Gelex

Selvstændig, hovedbeskæftigelse, ægtefælleudtræden, endeligt ophør, samlever, lønmodtagerarbejde, 52 uger, 65 uger, feriedagpenge

GældendeVersion 2007-03-22
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2006/10197@2007-03-22/da

Indhold
  1. Indledning

Ankenævnet har behandlet Deres klage på møde den 21. september 2006.

Nævnet traf denne

Deres beskæftigelse fra den 21. februar 2005 på fuld tid i den virksomhed, som De havde overdraget til Deres samlever, anses ikke for udøvelse af selvstændig virksomhed. De skal derfor ikke miste retten til feriedagpenge for perioden 11.-31. juli 2005 på grund af udøvelse af selvstændig virksomhed. Spørgsmålet om, hvorvidt De herefter opfylder de øvrige betingelser for at modtage feriedagpengene, hjemvises til behandling i arbejdsløshedskassen som 1. instans.

Ankenævnet ændrer således direktoratets afgørelse af 27. februar 2006.

Ankenævnet lægger til grund, at nævnet den 31. august 2001 traf afgørelse om, at De ikke var dagpengeberettiget ved Deres ledigmelding den 23. marts 2000, fordi De ikke kunne anses for ophørt med udøvelse af selvstændig virksomhed, da Deres selvstændige virksomhed var overdraget til Deres samlever pr. 1. januar 2000.

Ankenævnet lægger videre til grund, at De i perioden december 2002-maj 2004 havde lønmodtagerarbejde. Da lønmodtagerarbejdet androg mindst 52 uger på fuld tid inden for de seneste 65 uger, ansås deres selvstændige hovedbeskæftigelse for omdannet til bibeskæftigelse, hvorfor De modtog dagpenge i perioden maj 2004-20. februar 2005.

Det fremgår af reglerne, at dagpenge kun kan udbetales til et medlem, som er ledigt.

En selvstændig erhvervsdrivende anses for ledig, når hans personlige arbejde i virksomheden er ophørt mere end midlertidigt.

Et medlem anses for ophørt med det personlige arbejde i virksomheden, når medlemmet dokumenterer, at virksomheden endeligt er overdraget eller lukket.

Et medlem, som udtræder af en virksomhed, der fortsættes af ægtefællen, kan anses for ophørt mere end midlertidigt, når medlemmet har haft lønmodtagerarbejde i en tid, der sammenlagt svarer til fagets fulde, sædvanlige arbejdstid i mindst 52 uger inden for de seneste 65 uger.

Denne bestemmelse finder også anvendelse for et medlem, som udtræder af en virksomhed, der fortsættes af medejere, uden at medlemmet har afhændet sin del af virksomheden.

Selvstændig erhvervsvirksomhed udøves ved beskæftigelse for egen eller ægtefællens regning og risiko og med det formål at opnå økonomisk udbytte.

Retten til feriedagpenge er betinget af, at medlemmet før ferien er enten lønmodtager eller ledig.

Det er ankenævnets opfattelse, at den omhandlede regel om udtræden af en virksomhed, der fortsættes af ægtefællen, også må kunne finde anvendelse, når der er tale om udtræden af en virksomhed, der fortsættes af samleveren. Da De i perioden december 2002-maj 2004 havde lønmodtagerarbejde i mindst 52 uger på fuld tid inden for de seneste 65 uger, anset nævnet Dem for ophørt med udøvelse af selvstændig virksomhed ved ægtefælleudtræden.

Det er videre ankenævnets opfattelse, at Deres påbegyndelse af fuldtidsarbejde den 21. februar 2005 i Deres samlevers virksomhed ikke kan anses for udøvelse af selvstændig virksomhed, da selvstændig virksomhed ifølge reglerne udøves ved beskæftigelse for egen eller ægtefællens regning og risiko.

Ankenævnet henviser til

lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 708 af 13. august 2003, § 41, stk. 1, nr. 3, litra d, og stk. 8, § 57, stk. 1 og stk. 3, og § 75 h, stk. 4, nr. 1, og stk. 7,

Arbejdsdirektoratets bekendtgørelse nr. 850 af 16. oktober 2002 om ophør med udøvelse af selvstændig virksomhed som hovedbeskæftigelse § 3, stk. 1, § 5, stk. 1 og stk. 2, og § 10,

Arbejdsdirektoratets bekendtgørelse nr. 556 af 3. juli 2002 om optagelse som selvstændig erhvervsdrivende i en a-kasse § 2, stk. 1, og

Arbejdsdirektoratets bekendtgørelse nr. 480 af 10. juni 2003 om feriedagpenge § 1, stk. 1, nr. 1.

Sagen er afgjort på grundlag af de akter, som er modtaget fra direktoratet.

De kan læse om afgørelsens retlige grundlag på de følgende sider.

Kopi til:

xxx

Arbejdsdirektoratet

Regler

Lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 708 af 13. august 2003

§ 41. Ret til optagelse som medlem har personer,

3) som enten

d) dokumenterer at deltage i udøvelsen af ægtefællens selvstændige erhvervsvirksomhed,

Stk. 8. Direktøren for Arbejdsdirektoratet kan efter forhandling med Beskæftigelsesrådet fastsætte nærmere regler for anvendelsen af stk. 1, 4 og 5, herunder for afgrænsningen mellem lønarbejde og selvstændig erhvervsudøvelse.

§ 57. Dagpenge kan kun udbetales til et medlem, som er ledigt

Stk. 3. En selvstændig erhvervsdrivende anses for ledig, når hans personlige arbejde i virksomheden er ophørt mere end midlertidigt. Nærmere regler om, hvornår en selvstændig erhvervsdrivendes personlige arbejde i virksomheden anses for ophørt mere end midlertidigt, fastsættes af direktøren for Arbejdsdirektoratet efter forhandling med Beskæftigelsesrådet.

§ 75 h.

Stk. 4. Retten til feriedagpenge er betinget af, at medlemmet på ferietidspunktet

1) er i et arbejdsforhold som lønmodtager eller er ledigt,

Stk. 7. Nærmere regler om feriedagpenge fastsættes af direktøren for Arbejdsdirektoratet efter forhandling med Beskæftigelsesrådet

Arbejdsdirektoratets bekendtgørelse nr. 850 af 16. oktober 2002 om ophør med udøvelse af selvstændig virksomhed som hovedbeskæftigelse

§ 3. Et medlem anses for ophørt mere end midlertidigt med det personlige arbejde i virksomheden, når medlemmet dokumenterer, at virksomheden endeligt er overdraget eller lukket.

§ 5. Et medlem, som udtræder af en virksomhed, der fortsættes af ægtefællen, kan anses for ophørt mere end midlertidigt, når medlemmets udtræden skyldes påbegyndt lønarbejde på over 30 timer i gennemsnit pr. uge. Det er en betingelse, at lønarbejdet ikke på forhånd er bestemt til at være tidsbegrænset.

Stk. 2. Ophør kan også anerkendes, når medlemmet har haft lønarbejde i en tid, der sammenlagt svarer til fagets fulde, sædvanlige arbejdstid i mindst 52 uger inden for de seneste 65 uger

§ 10. Bestemmelserne i § 5, stk. 1-3, og §§ 8 og 9 finder også anvendelse for et medlem, som udtræder af en virksomhed, der fortsættes af medejere, uden at medlemmet har afhændet sin del af virksomheden.

Arbejdsdirektoratets bekendtgørelse nr. 556 af 3. juli 2002 om optagelse som selvstændig erhvervsdrivende i en a-kasse

§ 2. Selvstændig erhvervsvirksomhed udøves ved beskæftigelse for egen eller ægtefællens regning og risiko og med det formål at opnå økonomisk udbytte.

Arbejdsdirektoratets bekendtgørelse nr. 480 af 10. juni 2003 om feriedagpenge

§ 1. Før ferien skal man

1) være enten lønmodtager eller ledig,

Versioner

  1. 2007-03-22