Kendelse fra Pressenævnet i sag 2006-6-300
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2006/9368@2006-06-27/da
Indhold
[K] har klaget til Pressenævnet over en artikel i Helsingør Dagblad den 4. februar 2006, idet han mener, at god presseskik er tilsidesat.
1. Sagsfremstilling
Helsingør Dagblad bragte den 4. februar 2006 på side 13 under overskriften ”Helsingør Dagblad frikendt i navnesag” følgende underrubrik:
”Helsingør Dagblads chefredaktør John Bech blev frifundet for overtrædelse af navneloven i civilt søgsmål anlagt af [K], Hornbæk. Han krævede erstatning af avisen for at have bragt artikler om den konservative politiker [A], hvori han omtales som [K].”
Artiklen fortsætter:
”Helsingør: Civilretten i Helsingør frikendte i går Helsingør Dagblads redaktør John Bech for overtrædelse af navneloven i en sag om uretmæssig brug af navnet [K] i en artikel den 3. november 2004.
Dermed tabte sagsøger [K] fra Hornbæk sagen, i hvilken han havde krævet 6000 kr. i godtgørelse for tort efter erstatningsansvarsloven.
Sagsanlægget kom efter at Helsingør Dagblad havde omtalt den konservative politiker, som rettelig hedder [A], under navnet [K].
Den ”rigtige” [K] er medlem af det Radikale Venstre, og han vil ikke finde sig i, at [A], som er formand for [E] i Helsingør og kandidat til formandsposten i landsorganisationen, kalder sig [K], eller af avisen benævnes sådan, når han udtaler sig til Helsingør Dagblad.
[A] har tidligere måttet betale en bøde på 500 kroner, efter at [K] havde meldt ham til politiet for overtrædelse af navneloven. Denne sag blev på det tidspunkt omtalt i en notits i Helsingør Dagblad.
Den artikel, der gav anledning til sagen var imidlertid et telefoninterview med [A], da han opholdt sig i USA som observatør ved det amerikanske præsidentvalg i 2004. Her blev [A] til [K]´s fortrydelse igen omtalt med kun det ene af sine efternavne, [C].
Det blev under retssagen ikke bevist, at journalisten, der lavede interviewet, vidste, at [A] ikke var berettiget til kun at bruge sit mellemnavn. Det var ikke hende, der havde skrevet notitsen om navneproblematikken.
Opkald fra undrende venner
Efter at udtalelserne blev bragt i Helsingør Dagblad fik [K] flere opringninger fra bekendte og kolleger, som undrede sig over, hvordan han kunne sige, som han havde til avisens journalist.
Men nu var det altså heller ikke ham, der optrådte i avisens spalter, men [A].
Under en indledende retsforhandling, som blev holdt for nylig, blev John Bech afhørt i sagen af de to parters advokater. John Bech havde fra første færd afvist at betale [K] for svie og tort, da han mente, at det kunne danne præcedens og i givet fald påføre den danske medieverden vanskeligheder.
Bringer tusindvis af navne
Det er ganske enkelt umuligt at dobbeltchecke alle problemfyldte navne. Vi bringer i tusindvis af navne i løbet af et år, og vi ville få store problemer, hvis vi i hvert enkelt tilfælde skulle kontrollere om folk nu også har ret til at bruge det navn, de er kendt under. Det gælder ikke kun for os, det gælder for hele medieverdenen. Vi ville ganske enkelt ikke kunne bruge ytringsfriheden, sagde John Bech blandt andet, da han optrådte på anklagebænken i Helsingør Civilret.
Dommer Torben Hvid afviste da også sagsanlægget med sin frifindelse. I begrundelsen for dommen skriver Torben Hvid blandt andet at:
” [A], tidligere [B], har ubestridt anvendt navnet [K] offentligt ( )Der er ikke oplyst omstændigheder der efter rettens opfattelse bevirker, at hun (HD-journalisten, red.) burde have været bekendt hermed eller at hun i øvrigt på ansvarspådragende måde har undladt at sikre sig rette navn på den person, som hun på forhånd kendte som [K]. Krænkelsen (af [K], red.)er således ikke tilføjet [K] ved en forsætlig eller uagtsom handling eller undladelse, hvorfor den ansvarshavende redaktør allerede af den grund frifindes.”
Den 18. februar 2006 bragte Helsingør Dagblad under overskriften ”Genmæle” følgende:
”Vi har fra ba. jur. [K], København, modtaget følgende genmæle (i henhold til Medieansvarslovens § 36). Genmælet refererer til en artikel i Helsingør Dagblad lørdag den 4. februar, hvor vi omtalte frifindelsen af redaktør John Bech i en sag, der var anlagt af [K] ved civilretten i Helsingør. Genmælets ordlyd:
Indklagede har skrevet, at jeg er fra Hornbæk. Det er ikke korrekt. Jeg er fra København, hvor jeg har boet siden 2002. Bladet er velkommen til at skrive, at jeg er opvokset i Hornbæk, men der er ikke tale om, at jeg er ”fra” Hornbæk. Jeg er fra København, hvor jeg bor.
Det er ikke korrekt, at sagsøgte blev frifundet for overtrædelse af navneloven. Han blev frifundet for at skulle betale mig godtgørelse for tort. Indklagede var ikke tiltalt for overtrædelse af navneloven, og derfor kan indklagede og dets chefredaktør ikke frifindes for det.
Oplysningen ” [A] har tidligere måttet betale en bøde på 500 kr. ” er ikke korrekt. [A] har vedtaget og betalt 2 bødeforlæg over for Politimesteren i Helsingør i 2002. Endvidere er han ved Københavns Byrets dom af 21. juni 2005 dømt til at betale en bøde på 800 kr., idet han var tiltalte af Politidirektøren i København for fortsat overtrædelse af navneloven. Endvidere blev han ved samme dom dømt til ikke at benytte [C] som efternavn. Ved Københavns Byrets dom af 30. november 2005 blev [A] igen dømt til at ophøre med at benytte [C] som efternavn.
Sagsanlægget vedrørte ikke ”svie og tort”, men blot tort. ”Svie og smerte” er noget helt andet, som man kan tilkendes i sygemeldingsperioden efter en personskade.
Oplysningen ”Her blev [A] til [K]´s fortrydelse igen omtalt med kun det ene af sine efternavne, [C]” , er forkert. [A] har kun ét efternavn: [D]. Man kan kun have ét efternavn, jf. Lov om personnavne § 10.
Oplysningen ”Under en indledende retsforhandling ” er forkert. Der henvises til domsforhandlingen den 3. januar 2006. En domsforhandling kan under ingen omstændigheder kaldes for en ”indledende” retsforhandling. Den er tværtimod en afsluttende retsforhandling.”
2. Parternes synspunkter
[K]s klagepunkter fremsendt til Pressenævnet er identiske med ovenstående seks punkter, som Helsingør Dagblad bragte som genmæle den 18. februar 2006.
[K] har anført, at oplysningerne i artiklen den 4. februar 2006 påvirker offentlighedens vurdering af hans person og hans agtelse.
[K] har videre anført, at der må stilles høje krav til præcision, når Helsingør Dagblad beskriver en sag, hvori chefredaktøren er part.
Helsingør Dagblad har anført, at avisen er uforstående over for [K]s påstand om, at de anførte unøjagtigheder skulle kunne påvirke offentlighedens vurdering af hans person og agtelse.
Helsingør Dagblad har til genmælets punkt 2 anført, at det af domsudskriften fremgår, at retssagen vedrørte navneloven: ”Sagsøger [[K]] har gjort gældende, at bladet herved har medvirket til en overtrædelse af navnelovens § 16 ” Helsingør Dagblad har til genmælets punkt 3 anført, at når der kun er omtalt én bøde, skyldtes det, at en konkret notits herom i Helsingør Dagblad indgik som bilag i retssagen mod chefredaktøren.
Helsingør Dagblad har endeligt oplyst, at avisen allerede har bragt de anførte klagepunkter i artiklen af 18. februar 2006.
Pressenævnets afgørelse og begrundelse :
I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget:
Lene Pagter Kristensen, Jan Kristensen, Lene Sarup og Leif Max Hansen.
Oplysninger, som kan være skadelige, krænkende eller virke agtelsesforringende for nogen, skal efterprøves i særlig grad, inden de bringes, først og fremmest ved forelæggelse for den pågældende.
Det er endvidere massemediernes opgave at bringe korrekt og hurtig information. Så langt det er muligt, bør det kontrolleres, om de oplysninger, der gives, er korrekte.
Nævnet finder, at de påklagede oplysninger ikke kan anses for at være skadelige, krænkende eller virke agtelsesforringende for [K], hvorfor Helsingør Dagblad ikke har tilsidesat god presseskik ved ikke at forelægge oplysningerne for [K].
Vedrørende det påklagede udsagn i punkt 2 lægger Nævnet til grund, at det i retssagen var gjort gældende, at der forelå medvirken til overtrædelse af navneloven, hvorfor der ikke er grundlag for at udtale kritik af det bragte. Vedrørende klagepunkterne 1 og 3-5 finder Pressenævnet, at udsagnene må anses for at være af en sådan karakter, at der ikke er grundlag for at udtale kritik heraf.
Nævnet finder, at der heller ikke i øvrigt er grundlag for at udtale kritik i sagen.
Afgjort den 9. maj 2006.