Gelex

Pressenævnets kendelse i sag 2006-6-363

GældendeVersion 2006-10-03
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2006/9797@2006-10-03/da

Indhold
  1. Indledning

Advokat Preben Thomassen har på vegne af [K] klaget til Pressenævnet over en artikel i JydskeVestkysten den 27. juni 2006, idet han mener, at god presseskik er tilsidesat. [K] har endvidere klaget over, at JydskeVestkysten har afvist at bringe et genmæle.

1. Sagsfremstilling

På forsiden af lokalsektionen ” tæt på ” bragte JydskeVestkysten den 27. juni 2006 under overskriften ”38-årig mand tiltalt i sag om millionsvindel” og underoverskriften ”OMFATTENDE: En 38-årig mand fra Ny Aabenraa er tiltalt for forsikringssvindel, tyveri og hæleri til 2,48 mio. kr. Der er afsat hele syv dage til retssagen” følgende artikel:

”NY AABENRAA: Syv sider fylder et omfattende anklageskrift mod en 38-årig mand fra Ny Aabenraa. Og lige så mange dage er der sat af til retssagen i Gråsten Ret.

Den 38-årige mand er tiltalt for 16 forhold, der primært omhandler forsikringssvindel, tyveri og hæleri til en værdi af i alt 2,48 millioner kroner.

I det væsentligste forhold er den 38-årige mand sigtet for, i forening med en medgerningsmand, at have bedraget et forsikringsselskab for 2.009.673 kroner.

Ifølge anklagemyndigheden anmeldte medgerningsmanden, at der var blevet stjålet lys- og lydudstyr fra den 38-åriges firmalastbil. Forsikringsselskabet udbetalte herefter ovennævnte beløb til den 38-årige.

Den 38-årige har ifølge politiets anklageskrift også egenhændigt lavet samme nummer over for et andet forsikringsselskab. Denne gang skulle han have fået 207.000 kroner ud af sit forehavende.

Stjal strøm for 185.000 kr.

Den 38-årige mand er tiltalt for, over en tre års periode, at have stjålet strøm for i alt 185.000 kroner.

Tyveriet skulle angiveligt omfatte i alt 151.950 kilowatttimer. Den 38-årige er tiltalt for at have ført to faser uden om elmåleren, så kun en tredjedel af forbruget blev målt på hans bopæl i Ny Aabenraa.

Den 38-årige er også tiltalt for tyveri, subsidiært hæleri af to golfsæt til 40.000 kr. Et andet hæleriforhold drejer sig om besiddelse af 62 grammofon-pickupper til en værdi af 19.000 kr., som stammede fra et tyveri.

Den 38-årige er også tiltalt for besiddelse af anabole steroider, kokain til eget brug og ulovlige knive, samt kørsel i tysk bil i Danmark.

Vicepolitimester ved Aabenraa Politi, Birgit Nielsen kan endnu ikke oplyse, hvor stor en straf anklagemyndigheden vil kræve, hvis den 38-årige mand findes skyldig.

Sagen kommer for retten i slutningen af august.”

Til artiklen var indsat en faktaboks med overskriften ”Kending” og følgende tekst:

”Den 38-årige mand er en af politiets gamle kendinge. For en måneds tid siden blev han idømt seks måneders fængsel i en sag om vold og afpresning. Den dom har han anket til frifindelse i Landsretten.”

Advokat Preben Thomassen er den 28. august 2006 udtrådt af sagen som advokat for [K].

2. Parternes synspunkter

Advokat Preben Thomassen har anført, at oplysningerne i artiklen muliggør identificering af hans klient, særligt udsagnet ”der var blevet stjålet lys- og lydudstyr fra den 38-åriges firmalastbil”, idet [K] er den eneste i Ny Aabenraa Kommune, der beskæftiger sig med lys- og lydudstyrsarrangementer af et vist omfang.

Advokat Preben Thomassen har videre anført, at sagen ikke har offentlighedens interesse, og ikke kan berettige til omtale i det omfang og med de formuleringer, som JydskeVestkysten har anvendt. Advokaten har herudover anført, at det er i strid med god presseskik at fremdrage oplysningen om en tidligere straffedom, som er uden betydning for de forhold, [K] nu er tiltalt for.

Advokaten har endvidere anført, at JydskeVestkysten med artiklen har udøvet en utilbørlig påvirkning af såvel retten som de personer, der enten er eller vil blive udtaget som domsmænd i sagen. Advokat Preben Thomassen har herudover anført, at oplysningerne er fremstillet på en sådan måde, at [K] for læserne fremstår som skyldig i de forhold, der nu er rejst tiltale for. Navnlig ved udsagnene ” stjal strøm for 185.000 ” og med faktaboksens overskrift ” KENDING ”, samt udsagnet ” Den 38-årige man er en af politiets kendinge. For en måneds tid siden blev han idømt seks måneders fængsel i en sag om vold og afpresning ”.

Advokat Preben Thomassen har endelig anført, at JydskeVestkysten ikke klart har oplyst, at [K] har nægtet sig skyldig i sagen.

Advokaten finder på denne baggrund, at JydskeVestkysten skal foretage en rettelse eller bringe et genmæle.

JydskeVestkysten har indledningsvis anført, at retsplejen er åben, hvorfor navne på tiltalte er offentlig tilgængelige, medmindre retten bestemmer andet. JydskeVestkysten har anført, at man alene nævner tiltaltes alder og bopæl i Ny Aabenraa Kommune, der består af fem nuværende kommuner; Aabenraa, Bov, Tinglev, Padborg og Rødekro, et stort område, hvor tiltalte ikke er den eneste, der beskæftiger sig med lys og lyd.

JydskeVestkysten har videre anført, at det forhold, at en indbygger er tiltalt for 16 forhold af forsikringssvindel, tyveri og hæleri til et samlet beløb på 2,48 mio. kr. har offentlig interesse i et lokalsamfund, hvorfor artiklen var placeret på forsiden af lokalsektionen.

JydskeVestkysten har endvidere anført, at avisen hverken har taget stilling til skyldsspørgsmålet eller viderebragt det indtryk, at avisen anser tiltalte for skyldig, idet avisen anvender udtryk som ” er sigtet for ” og ” ifølge anklageskriftet ”.

JydskeVestkysten har herudover anført, at [K]s tidligere dom på ubetinget fængsel for grov vold og afpresning, afsagt cirka en måned forud for artiklen, har betydning for offentligheden i lokalområdet, hvorfor de Vejledende regler for god presseskik punkt C8 er overholdt. Oplysningen begrunder endvidere det anførte om, at tiltalte er ” en af politiets gamle kendinge ”.

JydskeVestkysten har endelig afvist at bringe en rettelse eller et genmæle, idet avisen ikke har fremført faktiske forkerte oplysninger, hvilket heller ikke påpeges af advokat Preben Thomassen.

3. Pressenævnets afgørelse og begrundelse :

I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget:

Lene Pagter Kristensen, Jan Kristensen, Ulrik Holmstrup og Leif Max Hansen.

Det er en betingelse for at klage til Pressenævnet, at klageren har retlig interesse i det forhold, der klages over. Det indebærer, at man selv som person, organisation, virksomhed eller lignende skal være omtalt, afbilledet eller på anden måde identificeret i mediet. Ved at sammenholde de bragte oplysninger om [K]s alder, erhverv og kommune kan det ikke udelukkes, at personer med nær tilknytning til lokalområdet vil kunne identificere [K], hvorfor han har retlig interesse i, at klagen behandles af Nævnet.

Det fremgår af de Vejledende regler for god presseskik, at meddelelser, der kan krænke privatlivets fred, skal undgås, medmindre klar almen interesse kræver offentlig omtale. Pressenævnet finder, at den pågældende sag har en sådan offentlig interesse i lokalsamfundet, at der var belæg for at bringe artiklen i lokalsektionen vedrørende samme.

Pressenævnet finder, at det trods gengivelse af klagerens alder, erhverv og kommune ikke umiddelbart vil være muligt at identificere ham af andre end den kreds, der i forvejen kender til sagen, og Nævnet udtaler ikke kritik af det bragte.

Det fremgår af de Vejledende regler for god presseskik, at en sigtet, tiltalt eller domfældt person bør forskånes for at få fremdraget en ham tidligere overgået straffedom, hvis den er uden betydning for de forhold, han nu er sigtet, tiltalt eller dømt for. Da det i artiklen er nævnt, at den tidligere dom er under anke til landsretten, finder Nævnet imidlertid, at der under alle omstændigheder er en sådan tidsmæssig sammenhæng mellem dommen og den nu omtalte straffesag, at der er belæg for at nævne dommen i artiklen. Nævnet udtaler derfor ikke kritik heraf.

Det fremgår af de Vejledende regler for god presseskik, at så længe en straffesag ikke endeligt er afgjort eller bortfaldet, må der ikke offentliggøres meddelelser, der kan lægge hindringer i vejen for sagens opklaring, eller tilkendegivelser om, at en sigtet eller tiltalt er skyldig. Ved omtale af en straffesag skal det klart fremgå, om sigtede/tiltalte har erklæret sig skyldig eller ikke-skyldig.

Pressenævnet finder, at det med udsagnet ” hvis den 38-årige mand findes skyldig ” med tilstrækkelig tydelighed fremgår, at klager har erklæret sig ikke-skyldig, og Nævnet udtaler ikke sin kritik heraf.

Pressenævnet finder, at klager allerede som følge af den manglende henvisning i klagen til urigtige oplysninger af faktisk karakter, ikke er berettiget til et genmæle.

Afgjort den 20. september 2006.

Versioner

  1. 2006-10-03