Gelex

Arbejdstilsynets undladelse af at besvare en henvendelse fra en borger om at give vejledning om adgangsforhold ved afhentning af dagrenovation. Kommunens affaldsregulativ. Nævnets kompetence

GældendeVersion 2007-03-22
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2006/10201@2007-03-22/da

Indhold
  1. Indledning

Arbejdsmiljøklagenævnet har på møde den 26. september 2006 taget stilling til, om Arbejdsmiljøklagenævnet kan behandle Deres klage over Arbejdstilsynets behandling af Deres henvendelse om adgangsvejen til Deres dagrenovationsbeholder.

Nævnet traf følgende

Arbejdsmiljøklagenævnet har ikke kompetence til at behandle Deres klage.

De har klaget over, at Arbejdstilsynet

afviser Deres henvendelse med henvisning til manglende ressourcer,

afviser at vejlede Dem med henblik på at finde en brugbar løsning på indretning af adgangsvejen til Deres dagrenovationsbeholder

undlader at svare på Deres henvendelser.

Arbejdsmiljøklagenævnet behandler klage over afgørelser truffet af Arbejdstilsynet i henhold til arbejdsmiljøloven.

Arbejdsmiljøklagenævnet har lagt vægt på, at Arbejdstilsynet i denne sag ikke har truffet en afgørelse i henhold til arbejdsmiljøloven.

Arbejdsmiljøklagenævnet finder der i mod, at De klager over Arbejdstilsynet, herunder Arbejdstilsynets sagsbehandling og anvendelse af ressourcer til vejledning af borgere. Klager af den art skal behandles af Direktøren for Arbejdstilsynet, dernæst af Beskæftigelsesministeriet.

Arbejdsmiljøklagenævnet henviser til § 81, stk. 1 i lov om arbejdsmiljø, jf. lovbekendtgørelse nr. 268 af 18. marts 2005.

Det kan i øvrigt oplyses, at Arbejdsmiljøklagenævnet har truffet afgørelse om, at privatpersoner har klageadgang, hvis Arbejdstilsynet har givet påbud om manuel håndtering af dagrenovation til den vognmand, der fjerner dagrenovationen, og Arbejdstilsynet i den forbindelse konkret har truffet afgørelse begrundet i besigtigelse af adgangsforholdene hos den pågældende beboer. Dette er ikke tilfældet i denne sag.

Sluttelig bemærkes, at det efter det oplyste er X Kommune, som over for Dem har truffet afgørelse vedrørende adgangsvejen til Deres dagrenovationsbeholder i medfør af Regulativ for husholdningsaffald. Klage over kommunen afgørelse kan i henhold til regulativet ikke indbringes for anden administrativ myndighed. Eventuel klage over kommunens sagsbehandling rettes til tilsynsmyndigheden, X Statsamt.

Arbejdsmiljøklagenævnet har ved brev af d.d. bedt Direktøren for Arbejdstilsynet se på sagen.

Kopi til

XXX

De kan læse om afgørelsens faktiske og retlige grundlag på de følgende sider.

1. Sagsforløb

Arbejdstilsynet fremstiller sagen på følgende måde i udtalelse af 22. marts 2006:

”Sagens indhold

Arbejdstilsynet har ikke foretaget tilsynsbesøg. Sagsbehandlingen består i en række E-mails:

XXX henvendte sig den 8. december 2005 vedrørende sin privatadresse - XXX

X kommune havde kasseret adgangsvejen, da stigningen vurderes til ikke at overholde Arbejdstilsynets regler om max 1:10 pr. meter. Stigningen var målt til at ligge mellem ca. 10,3 % og 11,6 %. Længden er over 5 meter. Der er siden 1975 udført dagrenovation på adressen med samme ejer uden problemer.

Kommunen henviste til, at XXX selv måtte kontakte Arbejdstilsynet.

Konkret valgte han en løsning, der anbefales i At-anvisning nr. 4.1.0.1 bilag 1. Umiddelbart vurderet ville denne løsning dog - med ca. 25 trin lavet af 40x40 fliser og en max højde på 10 cm. - være noget mere belastende for transportørens arbejdsmiljø end det at skulle forcere en merstigning på 3 - 5 mm. pr. meter.

Klageren anmodede Arbejdstilsynet om at være behjælpelig med at få udredt, hvilken løsning af 2, der foretrækkes:

Dispensation for de marginale procentstigninger i forhold til det anbefalede

En trappeløsning med ca. 25 trin, hvor transportøren naturligvis sikres et hvilepodium undervejs.

Uanset valg af løsning er der tale om, at den fyldte vogn skal skubbes ned ad stigningen, og den tomme vogn skubbes opad. Der er tale om en standardvogn.

X kommune ville genoptage sagsbehandlingen, når der foreligger en udtalelse fra Arbejdstilsynet.

XXX rykkede for svar den 2. og den 19. januar 2006.

Tilsynsførende t oplyste den 20. januar 2006, at Arbejdstilsynet som hovedregel ikke deltager i besigtigelser og vurdering af adgangsveje for affaldsbeholdere på konkrete adresser. Vurdering af adgangsveje er en del af den lovpligtige arbejdspladsvurdering for vognmænd med ansatte. Hvis vognmanden ønskede hjælp til denne opgave, eller kommunen ønskede hjælp til vurdering af adgangsveje til udarbejdelse af affaldsregulativ og udbudsmateriale, kunne Arbejdstilsynet henvise til bedriftssundhedstjeneste eller lignende konsulentbistand.

Arbejdstilsynet kan i generel form vejlede kommuner og vognmænd ud fra At-anvisning nr. 4.1.0.1.

Samme dag replicerede XXX, at han forstod at det i konkrete tilfælde godt kunne lade sig gøre, at Arbejdstilsynet deltog i besigtigelser eller vurderinger, hvilket også er i overensstemmelse med Arbejdstilsynets mission og vision.

I den konkrete sag var der jo netop tale om en særlig situation, hvor en betydelig forringelse af arbejdsmiljøet for transportøren ville blive resultatet af at følge At-anvisningen. Med andre ord er der en konflikt mellem At-anvisningen og de muligheder, der er for at give dispensation for ganske få mm’s stigning. Den accepterede stigning på 1:10 er jo ikke lov, men en hovedregel/retningslinie. Ingen kunne vel have en interesse i ikke at udvise fleksibilitet og pragmatisk vilje til at samarbejde, så belastningen for transportøren bliver mindst mulig.

Det er XXX opfattelse, at der ved at fastholde At -anvisningen som udgangspunkt ville kunne opstå en unødig konflikt om arbejdsmiljøet, da der bliver tale om en betydelig forringelse af adgangsvejen. Dette ville han gerne undgå og havde derfor kigget på Arbejdstilsynets hjemmeside og fundet, at der er fin overensstemmelse med dette formål, og Arbejdstilsynets arbejdsgrundlag.

Samme dag replicerede T, at Arbejdstilsynet ikke optræder som vurderingsmænd ved stridigheder imellem grundejer og kommune/vognmand vedrørende adgangsveje.

Arbejdstilsynet har ikke kapacitet til at vurdere alle henvendelser af denne art.

Vurderingerne har samtidig karakter af afgørelser, også hvor de bare har været fremført mundtligt. Såfremt vurderingen har medført, at kommunen/vognmanden har stillet krav til borgeren om ændring af kørevej eller ændret opstilling af affaldsbeholder, viser afgørelser fra Arbejdsmiljøklagenævnet, at borgeren kan være klageberettiget.

Arbejdstilsynets vurderinger i disse sager kan derfor udvikle sig ressourcekrævende i uforholdsmæssig grad.

De fleste vurderinger af adgangsveje vil endvidere kunne foretages ved hjælp af At-anvisningen, også uden bistand fra Arbejdstilsynets side. Endelig var T uforstående overfor at kommunen spillede bolden videre til Arbejdstilsynet. X kommune er udmærket bekendt med Arbejdstilsynets holdning og forretningsgang i disse sager.

Stadig den 20. januar 2006 anførte XXX, at spørgsmålet om ressourcer var ham som borger uvedkommende. Arbejdstilsynet har myndighedsopgaven og dermed forpligtelsen til at rådgive og vejlede om arbejdsmiljøet.

Der er ikke nogen konflikt mellem ham og X kommune. Men kommunen henviser til Arbejdstilsynet som myndighed på området, og så er bolden jo tilbage. Hvis han som borger blot skal klage til Arbejdsmiljøklagenævnet, er det vel også noget, der kræver ressourcer hos Arbejdstilsynet, blandt andet skal Arbejdstilsynet jo udtale sig på baggrund af klagen med diverse bilag osv. Det vil ikke betyde et mindre ressourceforbrug end at forholde sig pragmatisk til en såre enkelt sag, hvor holdninger/politik tilsyneladende forhindrer et konstruktivt samarbejde.

Arbejdstilsynets sagsbehandling

Vi har den 22. februar udsendt sædvanlig kvitteringsskrivelse.

For Arbejdstilsynet er det ikke klart i hvilket omfang Arbejdsmiljøklagenævnet har kompetence til at behandle denne klage over vores prioritering af ressourcer.

I overensstemmelse med sædvanlig praksis indsendes sagen dog til klagenævnet, hvilket jo også er klagerens ønske.

”

2. Arbejdstilsynets afgørelse

Arbejdstilsynet har ikke truffet afgørelse i sagen.

3. Klagen til Arbejdsmiljøklagenævnet

De har den 17. februar 2006 sendt følgende e-mail:

”Til Arbejdsmiljøklagenævnet

Arbejdstilsynet har som øverste myndighed lavet en række regler om adgangsveje for transport af husholdningsaffald.

X kommune har med henvisning til AT’s anvisninger kasseret adgangsvejen på min bolig, da den har en stigning på mellem 10.3% - 11.6% lidt afhængig af målepunkterne. AT anbefaler ikke stigninger over 10%, men foreslår blandt andet forskellige trappeløsninger - (AT-anvisning nr. 4.1.0.1 bilag 1)

Jeg har som udgangspunkt ønsket en dispensation for stigningen, da der er tale om transport af fyldt affaldsbeholder ned ad stigningen på en jævn overflade og belastningen for transportøren, derfor må anses for at være minimal.

Hvis der derimod laves en trappeløsning, så vil transportøren efter min vurdering få forringet arbejdsmiljøet betydeligt.

Jeg vil dog gerne lave denne løsning, men da der er tale om en større udgift, vil jeg gerne have ATs vurdering/godkendelse af ændringen.

Jeg har derfor - efter anbefaling fra x kommune - kontaktet AT for at få en besigtigelse på adressen. Dette har AT afvist med henvisning til manglende ressourcer. X kommune vil først genoptage sagsbehandlingen, når AT har udtalt sig.

Sagsforløbet:

Den 8. december 2005 retter jeg henvendelse til Arbejdstilsynet med henblik på at få vejledning til indretning at adgangsvejen ved adressen xxx

Jeg rykker for svar den 2. og 19. januar 2006 eller i det mindste blot for at en kvittering for modtagelsen af min henvendelse.

Den 20. januar hører jeg fra AT, og har via mail korresponderet med tilsynsførende T

T oplyser afslutningsvis, at borgere, der klager til Arbejdsmiljøklagenævnet i flere tilfælde har været klageberettiget.

Samme dag den 20. januar anmoder jeg afslutningsvis T om at be- eller afkræfte, om det virkelig kan være meningen, at jeg skal fremsætte en konkret klage og dermed sætte en masse ressource i spil, manglende ressourcer hos AT var ifølge T netop årsagen til, at myndighedsopgaven ikke kunne udøves i det konkret tilfælde. Jeg har ikke hørt fra T siden 20. januar 2006.

Jeg anmoder derfor Arbejdsmiljøklagenævnet om at behandle følgende klage:

AT, som har myndighedsopgaven, afviser med henvisning til manglende ressourcer at behandle en konkret henvendelse fra en borger. Er dette i overensstemmelse med lovgivningen?

AT afviser at vejlede borgeren i at finde en løsning, der både kan sikre arbejdsmiljøet for transportøren og sikre, at borgeren får hentet sit affald. Er dette i overensstemmelse med myndighedsansvaret?

AT undlader at svare på min henvendelse om at be- eller afkræfte, om jeg formelt skal klage over AT. Kan AT som øverste myndighed undlade at rådgive og vejlede om klage mulighederne eller blot vælge at forblive tavs?

Afslutningsvis vil jeg gerne have oplyst, i hvilket omfang AT mener, at retssikkerheden for borgeren, med udgangspunkt i AT’s myndighedsansvar/mission, er gældende i den konkrete sag.”

4. Arbejdstilsynets udtalelse

Arbejdstilsynet fremstiller sagen således, og har udtalt følgende den 22. marts 2006:

”Arbejdstilsynets vurdering

Arbejdsmiljølovens § 1:

Ved loven tilstræbes at skabe et sikkert og sundt arbejdsmiljø, der til enhver tid er i overensstemmelse med den tekniske og sociale udvikling i samfundet, samt grundlag for, at virksomhederne selv kan løse sikkerheds- og sundheds- spørgsmål med vejledning fra arbejdsmarkedets organisationer og vejledning og kontrol fra Arbejdstilsynet.

Ifølge Arbejdsmiljølovens § 72 har Arbejdstilsynet følgende opgaver:

– vejlede virksomheder, branchearbejdsmiljøråd, arbejdsmarkedets organisationer og offentligheden om arbejdsmiljømæssige spørgsmål,

– bistå Beskæftigelsesministeriet med forberedelse af regler i henhold til loven,

– udstede forskrifter i henhold til bemyndigelse fra beskæftigelsesministeren,

– holde sig orienteret om den tekniske og sociale udvikling med henblik på forbedring af arbejdet for sikkerhed og sundhed i arbejdsmiljøet,

– behandle planer for arbejdsprocesser, arbejdssteder, tekniske hjælpemidler mv. samt stoffer og materialer og meddele tilladelser i henhold til loven eller administrative regler,

– påse, at loven og de forskrifter, der gives med hjemmel i loven, overholdes, bortset fra § 17 à-c.

Som klageren oplyser, fremgår følgende af vores hjemmeside www.at.dk:

Arbejdstilsynet er den danske myndighed på arbejdsmiljøområdet.

Mission - arbejdstilsynet medvirker til et sikkert, sundt og udviklende arbejdsmiljø ved effektivt tilsyn, målrettet regulering og information.

Vision - arbejdstilsynet fokuserer på de væsentligste arbejdsmiljøproblemer og retter indsatsen mod virksomheder med et belastende ar bejdsmiljø.

At-anvisning nr. 4.1.0.1 om Manuel håndtering og transport af dagrenovation indeholder følgende relevante afsnit:

3.6 Stigninger i transportvejen

3.7 Særlige forhold

Bilag I Stigninger i transportveje

Af Intern instruks om vurdering af adgangsveje til affaldsbeholdere fremgår i overensstemmelse med T udtalelse, at

Arbejdstilsynet som hovedregel ikke deltager i besigtigelser og vurdering af adgangsveje for affaldsbeholdere på konkrete adresser. Vurdering af adgangsveje er en del af den lovpligtige arbejdspladsvurdering for vognmænd med ansatte. Hvis vognmanden ønsker hjælp til denne opgave, eller kommunen ønsker hjælp til vurdering af adgangsveje til udarbejdelse af affaldsregulativ og udbudsmateriale, kan Arbejdstilsynet henvise til bedriftssundhedstjeneste eller lignende konsulentbistand.

Arbejdstilsynet kan i generel form vejlede kommuner og vogn mænd ud fra At-anvisning. 4.1.0.1.

Arbejdsmiljøloven og almindelige forvaltningsretlige grundsætninger tilsiger, at Arbejdstilsynet skal reagere på henvendelser fra borgerne og anvende vores ressourcer i overensstemmelse med lovens formål, ovennævnte mission og vision. Det er dog ikke lovbefalet, at alle henvendelser skal resultere i et tilsynsbesøg og/eller en omfattende konkret skriftlig sagsbehandling.

Vi må løbende prioritere vores ressourcer i overensstemmelse med vores vision. I den forbindelse angiver den ovennævnte instruks de almindelige retningslinier, som de tilsynsførende skal følge.

Der er i perioder mange henvendelser vedr. afhentning af dagrenovation. De fleste kommer fra kommuner og vognmænd, men henvendelser fra private forekommer dog også.

Den konkrete situation ved klagerens bopæl er efter vores bedste opfattelse ganske enkel og vil sikkert kunne findes tilsvarende ved mange andre parcelhuse.

At-anvisningen er udgivet som hjælp til virksomhedernes vurdering af de ansattes arbejdsmiljø. Der er ikke tale om absolutte krav, men en vejledning om én ud af i princippet flere metoder, der kan sikre chaufførerne et forsvarligt arbejdsmiljø.

Hermed er der heller ikke tale om en situation, hvor Arbejdstilsynet kan give en egentlig “dispensation” . Dette forudsætter en tydelig fravigelse fra klare regler — lov eller bekendtgørelse.

Arbejdstilsynet kan bekræfte, at vi ikke har besvaret klagerens sidste E-mail, da vi ikke skønnede at kunne klargøre vores synspunkt yderligere.

5. Nyt efter klagen

Intet nyt modtaget.

6. Regler

Lov om arbejdsmiljø, jf. lovbekendtgørelse nr. 268 af 18. marts 2005

§ 81. Klage over en afgørelse truffet af Arbejdstilsynet i henhold til denne lov, jf. dog stk. 6, kan indbringes for Arbejdsmiljøklagenævnet inden fire uger efter, at afgørelsen er meddelt den pågældende.

Stk. 2. Klagen sendes til Arbejdstilsynet. Hvis Arbejdstilsynet fastholder afgørelsen, videresendes klagen til behandling i Arbejdsmiljøklagenævnet.

Stk. 3. Rettidig klage har opsættende virkning, indtil Arbejdsmiljøklagenævnets afgørelse foreligger, eller nævnet bestemmer andet. Klager over afgørelser om forhold efter § 77, stk. 1, som skal bringes i orden straks, samt afgørelser efter § 77, stk. 2 og 3, har ikke opsættende virkning.

Stk. 4. Når særlige grunde taler derfor, kan Arbejdsmiljøklagenævnet behandle en klage og tillægge denne opsættende virkning, selv om klagen ikke er fremkommet rettidigt.

Stk. 5. Afgørelser truffet af Arbejdsmiljøklagenævnet kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

Stk. 6. Klage over afgørelser truffet af Arbejdstilsynet i henhold til regler udstedt i medfør af § 68, stk. 7, og § 68 a, stk. 5, kan indbringes for beskæftigelsesministeren inden fire uger efter, at afgørelsen er meddelt den pågældende.

Versioner

  1. 2007-03-22