Klage over pleje under indlæggelse og fejlmedicinering ved udskrivelse
Karakter A
udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2007/10689@2007-02-20/da
Indhold
Klage over pleje under indlæggelse og fejlmedicinering ved udskrivelse
Resumé En 33-årig kvinde blev den 2. januar 2005 indlagt på grund af gentagne epilepsianfald. Patienten var ved indlæggelsen i behandling med præparatet Lamictal. Patienten blev overvåget af plejepersonalet under indlæggelsen, og ved udskrivningen den 4. januar 2005 ordinerede en overlæge en fordobling af Lamictaldosis. Dagen efter kom patienten tilbage på afdelingen på grund af dobbeltsyn. Det viste sig, at patienten havde fået en for stor dosis Lamictal. Der blev klaget over, at sygeplejerskerne ikke foretog en tilstrækkelig pleje, og at lægen ved udskrivelsen ordinerede en for høj dosis Lamictal.
Nævnet fandt grundlag for at kritisere overlægen, idet han ordinerede en for høj dosis Lamictal (fordobling af den hidtidige dosis), da han fejlagtigt troede, at patienten var i behandling med Lamictal 100 mg 2 gange dagligt, selv om det fremgik af journalen, at patienten var i behandling med Lamictal 200 mg 2 gange dagligt. Nævnet fandt endvidere grundlag for at kritisere overlægen for, at han rettede i journalen uden at angive navn og årsag. Nævnet fandt ikke grundlag for at kritisere de involverede sygeplejersker, idet det var nævnets opfattelse, at sygeplejerskerne havde foretaget relevante observationer og givet tilstrækkelig væskebehandling.