Gelex

Autoriseret rådgiver til løsning af problem med sundhedsskadelige og unødige fysiske belastninger i forbindelse med manuel håndtering af kasser til paller

OphævetVersion 2006-04-27fra 2006-04-27 til 2013-01-28
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2005/9999@2006-04-27/da

Indhold
  1. Indledning

Arbejdsmiljøklagenævnet har på møde den 25. oktober 2005 behandlet en virksomheds klage over Arbejdstilsynets påbud af 26. januar 2005 om brug af autoriseret rådgiver til løsning af virksomhedens arbejdsmiljøproblemer ved manuel palletering af kasser med kager.

Klagenævnet traf følgende

Virksomheden skal bruge en autoriseret rådgiver til løsning af virksomhedens problemer ved manuel palletering af kasser med kager.

Arbejdsmiljøklagenævnet fastholder således Arbejdstilsynets afgørelse af den 26. januar 2005.

Virksomheden skal senest den 12. december 2005 melde tilbage til Arbejdstilsynet, at der er indgået skriftlig aftale med en autoriseret arbejdsmiljørådgiver.

Arbejdsmiljøklagenævnet har lagt til grund, at virksomheden har fået påbud om at sikre, at arbejdet med manuel palletering udføres, så det ikke udsætter medarbejderne for sundhedsskadelige og unødvendige fysiske belastninger. Påbudet har karakter af et problempåbud, idet Arbejdstilsynet har vurderet, at palleteringen af kasser med kager indebærer enkeltløft af byrder, der udføres som led i den sædvanlige arbejdsfunktion og mere end nogle få gange dagligt ved vægtgrænser, der overstiger 25 kg tæt ved kroppen, 15 kg i underarms afstand eller 7 kg i ¾ arms afstand, og at der samtidig forekommer en eller flere forværrende faktorer i form af uhåndterlig eller ustabil byrde, asymmetrisk løft, løft over skulderhøjde eller under knæhøjde, bæring af byrden mere end 2 meter, utilstrækkelig plads, uhensigtsmæssigt underlag.

Klagenævnet er enig med Arbejdstilsynet i, at virksomheden skal bruge en autoriseret rådgiver til løsningen af virksomhedens arbejdsmiljøproblemer ved manuel håndtering af kasser med kager.

Klagenævnet har lagt vægt, at når Arbejdstilsynet afgiver påbud om løsning af alvorlige og komplekse arbejdsmiljøproblemer, der indebærer risiko for sikkerhed og sundhed (problempåbud) kan efterkommelse heraf alene ske ved brug af en autoriseret arbejdsmiljørådgiver.

Kravet om brug af autoriseret arbejdsmiljørådgiver fraviges dog, hvis virksomheden inden for det seneste år har løst et identisk arbejdsmiljøproblem i samme produktionsenhed, og løsningen umiddelbart kan overføres.

Det fremgår ikke af sagen, at virksomheden inden for det seneste år har løst et identisk arbejdsmiljøproblem i samme produktionsenhed.

Der er ikke mulighed for at fravige kravet om brug af autoriseret arbejdsmiljørådgiver, selvom virksomheden har taget skridt til at løse arbejdsmiljøproblemerne.

Klagenævnet bemærker i øvrigt, at § 20 i bekendtgørelsen om brug af autoriserede arbejdsmiljørådgivere til løsning af bestemte arbejdsmiljøproblemer, som Arbejdstilsynet har henvist til, ikke er relevant i denne dag, idet § 20 omhandler psykisk arbejdsmiljø.

Klagenævnet henviser til:

- § 77, stk. 1 og § 77a i lov om arbejdsmiljø, jf. lovbekendtgørelse nr. 784 af 11. oktober 1999 med de ændringer, der følger af lov nr. 425 af 9. juni 2004

- § 1, stk. 1, nr. 1), § 2, §§ 21-27 i Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 554 af 17. juni 2004 om brug af autoriserede arbejdsmiljørådgivere til løsning af bestemte arbejdsmiljøproblemer (Problempåbud).

1. Sagsforløb

Arbejdstilsynet fremstiller sagen på følgende måde:

”Arbejdstilsynet har besøgt virksomheden den 12. januar 2005.

Ved besøget talte Arbejdstilsynet med Daglige leder X og sikkerhedsrepræsentant Y.

Virksomheden, ved kvalitetschef Z, har den 2. februar 2005 pr. telefon givet svar på høringsskrivelsen. Se i øvrigt det med kursiv skrift anførte.

Beskrivelse

I forbindelse med besøget observerede Arbejdstilsynet at der forgik manuel palletering ved to bagelinier. Ved Linie 2 blev der palleteret blåbærkager og ved Linie 3 blev der palleteret mazarinkager.

Medarbejderen tog kagerne fra et pakkebord, pakkede dem i kasser hvorefter medarbejderen manuelt løftede kasserne hen på pallen.

Det blev oplyst af Daglige leder X at hver kasse vejede 5,6 kg pr. stk.

Arbejdstilsynet konstaterede at arbejdet blev udført ved, at den ansatte tog 2 kasser (ovenpå hinanden) fra pakkelinens pakkebord, løftede kasserne, drejede rundt ca. 90° til 110°, trådte op på pallen med den ene fod og stillede kasserne ned på pallen, der stod på gulvet. Løft af to kasser ovenpå hinanden, svarer til at den ansatte løftede 11,2 kg af gangen.

Arbejdet med palletering forgik under Arbejdstilsynets observering således, at en stabel af kasser blev færdigpalleteret af gangen begyndende med den stabel der var længst væk.

Rækkeafstande og forværrende faktorer.

Arbejdstilsynet observerede følgende:

- Alle løft skete, med ganske enkelte undtagelser, i rækkeafstande fra underarmsafstand til strakt arms afstand.

- Palletering af papkasser på palle, placeret på gulvet, bevirkede at der bl.a. forekom løft (afsætning) under midtlår samt knæhøjde og over skulderhøjde.

- Afsætning af byrder under knæhøjde på palle der stod på gulvet bevirkede dermed løft i op til strakt arm og med stærkt foroverbøjet ryg.

- At afsætning af kasser ind imellem skete ved at medarbejderen ikke stod midt for stablen, hvilket bevirkede at afsætningen skete med vrid i ryggen mv.

- At den ansatte ved pakkeliniens afgangsbånd foretog en 90-110° vending, med byrden i underarmsafstand og med et vrid i ryggen til følge.

Endvidere konstaterede Arbejdstilsynet at:

Det øvrige arbejde, de samme medarbejdere udfører, anses for ensidigt, gentaget arbejde. (Arbejdstilsynet har ved tidligere besøg afgivet selvstændigt påbud om kortlægning af ensidigt, gentaget arbejde i pakkeriet).

Det blev oplyst af Daglige leder X at:

- Kasserne har målene 40 x 60 cm.

- Der 3 gange ugentligt manuelt palleteres kasser, der vejer 4,2 til 5,6 kg pr. kasse.

- Der 2 gange ugentligt manuelt palleteres kasser, der vejer 3,6 kg pr. kasse.

- Arbejdet med manuel palletering varetages af forskellige medarbejdere idet der sker rokering mellem fire arbejdspladser.

- Der kan stå 18 x 4 kasser på hver palle.

- Der forekommer manuel palletering af kasser op til en højde på 180 cm, når der palleteres til eksport.

Daglige leder X anmodede endvidere Arbejdstilsynet om at undlade med at optage billeder af arbejdssituationen, hvilket blev accepteret.

Vedrørende manuel palletering af mazarinkager på linie 3, kan det oplyses at der blev håndteret to kasser af gangen, der i alt vejede 9,6 kg. Og at arbejdet forgik på samme måde som beskrevet ved linie 2. Dog observerede Arbejdstilsynet her at medarbejderen håndterede tre kasser (= 14,2 kg) da opfyldning en ny stabel blev påbegyndt. Denne håndtering skete under midtlår samt knæhøjde.

Vurdering

Arbejdstilsynet vurderer fortsat, at arbejdet med manuel palletering ved linie 2 udsætter medarbejderne for sundhedsskadelig og unødig fysisk belastning.

Vurderingen er foretaget med begrundelse i vedlagte At-vejledning D. 3.1 om Løft, træk og skub afsnit 3 og afsnit 6.

Nedenstående faktorer ligger til grund for denne vurdering:

- At byrden der blev håndteret vejede 11,2 kg.

- At løftene med ganske få undtagelser foregik i underarms- til straktarmsafstand.

- At den ansatte ved flere løft arbejdede stærkt foroverbøjet, eksempelvis ved placering af papkasser på pallen under midtlår.

- At der blev foretaget løft (afsætning) af byrder over skulderhøjde, som bevirkede rækkeafstande op til straktarmsafstand.

- At den ansatte løftede og afsatte byrder samtidig med en 90-110° vending, hvorved ryggen blev vredet.

- At den ansatte frasatte papkasser på en palle, som var placeret på gulvet, hvor nogle af kasserne blev placeret i en højde under knæ og over skulderhøjde.

- Det faktum, at der findes kendte egnede tekniske hjælpemidler til at forbedre arbejdsstillingerne forbundet med arbejdet.

Vedrørende Virksomhedens høringsbemærkninger pr. telefon, ved kvalitetschef Z den 2. februar 2005, anser Arbejdstilsynet ikke dette for at have indflydelse på Arbejdstilsynets vurdering, hvorpå denne afgørelse er truffet.”

2. Arbejdstilsynets afgørelse

Arbejdstilsynet traf den 26. januar 2005 følgende afgørelse:

”1. påbud

Virksomheden skal sikre, at arbejdet med manuel palletering på linie 2 udføres så det ikke udsætter medarbejderne for sundhedsskadelige og unødige fysiske belastninger. Manuel håndtering der kan indebære risiko for sikkerhed og sundhed, skal undgås ved hensigtsmæssig tilrettelæggelse af arbejdet, herunder anvendelse af tekniske hjælpemidler.

Påbudet skal efterkommes senest søndag den 1. maj 2005.

Hvis påbudet ikke efterkommes inden fristen, vil der normalt blive indgivet politianmeldelse eller fremsendt administrativt bødeforelæg.

Hjemmel for påbud

- Arbejdsministeriets lovbekendtgørelse nr. 784 af 11. oktober 1999 af lov om arbejdsmiljø, som ændret ved lov nr. 331 af 16. maj 2001, lov nr. 437 af 10. juni 2002 og lov nr. 425 af 9. juni 2004 § 77, stk. 1

- Arbejdsministeriets lovbekendtgørelse nr. 784 af 11. oktober 1999 af lov om arbejdsmiljø, som ændret ved lov nr. 331 af 16. maj 2001, lov nr. 437 af 10. juni 2002 og lov nr. 425 af 9. juni 2004 § 38 stk. 1

- Beskæftigelsesministeriets bekendtgørelse nr. 559 af 17. juni 2004 om arbejdets udførelse §§ 7 stk. 1 og 17

- Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 1164 af 16. december 1992 om manuel håndtering §§ 3, 4 stk. 1 og 6

2. påbud

1. Det påbydes arbejdsgiveren at bruge en autoriseret rådgiver til løsning af arbejdsmiljøproblemet.

2. Det påbydes endvidere arbejdsgiveren at følge kravene i §§ 20 - 27 i kapitel 3 i bekendtgørelse om brug af autoriserede arbejdsmiljørådgivere til løsning af bestemte arbejdsmiljøproblemer (se vedlagte bilag).

Hvis påbudet om brug af autoriseret arbejdsmiljørådgiver ikke efterkommes, vil der normalt blive indgivet politianmeldelse eller fremsendt administrativt bødeforelæg.

Hjemmel for påbud om brug af autoriseret rådgiver

- Arbejdsministeriets lovbekendtgørelse nr. 784 af 11. oktober 1999 af lov om arbejdsmiljø, som ændret ved lov nr. 331 af 16. maj 2001, lov nr. 437 af 10. juni 2002 og lov nr. 425 af 9. juni 2004 § 77, stk. 1 og § 77a

- Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 554 af 17. juni 2004 om brug af autoriserede miljørådgivere til løsning af bestemte arbejdsmiljøproblemer § 2

- Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 554 af 17. juni 2004 om brug af autoriserede arbejdsmiljørådgivere til løsning af bestemte arbejdsmiljøproblemer (Problempåbud), § 4

- Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 554 af 17. juni 2004 om brug af autoriserede miljørådgivere til løsning af bestemte arbejdsmiljøproblemer §§ 20-27

Vejledning

Arbejdstilsynet vil betragte problemet som løst ved en kombination af følgende:

- Virksomheden sikrer, at medarbejderne har mulighed for at justere arbejdshøjden på pallen, så den passer i højden til den enkelte medarbejder uanset, hvor langt de er kommet med stablingen, og således de ikke længere foretager løft under knæhøjde og over skulderhøjde i forbindelse med manuel palletering. Løsningen kan eksempelvis opnås ved at justere arbejdshøjden ved hjælp af palleløftere, sakseborde eller lignende.

- Og pallen placeres hensigtsmæssigt i forhold til pakkebordet så løft af og efterfølgende afsætning af byrden sker med mindst mulig vending og dermed vrid i ryggen mv.

Til yderligere generel orientering kan der henvises til At-vejledning D.3.1 “Løft, træk og skub” samt At-meddelelse nr. 4.05.3 “Vurdering af arbejdsstillinger og -bevægelser”, der kan findes på arbejdstilsynets hjemmeside under Regler.

I førstnævnte vejledning kan der specielt henvises til afsnit 7.

Enhver anden og lige så god løsning vil ligeledes kunne accepteres.

Arbejdsgiveren kan henvende sig til en arbejdsmiljørådgiver, der er autoriseret.

Tilbagemelding

Arbejdstilsynet skal senest 1. maj 2005 have modtaget meddelelse om, hvordan påbudet er efterkommet. Meddelelsen skal gives skriftligt på vedlagte tilbagemeldingsblanket om efterkommelse.

Pligten til at foretage tilbagemelding er fastsat efter Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 235 af 3. juni 1977 om tilsynsbog og tilsynsrapporter samt arbejdsmiljølovens § 76, stk. 1.

Arbejdstilsynet skal endvidere senest onsdag den 9. marts 2005 have modtaget meddelelse om indgåelse af en aftale om rådgivning. Meddelelsen skal gives skriftligt på vedlagte tilbagemeldingsblanket om indgåelse af rådgivningsaftale.”

3. Klagen til Arbejdsmiljøklagenævnet

Virksomheden ankede den 18. februar 2005 over Arbejdstilsynets påbud vedrørende brug af autoriseret rådgiver til løsning af arbejdsmiljøproblem. Det er anført i anken:

Vi, .., en kageproducerende virksomhed, har haft besøg af arbejdstilsynet, der under besøget observerede, at der udførtes manuel palletering ved to pakkelinier.

Observationen blev senere fulgt op af 2 påbud.

1. påbud: At sikre at arbejdet med manuel palletering bliver hensigtsmæssigt tilrettelagt, med brug af teknisk hjælpemiddel, således at arbejdet kan udføres uden risiko for sikkerhed og sundhed.

Arbejdstilsynets efterfølgende vejledning angiver problemet som løst:

1. ved justerbar “arbejdshøjde” (teknisk hjælpemiddel: palleløfter, saksebord el. lign.)

2. samt, at pallen placeres hensigtsmæssigt, så afsætning af varen sker med mindst mulig vending og vrid.

Manuel håndtering forekommer stort set i alle brancher og omfatter alle former for flytning af byrder. Virksomheden er opmærksom på det, og vil til enhver tid sørge for at udførelsen af arbejdet ikke udsætter vore medarbejdere for sundhedsskadelige og unødige belastninger, men at arbejdet tilrettelægges og udføres forsvarligt og i overensstemmelse med reglerne. Denne indstilling afspejles tydeligt i arbejdsdagen på bageriet, og kan bl.a. aflæses i medarbejdernes meget lave sygefravær.

For at efterkomme påbuddet , - vil hver pakkelinie blive forsynet med sakseløftevogn, så stablingen/håndteringen herefter kan foregå i en forsvarlig og fuldt oprejst stilling. En vurdering af helheden viser, arbejdet kan foregå i roligt tempo og fuldt oprejst stilling, og at løftet er af kort varighed. Turnusordningen i pakkeriet er ændret, - hyppigere rokering mellem de forskellige arbejdssteder og passende pauser til restituering.

Det var ved besøget også blevet bemærket at en medarbejder i eet løft havde stablet 2 karton. Kartonen er let at få fat på og stabil men vi vil fremover lægge vægt på at instruktionen vedrørende arbejdets udførelse også indskærper løft af kun 1 karton af gangen, så den samlede vægt, der løftes er så lille som muligt. (Vægten af byrden reduceres til 1,8 kg-4,8 kg).

2. påbud: Det påbydes arbejdsgiveren at bruge en autoriseret rådgiver

Vi er opmærksomme på, at Arbejdstilsynet med ændringerne i arbejdsmiljølovgivningen nu kan udstede påbud om brug af aut. rådgivere, men vi synes i det anførte tilfælde, at der, undskyld udtrykket, “skydes gråspurve med kanoner”, og vi er uenige i afgørelsen.

Vi håber, at vi med ovenstående redegørelse for de trufne foranstaltninger til efterkommelse af Arbejdstilsynets 1. påbud, har vist, at det påviste arbejdsmiljøproblem er løst, hvilket må være formålet med påbuddet.

Vi beder venligst om at få oplyst om anken har opsættende virkning for påbuddets efterkommelse, men håber, at “sagen” for vores vedkommende må få en positiv udgang.”

4. Arbejdstilsynets udtalelse

Arbejdstilsynet udtalte den 4. juli 2005 følgende:

”Arbejdstilsynet finder forsat, at der er tale om de sundhedsskadelige belastninger, som er beskrevet i påbuddet.

Det fremgår af bekendtgørelse nr. 554 af 17. juni 2004, om problempåbud, § 2, at Arbejdstilsynet, hvis man konstaterer arbejdsmiljøproblemer der indebærer risiko for sikkerhed og sundhed som angivet i §§ 3 - 20 skal reagere med påbud, som alene kan efterkommes ved brug af autoriseret rådgiver.

Det fremgår af bekendtgørelsens § 4, at problempåbud på det fysiske område blandt andet omfatter enkeltløft af byrder, der udføres som led i den sædvanlige arbejdsfunktion og mere end nogle få gange dagligt ved vægtgrænser, der overstiger 25 kg tæt ved kroppen, 15 kg i underarms afstand eller 7 kg i 3/4 arms afstand, og der samtidigt forekommer en eller flere forværrende faktorer i form af uhåndterlig eller ustabil byrde, asymmetrisk løft, løft over skulderhøjde eller under knæhøjde, bæring af hyrden mere end 2 meter, utilstrækkelig plads, uhensigtsmæssigt underlag.

Som det fremgår af Arbejdstilsynets vurdering i påbuddet, er der konkret konstateret løft omfattet af ovennævnte vægtgrænser og der er samtidigt konstateret forværrende faktorer. Arbejdstilsynet vurderer fortsat at dette er tilfældet.

Det fremgår af At-vejledning, F. 1.4, om problempåbud, side 5 under punkt 1.3: “For at sikre enkelhed, gennemsigtighed og ensartethed er det fastlagt i reglerne, hvornår et arbejdsmiljøproblem er så alvorligt og kompliceret at løse, at Arbejdstilsynets påbud om at løse problemet også medfører pligt til at bruge autoriseret rådgiver.”

Det bemærkes, at for så vidt virksomheden selv løser problemet, anses rådgivningspåbudet løst, når en autoriseret rådgiver ved påtegning bekræfter, at påbuddet er efterkommet.

For god ordens skyld skal det tilføjes, at gennemføres de i klagen beskrevne påtænkte foranstaltninger vil Arbejdstilsynet anse den materielle del af påbuddet for efterkommet.

Der ses endnu ikke at foreligge nævnspraksis på området.

Arbejdstilsynet fastholder afgørelsen af 26. januar 2005 om brug af autoriseret rådgiver til efterkommelse af påbuddet vedrørende foranstaltninger mod sundhedsskadelige belastninger ved manuel palletering af kasser med kager.”

5. Nyt efter klagen

Klagenævnet har ikke ud over Arbejdstilsynets udtalelse modtaget nye oplysninger efter klagen.

6. Regler

Lov om arbejdsmiljø, jf. lovbekendtgørelse nr. 784 af 11. oktober 1999 med de ændringer, der følger af lov nr. 425 af 9. juni 2004:

§ 77. Arbejdstilsynet kan påbyde, at forhold, der strider mod loven eller mod regler eller afgørelser i medfør af loven, bringes i orden straks eller inden for en frist.

§ 77a. Beskæftigelsesministeren fastsætter regler om, at Arbejdstilsynet kan påbyde arbejdsgiveren at indhente bistand fra en autoriseret arbejdsmiljørådgiver, herunder i en nærmere bestemt periode, samt om rådgivningspåbuddet indhold, omfang og varighed og de nærmere vilkår herfor, herunder om arbejdsgiverens pligter.

Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 554 af 17. juni 2004 om brug af autoriserede arbejdsmiljørådgivere til løsning af bestemte arbejdsmiljøproblemer (Problempåbud):

1. Bekendtgørelsen omfatter en arbejdsgivers brug af en autoriseret arbejdsmiljørådgiver til løsning af bestemte arbejdsmiljøproblemer inden for følgende områder:

1) Ergonomi i form af ensidigt gentaget arbejde (EGA), løft af byrder, samlet daglig løftemængde, manuel løft og forflytning af personer.

§ 2. Konstaterer Arbejdstilsynet ved afgivelse af påbud eller rapport om væsentligt problem alvorlige og komplekse arbejdsmiljøproblemer, der indebærer risiko for sikkerhed og sundhed, som angivet i §§ 3-20, kan efterkommelse heraf alene ske ved brug af autoriseret arbejdsmiljørådgiver.

Stk. 2. Der afgives ikke påbud efter stk.1, hvis arbejdsgiveren inden for det seneste år har løst et identisk arbejdsmiljøproblem i samme produktionsenhed, og løsningen umiddelbart kan overføres.

§ 4. Enkeltløft af byrder, der udføres som led i den sædvanlige arbejdsfunktion og mere end nogle få gange dagligt

1) ved vægtgrænser, der overstiger 25 kg tæt ved kroppen, 15 kg i underarms afstand eller 7 kg i 3/4 arms afstand, og

2) der samtidigt forekommer en eller flere forværrende faktorer i form af uhåndterlig eller ustabil byrde, asymmetrisk løft, løft over skulderhøjde eller under knæhøjde, bæring af byrden mere end 2 meter, utilstrækkelig plads, uhensigtsmæssigt underlag.

§ 21. Arbejdsgiveren har pligt til at bruge en autoriseret arbejdsmiljørådgiver til at bistå med rådgivning til løsning af de arbejdsmiljøproblemer, der følger af kapitel 2.

Stk. 2. Arbejdsgiveren skal benytte en arbejdsmiljørådgiver, der er autoriseret, jf. bekendtgørelsen om autorisation af arbejdsmiljørådgivere til at bistå virksomheder med efterkommelse af påbud om brug af rådgivning, til at bistå med rådgivning til løsning af netop det arbejdsmiljøproblem, der danner grundlag for rådgivningspåbudet.

Stk. 3. Påbud om brug af en autoriseret arbejdsmiljørådgiver kan ikke efterkommes ved at benytte en autoriseret rådgiver, der hører ind under den juridiske enhed, som har modtaget et påbud om autoriseret rådgivning.

§ 22. Arbejdsgiveren skal sørge for, at sikkerhedsorganisationen inddrages og deltager i rådgivningsprocessen vedrørende løsningen af det bestemte arbejdsmiljøproblem.

Stk. 2. I virksomheder, hvor der ikke skal oprettes sikkerhedsorganisation, skal de ansatte på tilsvarende måde inddrages i løsningen af det bestemte arbejdsmiljøproblem.

§ 23. Arbejdsgiveren skal indgå en skriftlig aftale med en autoriseret arbejdsmiljørådgiver om rådgivning til løsning af det arbejdsmiljøproblem, der følger af kap. 2.

Stk. 2. Aftalen skal forefindes i virksomheden og være til rådighed for virksomhedsledere, arbejdsledere, øvrige ansatte og Arbejdstilsynet.

§ 24. Aftalen, jf. § 23, skal opfylde minimumskravene i bilag 1.

§ 25. Arbejdsgiveren skal give en tilbagemelding til Arbejdstilsynet om indgåelse af en aftale om rådgivning, senest 6 uger efter at arbejdsgiveren har modtaget påbud fra Arbejdstilsynet om brug af rådgivning til løsning af arbejdsmiljøproblemet.

Stk. 2. Tilbagemeldingen skal påtegnes af sikkerhedsorganisationen eller, i virksomheder der ikke har pligt til at etablere sikkerhedsorganisation, af en repræsentant for de ansatte.

Stk. 3. Arbejdsgiveren skal sørge for, at tilbagemeldingen påtegnes af den autoriserede arbejdsmiljørådgiver, som herved bekræfter, at der er indgået en aftale i henhold til bilag 1.

§ 26. Arbejdsgiveren skal indhente en redegørelse fra arbejdsmiljørådgiveren, når arbejdsmiljøproblemet er løst. Redegørelsen skal indeholde oplysninger om:

1) hvordan påbudet er efterkommet, og

2) hvordan sikkerhedsorganisationen eller de ansatte har været inddraget.

Stk. 2. Arbejdsgiveren har pligt til at videregive redegørelsen til sikkerhedsorganisationen eller, i virksomheder der ikke har pligt til at etablere sikkerhedsorganisation, til en repræsentant for de ansatte.

Stk. 3. Redegørelsen skal forefindes i virksomheden og være til rådighed for virksomhedsledere, arbejdsledere, øvrige ansatte og Arbejdstilsynet.

§ 27. Arbejdsgiveren skal give en tilbagemelding til Arbejdstilsynet om, hvordan påbudet er efterkommet.

Stk. 2. Tilbagemeldingen skal påtegnes af sikkerhedsorganisationen eller, i virksomheder der ikke har pligt til at etablere sikkerhedsorganisation, af en repræsentant for de ansatte.

Stk. 3. Arbejdsgiveren skal sørge for, at tilbagemeldingen påtegnes af den autoriserede arbejdsmiljørådgiver, der herved bekræfter, at arbejdsgiveren har efterkommet problempåbudet

7. AT-anvisninger, AT-meddelelser m.v.

-

Versioner

  1. 2006-04-27 · til 2013-01-28