Gelex

Kendelse fra Pressenævnet i sag 2006-6-280

GældendeVersion 2006-05-03
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2006/9268@2006-05-03/da

Indhold
  1. Indledning

[K] har ved advokat Bent Bramsen klaget over programmet ”Magasinet Søndag” sendt i Danmarks Radio den 27. november 2005, idet han mener, at god presseskik er tilsidesat.

[K] har endvidere klaget over, at Danmarks Radio har afvist at bringe et genmæle.

Programmet er i det hele udarbejdet i samarbejde med Ekstra Bladet, der sideløbende har bragt en artikelserie om [K]s behandlingsmetoder. Dele af programmet er optaget med skjult kamera, hvor Ekstra Bladets journalist har udgivet sig for at være patient.

1. Sagsfremstilling

1.1. Magasinet Søndag, Danmarks Radio, den 27. november 2005

Magasinet Søndag indledes med optakt til andre indslag, hvorefter der vises klip fra en konsultationstime mellem Ekstra Bladets journalist og [K] optaget med skjult kamera. Programmet fortsætter med flere klip vedrørende andre indslag, hvorefter indslaget vedrørende [K]s behandlingsmetoder indledes med følgende:

”Studievært : Intime berøringer fra en læge kan fjerne kroniske sygdomme. Det hævder lægen [K].

Journalist (klip fra de skjulte optagelser under konsultationen med Ekstra Bladets journalist) : Og til sidst, hvad så?

[K] (SV) : Og til sidst så bliver du nøgen.. Om mange, mange gange.

Studievært : Det er charlataneri og seksuelt krænkende, siger en psykiater om [K]s metoder.

Studievært : Kan man som læge helbrede mennesker med kroniske sygdomme ved at tale med dem og røre ved dem. Ja, det mener den kontroversielle læge, [K], at man kan. Og det gør han så. Altså, rører ved sine patienter. Med og uden tøj. På lårene, maven og andre intime steder på kroppen. Om lidt skal vi møde en kvinde, som mildest talt føler sig misbrugt af [K]. Hvad [K] selv siger til beskyldningerne, det skal vi høre efter indslaget. I samarbejde med Ekstra Bladet satte vi os for at undersøge [K]s metoder. Blandt andet med et skjult kamera.

Speak : 32-årige Maja opsøgte ham i oktober 2004 for at blive behandlet for narkolepsi. En lidelse, hvor hun pludselig falder i søvn. Sygdommen er så alvorlig at hun ikke kan arbejde, og hun er i dag førtidspensionist.

Maja : Så synes jeg, at han var læge. Og han tænkte lidt videre, så det kunne godt være

Speak : Det var blandingen af lægevidenskaben og det alternative, der fascinerede dig.

Maja : Ja.

Speak : Maja føler sig i dag så krænket og ødelagt af [K]s behandling

Speak : Efter behandlingen hos [K] fik Maja en psykose og var indlagt i to måneder på Rigshospitalet. Her siger en læge om [K]s behandlingsmetode.

Lars Sørensen (Læge og forsker, Rigshospitalet, Psykiatrisk afd.) : Det er charlataneri. Det er demagogi. Og det er for mig at se seksuelle krænkelser.

Speak : For at undersøge, om [K] i nogle tilfælde manipulerer og krænker sine patienter, har vi sendt en ung kvinde til konsultation hos ham. Vi har udstyret hende med et skjult kamera.”

Der vises klip fra de skjulte optagelser, hvor Ekstra Bladets journalist optræder som patient. Seerne gøres opmærksomme på, at det er Ekstra Bladets journalist. Der vises endvidere optagelser med en tidligere patient kaldet ”Maja”:

”

Journalist : Og til sidst, hvad så?

SV : Så bliver du nøgen Om mange, mange gange. [I underteksten står: Så bliver du nøgen Mange , mange gange.]

Speak : [K] påstår, at han kan helbrede folk. Blandet andet ved berøring. I hans blad Ny Medicin er der en beskrivelse af, hvordan han har hjulpet en kvinde. Han har gjort hendes skamlæber mindre ved hjælp af såkaldt vaginal akupressur. En teknik hvor han masserer kvindens skede. Men terapien kræver mere end håndspålæggelse. [K] har sagt at: ”Det er kun de personer, som jeg elsker personligt, som kan blive raske hos mig.” Maja mener selv, at [K] har ydmyget hende og nedgjort hende, så hun til sidst er blevet sindssyg.

Maja : Jeg mener selv, det er hans skyld.

...

Speak : Vi er tilbage ved konsultationen med Ekstra Bladets journalist.

Speak : [K] fortæller flere gange patienten, at han synes, hun er smuk og dejlig. I næste øjeblik nedgør han hende. Siger, hun er underudviklet, og at han er klogere end hende.

Maja : Han spørger spontant, om jeg skal voldtages, og om jeg skal have pisk. Siger, sådan en som mig er til hård fysisk sex. Jeg skal lære at blive taget hver gang og være en stor kusse.

Speak : Lars Søndergaard er psykiater. Han kender til Majas oplevelser hos [K], og vi har vist ham de skjulte optagelser. Han mener, at [K] krænker sine patienter.

Lars Søndergaard (LS) : Det betyder, at det menneske der har opsøgt [K] med sine problemer ikke bliver taget alvorligt, men i stedet for bliver udsat for en seksuel krænkelse, som vedkommende slet ikke er indstillet på eller klar til. I værste fald kan man jo sige, at det medfører øgede psykiske problemer. Og hos svage personer kan man meget vel forestille sig, at det kan udløse psykotiske – altså sindssyge tilstande.

Speak : I juni i år har [K] rodet så meget rundt i Majas følelser og seksualitet, at hun bryder sammen.

Speak: Hun [Maja] er nu psykotisk og hører hans [[K]s] stemme hele tiden.

Speak : Maja er indlagt i to måneder på psykiatrisk afdeling på Rigshospitalet, før hun er rask nok til at blive udskrevet. Hospitalslægerne er forargede over [K]s behandling.

LS : [K] misbruger sin lægetitel til at overskride patienternes grænser. Han låner autoritet fra sin lægetitel til at markedsføre nogle nyreligiøse forestillinger om livet.

Speak : Lægerne på Rigshospitalet har indberettet [K] til Sundhedsstyrelsen pga. hans behandling af Maja.

Speak : Under konsultation hos [K] forsøger Ekstra Bladets journalist at finde ud af, hvordan han vil berøre hende, hvis hun lægger sig op på briksen.”

Der vises optagelser fra konsultationen foretaget med skjult kamera. [K] og journalisten taler sammen. Udsendelsen fortsætter:

”

Studievært : Velkommen [K] og velkommen til Lars Søndergaard fra Rigshospitalet. Psykiater. [K] det er barske løjer det her. Uanset om man står og er dig, eller man sidder der hjemme og kigger på det, eller man er Maja, som vi vælger at kalde hende, der gerne vil være anonym. Hun kommer til dig for at få hjælp. Og nu hører du hende sige, at hun føler sig i den grad misbrugt af dig. Hvad siger du til det?

SV : Jeg kommer lige tilbage til det. Jeg noterer også noget andet i journalen her, nemlig, at jeg ikke skal i seng med Ekstra Bladets journalist, som prøver at forføre mig med en bemærkning om, at ville det ikke være bedre, hvis vi gik i seng sammen først. Og det er den forførelsesscene, der fører til alt det, der sker her. Hun kommer først med, at hun vil have vaginal akupressur, så vil hun forføre mig, så vil hun have vaginal akupressur igen. Hun kommer og er totalt sexfikseret, og jeg er nødt til at skrive i journalen, at jeg ikke vil i seng med hende.

Studievært : [K], du er godt klar over, vi har alt det her på bånd. Og vi har siddet og set alle de bånd igennem. Det du snakker om, findes jo ikke på noget tidspunkt.

SV : Så har Ekstra Bladet klippet det ud

Studievært : Og når du står og taler om Ekstra Bladet, så er det, fordi vi har lavet det i samarbejde med Ekstra Bladet. Det er Ekstra Bladets journalist, den pige, som...

SV : Nu skal jeg fortælle dig helt præcist, hvad hun sagde helt præcist ”ville det ikke være en god idé, hvis vi gik i seng sammen først?” Det sagde hun.

Studievært : Det tror du er sandsynligt, at en journalist fra Ekstra Bladet ville sige til dig?

SV : Nu skal jeg sige dig. Hun kommer massivt og prøver at lokke mig i en fælde. Og jeg kan godt forstå, hun gør det. Fordi hvis jeg siger noget rigtigt dumt der, så har hun mig. Og nu mangler det på båndet, og ingen ser det.

Studievært : Godt. Nu har du fået lov at sige det. Og det skal du have lov til, fordi det er hårde beskyldninger mod dig. Må jeg så ikke gentage mit spørgsmål. Maja, som vi vælger at kalde denne her, føler sig misbrugt af dig. Hvad har du at sige til det? Det er en konkret sag, hvor hun ender med at blive indlagt med en psykose. Hvad siger du til den sag?

SV : Jeg siger, at det gør mig frygtelig ondt.

Studievært : Det er din eneste kommentar?

SV : Nej, jeg har også noget andet at sige.

Studievært : Du føler ikke noget ansvar for det, eller hvordan?

SV : Det gør mig frygtelig, frygtelig ondt Så vælger hun at afbryde behandlingen og forlade mig. Når hun gør det, har jeg jo ikke noget ansvar for forløbet. Det kan jeg jo ikke have. Ligesom, hvis min gode kollega Lars Søndergaard har en psykiatrisk patient, der dropper ud af behandlingen. Så kan han jo ikke tage ansvar for det.

SV : Noget jeg gerne vil virkelig understrege for dig er, at jeg arbejder som læge. Jeg arbejder ikke med alternative metoder, som det blev sagt fejlagtigt.

Studievært : Lars Søndergaard. Du udtaler dig også i det her indslag. Nu skal vi også lige have din kommentar. Du siger i indslaget. Du har sagt i det hele taget. [K] misbruger sin lægetitel til at overskride patienternes grænser. Det er jo helt indlysende ikke det, [K] selv mener. Hvad får dig til at rette så skarp en anklage mod ham?

LS : Det er det, vi kan se på de her optagelser. Og det som vi kan høre vores patienter fortælle om de oplevelser, de har haft i [K]s behandling. At det er nogle meget kraftigt grænseoverskridende seksuelle oplevelser, de har været ude for. Han har jo så travlt med at få dem til at komme op på briksen og smide tøjet, at han helt glemmer at tale med dem. Og helt glemmer at lave en forsvarlig lægefaglig diagnostik. Man kan sige. Det er jo et faktum, at [K] jo blandt andet markedsfører vaginal akupressur, som handler om, at [K] placerer sine fingre i skeden på disse kvinder. Og der er aldeles intet lægefagligt, videnskabeligt belæg for, at det udvirker noget som helst godt for patienterne. Og han har ikke dokumenteret, om det er hans eller patienternes behov overhovedet.

SV : Det er jo ikke korrekt. Vi har lavet undersøgelser af det, hvor vi har undersøgt tyve patienter med forskellige problemer. Kroniske smerter osv. Vi har fundet, at 60 % af dem blev hjulpet af vores behandling. Og 88 %, der får den behandling, siger, at det var en god behandling, der havde en god effekt, og de følte den blev lavet med høj kvalitet.

SV: Og dét, der er min opgave som læge, ikke alternativ behandler, som læge, der følger alle etiske regler, er at hjælpe hende [Maja] til at integrere de ting. Til at forstå sig selv til at lære sig selv at kende.

Studievært : Er det også sådan, du opfatter det, en læges opgave er?

LS : Nej, slet ikke. Det der sker nu. Det er det, man ofte ser seksuelle krænkere gør overfor deres ofre. Det er, de giver ofret skylden for den seksuelle krænkelse. Og det som [K] gør her, for mig at se

SV : Der er overhovedet ikke tale om

LS : Det er, at han placerer ansvaret for den seksuelle krænkelse hos patienten selv. Og fralægger sig skyld og ansvar i denne her forbindelse. Hvis man som læge er udsat for noget, der minder om det her. Og hvis det virkeligt var rigtigt, at det var patienten, der lagde op til noget seksuelt, så skal man som læge sige fra. Og man skal som læge respektere sin patients værdighed og integritet. Det betyder, at man ikke taler i et sprog, der måske kan bruges i en pornofilm, men ikke i en lægekonsultation.

SV : Det her er jo vildt. Det er jo vildt. Jeg har ikke haft sex med hende. Jeg har ikke haft sex med hende. Jeg hjælper hende til at fortolke drømmene og integrere tingene, der ligger i hendes underbevidsthed. Det er en gammel veletableret teori, der går tilbage til Jung og Freud. Vi har metodefrihed som læge, og jeg arbejder med velkendte videnskabeligt beskrevne metoder. Jeg ved godt, du [henvendt til Lars Søndergaard] er tilhænger af en helt anden gren af videnskaben, der tror på kemi og på gener og sådan noget. Jeg tror på følelser og traumer. Jeg kunne ligeså godt beskylde dig for med din medicin at gøre patienterne syge. Og spørge dig, er der ikke nogle af dine patienter, der har begået selvmord?

Studievært : [K], inden du går i gang med at spørge om det.

SV : Er du skyldig i det. Nej, det er du ikke, for vi gør alle sammen vores bedste her.

Studievært : [K], tiden er ved at være gået. Jeg vil bare gerne spørge dig til sidst. Nu bliver det her en sag hos Sundhedsstyrelsen. Er der intet

SV : Ja og hurra for det.

Studievært : Er der intet af det, du har set i aften. To kvinder som føler du overskrider deres grænser, som får dig til at ændre på de ting, du gør i din praksis. Sidste spørgsmål, sidste svar.

SV : Det er overføring, og det kan jeg ikke gøre for. Jeg fortsætter min praksis, og Sundhedsstyrelsen må gerne lægge korrektioner ind. Nu skal de først undersøge, om jeg overhovedet har gjort noget forkert. Og hvis Sundhedsstyrelsen synes, jeg har gjort noget forkert, lægger jeg korrektioner ind, og hvis Sundhedsstyrelsen finder, at jeg handler rigtigt, så fortsætter jeg, som jeg gør.

Studievært : Tak skal I have begge to, fordi I kom.”

1.2. Konsultationen mellem journalisten og [K]

Det har efterfølgende vist sig ved gennemgang af det råbånd, som stammer fra optagelsen med skjult kamera foretaget af Ekstra Bladet i konsultationen mellem journalisten og [K], at følgende ordveksling fandt sted:

”

Ekstra Bladets journalist : Må jeg godt spørge om noget meget mærkeligt? Tror du, det kunne hjælpe, hvis jeg for eksempel gik i seng med dig?

[K] : Nej ”

2. Parternes synspunkter

2.1. [K]s synspunkter

[K] har anført, at brugen af skjult kamera er i strid mod god presseskik, og at hensynet til den samfundsmæssige interesse ikke overstiges af hensynet til ham. [K] bemærker, at dokumentationen uden vanskeligheder kunne være fremskaffet gennem interviews med ham og andre af hans patienter. DR Undervisning har således tidligere foretaget optagelser i hans klinik. [K] har videre anført, at brugen af agent provocateur, hvor journalisten opfordrer ham til at gå i seng med hende, er i strid med god presseskik. [K] har herudover anført, at der ikke forelå samtykke til at vise de skjulte optagelser.

[K] har videre anført, at Danmarks Radio burde have gjort seerne opmærksomme på, at Lars Søndergaards afdeling på Rigshospitalet kontaktede Ekstra Bladet vedrørende sagen. Dette er relevant, når Danmarks Radio anvender Lars Søndergaard som ekspert i psykiatri. [K] har herudover anført, at Lars Søndergaard var blevet gjort bekendt med optagelserne inden udsendelsen, hvilket han også burde være blevet.

[K] har herudover gjort gældende, at redigeringen og klipningen er i strid med god presseskik. Navnlig mangler visning af et klip, hvor journalisten spørger, om det vil hjælpe, hvis hun havde sex med ham, hvilket han afviser. [K] gør opmærksom på, at studieværten afviser eksistensen af klippet. [K] har endvidere anført, at sammenklipningen vedrørende en artikel fra ”Ny Medicin” viser, at Danmarks Radio har ønsket at tegne en bestemt profil af ham. Ligeledes har [K] anført, at krydsklipningen med Ekstra Bladets journalist og ”Maja” er misvisende.

[K] har videre anført, at undertekstningen i stedet for at fremstå som: ”Du skal være nøgen om mange, mange gange” står som: ”Du skal være nøgen mange, mange gange”, hvilket er forkert.

Endeligt har [K] gjort gældende, at han har krav på genmæle, idet ”Maja” udtaler i udsendelsen, at hun ikke er sikker på, at hun er blevet hjulpet. Disse udtalelser fortolkes, så det fremstår, som om ”Maja” er blevet alvorligt skadet på grund af hans behandling, hvilket der ikke er nogen dokumentation for. [K] bemærker, at ”Maja” er blevet behandlet af ham tre måneder forud for sin indlæggelse, og at hun henvendte sig til ham 14 dage før indlæggelsen, men uden at terapeutisk behandling fandt sted ved denne lejlighed.

2.2. Danmarks Radios synspunkter

Danmarks Radio har anført, at formålet med de skjulte optagelser og brugen af agent provocateur var for at dokumentere, om det, ”Maja” fortæller om sine oplevelser i [K]s terapi, er troværdigt, og de skjulte optagelser var den eneste realistiske mulighed for at vise, hvad der foregår mellem [K] og en patient i en terapeutisk situation. Danmarks Radio har videre anført, at historien er af væsentlig samfundsmæssig interesse, og at hensynet til [K] må vige herfor.

Danmarks Radio har herudover anført, at Søndagsmagasinet ikke var bekendt med optagelserne fra DR Undervisning, men at disse under alle omstændigheder var irrelevante for Søndagsmagasinets journalistiske vinkel. Endvidere har Danmarks Radio anført, at der ikke er krav om, at alle eventuelle kilder til information skal være afdækket.

Danmarks Radio har endvidere anført, at [K] blev orienteret om indslagets indhold inden udsendelsen, og at han havde lejlighed til at kommentere de skjulte optagelser under udsendelsen, hvorfor Danmarks Radio ikke behøvede [K]s samtykke.

Danmarks Radio har herudover anført, at det er normal journalistisk praksis at bringe kritik, selvom kritikken stammer fra en enkelt person. Lars Søndergaard fra Rigshospitalet blev bedt om at udtale sig, idet Rigshospitalet behandlede ”Maja” efter, at hun havde konsulteret [K]. Det fremgår endvidere tydeligt af indslaget, at Lars Søndergaard arbejder på Rigshospitalet, hvor ”Maja” blev indlagt.

Danmarks Radio har videre anført, at redigeringen er omfattet af den redaktionelle frihed til at vælge, hvad man vil bringe, og at klipningen vedrørende artiklen i ”Ny Medicin” ligger inden for normal journalistisk praksis, ligesom krydsklipningen fra den fiktive konsultation med Ekstra Bladets journalist og ”Maja” er helt legitim journalistisk fortælleteknik.

Danmarks Radio har herudover anført, at [K] blev opfordret til sex under konsultationen, fordi Danmarks Radio mistænkte [K] for at have sex med sine patienter. Da opfordringen blev afvist, var det ikke relevant at vise klippet. Danmarks Radio har anført, at det er uheldigt, at studieværten benægtede, at klippet eksisterede. DR har ved flere lejligheder beklaget tekstningsfejlen, ligesom fejlen er omtalt på Magasinet Søndags hjemmeside.

Danmarks Radio har endelig anført, at ”Maja” selv mener, at det er [K]s behandling, der har gjort hende psykotisk. Danmarks Radio anfører videre, at ”Maja” har været i behandling hos [K] ugen før sin indlæggelse, hvilket fremgår af hendes journal. [K] har ved flere lejligheder haft mulighed for at kommentere indslagets oplysninger, hvorfor han ikke har krav på genmæle.

3. Pressenævnets afgørelse og begrundelse :

I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget:

Axel Kierkegaard, Hans Peter Blicher, Kaare R. Skou og Ole Askvig.

Pressenævnet finder det som udgangspunkt betænkeligt at bringe optagelser, indhentet med skjult kamera, uden at efterfølgende samtykke er tilvejebragt. En sådan fremgangsmåde kan kun være berettiget efter en nøje afvejning af den samfundsmæssige interesse i forhold til den enkeltes krav på beskyttelse i hvert enkelt tilfælde. Dette gælder ikke mindst, når der som her er tale om optagelse af en person, der opfordres til at begå noget, der er eller fremtræder som ulovligt.

I denne forbindelse må den samfundsmæssige interesse i at afdække en utraditionel behandlers metoder anses for så stor, at den berettiger til anvendelsen af skjult kamera. Det er uden betydning, at [K] tidligere har samarbejdet med en anden afdeling i Danmarks Radio. Det er dog betænkeligt for informationens lødighed, at researchen og dokumentationen – som det er sket i den foreliggende sag - er baseret på et rollespil, der i betydelig grad er provokerende. Nævnet finder imidlertid, at [K] ved i det efterfølgende interview at indvillige i at kommentere optagelserne foretaget med skjult kamera i den samme udsendelse, hvori offentliggørelsen finder sted, har givet sit samtykke til at bringe optagelserne. Nævnet finder på denne baggrund, at der ikke er grundlag for at udtale kritik heraf. Nævnet har herved lagt vægt på, at [K] må formodes at være klar over virkningen af sine udtalelser.

Nævnet finder imidlertid, at Danmarks Radio tillige burde have vist [K] de optagelser, som psykiater Lars Søndergaard fik at se inden udsendelsen, ligesom Danmarks Radio ved at benægte eksistensen af klippet med [K] og Ekstra Bladets journalist har handlet i strid med god presseskik og Nævnet udtaler sin kritik heraf.

I overensstemmelse med det almindelige princip om redaktørens ret til at redigere mediet, er Danmarks Radio berettiget til at beslutte hvilke oplysninger, man vil bringe i mediet. Pressenævnet finder, at tekstningen af: ”Om mange, mange gange” på en uheldig måde afviger fra den egentlige udtalelse. Danmarks Radio har gjort opmærksom på fejlen, og Nævnet finder derfor ikke anledning til at udtale kritik heraf.

Tre medlemmer – Hans Peter Blicher, Kaare R. Skou og Ole Askvig – udtaler:

Vi finder, at de bragte oplysninger vedrørende ”Majas” indlæggelse ikke er af en sådan karakter, at der er grundlag for at antage, at de kan påføre [K] skade af betydning, hvorfor der ikke er grundlag for at bringe et genmæle heroverfor.

Et medlem – Axel Kierkegaard - udtaler:

Jeg finder, for så vidt angår anmodningen om genmæle, at parterne har afgivet modstridende forklaringer vedrørende behandlingsforløbet inden ”Majas” indlæggelse. Nævnet kan på grund af de begrænsede muligheder for at føre bevis for Nævnet ikke afgøre hvilken forklaring, der er den rigtige. Da der ikke er enighed om udsagnet ”Efter behandlingen hos [K] fik ”Maja” en psykose og var indlagt i to måneder på Rigshospitalet”, og da dette udsagn kan påføre [K] skade af betydning, finder jeg, at han har krav på genmæle.

Der afsiges kendelse efter stemmeflertallet.

I medfør af medieansvarsloven § 49 pålægger Pressenævnet herefter den ansvarshavende redaktør af Danmarks Radio at offentliggøre følgende:

”Kendelse fra Pressenævnet:

Den 27. november 2005 bragte Danmarks Radio programmet ”Magasinet Søndag”. I programmet blev [K] og psykiater fra Rigshospitalet, Lars Søndergaard, interviewet om [K]s behandlingsmetoder. Udgangspunktet i programmet var udtalelser fra en patient, der både var blevet behandlet af [K] og efterfølgende på Rigshospitalet, samt optagelser foretaget med skjult kamera i [K]s klinik, hvor Ekstra Bladets journalist udgav sig for at være patient. [K] har klaget til Pressenævnet, idet han finder, at god presseskik er tilsidesat. [K] har endvidere anmodet om genmæle.

Pressenævnets afgørelse og begrundelse :

Pressenævnet finder det som udgangspunkt betænkeligt at bringe optagelser, indhentet med skjult kamera, uden at efterfølgende samtykke er tilvejebragt. En sådan fremgangsmåde kan kun være berettiget efter en nøje afvejning af den samfundsmæssige interesse i forhold til den enkeltes krav på beskyttelse i hvert enkelt tilfælde. Dette gælder ikke mindst, når der som her er tale om optagelse af en person, der opfordres til at begå noget, der er eller fremtræder som ulovligt.

I denne forbindelse må den samfundsmæssige interesse i at afdække en utraditionel behandlers metoder anses for så stor, at den berettiger til anvendelsen af skjult kamera. Det er uden betydning, at [K] tidligere har samarbejdet med en anden afdeling i Danmarks Radio. Det er dog betænkeligt for informationens lødighed, at researchen og dokumentationen – som det er sket i den foreliggende sag - er baseret på et rollespil, der i betydelig grad er provokerende. Nævnet finder imidlertid, at [K] ved i det efterfølgende interview at indvillige i at kommentere optagelserne foretaget med skjult kamera i den samme udsendelse, hvori offentliggørelsen finder sted, har givet sit samtykke til at bringe optagelserne. Nævnet finder på denne baggrund, at der ikke er grundlag for at udtale kritik heraf. Nævnet har herved lagt vægt på, at [K] må formodes at være klar over virkningen af sine udtalelser.

Nævnet finder imidlertid, at Danmarks Radio tillige burde have vist [K] de optagelser, som psykiater Lars Søndergaard fik at se inden udsendelsen, ligesom Danmarks Radio ved at benægte eksistensen af klippet med [K] og Ekstra Bladets journalist har handlet i strid med god presseskik og Nævnet udtaler sin kritik heraf.

Afgjort den 6.april 2006

Versioner

  1. 2006-05-03