Klage over ukorrekt behandling for diskusprolaps på tre forskellige sygehuse
Karakter A
udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2007/10651@2007-06-20/da
Indhold
Klage over ukorrekt behandling for diskusprolaps på tre forskellige sygehuse
Resumé En 67-årig kvinde blev i februar 2004 indlagt på Sygehus X af egen læge grundet rygsmerter i lænden, og nedsat kraft og reflekser på venstre side. Hun havde inden føleforstyrrelser. Hun tidligere havde haft stressincontinens, men aktuelt havde hun ingen svie, smerte eller kløe ved vandladningen. Der blev foretaget klinisk undersøgelse og røntgenundersøgelse af lændehvirvelsøjlen, hvilket resulterede i at lægerne behandlede for discusdegeneration i lændehvirvelsøjlen med medicinsk og fysiurgisk behandling. Den 23. februar 2004 oplyste patienten, at vandladningen kom langsomt og anderledes end tidligere, hvilket måske var opstået på samme tid som hun havde fået ondt i lænden. Klinisk undersøgelse viste uændrede refleksforhold, normal sensibilitet for stik og berøring i ridebukseområdet. Der blev foretaget blærekateterisation og fandtes 450 ml residualurin. På denne baggrund konfererede overlæge A med neurokirurgisk afdeling, idet der var mistanke om et såkaldt cauda equina syndrom, hvilket består i inkontinens både med hensyn til urin og afføring samt følelsesløshed i ridebukseområdet. Patienten blev overflyttet akut til neurokirurgisk afdeling til nærmere undersøgelse og vurdering af eventuel operationsindikation. På neurokirurgisk afdeling blev der foretaget akut klinisk vurdering af patientens neurologiske status og udført akut MR-scanning af lænderyghvirvelsøjlen. Denne undersøgelse viste discusprotrusion på højre side og lille mistanke om højresidig prolaps i lænde og sæderegionen (lumbosakralt) uden rodpåvirkning. Der påvistes ingen rodpåvirkninger på venstre side. Ved neurokirurgisk konference fandtes patienten ikke at have en operationskrævende tilstand i ryggen, særligt ikke et såkaldt cauda equina-syndrom. Den 27. februar 2004 blev patienten tilbageflyttet til fortsat medicinsk behandling på Sygehus X, der foretoges en gynækologisk udredning. Patienten blev overflyttet til urologisk afdeling på Sygehus Y den 11. marts 2004. Den 13. april 2004 blev patienten indlagt af egen læge på medicinsk afdeling, Sygehus Z, på grund af genopblussen af lændesmerterne og nytilkomne symptomer i form af udstrålende smerter til venstre ben ledsaget af sovende fornemmelser i foden og styringsbesvær af denne. CT-scanningen viste rodtryk udfor lændehvirvlerne 4 og 5, hvorfor patienten fik foretaget operation for discusprolaps. Det blev klaget over, at patienten ikke modtog en korrekt behandling i forbindelse med udredning for diskusprolaps på tre forskellige sygehuse.
Nævnet fandt, at de læger på medicinsk afdeling, Sygehus X, der var involveret i behandlingen af patienten i perioderne fra den 18. til den 23. februar og fra den 27. februar til den 11. marts 2004 handlede i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard. Det var nævnets opfattelse, at lægerne på medicinsk afdeling, Sygehus X, allerede fra starten af indlæggelse havde rejst mistanke om der var en discusprolaps i lænden. Da der tillige var vandladningsbesvær blev kvinden korrekt overflyttet til neurokirurgisk afdeling for at få afklare dette. Mistanken blev afkræftet ved en MR-scanning, som er en meget diagnostisk sikker undersøgelsesmetode for en discusprolaps. Men da der fortsat var vandladningsproblemer og det viste sig, at der tidligere havde været problemer med vandladningen, blev patienten henvist til en urologisk vurdering, da man ikke fandt at hendes vandladningsproblemer kunne relateres til sygdom i ryggen. Patienten blev tilbageflyttet til medicinsk afdeling og forløbet var præget af vandladningsproblemerne, mens der ikke var smerter fra ryg eller ben, og den 11. marts 2004 blev patienten overflyttet til urologisk afdeling. Nævnet fandt endvidere, at de læger på neurokirurgisk afdeling, Sygehus Y, der var involveret i behandlingen af patienten i perioderne fra den 23. til den 27. februar samt fra den 12. til den 18. maj 2004 handlede i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard. Det var nævnets opfattelse ud fra ovenstående, at afdelingslæge G den 23. februar 2005 iværksatte en korrekt undersøgelse og behandling af patienten. Selvom symptomerne ikke var overbevisende for en ryglidelse, blev der alligevel foretaget en MR-scanning af lænderygsøjlen. Denne viste ingen tegn på nervepåvirkning, hvorfor det ville have været en lægelig fejl at operere patienten på daværende tidspunkt. Det var således nævnets opfattelse, at kvindens vandladningsproblemer således ikke kunne tilskrives en sygdom i lænderygsøjlen. Nævnet fandt endelig, at de læge på medicinsk afdeling, Z, der var involveret i behandling af kvinden i perioden fra den 13. april til den 12. maj 2004 handlede i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard. Det var nævnets opfattelse, at der blev indhentet oplysninger fra de tidligere undersøgelser, og patienten startede fysioterapi samt smertestillende behandling, som er efter almindelig faglig standard hos en patient med rygsmerter. På grund af manglende fremgang blev patienten vurderet af en reumatolog, der mistænkte prolaps trods den tidligere omtalte normale MR-scanning. CT-scanningen bekræftede prolapsmistanken. Patienten blev henvist til neurokirurgisk afdeling, og den 12. marts blev patienten overflyttet med henblik på operation.