Forældelse, nævnets j. nr. 60-520-05560
Karakter A
udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2007/10591@2007-03-29/da
Indhold
Forældelse, nævnets j. nr. 60-520-05560
N. j. nr. 06-520-05560 Ansøger blev den 11-11-1983 udsat for et voldeligt overfald med alvorlige skader i ansigtet til følge. Skadevolderne blev dømt i byretten den 09-01-1984. Ansøger var under straffesagen bistået af en advokat. Der blev ikke under straffesagen nedlagt påstand om eller taget forbehold for erstatning. Den 10-12-1996 anlagde ansøger erstatningssag i byretten mod to af skadevolderne. Den 10-03-2000 blev der anlagt erstatningssag mod den tredje skadevolder. Byretten frifandt den 11-10-2000 de sagsøgte med henvisning til, at ansøger havde udvist retsfortabende passivitet. Dommen blev anket til Østre Landsret, som den 18-10-2001 stadfæstede dommen. Landsrettens mindretal var imidlertid ikke af den opfattelse, at ansøger havde fortabt retten til erstatning ved passivitet. Ved Højesterets dom af 21-08-2003, jf. UfR 2003.2372H, blev skadevolderne dømt til at betale 227.500 kr. i erstatning til ansøger. Højesteret henviste til, at skadevolderne blev bekendt med an-søgerens skader under straffesagen, og at de derfor måtte være klar over, at der kunne eksistere et erstatningskrav. Højesteret fandt ikke tilstrækkeligt grundlag for at fastslå, at skadevolderne havde haft et berettiget forventning om, at erstatningskravet ikke ville blive gjort gældende. Kravet fandtes endvidere ikke bortfaldet som følge af passivitet eller forældelse. Erstatningen blev forsøgt inddrevet i november 2004. Den 22-11-2006 modtog Erstatningsnævnet ansøgning om erstatningen, idet ansøger nu havde fået ny advokat. Nævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at der var forløbet henholdsvis 23 år og 22 år siden lov-overtrædelsen og tidspunktet for endelig dom i straffesagen. Nævnet lagde endvidere vægt på, at der var forløbet 3 ½ år siden Højesterets endelige dom i erstatningssagen. Selv hvis fristen i § 13 skulle regnes fra den endelige dom i den civile erstatningssag, var 2 års-fristen overskredet væsentligt. Endelig bemærkede nævnet, at det efter offererstatningslovens § 10 yderligere er en betingelse for, at nævnet kan betale erstatning, at skadelidte under en eventuel straffesag nedlægger påstand om erstatning, hvilket ikke var sket.