Kendelse fra Pressenævnet i sag 2005-6-270
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2006/9116@2006-03-20/da
Indhold
[K] har klaget til Pressenævnet over et læserbrevsindlæg bragt i Nordjyske Stiftstidende den 8. december 2005, idet hun mener, at god presseskik er tilsidesat.
1. Sagsfremstilling
[K] havde anmodet Nordjyske Stiftstidende om at bringe følgende læserbrev i bladet:
”Dejligt at se at Nordjyske laver en hel side om problemet kemisk tvang, i anledningen af den kommende psykiatrilov! Opkomlingen [A]s synspunkter er, som jeg ser det klart et udtryk for det liberale standpunkt, mindste middel og laveste fællesnævner, nemlig medicinsk tvang i eget hjem, til de kroniske syge og vanskeligste patienter! Her er den erfarne og fagligt dygtige [B], milevidt fra førstnævnte læge og psykiaters standpunkt. Der er klart et problem med de svært syge i eget hjem, idet alt flyder, i værste fald er køkkenvasken stoppet, bordet flyder med dåseaffald, muggent brød og deslige, og hvide mus farer op og ned af væggene, resten af lejligheden lugter også og er nedgroet kaos. Da disse mennesker er meget lukkede og malfungerende, er det absolut en dårlig ide, blot at fylde dem med antipsykotika, det er den medicin der som oftest bliver brugt som tvang, idet denne medicin kan fremkalde kemisk depression, som kræver en sideordnet behandling. Enhver kan jo sige sig selv, at det vasker gulvene sig ikke af, eller sengetøjet bliver skiftet. Desuden kan man nemt forestille sig at en masse sindslidende og psykotiske mennesker, vil blive drevet mere eller mindre på flugt, fra deres hjem, idet de frygter, at politiet dukker op, og de konfronteres med tvangsmedicinering. Fornuften og forstanden taler heldigvis bl.a. gennem [C], her i Nordjylland for, en human og bredspektret løsningsmodel, for de svært psykisk syge!”
Den 8. december 2005 bragte Nordjyske Stiftstidende under overskriften ”Find en human løsning” følgende indlæg:
”Psykiatri: Da psykisk syge er meget lukkede og malfungerende, er det absolut en dårlig idé blot at fylde dem med antipsykotika. Den bliver ofte brugt som tvang, idet den kan fremkalde kemisk depression, som kræver en sideordnet behandling. Man kan nemt forestille sig en masse sindslidende og psykotiske mennesker bliver drevet mere eller mindre på flugt fra deres hjem, idet de frygter, at politiet dukker op, og de konfronteres med tvangs-medicinering. Fornuften og forstanden taler heldigvis bl.a. gennem [C], her i Nordjylland for, en human og bred-spektret løsningsmodel, for de svært psykisk syge!
[K]
[D]”
2. Parternes synspunkter
[K] har anført, at god presseskik er tilsidesat, idet det ikke er alle psykisk syge, hun i sit oprindelige indlæg har beskrevet som lukkede og malfungerende – sådan som indlægget fejlagtigt fremtræder efter Nordjyske Stiftstidendes redigering – men kun de kronisk syge og svageste. Forkortelsen af hendes indlæg er endvidere udtryk for politisk censur.
Nordjyske Stiftstidende har anført, at redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte i indsendte læserbreve, men at læserbrevene naturligvis ikke censureres. Den forkortede version af læserbrevet dækker på udmærket vis det synspunkt, som er kommet til udtryk i det oprindeligt indsendte indlæg.
I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Lene Pagter Kristensen, Finn Rowold, Lene Sarup og Kirsten Dyregaard.
3. Pressenævnets afgørelse og begrundelse:
Et massemedie har som led i den redaktionelle proces på egen hånd ret til at forkorte og redigere i manuskripter til læserbreve og debatindlæg, såfremt skribentens opfattelse trods sådanne forkortelser og redigering fremstår som uforvansket.
Det ville efter nævnets opfattelse have været ønskeligt, at det fremgik af bladet, at der var tale om et forkortet indlæg. Det havde endvidere været ønskeligt, at det allerede af indledningen til det bragte indlæg klart var fremgået, at dette kun vedrørte medicinering af svært psykisk syge personer i eget hjem og ikke psykisk syge generelt. Konklusionen i det redigerede indlæg omfatter imidlertid korrekt alene gruppen af svært psykisk syge. På denne baggrund finder nævnet ikke, at [K]s budskab fremstår som forvansket efter den redigering, som Nordjyske Stiftstidende har foretaget i hendes indlæg.
Det kan endvidere ikke antages at have karakter af forvanskning, at de første sætninger i det oprindelige indlæg er blevet bortredigeret.
Nævnet finder herefter, at der ikke er grundlag for at udtale kritik i sagen.
Afgjort den 24. januar 2006