Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2007/10706@2007-03-20/da

Indhold

1. Indledning

Klage over manglende undersøgelse og forkert behandling af skulder

Resumé En 68-årig mand faldt den 15. januar 2005 og slog højre skulder. Han fik derefter tiltagende smerter og bevægeindskrænkning af skulderen. I skadestuen blev han samme dag undersøgt af læge A, som fandt, at der var tale om en muskelrelateret skade. Det blev aftalt, at patienten skulle møde i ortopædkirurgisk ambulatorium 3 dage senere. Overlægen gennemlæste og godkendte skadejournalen. Den 18. januar 2005 blev patienten undersøgt af læge B. Hun fik at vide, at det gik væsentligt bedre. Efter sin undersøgelse konkluderede hun, at der var tale om en bløddelslæsion i den store skuldermuskel. Hun gav instruktion i optræning. Patienten blev afsluttet fra sygehuset. Den 14. februar 2005 gik patienten til sin egen læge C, fordi han fortsat havde smerter og betydelig bevægeindskrænkning af skulderen. Læge C henviste til fysioterapeutisk behandling. Fra den 23. februar til den 20. april 2005 modtog patienten 12 behandlinger hos fysioterapeut med nogen bedring i starten, men bedringen gik i stå. Den 26. april 2005 blev han undersøgt af praktiserende læge D, som henviste til sygehus, med henblik på kikkertundersøgelse af skulderleddet. Senere blev han dog efter eget ønske henvist til Sygehus Y, hvor man forsøgte at sy en bristet sene sammen. Der blev klaget over, at lægen i skadestuen ikke foretog tilstrækkelig undersøgelser, og at egen læge ikke foretog en korrekt og tilstrækkelig undersøgelse og behandling. Nævnet fandt ikke grundlag for kritik af læge A, B, C og D, men fandt grundlag for kritik af overlægen.

Nævnet lagde vægt på, at læge A i journalen beskrev detaljerede observationer, som var foreneligt med svær mistanke om læsion i den store skulderledssene. Man kunne imidlertid ikke forvente, at en yngre læge uden specialistuddannelse kunne stille denne diagnose i skadestuen, hvorfor det var acceptabelt, at der blev sikret en kontrol i ambulant regi 3 dage senere. Nævnet lagde desuden vægt på, at skadesedlen var signeret af overlægen, som godkendte skadejournalen, og således ikke sikrede sig, at der blev foretaget yderligere, da patienten kom til konsultation den 18. januar 2005. Det var nævnets vurdering, at overlægen enten selv burde have sikret, at patienten blev indkaldt til yderligere undersøgelse med henblik på læsion af den store skulderledssene eller som minimum have journalført, at man ved konsultationen den 18. januar 2005 ved yderligere undersøgelser skulle vurdere, om der var en sådan læsion i skulderen. Videre lagde nævnet vægt på, at patienten angav bedring af skulderen, og at læge B fandt, at der var smerte ved bevægelse udad-opad over 80° samt ved fleksion, og at der ikke var ømhed ved palpation af skulderen, og konkluderede, at det måtte skyldes en bløddelslæsion i den store skuldermuskel, og at hun tilrådede bevægetræning samt belastning til smertegrænse samt afsluttede den videre konsultation. For så vidt angår læge C lagde nævnet vægt på, at det var relevant at henvise til behandling og genoptræning hos en fysioterapeut, idet det måtte og kunne forventes, at en fysioterapeut ville sende patienten tilbage til lægen ved mistanke behov for ny lægelig vurdering. Nævnet lagde yderligere vægt på, at patienten var forsøgt relevant behandlet hos fysioterapeut, forinden han ved sin henvendelse til læge D blev visiteret til specialafdeling med henblik på yderligere udredning

Versioner

1. 2007-03-20