Klage over behandling efter operation for overreven akillessene
Karakter A
udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2006/10372@2006-01-20/da
Indhold
Klage over behandling efter operation for overreven akillessene
Resumé Den 16. august 2003 oplyste patienten, at han den 13. august 2003 havde støttet uhensigtsmæssigt på benet og siden havde haft smerter. Han blev undersøgt af reservelæge B, som efter telefonisk konference med ortopædkirurgisk reservelæge A blandt andet ordinerede blodprøver og fandt, at patienten skulle komme til kontrol få dage senere. Senere samme dag drøftede reservelæge B telefonisk resultatet af blodprøvesvarene med speciallæge i ortopædkirurgi C, som fandt, at den marginalt forhøjede CRP på 38 var forventelig efter en akillessenebrist og operation, samt at de øvrige prøver var normale, hvorfor der ikke var holdepunkt for betændelse i det opererede område. Den 17. august 2003 henvendte patienten sig på ny med fortsatte smerter i højre ben. Reservelæge D undersøgte benet og fandt, at patienten skulle komme til kontrol få dage senere, således som det var planlagt. Den 19. august 2003 blev der ved den aftalte kontrol påvist påfaldende øm lægmuskulatur i benet, og man fandt en blodpropdannelse i en vene på bagsiden af underbenet. Der blev klaget over, at patienten ikke blev behandlet korrekt, idet lægerne den 16. og 17. august 2003 burde have taget gipsen af og undersøgt benet. Endvidere burde lægerne have taget prøve for D-dimer, som kunne have afsløret den blodprop, det viste sig, patienten havde.
Nævnet fandt grundlag for at kritisere reservelæge A for ikke at fjerne gipsen, idet hun ikke kunne vurdere, om der forelå kliniske tegn på hverken fornyet bristning af akillessenen, infektion i operationsarret eller blodprop i venerne uden at fjerne gipsen. Nævnet fandt ikke grundlag for at kritisere reservelæge B, idet hun vurderede, at det ikke var relevant at ordinere blodprøven D-dimer, der normalt anvendes for at udelukke blodprop, da analysesvaret ofte er forhøjet hos nyopererede patienter og derfor som regel ikke egnet til at bekræfte en mistanke om blodprop i benet. Nævnet fandt endvidere ikke grundlag for at kritisere reservelæge C, idet det var relevant, at han vurderede, at blodprøvesvarene ikke tydede på infektion. Nævnet fandt endelig ikke grundlag for at kritisere reservelæge D, idet det var relevant, at han ikke fandt mistanke om infektion og behandlingskrævende dyb venetrombose, og at der derfor ikke var grund til at fjerne gipsen og foretage yderligere undersøgelse af underbenet, da patienten ikke havde temperaturforhøjelse eller ømhed af vener på låret. En 49-årig mand blev den 10. august 2003 opereret for en delvis overrivning af højre akillessene. Efter operationen blev benet lagt i spidsfodsstilling i gips og patienten blev udskrevet med planlagt ambulant kontrol med fjernelse af tråde 3 uger senere.