Et medlem, der i efterlønsperioden sammen med 3 andre havde oprettet et I/S, blev anset for at have drevet selvstændig virksomhed. Der var ikke tale om formueforvaltning. Han skulle tilbagebetale efterløn. Han blev anset for at have handlet uagtsomt.
Karakter A
udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2007/10422@2008-03-06/da
Indhold
Et medlem, der i efterlønsperioden sammen med 3 andre havde oprettet et I/S, blev anset for at have drevet selvstændig virksomhed. Der var ikke tale om formueforvaltning. Han skulle tilbagebetale efterløn. Han blev anset for at have handlet uagtsomt.
Resumé Medlemmet overgik til efterløn den 1. januar 1995. Forud herfor havde han fra a-kassen modtaget vejledning i forbindelse med overgang til efterløn. Han havde fået udleveret Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens pjece om efterløn. Den 26. november 1997 havde medlemmet sammen med 3 andre etableret et I/S, hvis formål var at importere vin primært til eget forbrug, men også til salg til 3. mand. Medlemmet havde hos SKAT været registreret som selvstændig erhvervsdrivende fra og med indkomståret 1998. I sin selvangivelse havde han angivet over/underskud af selvstændig virksomhed. Det fremgik endvidere, at virksomheden var momsregistreret, og at interessenterne havde fået skattemæssige fradrag for afholdte udgifter til blandt andet varekøb, restaurationsbesøg, administration, kontorhold, annoncer, bankomkostninger mv. Medlemmet havde ikke på noget tidspunkt givet a-kassen oplysninger om selskabet. Den 1. september 2001 ophørte han med at modtage efterløn. Nævnet traf afgørelse om, at medlemmet på grund af sin deltagelse i interessentskabet måtte anses for at have drevet selvstændig virksomhed. Der blev lagt vægt på, at medlemmet ved at være deltager i et interessentskab, som var momsregistret og ved på sin selvangivelse at have angivet over/underskud opfyldte mere end 2 af de forhold, der er nævnt i bekendtgørelsen om optagelse i en arbejdsløshedskasse for selvstændige. Når mindst 2 af disse forhold er opfyldt, anses virksomheden altid for at være selvstændig virksomhed. Medlemmet havde gjort gældende, at der var tale om formueforvaltning, idet han var ”stille deltager”. Han arbejdede ikke i virksomheden og den gav ikke indtægt af betydning. Han betragtede sin deltagelse som hobby. Det var ikke fomueforvaltning. Nævnet henviste til, at der ikke var udfærdiget en kontrakt mellem interessenterne, der gav medlemmet en status som ”stille deltager”. I en situation, hvor medlemmet deltager i et interessentskab, og hvor selskabet er momsregistreret, vil udgangspunktet være, at der er tale om selvstændig virksomhed, og medlemmet har derfor bevisbyrden for, at han er ”stille deltager”. Det var ikke tilstrækkeligt, at han selv og en anden deltager i selskabet, samt selskabets revisor gjorde gældende, at han ikke udførte arbejde i virksomheden. Interessentskabet udøver sin virksomhed for deltagerens regning og risiko. Deltageren forpligter sig personligt ved de aftaler, der bliver indgået, ligesom han er ansvarlig for at afholde udgifterne til driften. At et bogholderi og den daglige drift blev udført af andre løftede ikke i tilstrækkelig grad bevisbyrden for, at medlemmet var frataget sine handlebeføjelser i selskabet. Nævnet traf endvidere afgørelse om, at efterløn udbetalt i perioden med selvstændig virksomhed var modtaget med urette og skulle betales tilbage. Der blev lagt vægt på, at medlemmet, før han søgte efterløn, var blevet vejledt af a-kassen om betydningen af selvstændig virksomhed, og at han var blevet vejledt om, at der skal ske indberetning af ændringer i efterlønsmodtagerens forhold, der kan have betydning for efterlønnen, men at han ikke på noget tidspunkt, heller ikke i forbindelse med udfyldelse af efterlønskort, over for a-kassen havde søgt om og dermed heller ikke havde fået tilladelse til drift af selskabet. Det var nævnets vurdering, at medlemmet måtte vide, at deltagelse i interessentskabet kunne have betydning for retten til efterløn. Nævnet traf endelig afgørelse om, at medlemmet havde handlet uagtsomt. Sanktionen ville dog ikke kunne gøres gældende, da medlemmet var ophørt med at få udbetalt efterløn og som medlem af a-kasse. Der blev lagt vægt på, at medlemmet var blevet orienteret om reglerne for selvstændig virksomhed og efterløn. Efter nævnets opfattelse måtte medlemmet vide, at at han ikke kunne modtage efterløn samtidig med drift af egen virksomhed. Han kunne i hvert fald ikke med rette uden videre gå ud fra, at hans deltagelse i interessentskabet ikke havde betydning for hans ret til efterløn. Det med urette modtagne beløb udgjorde 445.973 kr. (før skat og renter). Medlemmet havde påberåbt sig proportionalitetsprincippet. Nævnet bemærkede hertil, at der ikke i loven er indsat en grænse for tilbagebetalingens størrelse, heller ikke i de situationer, hvor der er tale om større beløb. Nævnet havde i øvrigt ikke fundet grundlag for nedsættelse af tilbagebetalingsbeløbet.
xxx Ankenævnet har behandlet Deres klage på møde den 9. august 2007. Nævnet traf denne A F G Ø R E L S E Deres klient anses på grund af sin deltagelse i selskabet xxx I/S for at have drevet selvstændig virksomhed fra selskabets etablering den 26. november 1997. Efterløn udbetalt i samme periode og indtil ophøret den 1. september 2001 er derfor modtaget med urette og skal tilbagebetales. Beløbet er opgjort til 445.973 kr. (før skat og renter). Deres klient har handlet uagtsomt. Ankenævnet tiltræder således Arbejdsdirektoratets afgørelse af xxx om, at Deres klient har drevet selvstændig virksomhed, har modtaget efterløn med urette og skal betale beløbet tilbage, men ændrer afgørelsen om svig til en afgørelse om uagtsomhed. B E G R U N D E L S E Ankenævnet har lagt til grund, at – Deres klient overgik til efterløn den 1. januar 1995. Forud herfor, den 4. december 1994, havde han fra a-kassen modtaget vejledning i forbindelse med overgang til efterløn. Han havde fået udleveret Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens pjece om efterløn, – Deres klient den 26. november 1997 sammen med 3 andre etablerede virksomheden xxx. Selskabets formål er import af vin primært til eget forbrug, men også salg til 3. mand, – Deres klient hos SKAT har været registreret som selvstændig erhvervsdrivende fra og med indkomståret 1998. Der er indsendt selvangivelser, hvoraf fremgår, at han har været selvstændig erhvervsdrivende, han har i sin selvangivelse angivet over-/underskud af selvstændig virksomhed. Det fremgår endvidere, at virksomheden er momsregistreret, og at interessenterne har fået skattemæssige fradrag for afholdte udgifter til blandt andet varekøb, restaurationsbesøg, administration, kontorhold, annoncer, bankomkostninger mv. – Deres klient ikke på noget tidspunkt har givet a-kassen oplysninger om selskabet, og – Deres klient den 1. september 2001 ophørte med at modtage efterløn. Det fremgår af reglerne, at beskæftigelsen altid anses for selvstændig virksomhed, hvis et medlem er omfattet af mindst 2 af følgende forhold: 1) medlemmet eller virksomheden er momsregistreret, eller ydelsen faktureres med tillæg af moms, 2) medlemmet skattemæssigt angiver over-/underskud af selvstændig virksomhed, 3) medlemmet på selvangivelsen for et givet indkomstår har tilkendegivet, at indkomsten ønskes beskattet efter virksomhedsskatteloven, eller 4) medlemmet er deltager i et interessentskab. Ankenævnet har ved sin afgørelse af, at der er tale om selvstændig virksomhed lagt vægt på, at Deres klient har været deltager i et interessentskab, at selskabet er momsregisteret, at Deres klient på sin selvangivelse har angivet over-/underskud af virksomheden. Da således mere end 2 af de nævnte forhold er opfyldt betragtes Deres klients deltagelse i selskabet for selvstændig virksomhed. Det fremgår endvidere af reglerne på tidspunktet for selskabets etablering, at det ikke var tilladt at udøve selvstændig virksomhed i efterlønsperioden, medmindre det drejede sig om et landbrug, der opfyldte bestemte forudsætninger, eller medmindre der af direktoratet var givet tilladelse til beskæftigelsen. Det var en betingelse for en sådan tilladelse, at virksomheden var baseret alene på medlemmets egen arbejdskraft. Hvis medlemmet drev selvstændig virksomhed uden en tilladelse, bortfaldt retten til efterløn med virkning fra arbejdets begyndelse. Det har ikke på noget tidspunkt været tilladt at drive selvstændig virksomhed samtidig med efterløn uden forudgående tilladelse fra direktoratet. Da Deres klient ikke på noget tidspunkt over for a-kassen har søgt om og fået tilladelse til drift af interessentskabet, har han således ikke ret til samtidig at få efterløn. Efterlønnen udbetalt efter 26. november 1997 er derfor udbetalt med urette. Et beløb modtaget med urette skal ifølge reglerne betales tilbage, hvis medlemmet har givet a-kassen urigtige oplysninger eller fortiet omstændigheder, der er af betydning for retten til ydelserne, eller hvis medlemmet i øvrigt modtog beløbet mod bedre vidende. Ankenævnet har ved sin afgørelse af dette spørgsmål lagt vægt på oplysningerne om, at Deres klient, før han søgte om efterløn, var blevet vejledt af a-kassen om betydningen af selvstændig virksomhed. Der er ligeledes lagt vægt på, at Deres klient er blevet vejledt om, at der skal ske indberetning af ændringer i efterlønsmodtagerens forhold, der kan have betydning for efterlønnen, men at han på intet tidspunkt har oplyst a-kassen om interessentskabet, heller ikke i forbindelse med sin udfyldelse af efterlønserklæringer, hvor han er blevet spurgt, om han drev selvstændig virksomhed. Deres klient har fra den 26. november 1997 været deltager i et interessentskab og har været registreret som selvstændig i såvel moms- som skattemæssig henseende. Det er nævnets vurdering, at han måtte vide, at deltagelse i interessentskabet kunne have betydning for retten til efterløn og, at han derfor over for a-kassen burde have oplyst om sin deltagelse. Nævnet finder derfor, at medlemmet skal tilbagebetale det med urette modtagne beløb. Beløb, der skal betales tilbage, forrentes med den aktuelle gældende morarente efter rentelovens § 5. Et medlem, der har gjort sig skyldig i svig, skal ifølge reglerne desuden gennemgå en effektiv karantæne på højest 962 timer. Har medlemmet gjort sig skyldig i anden forseelse, skal medlemmet gennemgå en effektiv karantæne på højst 37 timer. Det er ankenævnets vurdering, at Deres klient har handlet uagtsomt. Nævnet har ved sin vurdering lagt vægt på, at Deres klient dels i forbindelse med, at han overgik til efterløn, herunder ved modtagelsen af direktoratets pjece om efterløn, og dels efter overgangen til efterløn, herunder gennem vejledningen på efterlønskort, er orienteret om reglerne om selvstændig virksomhed. Efter nævnets opfattelse måtte Deres klient vide, at han ikke kunne modtage efterløn samtidig med drift af selvstændig virksomhed. Ankenævnet finder, at Deres klient i hvert fald ikke med rette uden videre kunne gå ud fra, at hans deltagelse i interessentskabet ikke havde betydning for hans ret til efterløn. Sanktionen for uagtsomhed vil i Deres klients tilfælde ikke kunne effektueres, da han ophørte med at få udbetalt efterløn og som medlem af a-kassen den 1. september 2001. For nævnet foreligger oplyst, at der har været indgivet anmeldelse om svig til xxx Politi, som har besluttet ikke at indlede efterforskning i sagen på grund af strafferetlig forældelse. Beslutningen fra xxx Politi ændrer ikke nævnets vurdering af, hvorvidt Deres klient har gjort sig skyldig i svig eller uagtsomhed i relation til reglerne om arbejdsløshedsforsikring. Ankenævnet bemærker, at der ved direktoratets afgørelse ikke er taget stilling til Deres klients manglende oplysninger om arbejde for xxx i 2001. Spørgsmålet er derfor heller ikke behandlet i ankenævnet. R E G L E R Ankenævnet henviser til – § 41, stk. 7, § 75 c stk. 1 – 4, § 86, stk. 1 og § 87, stk. 3 og 8 i lov om arbejdsløshedsforsikring mv., jf. lovbekendtgørelse nr. 27 af 13. januar 1997, – § 2 i Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens bekendtgørelse nr. 1142 af 20. december 1995 om optagelse i en arbejdsløshedskasse for selvstændige erhvervsdrivende og – § 1, stk. 4, § 2 og § 3 i Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens bekendtgørelse nr. 1187 af 22. december 1995 om arbejde i efterlønsperioden. B E M Æ R K N I N G E R T I L D E R E S K L A G E De har i Deres klage gjort gældende, at Deres klients aktivitet i selskabet kan karakteriseres som almindelig formueforvaltning. Han er at betragte som ”stille deltager” i interessentskabet, hvor han har indskudt et kapitalbeløb, men hvor han ikke har udført nogen form for arbejde. Han har heller ikke haft bestemmende indflydelse. De har henvist til brev af 11. juli 2005 fra selskabets statsautoriserede revisor, hvor det er bekræftet, at Deres klient ikke har beskæftiget sig med bogholderiet og heller ikke med den daglige drift af firmaet. De har ligeledes henvist til brev af 18. maj 2006 fra selskabets administrator, som også er deltager i selskabet. Administratoren har bekræftet, at Deres klient ikke har og ikke vil komme til at udføre nogen form for arbejde i eller for selskabet. Han er udelukkende med, fordi de sammen har en feriebolig i xxx. Det er udelukkende administratoren, der hjemtager vinen til eget forbrug og til salg til 3. mand. Det sker gennem administratorens xxx-virksomhed. I en situation som den foreliggende, hvor Deres klient deltager i et interessentskab og, hvor selskabet er momsregistreret, vil udgangspunktet være, at der er tale om selvstændig virksomhed. Det er således deltageren i selskabet, der har bevisbyrden for, at han er ”stille deltager”. Medlemmets egne tilkendegivelser er ikke tilstrækkelige til at løfte denne bevisbyrde. Efter almindelig praksis vil bevisbyrden imidlertid kunne løftes i de tilfælde, hvor der er udfærdiget en kontrakt mellem interessenterne, der giver deltageren denne status. En sådan kontrakt forefindes imidlertid ikke. Nævnet finder ikke, at en udtalelse hverken fra selskabets statsautoriserede revisor eller fra en anden deltager i selskabet om bogholderiet og om den daglige drift med tilstrækkelig sikkerhed sandsynliggør, at et af medlemmerne er og har været ”stille deltager”. Nævnet henviser til, at det drejer sig om et firma, hvor der foruden import af vin til eget forbrug også importeres med salg for øje. Virksomheden udøves for Deres klients regning og risiko. Det er Deres klient, der personligt forpligter sig ved de aftaler, der bliver indgået, ligesom han er ansvarlig for at afholde udgifterne til driften. At bogholderiet og den daglige drift udføres af andre løfter ikke i tilstrækkelig grad bevisbyrden for, at Deres klient er frataget handlebeføjelser i selskabet. De har desuden henvist til flere tidligere afgørelser, hvoraf flere ikke er afgørelser truffet af Arbejdsmarkedets Ankenævn og dermed ikke udtryk for nævnets praksis. Nævnet gør opmærksom på, at udgangspunktet ifølge ankenævnets praksis er, at der er tale om formueforvaltning, når det drejer sig om fast ejendom i form af udlejningsejendomme i et antal på under 5 eller 30 lejemål. Nævnet finder ikke, at situationen for Deres klient under hensyn til selskabets formål kan ligestilles med investering i fast ejendom af mindre størrelse. De har endvidere gjort gældende, at Deres klient ikke med tilstrækkelig sikkerhed kan siges at have handlet svigagtigt. Han har ikke været bevidst om, at han foretog sig noget ulovligt. Han har ikke betragtet sig som selvstændig erhvervsdrivende og har været af den overbevisning, at det kun var egentligt arbejde med deraf følgende indtjening, der skulle indberettes. Han har ikke selv foretaget indberetninger af moms m.m., og når indtægter fra selskabet over for skattevæsnet er blevet angivet som indtægt fra selvstændig virksomhed skyldes det revisorens anvisning. De har anført, at det, at indtægterne er opgivet til skattevæsnet viser, at Deres klient ikke har ønsket at snyde nogen eller fortie noget. Forholdet kan højst karakteriseres som uagtsomt. De har belyst Deres synspunkter ved henvisning til flere tidligere sager. Ankenævnet henviser til begrundelsen ovenfor. De har endelig gjort gældende, at proportionalitetsprincippet bør finde anvendelse og tilbagebetalingsbeløbet nedsættes væsentligt. Beløbet, der skal betales tilbage, er ikke proportionelt med den beskedne indtægt, Deres klient har haft, og som han på ingen måde har kunnet leve af. Tilbagebetaling vil få meget alvorlige konsekvenser for Deres klient. Nævnet må i den forbindelse henvise til ordlyden af lovens § 86, hvorefter et medlem, som uberettiget har modtaget en ydelse fra en a-kasse, skal betale beløbet tilbage, hvis medlemmet burde have indset, at beløbet var udbetalt med urette. Der er i loven ikke indsat en grænse for tilbagebetalingens størrelse heller ikke for eksempel i de situationer, hvor der er tale om større beløb, hvad der kan være tilfældet, når ydelsen som ved efterløn har været udbetalt over en længere periode. Nævnet har i øvrigt ikke fundet grundlag for nedsættelse af tilbagebetalingsbeløbet. O P L Y S N I N G E R N E I S A G E N Sagen er afgjort på grundlag af de akter, som ankenævnet har modtaget fra direktoratet. På ankenævnets vegne xxx fuldmægtig De kan læse om afgørelsens retlige grundlag på de følgende sider. Kopi til: Arbejdsdirektoratet, Stormgade 10, Postboks 1103, 1009 København K. J.nr. xxx xxx Regler Lov om arbejdsløshedsforsikring mv., jf. lovbekendtgørelse nr. 27 af 13. januar 1997 § 41… . Stk. 7. Direktøren for arbejdsløshedsforsikringen kan efter forhandling med Landsarbejdsrådet fastsætte nærmere regler for anvendelsen af stk. 1, 3 og 4, herunder for afgrænsningen mellem lønarbejde og selvstændig erhvervsudøvelse. § 75 c. Det er en betingelse for at bevare ret til efterløn, at medlemmet ikke har haft erhvervsarbejde de første 5 uger efter overgangen til efterløn, og at medlemmet i efterlønsperioden i øvrigt ikke har haft erhvervsarbejde af større omfang end sammenlagt 200 timer inden for et kalenderår. I det kalenderår, medlemmet indtræder i efterlønsordningen, reduceres de 200 timer forholdsmæssigt i henhold til nærmere fastsatte regler efter stk. 4. Stk. 2. Erhvervsarbejdet må ikke udføres som vedvarende selvstændig virksomhed bortset fra mindre jordbrug, jf. dog stk. 4, nr. 1. Stk. 3. Erhvervsarbejdet må ikke udføres som arbejde i en selvstændig virksomhed, der ejes eller drives af medlemmets ægtefælle. Begrænsningen gælder dog ikke mindre jordbrug. Stk. 4. Direktøren for arbejdsløshedsforsikringen fastsætter efter forhandling med Landsarbejdsrådet nærmere regler for arbejde, der kan udføres efter stk. 1-3. Direktøren for arbejdsløshedsforsikringen kan herunder fastsætte regler om, 1) at det uanset stk. 2 i særlige tilfælde er tilladt at udøve selvstændig virksomhed som bibeskæftigelse i sammenlagt højst 200 timer inden for et kalenderår, 2) at der ved særlige omstændigheder kan meddeles tilladelse til, at et medlem, der har overtrådt stk. 1-3 eller regler udfærdiget i medfør af dette stykke, kan forblive i efterlønsordningen, 3) at der ved særlige omstændigheder kan meddeles tilladelse til, at et medlem har lønarbejde, selv om arbejdets omfang i mindre grad må antages at overstige det efter stk. 1 tilladte. § 86. Har et medlem givet kassen urigtige oplysninger eller fortiet omstændigheder, der er af betydning for retten til dagpenge, overgangsydelse, delefterløn eller efterløn, eller i øvrigt mod bedre vidende uberettiget modtaget dagpenge, overgangsydelse, delefterløn eller efterløn, skal dagpenge-, overgangsydelses-, delefterløns- eller efterlønsbeløbet, som er modtaget med urette, tilbagebetales af medlemmet. … § 87. Gør et medlem sig skyldig i svigagtigt forhold over for kassen, kan direktøren for arbejdsløshedsforsikringen bestemme, at pågældende slettes som medlem af kassen, eller helt eller delvis udelukkes fra ret til ydelser fra kassen bortset fra kursusgodtgørelse i et bestemt tidsrum. Stk. 2. Finder kassen, at et medlem har gjort sig skyldig i svigagtigt forhold, skal kassen forelægge sagen for direktøren for arbejdsløshedsforsikringen med indstilling om, hvilken afgørelse der skal træffes efter stk. 1. Kassen skal stille udbetalingen af ydelser fra kassen bortset fra kursusgodtgørelse til medlemmet i bero i overensstemmelse med indstillingen. Stk. 3. Gør et medlem sig skyldig i anden forseelse over for kassen, kan dennes ledelse bestemme, at medlemmet udelukkes fra retten til ydelser fra kassen bortset fra kursusgodtgørelse i et bestemt tidsrum, som ikke kan overstige 1 år. Stk. 4. Bliver en kasse bekendt med forhold, der gør det sandsynligt, at et medlem har givet kassen urigtige oplysninger eller fortiet omstændigheder, der er af betydning for retten til ydelser fra kassen, bortset fra kursusgodtgørelse, eller i øvrigt mod bedre vidende har modtaget sådanne ydelser, skal kassen standse udbetalingerne fra konstateringstidspunktet. Stk. 5. Et medlem, som slettes af kassen efter stk. 1 eller efter § 86, stk. 3, kan genoptages som nyt medlem. Stk. 6. Hvis et medlem ikke har givet kassen oplysning om opnået beskæftigelse, kan kassens ledelse udelukke medlemmet fra ret til dagpenge. Stk. 7. Direktøren for arbejdsløshedsforsikringen kan pålægge arbejdsløshedskassen at indgive politianmeldelse vedrørende et medlem, der har gjort sig skyldig i svigagtigt forhold over for kassen. Stk. 8. Direktøren for arbejdsløshedsforsikringen fastsætter efter forhandling med Landsarbejdsrådet nærmere regler om anvendelse af stk. 1-7. Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens bekendtgørelse nr. 1142 af 20. december 1995 om optagelse i en arbejdsløshedskasse for selvstændige erhvervsdrivende § 2. Selvstændig erhvervsvirksomhed udøves ved beskæftigelse for egen eller ægtefællens regning og risiko og med det formål at opnå økonomisk udbytte. Stk. 2. Beskæftigelsen anses altid for selvstændig erhvervsvirksomhed, hvis pågældende 1) har henlagt midler til investeringsfonds, 2) har ansat arbejdskraft, 3) har overført beløb til beskatning som medarbejdende ægtefælle, 4) har foretaget varelagernedskrivninger eller skattemæssige fradrag for driftsudgifter og afskrivning på driftsmidler efter de for selvstændige erhvervsdrivende gældende regler, 5) er omfattet af en kollektiv overenskomst som arbejdsgiver eller er medlem af en arbejdsgiverorganisation, eller 6) er omfattet af mindst 2 af forholdene i stk. 3. Stk. 3. Beskæftigelsen vil som udgangspunkt blive anset for selvstændig erhvervsvirksomhed, hvis pågældende 1) eller virksomheden er momsregistreret, eller ydelsen faktureres med tillæg af moms, 2) skattemæssigt angiver over-/underskud af selvstændig virksomhed, 3) på selvangivelsen for et givet indkomstår har tilkendegivet, at indkomsten ønskes beskattet efter virksomhedsskatteloven, eller 4) er deltager i et interessentskab. Stk. 4. I øvrige tilfælde foretages en konkret vurdering efter stk. 1. Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens bekendtgørelse nr. 1187 af 22. december 1995 om arbejde i efterlønsperioden §1… . Stk. 4. Udøvelse af vedvarende selvstændig virksomhed samt arbejde i en virksomhed, der ejes eller drives af medlemmets ægtefælle, er ikke tilladt i efterlønsperioden, jf. dog §§ 2 og 3. § 2. Arbejde ved drift af mindre jordbrug, som ikke forud for overgangen har været medlemmets hovedbeskæftigelse, er tilladt inden for de 200 timer, når følgende betingelser samtidig er opfyldt: … § 3. I særlige tilfælde kan direktøren for arbejdsløshedsforsikringen efter indstilling fra arbejdsløshedskassen give tilladelse til, at et medlem påbegynder eller viderefører bibeskæftigelse ved selvstændig virksomhed. Det er en betingelse, at virksomheden alene er baseret på medlemmets egen arbejdskraft, og at medlemmet over for arbejdsløshedskassen har sandsynliggjort, at virksomheden ikke nødvendiggør en samlet arbejdsindsats på mere end 200 timer årligt eller det tilladte timetal i overgangsåret. Stk. 2. Et medlem, der har fået tilladelse efter stk. 1, må uanset bestemmelsen i § 1, stk. 2, arbejde i de første 5 uger efter overgangen. Stk. 3. Medlemmet skal omgående underrette arbejdsløshedskassen, hvis der sker ændringer i beskæftigelsens omfang eller karakter. Medlemmet skal på ethvert tidspunkt kunne sandsynliggøre over for arbejdsløshedskassen, at forudsætningerne for tilladelsen fortsat er opfyldt. …