Klage over at en praktiserende læge ikke fandt grundlag for at tilse en patient med et oplyst førstegangs krampeanfald (lægers hjælpepligt)
Karakter A
udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2007/10428@2006-01-20/da
Indhold
Klage over at en praktiserende læge ikke fandt grundlag for at tilse en patient med et oplyst førstegangs krampeanfald (lægers hjælpepligt)
Resumé En 38-årig mand havde gennem nogle måneder været i psykiatrisk behandling på grund af ”voksen-DAMP” og depression. Han havde siden den 25. maj 2004 været i behandling med antidepressiv medicin (Noritren). Den 2. juni 2004 først på aftenen blev patienten pludselig dårlig og fik et krampeanfald under et besøg hos faderen. Sidstnævnte kontaktede en praktiserende læge, som han var nabo til, og som var patientens læge. Faderen anmodede om hjælp til sin søn Den praktiserende læge forklarede, at alt i hans praksis var låst ned efter arbejdstid. Han henviste til lægevagten og nedskrev telefonnummeret til lægevagten og til Falck. Patienten blev efter faderens henvendelse til lægevagten indlagt akut i bevidstløs tilstand og herfra overflyttet til et andet sygehus. Her afgik han efter nogle dage ved døden på grund af medicinforgiftning (Noritren). Der blev klaget over, at den praktiserende læge ikke fandt grundlag for at tilse patienten, der havde fået et voldsomt krampeanfald med fråde om munden og kraftige vejrtrækningsproblemer.
Nævnet fandt grundlag for at kritisere lægen. Nævnet fandt samtidig grundlag for at indskærpe overfor lægen at udvise større omhu i sit fremtidige virke. Da Patientklagenævnet fandt, at der var begrundet mistanke om, at den praktiserende læge havde udvist grovere forsømmelse ved behandlingen af patienten besluttede nævnet samtidig at anmode politiet om at overveje grundlaget for en eventuel tiltalerejsning mod lægen for overtrædelse af straffelovens § 253 og lægelovens 7, stk. 1, jf. § 22, stk. 1. Nævnet lagde til grund, at patienten den 2. juni 2004 under et besøg hos sin fader, som boede i naboejendommen til lægen, pludseligt fik et krampeanfald, og at faderen straks henvendte sig hos lægen. Nævnet lagde endvidere til grund, at lægen var beskæftiget i sit køkken, da faderen ringede på, og at lægen ikke var ikke klar over, hvem faderen var. Faderen fortalte, at hans søn under et besøg hos ham var blevet dårlig og lå på sofaen med kramper. Lægen forklarede, at alt i praksis var lukket ned efter dagsarbejdstid. Praksis var således aflåst, og alarmen var sat til. Lægen nedskrev telefonnummeret på lægevagten og det direkte nummer på Falck, idet han fandt, at lægevagten eller Falck kunne give hurtig og kompetent hjælp i den pågældende situation. Nævnet lagde samlet til grund, at lægens håndtering af situationen var baseret på informationer om, at patienten var blevet dårlig og lå på en sofa med kramper i kort afstand fra lægens opholdssted. Nævnet oplyste, at det fremgår af lægelovens § 7, stk. 1, at enhver læge er forpligtet til på begæring at yde den første fornødne lægehjælp, når hurtig lægehjælp efter de foreliggende oplysninger må anses for påtrængende nødvendig, såsom ved forgiftningstilfælde, større blødninger, kvælningsanfald og fødsler, hvor jordemoderhjælp ikke kan skaffes til veje, eller hvor jordemoderen tilkalder lægen. Har lægen gyldigt forfald eller kan rettidig lægehjælp blive ydet af en anden, som efter forholdene er nærmere dertil, er lægen dog fritaget for den omhandlede forpligtigelse. Nævnet oplyste endvidere, at kendte (epileptiske) krampeanfald ikke almindeligvis vurderes at være livstruende, men dog kan udløse behov for førstehjælp som for eksempel anbringelse i aflåst sideleje og beskyttelse mod slag og stød. Derimod kan førstegangs krampeanfald være tegn på alvorlige og eventuelt livstruende tilstande som for eksempel blødning ved hjernen eller svære forgiftningstilfælde, og udløse behov for hurtig lægehjælp om muligt og anden kvalificeret førstehjælp. Nævnet lagde til grund, at lægen ikke fik oplysninger om, at patienten var i øjensynlig livsfare, som ved for eksempel en større blødning eller kvælning, men at situationen med et førstegangs krampeanfald af patientens far var beskrevet således, at hurtig lægehjælp måtte anses for at være påtrængende nødvendig, indtil en eventuel lægelig vurdering måtte have nået den modsatte konklusion. Lægen kunne således ikke ud fra det beskrevne med sikkerhed regne med, at patienten havde almindelige og ukomplicerede kramper, idet der ikke forelå oplysninger om lignende tilfælde tidligere. Det var samtidig nævnets opfattelse, at læge ikke kunne anses at have haft gyldigt forfald i forhold til at udføre en lægelig vurdering af patientens tilstand med henblik på nødvendig førstehjælp. Det var derudover nævnets opfattelse, at selv om en mere regelret lægelig behandling tidsmæssigt lige så vel kunne ydes af Lægevagten som ved tilkald af ambulancetjenesten, så må det anses for uantageligt, at praktiserende læge netop i sin egenskab af læge afviste at yde førstehjælp i den beskrevne situation.