelse, ses der ikke at være en egentlig adgang for xxx til at pålægge dem at overtage andet arbejde inden for xxx i perioden.
Optjening af præmie for medlemmer, der er født før 1. juli 1939 sker efter de regler, der er fastsat i bekendtgørelsen om fleksibel efterløn. Det står i § 15, stk. 2 i bekendtgørelse nr. 349 af 15. maj 2001 om overgang til, udtræden af og genindtræden i efterlønsordningen samt optjening af præmie.
Arbejdet til optjening af præmie skal opgøres efter reglerne i bekendtgørelse om beskæftigelseskrav og dagpengeperiode. Det står i § 12, stk. 2 i bekendtgørelse nr. 594 af 22. juni 2001 om fleksibel efterløn.
Det fremgår af § 2, stk. 1 i bekendtgørelse nr. 504 af 16. juni 2003 om beskæftigelseskrav og dagpengeperiode, at timer til beskæftigelseskravet skal opgøres på baggrund af opgjorte løntimer i et sædvanligt beskæftigelsesforhold.
Der er i Deres tilfælde ikke tale om et sædvanligt beskæftigelsesforhold, idet De er ophørt med Deres arbejde, men har ret til at få udbetalt et beløb svarende til 2/3 af den hidtidige løn indtil pensionsalderen.
Efter praksis, som er beskrevet i starten af pkt. 3.1 i vejledning nr. 62 af 16. juni 2003 om beskæftigelseskrav og dagpengeperiode, kan der dog medregnes timer, for hvilke der er udbetalt løn, hvis den beskæftigelse, hvortil timerne knytter sig, kan anses for lønarbejde. Der kan blandt andet medregnes løn under ferie, løn i en opsigelsesperiode, selv om man er fritstillet, barsel, sygdom mv.
Det er direktoratets opfattelse at det beløb, som De kan modtage efter forbundslovenes xxx, ikke kan sidestilles med løntimer i et sædvanligt beskæftigelsesforhold eller fx løn i en fritstillingsperiode. Der er reelt tale om en form for pensionsordning, der løber indtil Deres 67. år.
For så vidt angår spørgsmålet om, hvorvidt ordningen efter forbundslovenes xxx kan sidestilles med ordningen med rådighedsløn for tjenestemænd skal direktoratet bemærke, at vi vurderer, at forpligtelsen til at søge ny passende beskæftigelse ikke kan sidestilles med en potentiel arbejdsforpligtelse over for arbejdsgiveren. Direktoratet lægger desuden vægt på at ordningen efter forbundslovenes xxx vil kunne strække sig over op til 15 år — altså en langt længere periode end en rådighedsløn kan være.”
3. Klagen af 22. maj 2004 fra Dem til ankenævnet
” Klage over Direktoratets afgørelse af 29. a 2004 om ligestilling med tjenestemænd på rådighedsløn/ventepenge i relation til optjening at skattefri præmie.
Direktoratets i nr. 0-6530236 HFJ
Arbejdsdirektoratet har med brev af 29.april 2004 meddelt, at den periode, hvori jeg modtager 2/3 løn fra xxx forbundet ikke kan ligestilles med rådighedsløn til tjenestemænd i relation til beregning at skattefri præmie.
Afgørelsen følger dermed - ikke overraskende - den vejledende udtalelse af 9. februar 2003 som Direktoratet har afgivet til xxx A-kasse. Det kan i den forbindelse undre, at en klage over A kassens afgørelse behandles af den samme direktoratsmedarbejder, som på et tidligere tidspunkt har afgivet en vurdering i sagen. Efter min opfattelse vil han være inhabil i behandlingen at denne klagesag.
Det er forsat min opfattelse, at der er så store ligheder mellem min situation og situationen for en tjenestemand på rådighedsløn, at vi bør ligestilles i relation til optjening af lønanciennitet.
Det er Direktoratets opfattelse, at xxx ordning må sidestilles med en pensionsordning og ikke en periode med rådighedsløn, som det kendes fra tjenestemandsområdet.
Direktoratet lægger åbenbart megen vægt på, at tjenestemandsområdets rådighedsløn indeholder en reel arbejdsforpligtelse overfor arbejdsgiveren, hvilket i praksis ikke kan siges at være tilfældet. Eksempelvis kendes der på folkeskoleområdet kun ét eneste tilfælde, hvor en kommune (Ballerup) måtte tilbagekalde 3-4 tjenestemandsansatte lærere, hvis stillinger var blevet nedlagt et par år tidligere.
Tjenestemændenes ordning indebar indtil 1. juli 1969 ventepenge, svarende til 2/3 løn i 5 år. Efter 1. juli 1969 hed det rådighedsbeløb svarende til hidtidig aflønning i 3 år.
xxx ordning kan på samme måde betragtes som ventepenge = 2/3 af hidtidig aflønning. Varigheden vil typisk være 3 - 5 år. (For mit vedkommende 3 år 5 mdr.)
Der er i xxx ordning en tabsbegrænsningspligt og en modregningsordning svarende til tjenestemændenes.
Derimod er der ikke nogen egentlig potentiel arbejdsforpligtelse overfor arbejdsgiveren (xxx), hvilket følger af arbejdets karakter som folkevalgt organisationspolitiker i modsætning til en overenskomstansat medarbejder i organisationen. Alligevel er der flere eksempler på, at organisationspolitikere frivilligt er overgået til ansættelse i organisationen f eks i forbindelse med strukturændringer.
Ordningen indebærer således i praksis en nedsættelse af lønnen til 2/3 og en fritstilling i perioden, svarende til den tidligere ordning med ventepenge til tjenestemænd. At det betragtes som en lønperiode, ses bl.a. af, at der indbetales pensionsbidrag og at der trækkes såvel arbejdsmarkeds bidrag (8 %) som SP-bidrag (1 %). Der burde måske også indbetales ATP-bidrag, men af ukendte årsager er dette ikke sket.
Denne manglende indbetaling til ATP er det eneste punkt i Direktoratets oplistning af elementer, som, efter Direktoratets opfattelse, kan tale imod at ligestille en ordning fra det private arbejdsmarked med tjenestemandsområdet (vejl. nr. 62 af 16. juni 2003). Listen er imidlertid ikke en fuldstændig opregning, hvori samtlige elementer skal være opfyldt, men netop en oplistning af en række momenter, man ved en konkret vurdering bl.a. vil lægge vægt på. Den manglende ATP- ordning, som formentlig er en fejl, bør derfor ikke bevirke, at min ordning ikke kan ligestilles med en tjenestemand på rådighedsløn/ventepenge.
Til gengæld vil jeg have forståelse for, at paralleliseringen omvendt vil medføre, at der maximalt medregnes 3 eller 5 år ved opgørelsen af lønperioden.
Med disse supplerende bemærkninger ønsker jeg hermed at indbringe Arbejdsdirektoratets afgørelse af 29. april 2004 for Arbejdsmarkedets Ankenævn i håb om, at Ankenævnet vil støtte mine synspunkter.
xxx A-kasse er orienteret ved kopi a dette brev.”
4. Arbejdsdirektoratets bemærkninger af 28. maj 2004 til klagen
”Der er ikke kommet nye oplysninger, der giver direktoratet anledning til at ændre afgørelsen.
Det skal bemærkes til medlemmets klage at direktoratet har lagt betydelig vægt på, at der er tale om en ordning, der kan strække sig over op til 15 år. Alene dette forhold adskiller ordningen fra tjenestemændenes rådighedsløn.
Der er tale om en vurdering af ordningen i sin helhed, og det giver derfor ikke mening at medregne 3 eller 5 år, således som medlemmet foreslår.”
5. Nyt efter klagen
Brev af 7. marts 2005 fra HK/Danmark :
”Under henvisning til brev af 18. februar 2005 følger vedlagt xxx forbundslove.
Angående ATP har a-kassen fra xxx Forbundet fået oplyst, at der ikke betales ATP på baggrund af en telefonisk kontakt med ATP-huset i 1997-98. Vurderingen var, at den ydelse, som xxx Forbundet betaler til de folkevalgte ikke opfyldte kriterierne for indbetaling af ATP jf. ATP lovens § 2.”
Brev af 11. marts 2005 fra Dem:
”Jeg har modtaget kopi af xxx brev af 7. marts 2005, med xxx begrundelse for ikke at indbetale ATP-bidrag for mig.
Den manglende indbetaling skyldes ifølge svaret, at man telefonisk har fået oplyst, at den ydelse, jeg modtager i henhold til forbundslovene ikke opfylder kriterierne for indbetaling af ATP, jfr. ATP-lovens § 2.
Dette giver mig anledning til følgende supplerende bemærkninger:
ATP-lovens § 2 handler om afgrænsning af personkredsen, som omfattes af ATP- loven. Jeg har været og er stadig medlem af ATP.
Lovens § 2, stk 1 henviser til §§ 3 og 4, som opregner, hvilke lønmodtagere der, trods lønmodtagerstatus, alligevel ikke omfattes af loven. Jeg omfattes ikke af nogen af disse bestemmelser.
Jeg har i hele perioden status som lønmodtager, hvilket bl.a. ses af, at jeg indbetaler arbejdsmarkedsbidrag, SP-bidrag og at der indbetales pensionsbidrag.
Endvidere er der kommet bestemmelser om, at personer, der på grund af ledighed modtager dagpenge eller lign, fortsat skal have indbetalt ATP-bidrag.
Endelig ses det af Bek nr 872 af 02/12/1999, hvoraf jeg vedlægger uddrag, at der burde have været indbetalt ATP-bidrag i perioden.”
6. Regler
Lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 708 af 13. august 2003
§ 75 c
Stk. 10. Et medlem, som efter overgang til efterløn, eller efter at efterlønsbeviset har virkning, har haft lønarbejde efter den 1. juli 1999 i mindst 2 år, dog mindst 3.120 timer, et deltidsforsikret medlem dog mindst 2.496 timer, eller som i mindst samme periode har drevet selvstændig virksomhed i væsentligt omfang, optjener ved arbejde herudover i mindst 481 timer ret til en skattefri præmie, når medlemmet fylder 67 år eller afgår ved døden. Arbejde i perioder med delpension kan ikke medregnes.
Stk. 12. Arbejdsløshedskassen opgør arbejdets omfang, beregner præmiens størrelse og udbetaler præmien efter reglerne i § 74 k, stk. 3 og 4.
Stk. 16. Direktøren for Arbejdsdirektoratet fastsætter efter forhandling med Beskæftigelsesrådet nærmere regler om anvendelsen af reglerne i stk. 10-15.
§ 74 k. Et medlem, som tidligst overgår til efterløn mindst 2 år efter, at efterlønsbeviset har virkning, og som i denne periode har haft lønarbejde i mindst 3.120 timer, et deltidsforsikret medlem dog mindst 2.496 timer, eller har drevet selvstændig virksomhed i væsentligt omfang, optjener ved arbejde herudover i mindst 481 timer ret til en skattefri præmie, når medlemmet fylder 65 år eller afgår ved døden. Det er en betingelse, at medlemmet ikke har fået udbetalt delpension efter lov om delpension. Det er endvidere en betingelse, at der ikke er sket tilbagebetaling af efterlønsbidraget efter § 77 a.
Stk. 3. Arbejdsløshedskassen opgør arbejdets omfang, beregner præmiens størrelse og udbetaler præmiebeløbet .
Stk. 8. Direktøren for Arbejdsdirektoratet fastsætter efter forhandling med Beskæftigelsesrådet nærmere regler om anvendelsen af denne bestemmelse, herunder om opgørelsen af arbejde efter stk. 1 og 2, samt om opgørelse af arbejde efter § 74 i, stk. 9, og § 74 j, stk. 5, og om udbetaling af præmien
Arbejdsdirektoratets bekendtgørelse nr. 349 af 15. maj 2001 om overgang til, udtræden af og genindtræden i efterlønsordningen samt optjening af præmie
§ 15. Et medlem kan optjene præmie efter lovens § 75 c, stk. 10-15.
Stk. 2. Arbejdet opgøres efter de regler, der er fastsat i bekendtgørelse om fleksibel efterløn. Arbejde efter 200-timers-reglen kan ikke medregnes til opfyldelse af 2-års-reglen eller til optjening af præmie efter nævnte bekendtgørelse. Hvis medlemmet går fra 200-timers-reglen til at arbejde mod fradrag i efterlønnen, kan de timer, der medfører fradrag i efterlønnen, dog medregnes.
Arbejdsdirektoratets bekendtgørelse nr. 594 af 22. juni 2001 som ændret ved bekendtgørelse nr. 1208 af 18. december 2002 om fleksibel efterløn
§ 12.. ..
Stk. 2. Arbejdet gøres op og dokumenteres efter reglerne om optjening af beskæftigelseskravet i bekendtgørelse om beskæftigelseskrav og dagpengeperiode samt i bekendtgørelse om kombinationsforsikring, jf. dog stk. 4-7. Alle arbejdstimer kan medregnes. Det gælder også timer før overgangen til efterløn, forudsat at der er udstedt et efterlønsbevis.
.
Arbejdsdirektoratets bekendtgørelse nr. 504 af 16. juni 2003
om beskæftigelseskrav og dagpengeperiode
§ 2. Beregning af beskæftigelseskravet foretages på baggrund af opgjorte løntimer i et sædvanligt beskæftigelsesforhold, der er i overensstemmelse med gældende overenskomster eller i øvrigt er udført på almindelige løn og arbejdsvilkår, jf. dog stk. 2-8 og § 4. Alle løntimer kan medregnes, jf. dog § 5, stk. 5.
§ 4. Til beskæftigelseskravet kan, uanset at betingelsen om overenskomstmæssig eller tilsvarende løn i § 2, stk. 1, ikke er opfyldt, medregnes:
1) Beskæftigelse, der udføres af ulandsfrivillige i forbindelse med frivilligprogrammer, hvortil der ydes bistand i henhold til lov om Internationalt Udviklingssamarbejde, eller private frivilligprogrammer udført for humanitære organisationer, der er godkendt i henhold til ligningslovens § 12, stk. 3.
2) Afholdt ferie med feriegodtgørelse samt supplerende feriedage i henhold til § 8 i lov om ferie eller § 6 a i den tidligere gældende lov om ferie, medmindre der er udbetalt dagpenge eller feriedagpenge.
3) Søgnehelligdage i et beskæftigelsesforhold, medmindre der er udbetalt dagpenge eller feriedagpenge.
4) Overenskomstmæssige fridage i et beskæftigelsesforhold, medmindre der er udbetalt dagpenge eller feriedagpenge.
5) Perioder, hvori en afskediget tjenestemand modtager rådighedsløn.