Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2005/9874@2006-02-01/da

Indhold

1. Indledning

Den 9. september 2004 traf Arbejdsmarkedets Ankenævn afgørelse om, at De ikke var berettiget til en attest E 303 under arbejdssøgning i Frankrig fra den 3. november 2003 (nævnssag med j.nr. 2004-1-0012).

Som meddelt Dem ved brev af den 21. februar 2005 har Arbejdsmarkedets Ankenævn besluttet at genoptage Deres sag.

Ankenævnet har behandlet Deres sag på møde den 10. marts 2005.

Nævnet traf denne

De var berettiget til en attest E 303 under arbejdssøgning i Frankrig fra den 3. november 2003 til den 2. februar 2004.

Det forhold, at De fik udbetalt feriedagpenge i attestperioden, berører ikke Deres ret til at få udbetalt EØS-dagpenge for disse dage.

Ankenævnet forlænger den frist, inden for hvilken De efter udløbet af den attest E 303, De med denne afgørelse er blevet berettiget til, skulle være hjemvendt til Danmark (2. februar 2004) til den 30. april 2004.

Retten til en attest E 303 med afrejsedato den 3.november 2003

Artikel 69 i Rådets Forordning (EØF) nr. 1408/71 har til mål at medvirke til at sikre arbejdskraftens frie bevægelighed i overensstemmelse med artikel 42 i Traktaten om Det Europæiske Fællesskab, jf. præmis 25 i EF-Domstolens dom af den 21. februar 2002 i sag C-215/00, Arbetsmarknadsstyrelsen mod Petra Rydergård (Rydergård-dommen – refereret under afsnit 6. Regler).

I medfør af artikel 69 kan De som arbejdsløs arbejdstager, uden at miste retten til danske dagpenge, rejse til Frankrig (eller andre EØS-lande) for at søge beskæftigelse, uden at De i denne periode behøver at stille Dem til rådighed for den danske Arbejdsformidling, selvom dette ifølge de danske regler er en betingelse for at modtage danske dagpenge, jf. præmis 17 i Rydergård-dommen. I forhold til Dem er bestemmelsen en selvstændig EU-baseret undtagelse fra de danske regler, der giver Dem en rettighed, som De ellers ikke ville have haft i medfør af de danske regler. For at De kan opnå denne rettighed, skal betingelserne i artikel 69 være opfyldt, jf. præmis 18 i Rydergård-dommen.

Af artikel 69, stk. 1, litra a fremgår, at en helt arbejdsløs arbejdstager, der opfylder de i den danske lovgivning foreskrevne betingelser for ret til danske dagpenge, og som rejser til et andet EØS-land for at søge beskæftigelse dér, bevarer sin ret til danske dagpenge, hvis hun har været tilmeldt som arbejdssøgende og har stået til rådighed for Arbejdsformidlingen i Danmark i mindst 4 uger, efter at hun blev arbejdsløs (4-ugers-kravet).

Ankenævnet bemærker, at vurderingen af, hvorvidt De stod til rådighed for Arbejdsformidlingen i Danmark, skal foretages på grundlag af de danske regler herom. Det skal f.eks. undersøges, om tabet af retten til (supplerende) dagpenge i de perioder frem til Deres afrejse, hvor De var i midlertidig beskæftigelse, i henhold til dansk lovgivning udelukker, at De kunne betragtes som om, at De stod til rådighed for Arbejdsformidlingen, jf. præmis 26 og 27 i Rydergård-dommen.

For som fuldtidsforsikret a-kasse-medlem at være berettiget til (supplerende) dagpenge er det efter de danske regler en betingelse, at man skal være tilmeldt Arbejdsformidlingen. Man skal endvidere stå til rådighed for at kunne overtage et af Arbejdsformidlingen anvist fuldtidsarbejde dagen efter, at arbejdet er tilbudt, jf. arbejdsløshedsforsikringslovens § 57 og § 62. De var som dimittend tilmeldt Arbejdsformidlingen som arbejdssøgende siden den 30. december 1998. Under Deres kortvarige beskæftigelser i perioden forud for den ansøgte afrejsedato, der ikke var omfattet af noget opsigelsesvarsel, frameldte De Dem ikke Arbejdsformidlingen, og De stod således til rådighed for at overtage et af Arbejdsformidlingen anvist fuldtidsarbejde, dagen efter, at det var blevet tilbudt. Under beskæftigelsen opfyldte De således forordningens betingelser om at have været tilmeldt som arbejdssøgende og have stået til rådighed for Arbejdsformidlingen.

4-ugers-kravet i forordningens artikel 69, stk. 1, litra a, har blandt andet til formål at gøre det muligt for myndighederne i afrejselandet (i dette tilfælde Danmark) at sikre sig, at arbejdstageren virkelig er arbejdsløs, dels at tilbyde den arbejdsløse beskæftigelse, inden han for medlemsstatens regning tager af sted for at søge beskæftigelse i en anden EØS-medlemsstat, jf. præmis 30 i Rydergård-dommen.

For at dette mål kan nås, er det ikke nødvendigt at kræve, at perioden på fire uger er uafbrudt. Det er tilstrækkeligt, at De stod til rådighed for Arbejdsformidlingen i en samlet periode på mindst 4 uger, efter at De blev arbejdsløs. Ankenævnet skal i denne forbindelse bemærke, at det henhører under de danske myndigheders kompetence, på grundlag af danske regler, at fastsætte det tidspunkt, der skal betragtes som arbejdsløshedens begyndelse, jf. præmis 31 i Rydergård-dommen.

Ankenævnet finder, at Deres arbejdsløshed begyndte, da De meldte Dem ledig på Arbejdsformidlingen som dimittend den 30. december 1998. Selvom De i perioden frem til Deres afrejse, havde midlertidige beskæftigelser af kortere varighed, så var De efter nævnets opfattelse, i henhold til såvel de danske regler som i henhold til forordningen, at betragte som arbejdsløs. Forud for afrejsedatoen den 3. november 2003 havde De været arbejdsløs og stået til rådighed for Arbejdsformidlingen i sammenlagt 4 uger.

Ankenævnet bemærker, at beskæftigelserne i perioden forud for Deres afrejse medførte en reduktion i Deres ret til dagpenge for den periode, De arbejdede, men ikke i øvrigt medførte bortfald af Deres generelle dagpengeret. På afrejsedagen (begyndelsesdatoen for Deres attest E 303) opfyldte De således betingelserne for ret til danske dagpenge. På afrejsedagen havde De nul timers beskæftigelse og var derfor på denne dag helt arbejdsløs.

På denne baggrund finder Ankenævnet, at De på afrejsedatoen den 3. november 2003 opfyldte betingelserne i forordningens artikel 69, stk. 1, litra a. Efter Ankenævnets opfattelse var De derfor berettiget til en attest E 303 under arbejdssøgning i Frankrig fra den 3. november 2003.

Ankenævnet har noteret sig, at De i perioden fra den 3. til den 22. november 2003 fik udbetalt feriedagpenge. Nævnet finder ikke, at dette skal have betydning for Deres ret til EØS-dagpenge i attestperioden, idet De må formodes ikke at ville have ansøgt om feriedagpenge, hvis De oprindeligt havde fået udstedt en attest E 303 for perioden.

Dispensation i medfør af forordningens artikel 69, stk. 2, sidste led:

Ankenævnet har noteret sig, at De først tilmeldte Dem Arbejdsformidlingen i Danmark den 30. april 2004, dvs. cirka 2 måneder efter udløbet af den attest-periode, De ansøgte om. I medfør af artikel 69, stk. 2, andet led i forordningen betyder det som udgangspunkt, at De ved Deres tilbagevenden til Danmark havde mistet enhver ret til danske dagpenge.

I medfør af artikel 69, stk. 2, sidste led kan den kompetente danske myndighed forlænge den frist, inden for hvilken, De skulle være vendt tilbage til Danmark. Ankenævnet finder, at der er grundlag for at forlænge den frist, inden for hvilken De skulle være hjemvendt til Danmark.

Ankenævnet har herved lagt vægt på, at direktoratet (og dengang også nævnet) oprindeligt fortolkede 4-ugers-kravet i artikel 69, stk. 1, litra a på en anden måde, hvilket medførte, at De ikke havde mulighed for at agere som om, De var blevet vejledt i forbindelse med en udstedt attest E 303. Hvis De havde fået udstedt en attest E 303 inden Deres afrejse, var De også blevet vejledt om konsekvenserne af hjemvenden til Danmark efter udløbet af gyldighedsperioden for Deres attest E 303 (tab af dagpengeret og reglen om nyt beskæftigelseskrav for genopnåelse af dagpengeret).

Ankenævnet finder, at det må have formodningen for sig, at De, på baggrund af en sådan vejledning, ville være vendt til bage til Danmark (og have tilmeldt Dem Arbejdsformidlingen) inden attestperiodens udløb. Nævnet finder derfor, at De skal stilles som sådan, og at fristen for hjemvenden til Danmark og tilmelding til Arbejdsformidlingen skal forlænges til den 30. april 2004, hvor De tilmeldte Dem Arbejdsformidlingen i Danmark.

Ankenævnet ændrer hermed Arbejdsdirektoratets afgørelse af den 30. oktober 2003 og Arbejdsmarkedets Ankenævns afgørelse af den 9. september 2004.

Ankenævnet har samtidigt hermed anmodet Arbejdsdirektoratet om at foranledige EØS-dagpenge udbetalt til Dem for perioden den 3. november 2003 og til og med den 2. februar 2004.

Ankenævnet har i den forbindelse lagt Deres oplysning til grund om, at De ikke opnåede beskæftigelse under sit ophold i Frankrig. Der er således ikke grundlag for, at der skal ske fradrag i udbetalingen af Deres EØS-dagpenge i attest-perioden.

Erstatning

Hvis De mener, at De på grund af Arbejdsdirektoratets vejledning og handlinger i øvrigt har lidt et tab, skal ankenævnet henvise Dem til at anlægge et civilt søgsmål mod Arbejdsdirektoratet ved domstolene.

Ankenævnet henviser til

– Artikel 69, stk. 1 og stk. 2 i Rådets Forordning (EØF) nr. 1408/71 om anvendelse af de sociale sikringsordninger på arbejdstagere, selvstændige erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Fællesskabet,

– Artikel 83 i Rådets Forordning (EØF) nr. 574/72 af den 21. marts 1972 om regler til gennemførelse af forordning (EØF) nr. 1408/71 om anvendelse af de sociale sikringsordninger på arbejdstagere, selvstændige erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, som flytter inden for Fællesskabet (Gennemførelsesforordningen),

– EF-Domstolens dom af den 21. februar 2002 i sag C-215/00, Arbetsmarknadsstyrelsen mod Petra Rydergård, Samling af Afgørelser 2002, side I-01817ff (Rydergård-dommen), og

– § 57 og § 62 i Lov om arbejdsløshedsforsikring mv., jf. lovbekendtgørelse nr. 708 af 13. august 2003.

De kan læse om afgørelsens faktiske og retlige grundlag på de følgende sider.

Kopi til:

X A-kasse

Arbejdsdirektoratet

1. Sagsforløb

Arbejdsdirektoratet fremstillede sagen på denne måde:

” Af afsnittet ”Betingelser for at få en attest E 303” i vejledningen til ansøgningen fremgår:

” .

De skal sammenlagt have været tilmeldt Arbejdsformidlingen som arbejdssøgende og have stået til rådighed i mindst 4 uger, efter De sidst blev ledig (4-ugers-kravet). Ferie og arbejde kan ikke medregnes til 4-ugers-kravet.”

De har på ansøgningen om attest E 303 oplyst, at De har haft et arbejdsforhold ved S Symfoniorkester den 10. oktober 2003.

Den 21. oktober 2003 meddelte vi Dem, at De ikke var berettiget til en attest E 303, hvis De fastholdt den 3. november 2003 som nøjagtig afrejsedato fra Danmark, da De ikke opfylder 4-ugers-kravet. Vi bad Dem om at kontakte direktoratet.

Den 25. oktober 2003 har De skriftligt klaget over direktoratets krav om udsættelse af Deres afrejsedato. Det fremgår af Deres brev bl.a., at De har været tilmeldt Arbejdsformidlingen som fuldt ledig og stået til rådihed for arbejdsmarkedet, hvorfor De står uforstående over for dette krav.

Videre fremgår det, at De som freelancemusiker ikke har faste arbejdsforhold, men arbejder, når der er brug for Dem til koncerter eller lignende. Det gælder derfor om at opbygge et netværk, så koncerterne kan akkumulere. Koncerterne her og der er således et led i opbygning af et netværk, men ikke tale om faste arbejdsforhold.

Det fremgår også, at De ikke synes det er rimeligt, at Deres forsøg på at udvide Deres netværk og dermed Deres arbejdsmuligheder ved arbejdssøgning i udlandet eventuelt skal reducere Deres arbejdsmuligheder her i landet.

Endelig fremgår det, at det forekommer Dem helt forkert, hvis De skulle have sagt nej til koncerter i måneden inden Deres afrejse eller eventuelt skulle skubbe Deres afrejse for at opnå en måned, hvor De ingenting foretager Dem, for at sikre Dem muligheden for en attest E 303”.

2. Arbejdsdirektoratets afgørelse

Direktoratet traf den 30. oktober 2003 denne afgørelse:

”De har ikke ret til en attest E 303 under arbejdssøgning i Frankrig fra den 3. november 2003.

Vi har ved afgørelsen lagt til grund, at De ikke opfylder 4-ugers-kravet på det ansøgte afrejsetidspunkt den 3. november 2003.

Vi har ved afgørelsen lagt vægt på, at De har haft et arbejdsforhold den 10. oktober.

Vi har også lagt vægt på, at det, af afsnittet ”Betingelser for at få en attest E 303” i vejledningen til ansøgningen fremgår:

” .

De skal sammenlagt have været tilmeldt Arbejdsformidlingen som arbejdssøgende og have stået til rådighed i mindst 4 uger, efter De sidst blev ledig (4-ugers-kravet). Ferie og arbejde kan ikke medregnes til 4-ugers-kravet.”

Det følger af artikel 69, stk. 1, litra a) i forordning (EØF) nr. 1408/71, at en betingelse for at kunne få dagpenge med til udlandet er, at man før sin afrejse har været tilmeldt som arbejdssøgende og har stået til rådighed for arbejdsformidlingen (AF) i mindst fire uger, efter at man blev arbejdsløs.

Ifølge direktoratets praksis, som fremgår af vejledning nr. 140 af 14. september 1999 om arbejdsløshedsforsikring i relation til EØS-landene, anses en person for arbejdsløs fra det tidspunkt, hvor personen afslutter sin seneste beskæftigelse.

Direktoratet finder ikke grundlag for at dispensere fra 4-ugers-kravet.”.

3. Klagen til ankenævnet

I Deres klage modtaget i Arbejdsdirektoratet den 27. november 2003 skrev De følgende:

”Jeg har været tilmeldt arbejdsformidlingen som fuldt ledig og stået til rådighed for arbejdsmarkedet, og jeg står derfor uforstående over for dette krav. Min seneste faste beskæftigelse (studie) ophørte i december 1998.

I min situation som freelancemusiker har jeg ikke faste arbejdsforhold, men arbejder når der er brug for mig til koncerter eller lignende, det være sig i et orkester eller hos en organist, som ønsker at opføre et værk med saxofon, etc. Det gælder derfor om at opbygge et netværk, så koncerterne kan akkumulere.

Der er altså tale om en koncert her og der som led i opbygningen af et netværk, men ikke tale om faste arbejdsforhold. Og jeg ophører ikke med at være tilmeldt arbejdsformidlingen eller stå til rådighed for arbejdsmarkedet.

Det netværk, som jeg bygger op, og som gerne med tiden skulle blive stort, er baseret på mine præstationer ved koncerterne og i særdeleshed ved, at jeg er til rådighed for de jobs, som bliver mig tilbudt. Jeg synes derfor ikke, det er rimeligt, at mine forsøg på at udvide mit netværk og dermed mine arbejdsmuligheder ved arbejdsøgning i udlandet eventuelt skal reducere mine arbejdsmuligheder her i landet. Endvidere vil de kontakter jeg får i Frankrig også give mig flere arbejdsmuligheder i Danmark, enten i form af turnéer, værker som jeg kan uropføre eller ensembler/dirigenter som ønsker at arbejde med mig.

Jeg har lagt min arbejdssøgning i udlandet i en periode, hvor jeg kan se, at der ikke forekommer brug af saxofon i orkestrene eller andre ensembler i mit netværk i Danmark, altså i en periode hvor jeg ikke risikerer at miste jobs ved at tage væk. Det forekommer mig derfor helt forkert, hvis jeg skulle have sagt nej til koncerter i måneden inden min afrejse eller eventuelt skal skubbe min afrejse for at opnå en måned, hvor jeg ingenting foretager mig, for at sikre mig muligheden for attest E 303.”

4. Arbejdsdirektoratets bemærkninger til klagen

Arbejdsdirektoratet skrev følgende den 6. januar 2004:

”Direktoratet sender klage over afgørelse af 30. oktober 2003.

Der er ikke kommet nye oplysninger, der giver direktoratet anledning til at ændre afgørelsen.”

5. Nyt efter klagen

På møde den 9. september 2004 traf Arbejdsmarkedets Ankenævn følgende afgørelse (nævnssag nr. 2004-1-0012):

”De var ikke berettiget til en attest E 303 under arbejdssøgning i Frankrig fra den 3. november 2003.

Ankenævnet har lagt til grund,

– at De ansøgte om en attest E 303 med afrejsedato den 3. november 2003,

– at De i mindst 4 uger forud for den 3. november 2003 var tilmeldt Arbejdsformidlingen som fuldt ledig og arbejdssøgende,

– at De den 10. oktober 2003 var i beskæftigelse hos Sjællands Symfoniorkester, og

– at Arbejdsdirektoratet ved brev af den 21. oktober 2003 meddelte Dem, at De tidligst ville kunne rejse ud af Danmark og bevare Deres ret til dagpenge, hvis De udskød Deres udrejse til den 8. november 2003 (5 dage),

Af artikel 69, stk. 1, litra a i Rådets Forordning (EØF) nr. 1408/71 fremgår, at en helt arbejdsløs arbejdstager, der opfylder de i den danske lovgivning foreskrevne betingelser for ret til danske dagpenge, og som rejser til et andet EØS-land for at søge beskæftigelse dér, bevarer sin ret til danske dagpenge, hvis han/hun har været tilmeldt som arbejdssøgende og har stået til rådighed for Arbejdsformidlingen i Danmark i mindst 4 uger, efter at han/hun blev arbejdsløs.

Ankenævnet bemærker, at det henhører under de danske myndigheders kompetence på grundlag af danske regler at fastsætte det tidspunkt, der skal betragtes som arbejdsløshedens begyndelse. Ankenævnet er enig med Arbejdsdirektoratet i, at De skal anses for arbejdsløs, fra det tidspunkt, hvor De afsluttede Deres seneste beskæftigelse.

Da De var i beskæftigelse den 10. oktober 2003 begyndte Deres arbejdsløshed den 11. oktober 2003. Den i forordningens artikel 69, stk. 1, litra a nævnte 4-ugers-frist udløb den 7. november 2003, hvorfor De først var berettiget til en attest E 303 med afrejsedato den 8. november 2003.

De har i Deres klage anført, at det forekommer helt forkert, at De skulle have sagt nej til koncert-jobs i måneden inden Deres afrejse eller have udskudt Deres afrejse for at sikre Dem ret til en attest E 303.

4-ugers-fristen i forordningens artikel 69, stk. 1, litra a, har blandt andet til formål at gøre det muligt for myndighederne i afrejselandet (i dette tilfælde Danmark) at sikre sig, at arbejdstageren virkelig er arbejdsløs, dels at tilbyde den arbejdsløse beskæftigelse, inden han/hun for medlemsstatens regning tager af sted for at søge beskæftigelse i en anden medlemsstat.

I medfør af artikel 69 kan De som arbejdsløs arbejdstager, uden at miste retten til danske dagpenge, rejse til Frankrig (eller andre EØS-lande) for at søge beskæftigelse, uden at De i denne periode behøver at stille Dem til rådighed for den danske arbejdsformidling, selvom dette ifølge de danske regler er en betingelse for at modtage danske dagpenge. I forhold til Dem er bestemmelsen en selvstændig EU-baseret undtagelse fra de danske regler, der giver Dem en rettighed, som De ellers ikke ville have haft i medfør af de danske regler. For at De kan opnå denne rettighed, skal betingelserne i artikel 69 imidlertid være opfyldt.

Af artikel 69, stk. 1 fremgår, at retten til at tage danske dagpenge med sig til andre EØS-lande kun tilkommer arbejdstagere, der har været helt arbejdsløse i hele den i artikel 69, stk. 1, litra a nævnte 4-ugers-frist. På den ansøgte afrejsedato den 3. november 2003 opfyldte De ikke betingelsen om at have været helt arbejdsløs i mindst 4 uger, idet De havde været i beskæftigelse den 10. oktober 2003. De var derfor ikke berettiget til at få udstedt en attest E 303 fra og med den 3. november 2003.

Ifølge artikel 69, stk. 1, litra a, 2. punktum, kan de danske myndigheder give samtykke til, at den arbejdsløse rejser inden udløbet af 4-ugers-fristen nævnt i artikel 69, stk. 1, litra a. Efter sin praksis har Ankenævnet dispenseret fra 4-ugers-fristen, i tilfælde, hvor et medlem er flyttet med sin ægtefælle eller samlever i forbindelse med dennes overtagelse af varigt arbejde i et andet EØS-land. Ankenævnet finder i denne sag ikke noget grundlag for at dispensere fra 4-ugers-fristen.

Ankenævnet henviser til artikel 69, stk. 1, litra a i Rådets Forordning (EØF) nr. 1408/71 om anvendelse af de sociale sikringsordninger på arbejdstagere, selvstændige erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Fællesskabet.

Ankenævnet tiltræder således direktoratets afgørelse af 30. oktober 2003.”

Ved brev af den 21. februar 2005 meddelte sekretariatet for Arbejdsmarkedets Ankenævn Dem, at nævnet i sager vedrørende attest E 303 efterfølgende har ændret praksis og på den baggrund ad egen drift havde besluttet at genoptage Deres sag.

Den 22. februar 2005 har Arbejdsformidlingen til nævnssekretariatet oplyst, at De (der havde været tilmeldt Arbejdsformidlingen som fuldt ledig siden den 30. december 1998) den 2. december 2003 afmeldte Dem Arbejdsformidlingen (ingen forklaringstekst i systemet), og at De tilmeldte sig Arbejdsformidlingen igen den 30. april 2004.

Sekretariatet har den 21. og 22. februar 2005 kontaktet Deres a-kasse for at få oplyst yderligere om forløbet i Deres sag. Kassen har tilsendt nævnssekretariatet yderligere materiale.

Af Deres dagpengekort fremgår, at De i 4-ugers-perioden forud for den ansøgte afrejsedato den 3. november 2003 var beskæftiget 35 timer ved S Symfoniorkester, 3 timer i H-by Kirke, 3 timer i O-by Kirke og 8 timer med en CD-indspilning – i alt 49 timer.

De var ifølge dagpengekortet ikke i beskæftigelse den 3. november 2003 og modtog feriedagpenge fra den 3. november og til og med den 20. november 2003.

Det fremgår endvidere, at De ved ansøgning dateret den 27. oktober 2003 ansøgte om feriedagpenge.

Kassen har endvidere oplyst, at De rejste til Frankrig fra 3. november 2003. De afmeldte Dem a-kassen den 1. december 2003. De meddelte kassen om Deres flytning til Frankrig. De var herefter i Frankrig frem til den 29. april 2004 og den 30. april gentilmeldte De Dem Arbejdsformidlingen og orienterede kassen om Deres hjemkomst.

Af et notat fra kassen fremgår, at De fik afslag på en attest E 303 fra Arbejdsdirektoratet 2 dage inden De skulle af sted, at De ville af sted til Frankrig og havde købt flybillet til Frankrig med afrejse den 3. november 2003 og havde fundet et sted at bo i Paris.

Den 23. februar 2005 har De til nævnssekretariatet oplyst, at De, efter at det stod Dem klart, at De ikke kunne komme af sted på en attest E 303 den 3. november 2003, fik det råd fra a-kassen, at De kunne tage ferie med feriedagpenge for på den måde at få lidt penge med til Frankrig.

Efter udløbet af Deres ferie tilmeldte De Dem Arbejdsformidlingen i Frankrig og var tilmeldt i hele den periode, De opholdt Dem i Frankrig. De oplyste, at De ikke opnåede beskæftigelse i Frankrig på noget tidspunkt i perioden, men at De fik skabt Dem et godt netværk under opholdet. De oplyste, at hun lånte penge for at klare opholdet økonomisk.

Den 28. februar 2005 har sekretariatet fra Dem modtaget dokumentation for, at De den 25. november 2003 blev tilmeldt den franske arbejdsformidling (ANPE og ASSEDIC). Der foreligger også et brev fra den franske arbejdsformidling dateret den 4. maj 2004, hvoraf det fremgår, at arbejdsformidlingen bekræfter at have modtaget Deres oplysning om, at De skiftede bopæl.

6. Regler

Rådets forordning (EØF) nr. 1408/71 af den 14. juni 1971 om anvendelse af de sociale sikringsordninger på arbejdstagere, selvstændige erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Fællesskabet

1. En helt arbejdsløs arbejdstager eller selvstændig erhvervsdrivende, der opfylder de i en medlemsstats lovgivning foreskrevne betingelser for ret til ydelser, og som rejser til en eller flere andre medlemsstater for at søge beskæftigelse dér, bevarer sin ret til disse ydelser under følgende betingelser og inden for følgende grænser:

a) han skal før sin afrejse have været tilmeldt som arbejdssøgende og have stået til rådighed for arbejdsformidlingen i den kompetente stat i mindst fire uger, efter at han blev arbejdsløs. Det kompetente arbejdsformidlingskontor eller den kompetente institution kan dog give samtykke til, at han rejser inden udløbet af denne frist ;

b) han skal tilmelde sig som arbejdssøgende ved arbejdsformidlingen i hver af de medlemsstater, han rejser til, og underkaste sig den dér bestående kontrol; denne betingelse anses for opfyldt for tidsrummet forud for tilmeldingen, såfremt denne sker inden syv dage efter det tidspunkt, da den pågældende er ophørt med at stå til rådighed for arbejdsformidlingen i den stat, han har forladt; i undtagelsestilfælde kan det kompetente arbejdsformidlingskontor eller den kompetente institution forlænge denne frist;

c) retten til ydelser bevares i et tidsrum af højst tre måneder, regnet fra det tidspunkt, da den pågældende er ophørt med at stå til rådighed for arbejdsformidlingen i den stat, han har forladt, dog således at det samlede tidsrum, for hvilket der tilkendes ydelser, ikke kan overstige det tidsrum, for hvilket den pågældende har ret til ydelser i medfør af den nævnte stats lovgivning; hvor det drejer sig om en sæsonarbejder, er dette tidsrum yderligere begrænset til den resterende del af den sæson, for hvilken han er ansat.

2. Såfremt den pågældende vender tilbage til den kompetente stat inden udløbet af den periode, i hvilken han efter bestemmelserne i stk. 1, litra c), har ret til ydelser, er han fortsat berettiget til ydelser efter denne stats lovgivning; såfremt han ikke vender tilbage til den kompetente stat inden udløbet af nævnte periode, mister han enhver ret til ydelser efter denne stats lovgivning; i undtagelsestilfælde kan det kompetente arbejdsformidlingskontor eller den kompetente institution forlænge denne frist.

Forordning (EØF) nr. 574/72 af den 21. marts 1972 om regler til gennemførelse af forordning (EØF) nr. 1408/71 om anvendelse af de sociale sikringsordninger på arbejdstagere, selvstændige erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, som flytter inden for Fællesskabet

1. For at bevare sin ret til ydelser skal den i forordningens artikel 69, stk. 1, omhandlede arbejdsløse for institutionen på det sted, hvortil han er rejst, fremlægge en attest, hvorved den kompetente institution bekræfter, at den pågældende fortsat har ret til ydelser på de i stk. 1, litra b), i den nævnte artikel fastsatte vilkår. Den kompetente institution skal i denne attest navnlig angive:

a) størrelsen af den ydelse, der efter den kompetente stats lovgivning skal udbetales den arbejdsløse

b) det tidspunkt, hvorfra den arbejdsløse er ophørt med at stå til rådighed for arbejdsformidlingen i den kompetente stat

c) den frist, der er indrømmet efter forordningens artikel 69, stk. 1, litra b), for tilmelding som arbejdssøgende i den medlemsstat, hvortil den arbejdsløse er rejst

d) det længste tidsrum, hvori retten til ydelser kan bevares efter forordningens artikel 69, stk. 1, litra c)

e) forhold, der kan ændre retten til ydelser.

2. En arbejdsløs, der agter at rejse til en anden medlemsstat for at søge beskæftigelse der, skal før sin afrejse anmode om at få udstedt den i stk. 1 omhandlede attest. Fremlægger den arbejdsløse ikke nævnte attest, retter institutionen på det sted, hvortil han er rejst, henvendelse til den kompetente institution for at fremskaffe den. Arbejdsformidlingen i den kompetente stat skal sikre sig, at den arbejdsløse er underrettet om de forpligtelser, der påhviler ham i medfør af forordningens artikel 69 og denne artikel.

3. [ ]

EF-Domstolens dom af den 21. februar 2002 i sag C-215/00, Arbetsmarknadsstyrelsen mod Petra Rydergård, Samling af Afgørelser 2002, side I-01817ff:

Sagen handlede om fortolkningen af 4-ugers-kravet i artikel 69, stk. 1, litra a. Uddrag af dommen:

17. Det bemærkes, at efter artikel 69 i forordning nr. 1408/71 kan en arbejdsløs arbejdstager uden at miste retten til ydelser ved arbejdsløshed i den kompetente stat i en bestemt periode rejse til en anden medlemsstat for at søge beskæftigelse, uden at han behøver at stille sig til rådighed for arbejdsformidlingen i den kompetente stat, selv om en forpligtelse hertil måtte være fastsat i den nationale lovgivning (dom af 19.6.1980, forenede sager 41/79, 121/79 og 796/79, Testa m.fl., Sml. s. 1979, præmis 4).

18. Denne bestemmelse er ikke blot en foranstaltning til samordning af de nationale regler vedrørende social sikring. I forhold til den arbejdstager, der benytter sig af den, er bestemmelsen en selvstændig undtagelse fra den interne rets regler, og den skal fortolkes ensartet i alle medlemsstaterne, uanset hvordan de nationale lovgivninger om bevarelse eller fortabelse af retten til ydelser ved arbejdsløshed er indrettet (Testa-dommen, præmis 5).

19. Det følger heraf, at de betingelser, der er fastsat i artikel 69, stk. 1, i forordning nr. 1408/71, skal forstås som udtømmende, og at det ikke er tilladt for medlemsstaternes kompetente myndigheder at fastsætte yderligere betingelser.

20. Denne konstatering betyder imidlertid ikke, at det er ufornødent at henholde sig enten til den nationale ret i den medlemsstat, som den arbejdsløse forlader, eller til den nationale ret i den medlemsstat, som han rejser til, med henblik på at efterprøve, om visse af de betingelser, der er fastsat i denne bestemmelse, er opfyldt.

21. Dette er bl.a. tilfældet for så vidt angår den betingelse, der er fastsat i artikel 69, stk. 1, litra b), i forordning nr. 1408/71, hvorefter arbejdstageren skal underkaste sig arbejdsformidlingens kontrol i den medlemsstat, han rejser til.

22. Det samme gør sig gældende med hensyn til den betingelse, der er fastsat i artikel 69, stk. 1, litra c), i forordning nr. 1408/71, hvorefter det samlede tidsrum, for hvilket der tilkendes ydelser, ikke kan overstige det tidsrum, for hvilket arbejdstageren har ret til ydelserne i henhold til lovgivningen i den medlemsstat, som han har forladt.

23. Efterprøvelsen af disse betingelser forudsætter nødvendigvis anvendelsen af dels lovbestemmelser i den medlemsstat, som arbejdstageren rejser til, der regulerer arbejdsformidlingernes kontrol med de arbejdsløse, og dels lovbestemmelser i den medlemsstat, som den arbejdsløse har forladt, der regulerer varigheden af tidsrummet for hvilket, der kan tilkendes ydelser ved arbejdsløshed. Disse bestemmelser kan være forskellige fra medlemsstat til medlemsstat uden for så vidt at være til hinder for en ensartet anvendelse af artikel 69 i forordning nr. 1408/71.

24. Forordningens artikel 69, stk. 1, litra a), hvorefter arbejdstageren skal have været tilmeldt som arbejdssøgende og have stået til rådighed for arbejdsformidlingen i den kompetente stat i mindst fire uger, efter at han blev arbejdsløs, skal ses i denne sammenhæng.

25. Den ensartede anvendelse af denne bestemmelse i alle medlemsstaterne - der gør det muligt at nå bestemmelsens mål, som består i at medvirke til at sikre arbejdskraftens frie bevægelighed i overensstemmelse med artikel 42 EF - kræver ikke, at proceduren i forbindelse med tilmeldelse af en arbejdstager som arbejdssøgende og spørgsmålet om, på hvilke betingelser han skal anses for at have stået til rådighed for arbejdsformidlingen i den kompetente stat, er reguleret på en ensartet måde i alle medlemsstaterne.

26. Det følger heraf, at vurderingen af spørgsmålet om, hvorvidt en person har stået til rådighed for arbejdsformidlingen i den kompetente medlemsstat, skal foretages ifølge denne stats relevante bestemmelser. I hovedsagen skal den forelæggende ret bl.a. undersøge, om tabet af retten til dagpenge i den periode, hvor den pågældende oppebærer midlertidig forældreydelse, i henhold til svensk lovgivning udelukker, at den pågældende arbejdstager i den periode kan betragtes, som om han står til rådighed for arbejdsformidlingen i den kompetente stat.

27. Det første spørgsmål skal derfor besvares med, at bedømmelsen af, på hvilke betingelser en person kan anses for at have stået til rådighed for arbejdsformidlingen i den kompetente stat i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i artikel 69, stk. 1, litra a), i forordning nr. 1408/71, skal foretages på grundlag af national ret i denne stat.

Det andet spørgsmål

28. Som fastslået i præmis 19 i denne dom er artikel 69 i forordning nr. 1408/71 i forhold til de arbejdstagere, der benytter sig af bestemmelsen, en selvstændig undtagelse fra national ret, der skal fortolkes ensartet, og de betingelser, der er fastsat for anvendelse af denne undtagelse, skal anses for at være udtømmende.

29. Artikel 69, stk. 1, litra a), i forordning nr. 1408/71 fastsætter imidlertid alene en periode på mindst fire uger, efter at arbejdstageren blev arbejdsløs, hvori han skal stå til rådighed for arbejdsformidlingen i den kompetente stat.

30. Denne betingelse har bl.a. til formål at gøre det muligt for myndighederne i den første stat dels at sikre sig, at arbejdstageren virkelig er arbejdsløs, dels at tilbyde ham beskæftigelse, før han for medlemsstatens regning tager af sted for at søge beskæftigelse i en anden medlemsstat.

31. For at dette mål kan nås er det ikke nødvendigt at kræve, at perioden på fire uger er uafbrudt. Det er derimod tilstrækkeligt, at den arbejdssøgende har stået til rådighed for arbejdsformidlingen i den kompetente stat i en samlet periode på mindst fire uger, efter han er blevet arbejdsløs. Det henhører under de nationale myndigheder i hvert tilfælde på grundlag af national ret at fastsætte det tidspunkt, der skal betragtes som arbejdsløshedens begyndelse, og at sikre sig, at denne varighed er nået, idet de bl.a. skal tage højde for det svar, der blev givet på det første spørgsmål (dvs. ved anvendelse af national ret (Ankenævnets tilføjelse)).

32. Det andet spørgsmål skal derfor besvares med, at artikel 69, stk. 1, litra a), i forordning nr. 1408/71 skal fortolkes således, at en arbejdssøgende for at kunne bevare retten til ydelser ved arbejdsløshed, som omhandlet i denne bestemmelse, skal have stået til rådighed for den kompetente stats arbejdsformidling i en samlet periode på mindst fire uger, efter at han blev arbejdsløs, uanset om denne periode har været afbrudt.

[ ]

På grundlag af disse præmisser

kender

vedrørende de spørgsmål, der er forelagt af Regeringsrätten ved kendelse af 3. maj 2000, for ret:

1) Bedømmelsen af, på hvilke betingelser en person kan anses for at have stået til rådighed for arbejdsformidlingen i den kompetente stat i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i artikel 69, stk. 1, litra a), i Rådets forordning (EØF) nr. 1408/71 af 14. juni 1971 om anvendelse af de sociale sikringsordninger på arbejdstagere, selvstændige erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Fællesskabet, som ændret og ajourført ved Rådets forordning (EF) nr. 118/97 af 2. december 1996, skal foretages på grundlag af national ret i denne stat.

2) Artikel 69, stk. 1, litra a), i forordning nr. 1408/71, som ændret og ajourført ved forordning nr. 118/97, skal fortolkes således, at en arbejdssøgende for at kunne bevare retten til ydelser ved arbejdsløshed, som omhandlet i denne bestemmelse, skal have stået til rådighed for den kompetente stats arbejdsformidling i en samlet periode på mindst fire uger, efter at han blev arbejdsløs, uanset om denne periode har været afbrudt.

Lov om arbejdsløshedsforsikring mv., jf. lovbekendtgørelse nr. 708 af 13. august 2003:

§ 57. Dagpenge kan kun udbetales til et medlem, som er ledigt, jf. dog kapitel 11 b. Dagpenge kan ikke udbetales for ledighedsperioder, hvor medlemmet er berettiget til en dagpengegodtgørelse fra arbejdsgiveren, jf. § 84, medmindre andet følger af regler fastsat af direktøren for Arbejdsdirektoratet i medfør af § 84, stk. 11.

Stk. 2. [ ]

Stk. 3. [ ]

Stk. 4. Udbetaling af dagpenge kan kun finde sted, hvis den ledige er tilmeldt Arbejdsformidlingen som arbejdssøgende. Tilmelding skal ske, når ledigheden indtræder, og den ledige skal opretholde kontakten med Arbejdsformidlingen i hele ledighedsperioden.

Stk. 5. Direktøren for Arbejdsdirektoratet fastsætter efter forhandling med Beskæftigelsesrådet nærmere regler om de dagpengemæssige konsekvenser af manglende kontakt til Arbejdsformidlingen, samt i hvilke tilfælde manglende tilmelding ikke skal have dagpengemæssige konsekvenser.

Stk. 6. [ ]

§ 62. Der kan kun udbetales dagpenge til et medlem, som står til rådighed for arbejdsmarkedet. Det er en betingelse for at være til rådighed, at medlemmet

1) er aktivt arbejdssøgende,

2) kan og vil overtage arbejde med dags varsel,

3) kan og vil deltage i kontaktforløb og tilbud efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, og

4) giver arbejdsformidlingen de oplysninger, som er nødvendige for, at medlemmet kan formidles arbejde og gives tilbud efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.

Stk. 2. Dagpenge må ikke udbetales til et medlem,

1) som er sygt eller i øvrigt ude af stand til at påtage sig arbejde af normalt omfang,

2) som aftjener værnepligt eller unddrager sig denne,

3) som ved domstols- eller administrativ afgørelse er berøvet sin frihed, eller som unddrager sig frihedsberøvelse,

4)som forsørges på institution, eller

5) som af anden grund ikke står til rådighed for arbejdsmarkedet.

Stk. 3. Direktøren for Arbejdsdirektoratet fastsætter efter forhandling med Beskæftigelsesrådet nærmere regler for anvendelsen af bestemmelserne i stk. 1 og 2. Der kan herunder fastsættes nærmere bestemmelser om

1) de betingelser, et medlem skal opfylde for at kunne anses for at stå til rådighed for arbejdsmarkedet,

2) medlemmets kontakt med arbejdsløshedskassen, arbejdsformidlingen og andre aktører i forbindelse med den aktive beskæftigelsespolitik, samt

3) tab af dagpengeret som følge af manglende rådighed og generhvervelse af dagpengeret.

Versioner

1. 2006-02-01