Gelex

Indholdet af ferieoverenskomst i optjeningsåret afgørende for nævnets kompetence

GældendeVersion 2008-04-24
Karakter A

udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2007/10503@2008-04-24/da

Indhold
  1. Indledning

Indholdet af ferieoverenskomst i optjeningsåret afgørende for nævnets kompetence

Resumé Indholdet af ferieoverenskomst i optjeningsåret afgørende for nævnets kompetence Lønmodtageren havde den 17. maj 2007 søgt Arbejdsdirektoratet om at få udbetalt feriegodtgørelsen optjent i 2005 til brug for ferieåret 1. maj 2006 til 30. april 2007, eller om at få overført ferien til brug for ferieåret 2007/2008. Lønmodtageren var frem til 1. januar 2006 i arbejde. Fra 1. januar 2006 frem til 31. august 2006 deltog hun i et forrevalideringsforløb, hvor hun modtog revalideringsydelse. Lønmodtageren var ledig og modtog arbejdsløshedsdagpenge fra 1. september 2006 til og med 18. januar 2007. Fra 18. januar 2007 til og med 30. juni 2007 deltog hun igen i et revalideringsforløb med udbetaling af revalideringsydelse. Hun har arbejde igen fra 1. september 2007. I perioderne med revalideringsydelse havde lønmodtageren ikke optjent feriegodtgørelse, og lønmodtageren anmodede derfor om at den ubrugte ferie for ferieåret 2006/2007 (25 dage) blev overført til det nye ferieår, hvor hun ellers kun vil have ret til 7 dages feriedagpenge på grundlag af perioden med arbejdsløshedsdagpenge. Subsidiært vil lønmodtageren gerne have den ubrugte feriegodtgørelse udbetalt. I optjeningsåret var lønmodtageren omfattet af en lokalaftale om ferie indgået mellem Tele Danmark A/S og Telekommunikationsforbundet. Overenskomsten, der er indgået mellem CO-Industri og Dansk Industri, og som lokalaftalen bygger på, indeholder bestemmelser om overførsel af ferie og feriehindringer.

Dato 12. december 2007 [Adressat udeladt] Ankenævnet har behandlet Deres klage på møde den 21. november 2007. Nævnet traf denne A F G Ø R E L S E Arbejdsdirektoratet og Arbejdsmarkedets Ankenævn har ikke kompetence til at behandle spørgsmålene om overførsel af ferie og feriehindring. Ankenævnet annullerer således direktoratets afgørelse af 19. juni 2007. Nævnet må i stedet henvise Dem til at rejse spørgsmålene i det fagretlige system. B E G R U N D E L S E Ankenævnet har lagt til grund for afgørelsen, at De under Deres ansættelse i [virksomhedens navn udeladt] til 1. januar 2006 var omfattet af ”Industriens Funktionæroverenskomst”, som er indgået mellem CO-industri og Dansk Industri, og som indeholdt regler om overførsel af ferie og feriehindringer. Arbejdsdirektoratet og efterfølgende Arbejdsmarkedets Ankenævn træffer afgørelse om, hvorvidt en lønmodtager kan overføre ferie, eller som er afskåret fra at holde ferie inden ferieårets udløb kan få feriegodtgørelse, løn under ferie eller ferietillæg udbetalt, medmindre der er tale om forhold, der er reguleret i kollektiv overenskomst. Da De optjente ferien under Deres ansættelse i [virksomhedens navn udeladt], og da De dér var omfattet af en ferieaftale, som også omhandler overførsel af ferie og feriehindringer, har Arbejdsdirektoratet og Arbejdsmarkedets Ankenævn ikke kompetence til at behandle disse spørgsmål. Nævnet må i stedet henvise Dem til at rejse spørgsmålene i det fagretlige system. Ankenævnet henviser til § 19, stk. 1, § 38 og § 44, stk. 2, i ferieloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 407 af 28. maj 2004. På ankenævnets vegne De kan læse om afgørelsens retlige grundlag på de følgende sider. Kopi til: Arbejdsdirektoratet, Stormgade 10, Postboks 1103, 1009 København K Regler Ferielov, jf. lovbekendtgørelse nr. 407 af 28. maj 2004 … Kapitel 3 Afholdelse af ferie … Fravigelsesmuligheder og bemyndigelser § 19. Det kan ved kollektiv overenskomst aftales, at en lønmodtager og en arbejdsgiver kan aftale, at optjent ferie ud over 20 dage kan overføres til det følgende ferieår. Stk. 2. … Kapitel 6 Forældelse og modregning … § 38. Hvis en lønmodtager på grund af særlige forhold er afskåret fra at holde ferien inden ferieperiodens eller ferieårets udløb, udbetales feriegodtgørelse, løn under ferie eller ferietillæg til lønmodtageren. … Kapitel 8 Kompetence og klageadgang § 44. Direktøren for Arbejdsdirektoratet træffer afgørelse i tvister mellem en arbejdsgiver og en lønmodtager om optjening, afholdelse og ret til ferie og feriegodtgørelse, løn under ferie eller ferietillæg, indbetaling og udbetaling af feriegodtgørelse m.v., herunder ved ferieårets udløb efter §§ 34 a eller 34 b, og modregning efter § 39, medmindre der er tale om forhold, der er reguleret ved kollektiv overenskomst, jf. dog stk. 5. Stk. 2. Direktøren for Arbejdsdirektoratet træffer afgørelse om, hvorvidt en lønmodtager, der er afskåret fra at holde ferie inden ferieårets udløb, jf. § 38, kan få feriegodtgørelse, løn under ferie eller ferietillæg udbetalt, medmindre der er tale om forhold, der er reguleret ved kollektiv overenskomst.

Versioner

  1. 2008-04-24