Gelex

Sikkerhedsorganisation skal etableres i den juridiske enhed

GældendeVersion 2007-05-21
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2006/10305@2007-05-21/da

Indhold
  1. Indledning

Arbejdsmiljøklagenævnet har på møde den 19. december 2006 behandlet klage over Arbejdstilsynets afgørelse af 11. januar 2006 om sikkerhedsorganisation for A.

Nævnet traf følgende

Arbejdsmiljøklagenævnet er enigt med Arbejdstilsynet i, at A skal etablere sikkerhedsorganisation for Y afdelingen. Det påbydes endvidere A at oprette et sikkerhedsudvalg, hvor sikkerheds- og sundhedsarbejdet kan planlægges og koordineres.

Nævnets afgørelse skal efterkommes senest den 12. februar 2007.

Tilbagemelding skal ske til Arbejdstilsynet senest den 19. februar 2007.

Arbejdsmiljøklagenævnet fastholder således Arbejdstilsynets afgørelse af 11. januar 2006.

Efter arbejdsmiljøloven har en arbejdsgiver ansvaret for at arbejdet bliver tilrettelagt og udført på en sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuld forsvarlig måde.

Virksomheden A har CVR-nummer 8x xx xx xx og er en del af koncernen C. C har CVR-nummer 7x xx xx xx.

Sikkerhedsrepræsentanten for de ansatte i A, Y afdelingen er ansat i B. B har CVR-nummer 1x xx xx xx.

Arbejdsmiljøklagenævnet finder, at C, A og B er 3 forskellige virksomheder.

Arbejdsmiljøklagenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at de 3 enheder er registreret med hver sit CVR-nummer, og at A bærer risikoen - herunder den økonomiske risiko - for arbejdsresultatet i A.

A har således beføjelserne til og den reelle mulighed for at drage omsorg for, at arbejdet ved A’s Y afdeling bliver tilrettelagt og udført på en sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuld forsvarlig måde.

Efter arbejdsmiljøloven skal virksomheder med 10 ansatte eller derover arbejde for, at sikkerheds- og sundhedsarbejdet organiseres. I virksomheder med 20 ansatte eller derover, skal der oprettes et sikkerhedsudvalg.

A, Y afdeling er en del af region Jylland Øst.

A, Region Jylland Øst har 17 ansatte. I Y afdelingen har A 4 ansatte.

Ifølge CVR har A mellem 200 og 499 ansatte.

Arbejdsmiljøklagenævnet har lagt vægt på, at A således har mere end 20 ansatte. A skal derfor oprette sikkerhedsudvalg.

Arbejdsmiljøklagenævnet henviser til

– § 2, stk. 1, § 6, § 7, stk. 1 og § 8, stk. 1, stk. 4-5 samt stk. 7 i Lov om arbejdsmiljø, jf. lovbekendtgørelse nr. 268 af 18. marts 2005, og

– § 1, stk. 1, § 2, § 4, § 12, stk. 1, § 38, § 39 og § 41 i Arbejdsministeriets bekendtgørelse nr. 575 af 21. juni 2001 om virksomhedernes sikkerheds- og sundhedsarbejde.

C har henstillet, at Arbejdsmiljøklagenævnet udsætter behandlingen af sagen, indtil der foreligger en afklaring af ny regler på området, idet A og B har en formodning om, at reglerne vil blive tilpasset koncernstrukturen.

Arbejdsmiljøklagenævnet kan oplyse, at nævnet alene kan træffe afgørelse på grundlag af gældende regler. Nævnet finder derfor ikke at kunne udsætte behandlingen af sagen til der foreligger nye regler.

C har henvist til, at der foreligger en aftale, som er indgået med alle medarbejderforeninger i C.

Efter arbejdsmiljølovgivningens regler kan der indgås aftaler om måden at organisere sikkerheds- og sundhedsarbejde inden for virksomheden. Betingelserne fremgår af § 38 i bekendtgørelsen om virksomhedernes sikkerheds- og sundhedsarbejde. Endvidere kan henvises til bekendtgørelsen § 41 om muligheden for at søge dispensation fra reglerne. Begge dele forudsætter dog, at sikkerhedsarbejdet organiseres inden for rammerne af A.

Kopi til

Arbejdstilsynet, Postboks 1228, 0900 København C. J.nr. 20060016845

De kan læse om afgørelsens faktiske og retlige grundlag på de følgende sider.

1. Sagsforløb

Arbejdstilsynet fremstiller sagen på følgende måde i udtalelsen af 28. marts 2006:

”

Sagens indhold

Arbejdstilsynet, Århus ved tilsynsførende P besøgte A, Y afdeling. Ved besøget talte han med daglig sikkerhedsleder og sikkerhedsrepræsentant for B.

Det blev oplyst, at virksomheden beskæftiger i alt ca. 75 personer i regionen. Der var ikke etableret sikkerhedsorganisation, idet der ikke var valgt en eller flere sikkerhedsrepræsentanter som sammen med en eller flere arbejdsledere kunne udgøre en eller flere sikkerhedsgrupper. Der var som følge heraf heller ikke noget sikkerhedsudvalg.

Det blev oplyst, at nuværende sikkerhedsrepræsentant var ansat i B, og at man havde organiseret sikkerhedsarbejdet således, at A og B havde samme sikkerhedsorganisation.

I udkast pr. 12.12.05 påbød Arbejdstilsynet virksomheden at etablere sikkerhedsorganisation herunder et sikkerhedsudvalg.

Påbudet blev sendt i høring til virksomheden, der den 28.12.05 anførte:

– at koncernen er opbygget med et børsnoteret selskab C som 100 % ejer de underliggende selskaber, B, D, og A med tilhørende datterselskaber.

– at koncernen drives i overensstemmelse med de af Finansti lsynet udstedte retningslinjer som en koncern med en samlet organisation hvor forsikring, pension og bank er integreret, så kunden kan betjenes optimalt.

– at sikkerhedsorganisationen derfor er opbygget som en fælles organ isation for hele koncernen med sikkerhedsgrupper og sikkerhedsudvalg, accepteret af alle medarbejdergrupper i henhold til en indgået aftale.

Arbejdstilsynet vurderede på den baggrund, at virksomhedens sikkerhedsorganisation ikke er i overensstemmelse med reglerne. Virksomheder med forskelligt CVR. nr. kan ikke have fælles sikkerhedsorganisation. Konkret betød det, at sikkerhedsrepræsentant H med ansættelse i B ikke ifølge loven kunne være sikkerhedsrepræsentant for de ansatte i A.

Arbejdstilsynet påbød derfor den 11. januar 2006 virksomheden at etablere sikkerhedsorganisation for Silkeborg afd. og at oprette et sikkerhedsudvalg, hvor sikkerheds- og sundhedsarbejdet kunne planlægges og koordineres.

Virksomheden rettede den 24. januar 2006 henvendelse til Arbejdstilsynets Direktør.

Det oplyses, at koncernens medarbejdere arbejder i flere små kontorer, hvor bank- og forsikringsansatte arbejder side om side, og hvor arbejdet udføres under samme vilkår for begge parter.

En organisering med 2 sikkerhedsgrupper på hvert kontor vil virke bureaukratisk og uhensigtsmæssig.

Virksomheden ønskede, at Arbejdstilsynet ændrede holdning og søgte i modsat fald om at modtage en dispensation fra reglerne.

Direktøren meddelte den 7. februar 2006, at reguleringen af virksomhedernes sikkerheds- og sundhedsarbejde, således som den er udmøntet i arbejdsmiljøloven og i bekendtgørelsen om virksomhedernes sikkerheds- og sundhedsarbejde, er rettet mod den enkelte virksomhed/arbejdsgiver. Tilgangen hviler i det hele på den enkelte arbejdsgivers pligter og ansvar, og lovgivningen opererer ikke noget sted med pligtsubjekter, som består af en sammenslutning af forskellige juridiske enheder, herunder i form af en koncernstruktur.

Arbejdstilsynet tager udgangspunkt i CVR-lovgivningens afgrænsninger vedrørende juridiske enheder og produktionsenheder, når virksomhedsbegrebet defineres.

Det er den enkelte virksomheds (afgrænset ved dennes CVR-nummer) eventuelle særlige sikkerheds- og sundhedsforhold, som er i fokus for sikkerhedsorganisationens arbejde, og der kan ikke dannes en sikkerhedsorganisation på tværs af flere virksomheder.

Heller ikke aftalemodellen på dette område, jf. arbejdsmiljølovens § 8, stk. 4, og kapitel 6 i bekendtgørelse om virksomhedernes sikkerheds- og sundhedsarbejde, giver mulighed for andet end en ændret organisering af sikkerheds- og sundhedsarbejdet på den enkelte virksomhed. Arbejdsmiljøklagenævnet har netop i en sammenlignelig sag fra december 2005 (der vedrører et påklaget påbud om selvstændig sikkerhedsorganisation for forskellige juridiske enheder) fastslået, at virksomheden, skulle oprette en selvstændig sikkerhedsorganisation. Man må forstå arbejdsmiljøklagenævnets afgørelse, således, at hver enkelt juridisk enhed skal oprette sin egen sikkerhedsorganisation.

I forhold til anmodningen om dispensation fra gældende regler, jf. § 41 i bekendtgørelsen om virksomhedernes sikkerheds- og sundhedsarbejde, skal Arbejdstilsynet bemærke, at en sådan ikke kan gives på det foreliggende grundlag.

Arbejdstilsynet begrunder dette afslag med, at der efter Arbejdstilsynets opfattelse ikke vil være tale om en fravigelse fra enkelte bestemmelser i bekendtgørelsen som forudsat i dispensationsbestemmelsen, men derimod om en ændret tilgang til virksomhedsbegrebet, der vedrører lovgivningen generelt.

”

2. Arbejdstilsynets afgørelse

Arbejdstilsynet traf den 11. januar 2006 følgende afgørelse:

”

Påbud

Arbejdstilsynet fastholder derfor påbudet, hvor det påbydes A at etablere sikkerhedsorganisation for Y afd. Det påbydes endvidere virksomheden at oprette et sikkerhedsudvalg, hvor sikkerheds- og sundhedsarbejdet kan planlægges og koordineres.

Påbudet skal efterkommes senest onsdag den 15. marts 2006.

”

3. Klagen til Arbejdsmiljøklagenævnet

C har i brev af 8. februar 2006 skrevet:

”

C skal herved klage til arbejdsmiljøklagenævnet vedr. et påbud nr. 186968 udstedt at arbejdstilsynet d. 11 januar 2006.

Påbudet vedrører sikkerhedsorganisation og —udvalg, og fremsendes vedlagt.

C har kommenteret påbudet over for arbejdstilsynet 2 gange, først generelt, og senest i et brev stilet til Arbejdstilsynets Direktør, Jens Jensen. Begge breve fremsendes vedlagt.

C koncernen er opbygget med et børsnoteret selskab, C, som 100% ejer de underliggende selskaber B, D, og A.

På C’s kontorer og filialer arbejder medarbejdere ansat i B og i A side om side. Medarbejderne udfører ensartede opgaver, arbejder i samme kontorer, og refererer ofte til samme leder.

Vi har som følge heraf opbygget sikkerhedsorganisationen således, at såvel medarbejdere ansat i B som i A på disse kontorer er organiseret under samme sikkerhedsgruppe.

Arbejdstilsynet har fundet, at dette ikke var i overensstemmelse med arbejdsmiljølovgivningen, og har påbudt at C organiserer medarbejderne under hver sin sikkerhedsgruppe.

C finder det bureaukratisk og uhensigtsmæssigt at kontorer med ned til ganske få ansatte skal være underlagt flere sikkerhedsgrupper. Vi har desuden erfaret, at det er mere interessant for medarbejderne at gå ind i sikkerhedsarbejdet, når der også er nogle opgaver med indhold i at løse. Det vil blive væsentligt forringet hvis organisationen skal opdeles.

Vi har i perioden juni 2005 til dato haft 12 screeningsbesøg og 7 tilpassede tilsyn, og vi har kun mødt kravet ved ét ud at disse besøg.

På denne baggrund indklages Arbejdstilsynets påbud for Arbejdsmiljøklagenævnet med ønske om, at medarbejdere ansat i B og A på regions- og filialkontorer kan organiseres i samme sikkerhedsgruppe.

”

4. Arbejdstilsynets udtalelse

Arbejdstilsynet har i udtalelse af 28. marts 2006 skrevet følgende:

” Arbejdstilsynets vurdering

Påbudet er hjemlet i Arbejdsmiljølovens § 6, stk. 1, § 7, stk. 1 og § 77, stk. 1, jfr. Arbejdsministeriets bekendtgørelse nr. 575 af 2l. juni 2001 om virksomhedernes sikkerheds- og sundhedsarbejde, som ændret ved bekendtgørelse nr. 491 af 20. juni 2002 og bekendtgørelse nr. 557 af 17. juni 2004, § 2, og § 12, stk. 1.

§ 7 lov om Det centrale Virksomhedsregister, jfr. lovbekendtgørelse nr. 598 af 22.06.00 med senere ændringer: “Offentlige myndigheder og institutioner skal i alle anliggender om juridiske enheder anvende CVR-nummeret.”

At-vejledning F.2.4, Marts 2006, afsnit 5 “Hvad er en virksomhed? En virksomhed kan være ejet af en enkelt person eller af et selskab. En virksomhed er en juridisk enhed med et selvstændigt CVR-nummer. Den juridiske enhed består af en eller flere produktionsenheder. Hvordan ens virksomhed er registreret, kan ses på Erhvervs- og selskabsstyrelsens hjemmeside www.cvr.dk.

Et aktieselskab, andelsselskab el. betragtes normalt som én virksomhed. Er der tale om en koncern med et hovedselskab — fx et holdingselskab — og en række datterselskaber, betragtes selskaberne som enkeltstående virksomheder, der hver især skal oprette en sikkerhedsorganisation.”

Vi må henvise til brevet fra Arbejdstilsynets Direktør til virksomheden og vi må fastholde påbudet.

Den omtalte afgørelse fra Arbejdsmiljøklagenævnet er registreret under Deres j.nr.

”

5. Nyt efter klagen

Arbejdsmiljøklagenævnet har modtaget brev af 25. april 2006 fra C:

”

Jeg skal hermed komme med bemærkninger til sagen i henhold til Deres brev af 12. april 2006.

For god ordens skyld skal det præciseres at medarbejderrepræsentanten H i praksis har fungeret som sikkerhedsrepræsentant for både A og B i henhold til aftale om organisering af sikkerhedsarbejdet vi hidtil har fulgt.

Jeg skal også præcisere at det korrekte antal medarbejdere i region Jylland øst hvorunder filialen i Y hører er 157 medarbejdere. Heraf er 17 ansat i A og 140 i B. Alle 157 medarbejdere har en fælles øverste leder i form at en regionsdirektør.

I Yfilialen er beskæftiget 6 medarbejdere. 4 i A og 2 i B.

Med udgangspunkt i den nuværende aktuelle arbejdsmiljøpolitiske debat, herunder i særdeleshed tankerne om regelforenkling og bestræbelserne for at lette erhvervslivet administrative byrder, som der netop gennem Finanssektorens Arbejdsgiverforening er afgivet høringssvar til Beskæftigelsesministeriet om, skal jeg med henvisning til svar fra Arbejdstilsynets direktør Jens Jensen af 7. februar 2006 henstille, at Arbejdsmiljøklagenævnet udsætter behandlingen af denne sag indtil der foreligger en afklaring af udformningen af nye regler på området.

Som det er oplyst for C er spørgsmålet om organisering af sikkerhedsarbejdet i virksomheder med koncernstrukturer netop et af de emner, der pt. overvejes at tillempe til en model, som svarer til den nuværende model som C med succes har benyttet i en årrække.

Det forekommer at være en hensigtsmæssigt og pragmatisk løsning set i forhold til de ganske store administrative udfordringer en opdeling at sikkerhedsorganisationen i C Koncernen vil medføre.

Jeg forudser endvidere store udfordringer med at kommunikere og motivere en sådan evt. opdeling af en velfungerede organisation overfor ledere og medarbejdere i koncernen.

En af vores værdier hedder “xxx”, og vi har over de sidste mange år arbejdet målrettet på, at vores medarbejdere skal opfatte C som én virksomhed, både udadtil i forhold til kunden og indadtil i forhold til kollegerne.

Jeg er sikker på, at en stadfæstelse at påbuddet ikke vil blive opfattet som “xxx” i vores organisation, hvor C’s indsats i sikkerhedsarbejdet ellers respekteres som et nyttigt bidrag til en samlede opfattelse af sundhed og trivsel på arbejdspladsen.

Jeg ser frem til fleksibel indstilling til denne henstilling, der indtil en lovændring kommer på plads, kan effektueres ved at benytte den af Jens Jensen nævnte dispensationsmulighed.

På baggrund af forespørgsel fra Arbejdsmiljøklagenævnets sekretariat har C den 25. august 2006 skrevet følgende:

”Med henvisning til Deres brev af 18. juli 2006 skal vi hermed besvare de stillede spørgsmål.

1. Hvilken del af koncernen har de ansatte i A, Y afdeling pligt til at stille den personlige arbejdskraft til rådighed for?

De ansatte har pligt til at betjene alle koncernens kunder. Det betyder, at de betjener kunder der udover at være kunder i A også kan være kunder i B og D.

2. Fra hvilken del at koncernen kommer de ledere, der kan give de ansatte i A, Y afdeling instruktioner?

Den nærmeste leder er ansat i A og dennes leder er ansat i B. Begge ledere kan give de ansatte i A instruktioner.

3. Hvilken del af koncernen kan foretage kontrol i forbindelse med udførelsen at arbejdet i A, Y afdeling?

Det kan ansatte i A, B og D. Koncernens lovmæssige interne revision, der er ansat i C kan ligeledes foretage kontrol.

4. Hvilken del at koncernen stiller arbejdsrum, maskiner, redskaber, materialer eller andre nødvendige hjælpemidler til rådighed for arbejdets udførelse i A, Y afdeling?

Lokalerne er ejet at D, der udlejer dem til B på markedsvilkår. I.h.t. en af Finanstilsynet godkendt intern administrationsaftale betaler A og D et administrationsfee til B.

Maskiner, redskaber, materialer eller andre nødvendige hjælpemidler er alt afhængig af hvilken type der er tale om stillet til rådighed af enten A eller B.

5. Hvilken del at koncernen udbetaler løn til de ansatte i A, Y afdeling?

HR-afdelingen, der fungerer centralt for alle selskaber i C, foretager udbetaling af løn til alle medarbejdere i koncernen. Medarbejderne i HR er ansat i B. Lønnen bogføres i A.

6. Hvilken del af koncernen kan ansætte og afskedige medarbejdere i A, Y afdeling?

Det kan de under spørgsmål 2 nævnte ledere fra hhv. A og B. HR afdelingen deltager endvidere i ansættelser og afskedigelser.

7. Hvilken del af koncernen bærer risikoen - herunder den økonomiske risiko – for arbejdsresultatet i A, Y afdeling?

Den direkte risiko bæres af A, der er et helejet datterselskab af C.

Lokalaftale om organisering af sikkerhedsarbejdet

Den gældende lokalaftale vedlægges i kopi. Til orientering kan det oplyses, at aftalen pt. er under revision/ajourføring. Aftalen er indgået med alle medarbejderforeninger i C.

* * * *

Som det fremgår ovenfor, har C en personaleorganisation, der i vidt omfang går på tværs af den selskabsretlige koncernstruktur.

Den måde, hvorpå sikkerhedsarbejdet er organiseret i C, afspejler den personaleorganisatoriske opbygning af koncernen. Der er ikke i den forbindelse ændret ved de opgaver, funktioner, pligter og rettigheder, som påhviler sikkerhedsorganisationen og dens sikkerhedsgrupper i henhold til arbejdsmiljølovgivningen.

”

Brevet fra C har været til partshøring hos sikkerhedsrepræsentant H. Der er ikke fremkommet bemærkninger i den anledning.

C har den 8. november 2006 telefonisk bekræftet, at hovedreglen er, at medarbejdere beskæftiget med a er ansat i A, mens medarbejder beskæftiget med b er ansat i B. Der findes dog undtagelser. Enkelte b-uddannede medarbejdere kan f.eks. også udføre xx-opgaver i A, og omvendt.

6. Regler

Lov om arbejdsmiljø, jf. lovbekendtgørelse nr. 268 af 18. marts 2005

§ 2. Loven omfatter arbejde for en arbejdsgiver.

Stk. 2.

Sikkerhedsorganisation

§ 6. I virksomheder med 10 ansatte eller derover skal virksomhedens arbejde for sikkerhed og sundhed organiseres.

Stk. 2. Arbejdslederen for en afdeling eller et arbejdsområde skal sammen med sikkerhedsrepræsentanten danne en sikkerhedsgruppe for den pågældende afdeling eller det pågældende arbejdsområde.

Stk. 3. De ansatte skal vælge en sikkerhedsrepræsentant for hver afdeling eller hvert arbejdslederområde til at indtræde i sikkerhedsgruppen og repræsentere sig i spørgsmål om de ansattes sikkerhed og sundhed.

§ 7. I virksomheder med 20 ansatte eller derover, jf. dog § 8, stk. 7, skal der oprettes et sikkerhedsudvalg. Er der i virksomheden oprettet en eller to sikkerhedsgrupper, udgør sikkerhedsgruppens eller -gruppernes medlemmer og virksomhedens leder eller en ansvarlig repræsentant for denne sikkerhedsudvalget. Er der oprettet flere sikkerhedsgrupper, vælger sikkerhedsrepræsentanterne imellem sig 2 medlemmer og arbejdslederne i sikkerhedsgrupperne imellem sig 2 medlemmer til et sikkerhedsudvalg, hvori virksomhedens leder eller en ansvarlig repræsentant for denne indtræder. Sikkerhedsudvalget skal planlægge, lede, rådgive og orientere om samt føre kontrol med sikkerheds- og sundhedsarbejdet inden for virksomheden.

Stk. 2.

§ 8. Beskæftigelsesministeren fastsætter nærmere regler for opbygning og funktion af virksomhedernes arbejde for sikkerhed og sundhed, herunder regler om valg af sikkerhedsrepræsentanter, om deres rettigheder og pligter, om oprettelse af sikkerhedsgrupper og sikkerhedsudvalg og om disses opgaver samt om daglig ledelse af sikkerhedsarbejdet.

Stk. 2.

Stk. 3. Sikkerhedsorganisationens opgaver kan efter aftale mellem virksomheden og medarbejderne udvides til at omfatte miljøspørgsmål i direkte tilknytning til virksomheden. Beskæftigelsesministeren kan fastsætte nærmere regler, der sikrer løsningen af virksomhedens arbejdsmiljøspørgsmål.

Stk. 4. Med henblik på at styrke og effektivisere virksomhedernes sikkerheds- og sundhedsarbejde kan § 6 og § 7, stk. 1, under vilkår fastsat af beskæftigelsesministeren fraviges, jf. stk. 5, hvis der

1) dels er indgået en aftale mellem én eller flere lønmodtagerorganisationer og den eller de modstående arbejdsgiverorganisationer eller arbejdsgivere eller dem, de bemyndiger hertil, og

2) dels på virksomheder, der er omfattet af en aftale indgået efter nr. 1, er indgået en aftale mellem arbejdsgiveren og de ansatte i virksomheden eller de ansatte på en del af virksomheden.

Stk. 5. Beskæftigelsesministeren fastsætter regler om, under hvilke vilkår § 6 og § 7, stk. 1, kan fraviges gennem aftale, jf. stk. 4. Beskæftigelsesministeren kan endvidere fastsætte nærmere regler om, hvordan aftaler efter stk. 4 indgås.

Stk. 6. Spørgsmål om fortolkning af og brud på de indgåede aftaler efter stk. 4 afgøres efter de sædvanlige fagretlige regler for området. Brud på aftaler indgået efter stk. 4, nr. 2, kan dog ikke indbringes for Arbejdsretten, men afgøres ved faglig voldgift.

Stk. 7. Beskæftigelsesministeren kan for fag, faglige områder eller arbejdssteder, for hvis vedkommende det skønnes upåkrævet eller uhensigtsmæssigt at opbygge sikkerhedsarbejdet efter reglerne i § 6, § 7, stk. 1, og § 9, stk. 4, gøre undtagelse fra disse regler eller tillempe dem efter de særlige forhold.

Arbejdsministeriets bekendtgørelse nr. 575 af 21. juni 2001 om virksomhedernes sikkerheds- og sundhedsarbejde

§ 1. Bekendtgørelsen gælder for arbejde for en arbejdsgiver, jf. lov om arbejdsmiljø § 2 og § 3.

Stk. 2.

§ 2. I virksomheder med 10 ansatte og derover skal sikkerheds- og sundhedsarbejdet organiseres gennem en sikkerhedsorganisation.

Stk. 2. Alle ansatte, der ikke er virksomhedsledere eller arbejdsledere i henhold til arbejdsmiljølovens § 23 og § 24, medregnes, jf. stk. 1.

§ 4. Ved kontorarbejde eller andet administrativt arbejde og ved arbejde i butikker, herunder supermarkeder, stormagasiner og lignende, medregnes ved organiseringen af sikkerheds- og sundhedsarbejdet efter § 2 kun ansatte, der er beskæftiget 10 timer eller derover ugentligt.

Sikkerhedsgrupper

§ 7. Arbejdslederen for en afdeling eller et arbejdsområde skal sammen med en sikkerhedsrepræsentant, der er valgt af alle ansatte i afdelingen eller arbejdsområdet, danne en sikkerhedsgruppe for den pågældende afdeling eller det pågældende arbejdsområde.

Stk. 2. Afdelinger eller arbejdsområder med 1-9 ansatte kan organiseres i en fælles sikkerhedsgruppe eller en i øvrigt eksisterende gruppe.

Stk. 3. Afdelinger eller arbejdsområder, hvor de ansatte udelukkende eller hovedsagelig er beskæftiget med kontorarbejde eller andet administrativt arbejde, kan uanset antallet af ansatte organiseres i en fælles sikkerhedsgruppe eller tilsluttes en i øvrigt eksisterende gruppe. Hvor det samlede antal ansatte er 50 eller derover, skal der normalt oprettes flere sikkerhedsgrupper.

Stk. 4. Hvor de i stk. 1, 2 og 3 nævnte afdelingers art eller arbejdsområders størrelse eller beliggenhed gør det hensigtsmæssigt, skal der dog oprettes flere sikkerhedsgrupper.

Stk. 5.

Sikkerhedsudvalg

§ 12. I virksomheder, hvor der er beskæftiget 20 ansatte eller derover, skal virksomhedens sikkerheds- og sundhedsarbejde planlægges og koordineres af et sikkerhedsudvalg, jf. dog § 4.

Stk. 2.

Stk. 3. Formand for udvalget er virksomhedens leder eller en af denne udpeget ansvarlig repræsentant, der kan handle på ledelsens vegne.

Stk. 4. Er der i virksomheden oprettet en eller to sikkerhedsgrupper, består sikkerhedsudvalget af sikkerhedsgruppen eller -gruppernes medlemmer og virksomhedens leder eller en af denne udpeget ansvarlig repræsentant.

Stk. 5. Er der mere end 2 sikkerhedsgrupper, vælger sikkerhedsrepræsentanterne imellem sig 2 medlemmer, og arbejdslederne i sikkerhedsgrupperne vælger imellem sig 2 medlemmer til udvalget, hvori virksomhedslederen eller en ansvarlig repræsentant for denne indtræder.

Stk. 6.

§ 38. Med henblik på at styrke og effektivisere virksomhedernes sikkerheds- og sundhedsarbejde kan reglerne om organiseringsmåden i §§ 7-17 fraviges, hvis der

1) dels er indgået en aftale mellem en eller flere lønmodtagerorganisationer og den eller de modstående arbejdsgiverorganisationer eller arbejdsgivere, eller dem, de bemyndiger hertil, og

2) dels på virksomheder, der er omfattet af en aftale indgået efter nr. 1, er indgået en aftale mellem arbejdsgiveren og de ansatte, herunder eventuelle ledere, i virksomheden eller på en del af virksomheden.

Stk. 2. En aftale om organiseringen af sikkerheds- og sundhedsarbejdet efter stk. 1 berører ikke varetagelsen af de opgaver, funktioner, pligter og rettigheder m.v. på decentralt og centralt niveau i virksomheden, der er fastsat i bekendtgørelsen.

Stk. 3. I virksomheder, hvor der er beskæftiget 20 ansatte eller derover, skal det sikres, at planlægningen og koordineringen af sikkerheds- og sundhedsarbejdet i virksomheden finder sted i et samarbejde mellem arbejdsgiveren, arbejdslederne og de ansatte.

Stk. 4. En virksomhedsaftale, der er indgået efter stk. 1, nr. 2, skal sikre, at organiseringen af virksomhedens sikkerheds- og sundhedsarbejde er i overensstemmelse med virksomhedens struktur, og at den ændrede organisering styrker og effektiviserer virksomhedens arbejde hermed.

Stk. 5. Virksomhedsaftalen skal være skriftlig, forefindes i og være tilgængelig for de ansatte på virksomheden.

Stk. 6. Virksomhedsaftalen skal som minimum indeholde følgende elementer:

1) Beskrivelse af de aktiviteter/metoder, der kan anvendes med henblik på at sikre, at den ændrede organisering af sikkerheds- og sundhedsarbejdet styrker og effektiviserer funktionsvaretagelsen.

2) Angivelse af en procedure for gennemførelse og opfølgning af virksomhedsaftalen på virksomheden.

3) Angivelse af, hvordan opgaver og funktioner varetages, herunder arbejdsledernes og de øvrige ansattes deltagelse i arbejdsmiljøarbejdet.

4) Angivelse af, hvordan virksomhedsaftalen kan ændres og opsiges.

5) Oversigt over den aftalte organisering af sikkerheds- og sundhedsarbejdet i form af en organisationsplan.

Stk. 7. Spørgsmål om fortolkning af og brud på de indgåede aftaler efter stk. 1 afgøres efter de sædvanlige fagretlige regler for området. Brud på aftaler indgået efter stk. 1, nr. 2, kan dog ikke indbringes for Arbejdsretten, men afgøres ved faglig voldgift.

§ 39. Med henblik på at styrke samarbejdet om sikkerhed og sundhed mellem samarbejdsudvalg, de lokale aftaleparter og sikkerhedsorganisationen kan opgavevaretagelsen i forbindelse med sikkerhed og sundhed varetages af et samarbejdsorgan, hvis

1) betingelserne i § 38 er opfyldt, og

2) personer, der er valgt til at varetage sikkerheds- og sundhedsarbejdet, er repræsenteret i samarbejdsorganet.

§ 41. Direktøren for Arbejdstilsynet kan for fag og faglige områder eller enkeltvirksomheder, hvor særlige forhold foreligger, tillade fravigelser fra enkelte bestemmelser i bekendtgørelsen, når det skønnes rimeligt og fuldt forsvarligt og i det omfang, det er foreneligt med direktiv 89/391/EØF af 12. juni 1989 om iværksættelse af foranstaltninger til forbedring af arbejdstagerens sikkerhed og sundhed under arbejdet.

Versioner

  1. 2007-05-21