Klage over fortsat tvangsmedicinering
Karakter A
udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2007/10639@2007-06-20/da
Indhold
Klage over fortsat tvangsmedicinering
Resumé En 45-årig mand, som talrige gange havde været indlagt på psykiatrisk afdeling under diagnosen paranoid skizofreni blev den 25. marts 2003 tvangsindlagt på behandlingsindikation på psykiatrisk afdeling, efter at han havde forsøgt at antænde noget tøj i en opgang. Ved indlæggelsen var han åbenlyst psykotisk med vedvarende vrangforestillinger. Under den fortsatte indlæggelse blev patienten tiltagende psykotisk, og han optrådte truende overfor både personale og medpatienter. Han blev løbende tilbudt behandling med antipsykotisk medicin i form af Cisordinol, hvilket han dog afviste. Den 3. april 2006 blev der derfor truffet beslutning om tvangsbehandling med tablet Cisordinol. Den 12. april 2006 godkendte Det Psykiatriske Patientklagenævn beslutningen om tvangsmedicinering af patienten. Den 17. juli 2006 påbegyndte patienten frivillig behandling med Cisordinol depot. Tvangsbehandlingen med Cisordinol skulle dog fortsætte i endnu en periode. Efterfølgende indgik han en aftale med afdelingen om, at han kunne være hjemme om natten og møde på afdelingen om dagen med henblik på fortsat tvangsmedicinering. Hans tilstand bedredes væsentligt, men i perioder fik han det igen dårligt, og i flere tilfælde udeblev han fra afdelingen og måtte bringes ind ved politiets hjælp. Patienten klagede over beslutningen om den fortsatte tvangsmedicinering til Det Psykiatriske patientklagenævn. Klagen blev ikke tillagt opsættende virkning. Ved afgørelse af 25. september 2006 godkendte nævnet beslutningen om fortsat tangsmedicinering af patienten. Nævnet kunne dog ikke godkende beslutningen om, at klagen ikke blev tillagt opsættende virkning.
Sundhedsvæsenets Patientklagenævn fandt, at betingelserne for fortsat tvangsmedicinering var opfyldt. Nævnet lagde herved vægt på, at selvom der var indtrådt en bedring i patientens tilstand, så var han fortsat psykotisk med vrangforestillinger. Nævnet lagde videre vægt på, at han tidligere havde været forsøgt behandlet med en række antipsykotiske præparater, uden den ønskede effekt, og at man derfor var i gang med en længerevarende behandling med Cisordinol. Endelig lagde nævnet vægt på, at selvom han frivilligt indtog Cisordinol depot hver 14. dag, så var han dog ikke i stand til at samarbejde om behandlingen i en sådan grad, at tvangsbehandlingen kunne ophæves. Sundhedsvæsenets Patientklagenævn fandt imidlertid, at klagen ikke burde tillægges opsættende virkning, idet nævnet lagde til grund, at der ikke blev truffet en ny beslutning om tvangsbehandling, men at den igangværende tvangsbehandling hvilede på den oprindelige beslutning. Nævnet bemærkede i den forbindelse, at i tilfælde, hvor der ikke er truffet en ny beslutning om tvangsbehandling, er det nævnets opfattelse, at der ikke er pligt til at tillægge en klage over fortsat tvangsbehandling opsættende virkning.