Klage over manglende operativ behandling af en fistel
Karakter A
udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2007/10667@2007-01-20/da
Indhold
Klage over manglende operativ behandling af en fistel
Resumé En 71-årig kvinde, som led af sukkersyge, diffus åreforkalkning med hjertepåvirkning, hjernepåvirkning, nethindeforandringer og fremadskridende dialysekrævende nyrepåvirkning, havde gennem længere tid haft et tryksår på korsbenet. Tryksåret blev løbende kontrolleret i sygehusregi, og patienten havde dagligt besøg af hjemmesygeplejersken der skiftede forbindingen. Ved besøg i udlandet havde patienten valgt at få opereret tryksåret, men efter hjemkomsten var der ømhed i sæderegionen, og endvidere sivede det fra det lukkede sår. Ved kontrolundersøgelse fandt man tre fistelgange, hvorfra der sivede gullig væske ud. Der var imidlertid ikke tegn på infektion, hvorfor overlægen anbefalede skylning med saltvand samt daglig vask af såret med vand og sæbe. Patienten var gentagne gange til kontrol, uden der blev fundet tegn på infektion. Ved en senere kontrol forelå der et podningssvar, som påviste multiresistente tarmbakterier. En læge anbefalede herefter fortsat skylning af fistlerne, og når infektionen var oprenset, skulle patienten tilbydes bred åbning af fistelområdet med henblik på heling fra bunden. Patienten fik det herefter tiltagende dårligere med blodig sivning fra såret, men på grund af patientens tilstand vurderede overlægen, at der ikke skulle foretages et operativt indgreb og fastholdt den tidligere behandlingsplan. Fire dage senere blev patienten opereret, ved operationen fandt man, at halebenet var dødt og at der endvidere var et hulrum over korsbenet, der strakte sig 25 cm opadtil over rygsøjlen og som var fyldt med pus og sammenklumpning af inficeret væv. Der blev blandt andet klaget over, at lægen ikke på et tidligere tidspunkt fandt indikation for et operativt indgreb.
Nævnet fandt ikke grundlag for at kritisere overlægens behandling samt dennes videre plan for behandling af patienten. Nævnet har herved lagt vægt på, at patienten gennem længere tid havde haft en kronisk infektion på grund af tryksåret samt at patientens tilstand var så dårlig, at det var relevant, at overlægen nøje gennem hele forløbet overvejede om, der var der var indikation for at foretage et kirurgisk indgreb. Nævnet lagde endvidere vægt på, at der ikke i forløbet var tilstrækkelige tydelige kliniske tegn på, at infektionen stammede fra tryksåret og dermed gav indikation for et kirurgisk indgreb.