Gelex

Spørgsmål om tilbagebetaling af udbetalt refusion til arbejdsgiver VEU godtgørelse

OphævetVersion 2007-07-13fra 2007-07-13 til 2007-12-17
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2006/10314@2007-07-13/da

Indhold
  1. Indledning

Ankenævnet har behandlet Deres sag på møde den 13. september 2006.

Nævnet traf denne

Ankenævnet finder, at De ikke skal tilbagebetale den udbetalte refusion i forbindelse med M’s kursusdeltagelse i perioden 24. maj til 2. september 2005.

Ankenævnet ændrer således a-kassens afgørelse af 6. oktober 2005 om tilbagebetaling af den udbetalte refusion.

Nævnet har lagt til grund, at M er berettiget til VEU-godtgørelse, hvis hun under sin deltagelse i kurset har haft tab af indtægt eller arbejdsmulighed, jf. § 4, stk. 1 i lov om godtgørelse ved deltagelse i erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse.

Nævnet har lagt vægt på, at M var i opsagt stilling og fritstillet i opsigelsesperioden, at deltagelsen i de omhandlede kurser skete efter aftale med virksomheden, og at hun kunne deltage i kurserne uden at miste løn. Nævnet finder derfor, at M ikke har haft et indtægtstab ved sin kursusdeltagelse.

Da M ikke er berettiget til VEU-godtgørelse, er arbejdsgiver A heller ikke berettiget til refusion efter reglerne om godtgørelse ved deltagelse i erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse.

Ankenævnet finder dog ikke grundlag for at A skal tilbagebetale den for meget udbetalte refusion.

Ankenævnet har herved lagt vægt på, at der ikke i lov og bekendtgørelse om VEU-godtgørelse ved deltagelse i erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse er hjemmel til at kræve tilbagebetaling af udbetalt refusion modtaget med urette og at øvrige betingelser for tilbagesøgning ikke er opfyldt.

Afgørelsen er truffet med hjemmel i §§ 1, 2, 3, 4, 9 og 24 i lov om godtgørelse ved deltagelse i erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse, jf. lovbekendtgørelse nr. 795 af 18. august 2005 og §§ 1, 2, 4, og 30 i bekendtgørelse nr. 494 af 14. juni 2005 om godtgørelse ved deltagelse i erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse (VEU).

De kan læse om afgørelsens faktiske og retlige grundlag på de følgende sider.

Kopi til:

Arbejdsløshedskassen

1. Sagsforløb

Arbejdgiver A søgte i september 2005 om refusion i forbindelse med sin medarbejder M’s deltagelse i AMU-kurser i perioden 24. maj til 2. september 2005.

Det fremgår af ansøgningsskemaet at M modtog sædvanlig løn under sin kursusdeltagelse.

2. Arbejdsløshedskassens (lokalafdelingens) afgørelse

Arbejdsløshedskassen traf den 6. oktober 2005 denne afgørelse:

”A-kassen har fejlagtig udbetalt refusion til Jer i forbindelse med M’s deltagelse i uddannelse i ugerne 21-22-23 og 34-35 og træffer følgende

De har for perioden 24. maj til 2. september 2005 fejlagtigt fået udbetalt kr. 9.651,00 i refusion, som skal betales tilbage.

Reglerne om refusion til arbejdsgiver finder De i Undervisningsministeriets vejledning om godtgørelse ved deltagelse i erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse nr. 43 af 20. juni 2005.

Under pkt. 7 står der, at en arbejdsgiver kun kan få refusion på grundlag af en deltagers mistede arbejdsindtægt, ikke på grundlag af den pågældendes mistede arbejdsmulighed.

Under pkt. 7.1 står der, at arbejdsgiveren ikke er berettiget til refusion vedr. en medarbejder, der er fritstillet, da godtgørelsen ikke udløses pga. tab af indtægt, men pga. tab af arbejdsmulighed og refusion til en arbejdsgiver gives udelukkende på baggrund af et indtægtstab.

Den 28. september 2005 henvender medlemmet sig til i afdelingen for at få attesteret skema vedr. VEU-godtgørelse ved ledighed i november 2005. I den forbindelse oplyser hun, at hun er fritstillet fra sit arbejde og har været det siden den 23. maj 2005.

A-kassen konstaterer derved at refusionen til arbejdsgiver er udbetalt med urette.”

3. Klagen

Arbejdsgiver A skrev i brev af 21. oktober 2005:

”Vi har modtaget brev dateret 6. oktober 2005 fra a-kassen vedrørende fejlagtig udbetalt refusion på kr. 9.651,00 i forbindelse med M’s deltagelse i uddannelse.

M er blevet opsagt den 13. april 2004 til fratrædelse den 31.10.2005 i forbindelse med, at virksomheden er blevet solgt. Efterfølgende er M blevet fritstillet pr. 23. maj 2005.

Når vi i opsigelsesperioden hjælper en medarbejder med videreuddannelse, kan det ikke være rigtigt, at vi ikke kan få refunderet vore udgifter.Vi har desuden betalt for de kurser, medarbejderen har deltaget i.

Vi ser frem til at høre fra jer i denne sag.”

4. A-kassens (hovedafdelingens) afgørelse

Arbejdsløshedskassen traf den 24. november 2005 denne afgørelse:

”Vi finder ikke, at der kan udbetales VEU-godtgørelse til Dem i forbindelse med at M har deltaget i kursus.

Vi fastholder dermed afdelingens afgørelse.

Fritstillede medlemmer kan modtage VEU-godtgørelse på baggrund af tab af arbejdsmulighed, hvis de står tilmeldt AF i rådighedsperioden.

Der er ikke mulighed for at arbejdsgiveren kan modtage refusion, da der ikke foreligger tab af indtægt.

A-kassen traf den 6. oktober 2005 afgørelse om, at der ved en fejl er udbetalt VEU-godtgørelse til Dem som refusion for lønudbetaling til M, og at pengene skal tilbagebetales.

Dette klager I over i brev af 21. oktober 2005. I brevet skriver I, at det ikke kan være rigtigt, at I ikke kan få refunderet jeres udgifter, når I i opsigelsesperioden hjælper en medarbejder med videreuddannelse.

Da der ifølge lovgivningen ikke udbetales VEU-godtgørelse som arbejdsgiverrefusion for fritstillede medarbejdere på rådighedsløn, har vi ingen mulighed for at stille Dem bedre end lovgivningen foreskriver.

Sagen er dags dato sendt til Arbejdsmarkedets Ankenævn.”

5. Nyt efter klagen

Intet.

6. Regler

Bekendtgørelse af lov nr. 795 af 18. august 2005 om godtgørelse ved deltagelse i erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse:

§ 1. Loven har til formål at skabe økonomisk grundlag for, at voksne fortrinsvis kortuddannede, kan deltage i erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse til og med erhvervsuddannelsesniveau. Dette formål sikres ved, at deltagerne under uddannelsen kan opnå godtgørelse for tab af indtægt eller arbejdsmulighed.

§ 2. Den personkreds, der kan opnå ydelser efter § 1, omfatter:

1) beskæftigede lønmodtagere, såvel privat som offentligt ansatte,

2) selvstændige erhvervsdrivende og

Stk. 2. Det er en betingelse for at opnå ydelser efter § 1, at den pågældende ikke har en erhvervsrettet uddannelse, der med hensyn til niveau og varighed overstiger erhvervsuddannelse eller anden uddannelse, der kan sidestilles med erhvervsuddannelse, medmindre uddannelsen ikke har været anvendt i de sidste 5 år.

§ 3. Der kan opnås ydelser efter § 1, jf. dog § 5, ved deltagelse i følgende uddannelser til og med erhvervsuddannelsesniveau, i det omfang udbuddet, dog undtaget de i nr. 9 nævnte forløb, udløser tilskud efter lov om åben uddannelse (erhvervsrettet voksenuddannelse) m.v.:

1) Arbejdsmarkedsuddannelser (AMU) efter lov om arbejdsmarkedsuddannelser m.v., dog undtaget Træningsskolens arbejdsmarkedsuddannelser (TAMU).

§ 4. Under deltagelse i uddannelse, der er omfattet af § 3, kan beskæftigede lønmodtagere, selvstændige erhvervsdrivende og ledige med ret til selvvalgt uddannelse, jf. § 2, stk. 1, nr. 3, opnå godtgørelse for tab af indtægt eller arbejdsmulighed som følge af deres deltagelse, jf. dog stk. 2.

Stk. 3. Godtgørelsen udgør ved fuldtidsundervisning pr. undervisningsuge et beløb svarende til dagpengenes højeste beløb for en uge, jf. § 47 i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v.

Stk. 6. Undervisningsministeren kan fastsætte nærmere regler om godtgørelse.

§ 9. For beskæftigede lønmodtagere kan godtgørelse i henhold til §§ 4 og 5 udbetales til arbejdsgiveren i tilfælde, hvor der er truffet aftale om, at arbejdsgiveren fortsætter med at udbetale sædvanlig løn under uddannelsen. Beløbet svarer til den godtgørelse, som en deltager kunne have fået udbetalt efter §§ 4 og 5. Beløbet kan dog højst udgøre et beløb, der svarer til arbejdsgiverens lønudgifter til en deltager under dennes uddannelse.

.

§ 24. En person, der uberettiget har modtaget godtgørelse, skal betale beløbet tilbage, hvis den pågældende har givet urigtige oplysninger eller fortiet omstændigheder, som er af betydning for adgangen til at opnå godtgørelse, eller hvis den pågældende i øvrigt indså eller burde have indset, at modtagelsen af beløbet var uberettiget.

Bekendtgørelse nr. 494 14. juni 2005 om godtgørelse ved deltagelse i erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse:

§ 1. Der kan opnås godtgørelse efter reglerne i denne bekendtgørelse ved deltagelse i erhvervsrettet uddannelse til og med erhvervsuddannelsesniveau.

Stk. 2. Erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse jf. stk. 1 er:

1) Arbejdsmarkedsuddannelser (AMU) efter lov om arbejdsmarkedsuddannelser m.v., dog undtaget Træningsskolens arbejdsmarkedsuddannelser (TAMU).

§ 2. Deltagere, der kan opnå godtgørelse efter denne bekendtgørelse, er

1) beskæftigede lønmodtagere, såvel privat som offentligt ansatte, jf. dog § 3,

2) selvstændige erhvervsdrivende, jf. dog § 3, og

3) ledige, som er berettigede til dagpenge efter § 55 i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v.

§ 4. Det er en betingelse for at opnå godtgørelse efter denne bekendtgørelse, at deltageren

1) alene har en uddannelse ud over en almen skoleuddannelse til og med gymnasialt niveau,

2) har en erhvervsuddannelse efter lov om erhvervsuddannelser, en lærlingeuddannelse, en erhvervsfaglig grunduddannelse, en grundlæggende social- og sundhedsuddannelse eller en grundlæggende uddannelse efter lov om landbrugsuddannelser,

3) har en kommunal- eller etatsuddannelse eller lignende, hvis uddannelsesniveau og varighed ikke overstiger erhvervsuddannelserne eller et niveau og en varighed, der kan sidestilles hermed, eller

4) har en anden og højere uddannelse end nævnt i nr. 1-3, og ikke har haft beskæftigelse inden for uddannelsens område i de sidste 5 år.

Stk. 2. Uddannelser, der kan sidestilles med erhvervsuddannelserne, jf. stk. 1, er uddannelser, der i niveau eller varighed maksimalt svarer til niveauet eller varigheden af erhvervsuddannelserne. Det er en betingelse, at der ikke er et adgangskrav til uddannelsen, der forudsætter bestået uddannelse på gymnasialt niveau.

Stk. 3. Personer med en uddannelse, der er afløst af en ny tilsvarende uddannelse, kan opnå godtgørelse, hvis den nye uddannelse ikke forudsætter bestået gymnasial uddannelse.

§ 14. Arbejdsgivere, der efter aftale med deltageren udbetaler sædvanlig løn under uddannelsen, har ret til refusion. Refusionen svarer til den godtgørelse, som deltageren ville have været berettiget til efter kapitlerne 3, 4 og 5. Refusionen kan dog ikke være højere end den løn, arbejdsgiveren udbetaler under uddannelsen.

..

§ 30. En person, der uberettiget har modtaget godtgørelse, skal betale beløbet tilbage, hvis den pågældende har givet urigtige oplysninger eller fortiet omstændigheder, som er af betydning for adgangen til at opnå godtgørelse, eller hvis den pågældende i øvrigt indså eller burde have indset, at modtagelsen af beløbet var uberettiget.

Versioner

  1. 2007-07-13 · til 2007-12-17