Uddannet kloakmester omfattet af personkredsen for VEU-godtgørelse
Karakter A
udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2007/10371@2008-02-23/da
Indhold
Uddannet kloakmester omfattet af personkredsen for VEU-godtgørelse
Resumé En maskinstation søgte i januar 2007 en a-kasse om refusion i forbindelse med en medarbejders deltagelse i et AMU-kursus. A-kassen gav afslag på ansøgningen med henvisning til at medarbejderens uddannelse oversteg erhvervsuddannelsesniveau og var anvendt inden for de sidste 5 år. Arbejdsgiveren ankede afslaget til Arbejdsmarkedets Ankenævn som ændrede a-kassens afgørelse, da man fandt at uddannelsen til kloakmester ikke oversteg erhvervsuddannelsesniveauet. Ankenævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at det ifølge bekendtgørelsen om prøver for kloakmestre ikke er noget absolut krav, at der foreligger en forudgående erhvervsfaglig uddannelse, idet det er muligt at blive optaget til kloakmesterprøven alene på baggrund af praktisk erfaring med kloakeringsarbejde.
Til arbejdsgiver A 25.06-2007 Vedr. M Arbejdsmarkedets Ankenævnet har behandlet Deres klage på møde den 20. juni 2007. Nævnet traf denne A F G Ø R E L S E Ankenævnet finder, at A’s medarbejder M opfylder betingelserne for voksen- og efteruddannelsesgodtgørelse (VEU-godtgørelse) under deltagelse i AMU-kurset ”Vejen som arbejdsplads” i perioden 22.-23. januar 2007. De er derfor berettiget til refusion. Ankenævnet ændrer således a-kassens afgørelse af 31. januar 2007. B E G R U N D E L S E Ankenævnet har lagt til grund, at – De i januar 2007 søgte arbejdsløshedskasse X om refusion i forbindelse med M´s deltagelse i AMU-kurset ”Vejen som arbejdsplads” fra 22.-23. januar 2007, – M har gennemgået en 6 måneders grunduddannelse til faglært landmand og – han efterfølgende har arbejdet med kloakeringsarbejde hos Dem og i maj 2005 afsluttede kloakmesteruddannelsen (kloakmesterprøven). Efter reglerne er det en betingelse for at opnå VEU-godtgørelse, at ansøgeren ikke har en erhvervsrettet uddannelse, der med hensyn til niveau og varighed overstiger erhvervsuddannelsesniveauet. Arbejdsmarkedets Ankenævn har ved afgørelsen lagt vægt på, at M ikke har gennemført en uddannelse som overstiger niveauet for erhvervsuddannelser. Ankenævnet har herved lagt vægt på, at M har en 6 måneders uddannelse (grunduddannelse) som faglært landmand, som ikke overstiger niveauet for erhvervsuddannelse. Ankenævnet har endvidere lagt vægt på, at det ifølge bekendtgørelsen om prøver for kloakmestre ikke er noget absolut krav, at der foreligger en forudgående erhvervsfaglig uddannelse, idet det er muligt at blive optaget til kloakmesterprøven alene på baggrund af 2 års erhvervserfaring/beskæftigelse med kloakeringsarbejde hos en autoriseret kloakmester. Nævnet finder på denne baggrund, at uddannelsen ikke overstiger niveauet for erhvervsuddannelser. Da M således opfylder betingelserne for VEU-godtgørelse er A, som har en fra lønmodtageren afledet ret, berettiget til refusion for afholdte lønudgifter. R E G L E R Ankenævnet henviser til § 1, § 2, stk. 1, § 2, stk. 2, § 3, stk. 1, nr. 1, § 4, stk. 1 og § 9, stk. 1, i lov om godtgørelse ved deltagelse i erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse, jf. lovbekendtgørelse nr. 795 af 18. august 2005, og § 1, stk. 1, nr. 1, § 2, stk. 1 og § 4, stk. 1, nr. 4 og § 14, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 494 af 14. juni 2005 om godtgørelse ved deltagelse i erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse O P L Y S N I N G E R N E I S A G E N Sagen er afgjort på grundlag af de akter, som ankenævnet har modtaget fra arbejdsløshedskassen. Ankenævnet har herudover indhentet telefoniske oplysninger fra M og foreningen Danske Kloakmestre. På ankenævnets vegne Sign. De kan læse om afgørelsens retlige grundlag på de følgende sider. Kopi til: Medlemmet Arbejdsløshedskassen Regler Bekendtgørelse nr. 795 af 18. august 2005 af lov om godtgørelse ved deltagelse i erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse: Kapitel 1 Formål og område § 1. Loven har til formål at skabe økonomisk grundlag for, at voksne fortrinsvis kortuddannede, kan deltage i erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse til og med erhvervsuddannelsesniveau. Dette formål sikres ved, at deltagerne under uddannelsen kan opnå godtgørelse for tab af indtægt eller arbejdsmulighed. § 2. Den personkreds, der kan opnå ydelser efter § 1, omfatter: 1) beskæftigede lønmodtagere, såvel privat som offentligt ansatte, 2) selvstændige erhvervsdrivende og … Stk. 2. Det er en betingelse for at opnå ydelser efter § 1, at den pågældende ikke har en erhvervsrettet uddannelse, der med hensyn til niveau og varighed overstiger erhvervsuddannelse eller anden uddannelse, der kan sidestilles med erhvervsuddannelse, medmindre uddannelsen ikke har været anvendt i de sidste 5 år. § 3. Der kan opnås ydelser efter § 1, jf. dog § 5, ved deltagelse i følgende uddannelser til og med erhvervsuddannelsesniveau, i det omfang udbuddet, dog undtaget de i nr. 9 nævnte forløb, udløser tilskud efter lov om åben uddannelse (erhvervsrettet voksenuddannelse) m.v.: 1) Arbejdsmarkedsuddannelser (AMU) efter lov om arbejdsmarkedsuddannelser m.v., dog undtaget Træningsskolens arbejdsmarkedsuddannelser (TAMU). … Kapitel 2 Godtgørelse § 4. Under deltagelse i uddannelse, der er omfattet af § 3, kan beskæftigede lønmodtagere, selvstændige erhvervsdrivende og ledige med ret til selvvalgt uddannelse, jf. § 2, stk. 1, nr. 3, opnå godtgørelse for tab af indtægt eller arbejdsmulighed som følge af deres deltagelse, jf. dog stk. 2. … Stk. 3. Godtgørelsen udgør ved fuldtidsundervisning pr. undervisningsuge et beløb svarende til dagpengenes højeste beløb for en uge, jf. § 47 i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. … Stk. 6. Undervisningsministeren kan fastsætte nærmere regler om godtgørelse. … § 9. For beskæftigede lønmodtagere kan godtgørelse i henhold til §§ 4 og 5 udbetales til arbejdsgiveren i tilfælde, hvor der er truffet aftale om, at arbejdsgiveren fortsætter med at udbetale sædvanlig løn under uddannelsen. Beløbet svarer til den godtgørelse, som en deltager kunne have fået udbetalt efter §§ 4 og 5. Beløbet kan dog højst udgøre et beløb, der svarer til arbejdsgiverens lønudgifter til en deltager under dennes uddannelse. … Bekendtgørelse nr. 494 af 14. juni 2005 om godtgørelse ved deltagelse i erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse: Afsnit I Generelle betingelser Kapitel 1 Uddannelser, hvortil der kan opnås godtgørelse § 1. Der kan opnås godtgørelse efter reglerne i denne bekendtgørelse ved deltagelse i erhvervsrettet uddannelse til og med erhvervsuddannelsesniveau. Stk. 2. Erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse efter stk. 1 er: 1) Arbejdsmarkedsuddannelser (AMU) efter lov om arbejdsmarkedsuddannelser m.v., dog undtaget Træningsskolens arbejdsmarkedsuddannelser (TAMU). … Kapitel 2 Personkredsen § 2. Deltagere, der kan opnå godtgørelse efter denne bekendtgørelse, er 1) beskæftigede lønmodtagere, såvel privat som offentligt ansatte, jf. dog § 3, 2) selvstændige erhvervsdrivende, jf. dog § 3, og 3) ledige, som er berettigede til dagpenge efter § 55 i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. … … § 4. Det er en betingelse for at opnå godtgørelse efter denne bekendtgørelse, at deltageren 1) alene har en uddannelse ud over en almen skoleuddannelse til og med gymnasialt niveau, 2) har en erhvervsuddannelse efter lov om erhvervsuddannelser, en lærlingeuddannelse, en erhvervsfaglig grunduddannelse, en grundlæggende social- og sundhedsuddannelse eller en grundlæggende uddannelse efter lov om landbrugsuddannelser, 3) har en kommunal- eller etatsuddannelse eller lignende, hvis uddannelsesniveau og varighed ikke overstiger erhvervsuddannelserne eller et niveau og en varighed, der kan sidestilles hermed, eller 4) har en anden og højere uddannelse end nævnt i nr. 1-3, og ikke har haft beskæftigelse inden for uddannelsens område i de sidste 5 år. Stk. 2. Uddannelser, der kan sidestilles med erhvervsuddannelserne, jf. stk. 1, er uddannelser, der i niveau eller varighed maksimalt svarer til niveauet eller varigheden af erhvervsuddannelserne. Det er en betingelse, at der ikke er et adgangskrav til uddannelsen, der forudsætter bestået uddannelse på gymnasialt niveau. Stk. 3. Personer med en uddannelse, der er afløst af en ny tilsvarende uddannelse, kan opnå godtgørelse, hvis den nye uddannelse ikke forudsætter bestået gymnasial uddannelse. … Kapitel 6 Refusion til arbejdsgiver § 14. Arbejdsgivere, der efter aftale med deltageren udbetaler sædvanlig løn under uddannelsen, har ret til refusion. Refusionen svarer til den godtgørelse, som deltageren ville have været berettiget til efter kapitlerne 3, 4 og 5. Refusionen kan dog ikke være højere end den løn, arbejdsgiveren udbetaler under uddannelsen. …